ITALIEN

Enrico Ravas nye kvartet i koncert på Castell Sant’Elmo

Udgivet i Jazz Special nr. 153 – uddrag

ENRICO RAVA – NÆR SOLEN

Enrico Ravas mor var klassisk pianist. Kontakten med musikken startede således allerede, da han lå i hendes mave, fortæller han. Det er naturligvis en på alle måder fuldvoksen maestro på 76 år, jeg møder på denne koncertaften med hans nye kvartet. Beredvilligt deler han den konstante tvivl, der hører med til livet som musiker.

Enrico Rava åbner sin instrumentkasse og rører kort ved trompeten. Som for at tjekke, at den ligger behageligt. Dernæst fører han hænderne op til sin mund, stryger prøvende fingrene hen over læberne og sætter sig selv til rette til en snak, inden han skal til lydprøve.

 

Hvordan føles den første kontakt med trompeten på en helt almindelig dag?

 

– Det er altid lidt usikkert, hvad der kommer til at ske. Jeg spiller den første tone for at se, om vibrationen er okay. Nogle gange virker det ikke for mig. Det føles forfærdeligt. Så ved jeg, at jeg bliver nødt til at gøre noget ekstra for at få det til at fungere.

 

-Hvis jeg skal på ferie i to uger, bliver jeg nødt til at tage instrumentet med og øve mindst en time om dagen. Ellers tager det i hvert fald en uge, efter jeg kommer hjem, før jeg kan spille noget, der er nogenlunde anstændigt.

 

-Jeg har ingen anelse om, hvordan det kommer til at gå i dag. I går havde jeg det ikke spor godt, men jeg spillede utrolig godt. Nogle gange føles alt fint, inden jeg går på scenen, og alligevel kan det ske, at jeg ikke spiller godt.

 

 

Hvad gør du, hvis kontakten med instrumentet ikke er der?

 

-Jeg tager det roligt og laver nogle øvelser, hvor jeg spiller lange toner. Det er utrolig kedeligt! Slet ikke som folk tror.

 

Enrico laver en overstadig mimik med ansigtet og klapper eksalteret i hænderne

-AH, du skal øve!, siger han, og imiterer dernæst en musiker, der spiller med stor indlevelse og bevægelighed.

-Nej, nej, siger han afvisende og trutter i stedet uengageret og mekanisk i en imaginær trompet.

 

Har den fysiske kontakt med instrumentet ændret sig med tiden?

 

-Siden jeg startede med at spille, har jeg oplevet perioder, hvor alt fungerede godt, og andre hvor det ikke fungerede. Men for nylig er det blevet lidt værre, fordi musklerne ikke er, hvad de har været. Der er forskel på at være 20 år og så at have nået min alder.

 

Hvordan føles det for dig, at tingene har forandret sig?

 

-Det giver mig en virkelig tung paranoia. Du ved jo, det nok skal komme tilbage, siger min kone til mig, når hun ser, at jeg har den her fucking paranoia. Og det ved jeg jo godt. Som regel kommer det tilbage. Men der er ingen garantier. Risikoen for, at det aldrig kommer tilbage er der.

 

Har du nogen fornemmelse af, hvad det skyldes på de dage, hvor det ikke fungerer?

 

-Nej, det er helt uforudsigeligt. Jeg vågner op, og så kan jeg bare mærke, at noget er forkert. Sådan er det med et instrument og især med trompeten. Når det ikke fungerer føles det som om der er et filter mellem dig og musikken. De fleste trompetister går igennem den slags.

På briksen

I New York var der en trompet lærer, som specialiserede sig i det her problem. TROMPET TERAPEUT stod der på hans dørskilt. Det var på 46th Street ved Broadway. Jeg tror ikke, der er noget andet instrument, der har haft noget lignende. Chet Baker, Dizzy Gillespie, selv musikere der havde udviklet den mest perfekte teknik, kunne vågne op en morgen og opdage, at det ikke virkede. Hvis de så skulle spille en koncert om aftenen ringede de til Carmine Caruso.

 

-Det skete for mig en gang efter en turné. Jeg var så fucked up, at jeg ikke kunne spille en tone, så jeg var desperat. Bare rolig, jeg skal nok fixe dig, sagde han så. Han spurgte mig om, jeg stadig havde mit første mundstykke. Det havde jeg ikke, men han gav mig et andet, som jeg lavede nogle øvelser på. Efter en uge var jeg på plads igen. Det var utroligt.

 

-Han havde studeret fysiologien nøje, men 80 % af det er selvfølgelig psykologisk. Gato Barbieri som gav mig skubbet til at blive musiker, kaldte det for ‘søjlen’. Før hver koncert, ringede hans kone til ham og spurgte: hvordan har søjlen det?

 

Enrico tegner en luftsøjle på længde med rygraden i luften.

 

Fortæl mig om ”The New Quartet”. Hvori består det nye ved den?

 

-Den er bare ny i forhold til den gamle. Navnet er for arrangørerne. Så de ved, at det handler om nye musikere. Det er af praktiske årsager.

 

Kvartetten

Enrico Rava samlede kvartetten i 2014. Den består af guitaristen Francesco Diodati, som både i 2013, 2014 og 2015 blev kåret som landets bedste guitarist af det Italienske Jazz magasin JAZZ IT. Han er selv bandleder for 2 andre ensembler. Ét af dem er YELLOW SQUEED, hvor han spiller sammen med kvartettens andet medlem, den 28 årige Enrico Morello, hvem Rava beskriver som Italiens bedste trommeslager. Fjerde medlem er kontrabassisten Gabriele Evangelista, der som en af de yngste Italienske musikere har turneret over hele verden og spillet med musikere som John Scofield og Billy Hart. Gæst på deres ECM album fra 2015 ”Wild Dance” er i øvrig basunist Gianluca Petrella.

 

Hvordan vil du beskrive gruppen?

 

-De tre er sammenlagt måske 5-6 år ældre end mig. Men jeg mærker ikke aldersforskellen. Min idé for gruppen er sådan, at indenfor den ramme, som etableres af den musik jeg komponerer, er alle 100 % frie.

-Måske siger jeg efter koncerten, hvis der er noget, jeg ikke kan lide. Men de kan spille præcis, hvad de vil. For mig er det vigtigste, at du viser tillid til de musikere, du har valgt. Ligesom de viser dig en gensidig tillid. Nogle gange spiller du måske noget og forventer en bestemt reaktion fra én af dem. Måske reagerer han fuldstændig anderledes, og det er okay for mig alligevel. Sandsynligvis er det bedre end det, jeg selv havde forestillet mig. Det er i øvrigt en metode, jeg har overtaget fra Duke Ellington og fra Miles.

 

Er det et bevidst valg fra din side at spille med så unge musikere?

 

-Jeg spiller med musikere, som har nogenlunde den samme vision for musikken, som jeg selv har. Mange af musikerne på min egen alder lever ikke længere. De fleste af dem som stadig spiller, med meget få undtagelser, er meget knyttede til, hvordan de spillede før i tiden. Jeg ville hurtigt begynde at kede mig på den måde. Jeg sørger for hele tiden at være i gang med meget forskellige typer af projekter, og jeg skuer altid fremad. Hvis jeg ikke spillede, ville jeg sikkert bare sidde i parken og fodre fugle. De unge musikere holder mig i kontakt med det nye, der sker. De følger den scene meget mere, end jeg gør. Deres spil er fuld af energi. Hvorimod hvis jeg skulle spille med folk på min egen alder…

 

Enrico gør selv krumrygget og lader som om han hakker en stok ned i jorden for at bevæge sig fremad.

 

-Alder er noget