ITALIEN

Alda Merini spærret inde i poesien

‘De velsignede år med straf’, kaldte den italienske digter Alda Merini i et tv interview sine 10 år på et psykiatrisk hospital. ‘Et delirium, hvor jeg endelig kunne udrede mig selv’.

For Merini førte de mange indespærrede år til en art ubehersket introspektionen, der fortsatte selv efter, hun blev udskrevet. Jo dybere hun sank ned, jo højere op syntes hendes poesi at flyve.

To gange blev hun indstillet til Nobelprisen uden dog at modtage den. Hendes værker er endnu ikke oversat til dansk, men foreligger blandt andet på engelsk. Her et udpluk fra ‘The presence of Orpheus’ dedikeret til den langt ældre elsker Giorgio Manganelli, der også var digter.

“I won’t prepare you

by revealing myself to you

In a bound-about closeness

But just in case your hand, in touching me,

Might hold a memory of omens,

I’ll lie down, fused

With what is formless,

melted within the darkness

As far as I can, secreted and alive,

becoming chaos again”

I sin levetid blev hun hyldet af samtidens italienske digtere som Pier Paolo Pasolini og Nobelprismodtager Salvatore Quasimodo. Uden deres værdsættelse og støtte var hendes værk formodentlig aldrig blevet bragt frem i lyset.

Som et led i musikfestivalen Firenze suona contemporanea, uropførte komponist og instruktør Andrea Cavallari i efteråret 2016 en teatralsk handling, som han benævner den eksperimenterende genre med titlen La pazza della porta accanto. 

Jeg talte med Cavallari og med den engelske sopran og performer Alwynne Pritchard, der påtog sig den vanskelige rolle at portrættere den indre verden hos en poet, hvis ydre verden i store perioder af livet var begrænset til et enkelt rum.

Mødet med Merini

Andrea Cavallari var en af de unge kunstnere, der opsøgte den enigmatiske digter, da hun endelig blev lukket ud i friheden igen. De ydre rammer omkring hendes nye tilværelse, syntes dog mere eller mindre at have mistet deres betydning, fortæller han. Alle kraftanstrengelser gik i retningen af poesien.

– Hendes hjem så indvendigt ud som et fortov på gaden. Gulvet var helt dækket af aviser. Når hun røg, smed hun cigaretskodderne på gulvet. To tv apparater stod tændte og flimrede uden billede. Hun levede som en hjemløs i sit eget hjem. Alt imens hun var en af de mest lysende poeter, vi nogensinde havde haft i Italien.

Begyndelsen

Alda Merini begyndte at skrive allerede som barn. Ifølge hendes selvbiografi var det faderen, der vakte hendes kærlighed til sproget. Da hun var 5 år løftede han hende hver aften op på sine knæ, mens han repeterede 10 nye ord for hende og bad hende forklare betydningen af dem. Som 8 årig læste hun Dantes Guddommelige Komedie.

Da hun som ganske ung blev gift, udviste ægtemanden dog ikke den samme værdsættelse af Merinis forhold til litteraturen som faderen. Tilværelsen som traditionel husmor i 1930’ernes Italien passede ikke til Alda’s temperament.

– Hun var kunstner, siger Cavallari. Hendes mand blev jaloux og forstod ikke hendes frigjorte tankegang. Så han låste hende inde på et psykiatrisk hospital. Hun havde ingen anelse om, at hun skulle forblive der i 10 år. Da hun blev indskrevet, var hun fuldstændig normal. Hvis hun havde levet i vores tid, ville hun blive opfattet præcis lige som du og jeg.

Før og efter

I løbet af de 10 år Merini var indlagt gennemgik hun 48 elektrochok. Da hun endelig blev udskrevet, måtte hun sande, at behandlingen havde gjort hende syg. Størstedelen af hendes forfatterskab handler om denne erfaring.

-Alda var en meget dramatisk karakter, fortæller Andrea. En utrolig uheldig person, som havde et hårdt liv. Det mærker man i hendes poesi.

Hvilken indflydelse havde det på dig at møde Alda?

-Det var aldrig tydeligt, hvornår vi ville ses. Eller hvor meget hun ville huske fra vores tidligere møder. Hvorvidt eller hvor meget hun lod som om, hun var mere gal, end hun rent faktisk var, var svært at gennemskue. Hun var ikke en let person at være sammen med. Jeg tror sommetider, at hun brugte sin sindssyge som en mur, hun kunne beskytte sig selv bagved. Indimellem var hun fantastisk sød og velkommende, og jeg troede så, at vi endelig var blevet gode venner. Men så næste gang, kunne hun måske knap genkende mig. Så det var ikke et behageligt venskab, hvis man overhovedet kan kalde vores relation et venskab.

Merini og den tomme stol

Ikke desto mindre førte den besynderlige relation til et samarbejde om et stykke kaldet ‘2 stemmer’, som Andrea komponerede musikken til. Opsætningen skulle bestå af en dialog mellem Alda og hendes ven poeten Dario Bellezza og opføres i Milano. Bellezza døde dog en uge inden opførslen. Alligevel bestemte de sig for at gennemføre stykket og lade Alda recitere sin poesi og fremføre en monolog om sit liv på scenen.

-Vi havde to stole på scenen. Den ene sad Alda på og den anden var tom. Men Alda var så berørt på grund af sin vens død, at hun bare blev siddende på stolen og græd, mens hun røg cigaretter. Det stod på i en time, og hun sagde ikke et ord. Reaktionen fra publikum var utrolig. Det var en meget stærk oplevelse.

Det er ikke noget man kan gentage…

Nej, det var et enkeltstående tilfælde. Men det gav mig idéen til at skrive en azzione teatrale om Aldas liv og poesi. Jeg gik rundt med projektet i lang tid uden at kunne gennemføre det, fordi jeg ikke kunne finde den rette til rollen. Så mødte jeg Alwynne Pritchard, som er en utrolig performer. Vi talte sammen, og jeg vidste med det samme, at jeg endelig havde fundet den rigtige person.

 

Hvad var det hos Alwynne, der overbeviste dig om at hun kunne portrættere så stærk en personlighed som Alda?

 

-Som komponist prøver jeg altid at gå til grænsen for, hvad instrumentet eller stemmen kan. Så jeg arbejder i et meget ubekvemt område. For en sanger er det som regel ikke et sted, de ønsker at bevæge sig hen imod, fordi de er bange for at skade stemmen. Men Alwynne er præcis det modsatte. Hvis jeg sætter en grænse, forsøger hun at overskride den og eksperimentere endnu mere.

 

Det lyder næsten som om, du søger de samme kvaliteter i kunsten som i et venskab. At gå ind i et ubekvemt område, og skubbe lidt til grænserne til og med?

 

-Jeg tror, at vi alle på et tidspunkt gennemgår erfaringer med depression eller selvmordstanker. Sådan har min oplevelse I hvert fald været. Så det her stykke bringer mig tilbage til de tidspunkter.

 

I hvilken grad fortæller du Alda’s historie, og i hvor grad fortæller du også din egen?

 

-Det er ikke så meget den fysiske indespærring i Alda’s historie, der er vigtig for mig. Det er mere det, at hun var spærret inde i sin egen bevidsthed. Komponister kan også blive fanget i deres egne tanker. Vi kan udvikle en besættelse omkring det, vi laver. Tvangstanker nærmest. Selv prøver jeg at strække mig så meget jeg kan. Det handler om at komme ud af den krog, man kan sidde indespærret i.

Valget af Alwynne Pritchard er interessant, fordi hun fysisk set fremstår som en næsten diametral modsætning til den Alda Merini, man kan opleve på dokumentaroptagelser fra hendes hjem. Maskerne er faldet, og Merini oser af et roligt og selvsikkert nærvær, der næsten kan virke lidt skræmmende i de kaotiske omgivelser. Mens ordene flyder ud af hende, virker kroppen tung og langsom.  Alwynne besidder derimod en meget udvandt, dynamisk og næsten magnetisk kropslig energi. Hendes lysende udstråling forstærkes af den glatbarberede isse, et par klare grønne og nysgerrigt vågne øjne. Hun ligner Aldas ord, men ikke hende selv. I en prøvepause sætter vi os midt i scenografen til en snak.

 

Hvad fascinerede dig ved Aldas historie?

 

-Hun skriver i en af sine tekster, at galskab er en meget stærk oplevelse. En gave for en poet. I den verden vi lever i i dag, får vi konstant at vide, at vi skal stræbe efter at finde lykke. Men for mig som kunstner og menneske er jeg slet ikke sikker på, at det nødvendigvis er en god ting at være lykkelig. Der er meget mere interessante ting, man kan opleve I livet. I den uorden som galskaben er, forhindres du i at kunne gøre visse ting, men til gengæld giver den andre ting lov til at træde frem.

-Måske er det ikke altid så dårligt, når katastroferne rammer os. Måske prøver vi at gøre alting lidt for trygt og godt nogle gange.

 

Hvordan var du selv i stand til at bevæge dig ind i den form for tilstand?

 

-Gennem musikken faktisk. Det var meget stærkt at læse teksten, men det bedste for mig var at finde ud af, hvordan den kunne leve i min krop. Og hvordan jeg kunne synge den, så det ikke føles som om, jeg bare reciterer et digt eller opfører mig melodramatisk. Gennem musikken kunne jeg uddrage en masse facetter af hendes personlighed. Nuancer der hele tiden skifter. Alt fra galskab, til ekstase. Det skete gennem mødet mellem ord og musik.

 

 

Et blik henover Pritchards karriere bekræfter det personlige indtryk, jeg får af hende. Som kunstner demonstrerer hun stor spændvidde og fremdrift. Den engelske sopran, der er bosat i Norge, arbejder som både sanger, skuespiller, komponist, fotograf og kurator. Hun er anerkendt som en modig, gribende og provokerende performer. På mig virker hun fremfor alt antændt af en umættelig nysgerrighed og virketrang. Der er tempo over hende.

 

Hvordan var denne rolle anderledes end andre du har spillet?

 

-Som skuespiller laver jeg meget komedie, og som sanger synger jeg ofte meget dramatiske roller, der er på grænsen til galskab. Jeg synes især for kvinder, det er en vigtig tilstand at skildre. At minde os selv om, at galskab ikke er det samme som hysteri. Den er meget mere kraftfuld og elegant. Mere skræmmende men også mere fantastisk. Jeg tror, det er vigtigt at lære at rumme den følelse. Det gør en stærkere som kunstner og som menneske.

 

Alda havde jo ikke rigtig noget valg i forhold til den situation, hun blev bragt i. Men tror du ligefrem, der kan være en god begrundelse for at sætte sig selv i ekstreme situationer frivilligt for at få adgang til intense følelser?

 

-Jeg ved virkelig ikke, om jeg kan svare på det spørgsmål. En side af mig synes, at det er indbildsk at begive sig ud i den slags. På den anden side… Hvis du føler, at der noget, som sætter dig i en radikal situation, men du må bare gøre det alligevel, er det så frivilligt? Det er jeg ikke sikker på. Måske er det at være kunstner netop dette. Jeg behøver ikke at gøre det her, men faktisk udløser processen en katarsis for mig. Det er en berigende oplevelse, men den er bestemt også ubehagelig. Så hvis du føler dig kaldet til at gøre noget for at adressere et emne rent kunstnerisk, bliver det interessant for mig.

Alwynne er alene på gulvet i forestillingen, der foregår i det tidligere kloster og fængsel ‘Le Murate’, som i dag er omdannet til kulturcenter. Hun har dog selskab af lyden af Merinis poesi reciteret på italiensk af hendes skygge Loretta Luzi. Alwynne som Merini går i dialog med skyggen, og gentager hendes ord i en messende og trancelignende tilstand. Hun vågner på sengen ved blinkende neonlys, søger sig vaklende hen til en rad af mørke, ophængte herrefrakker bag ved publikum, stikker den ene arm ind i et ærme og lægger armen trøstende og følende omkring sig selv. Der er momenter af høj intensitet i udbrud og skrig; og der er ømme indadvendte meditationer, hvor Alwynne rokker frem og tilbage som et barn i en vugge.

 

“Jeg blev født den 21. om foråret. Men jeg vidste ikke, at jeg var blevet født gal…”

 

Er der noget, som føles anderledes i dit liv efter du har gennemgået processen med at sætte dig ind i Merinis verden?

 

-Der er tekst- og musikbidder, jeg ikke kan få ud af hovedet.

Alwynne begynder igen at rokke frem og tilbage på stolen i bølgende bevægelser for at vise både for sig selv og for mig, hvad hun mener.

-Nogle gange når jeg går ned af gaden, kommer det tilbage til mig. Det lever i min krop, og det er som, om jeg gerne vil være der hvor musikken er. Men det kan jeg jo ikke. For det er musik. Så det er som små organiske ændringer, der bliver en del af en. Denne gang måtte jeg være mig selv, men bringe mig ind i den situation, Alda var i. Gennem hendes tekster og livserfaringer.

-Det var en meget vigtig ting at opdage med en, der var så stærk som hende. At jeg ikke skulle blive hende, men en ny version af mig selv, afslutter Alwynne.

 

Selv skriver Alda Merini om de mange tolkninger, der har været af hende ophold på sindssygehospitalet, at hun blev overrasket over sin egen kapacitet til at undre sig i stedet for at blive vred over at gennemgå tabet af værdigheden i at være menneske. Det er i denne tilstand af overgivelse, at hendes poesi blev til.

 

Det sidste vers af “The presence of Orpheus”:

 

“So, within your shaping arms
I pour myself, small and immense,
serene given, restless given,
unending developing motion.”

 

 Klip fra mit interview: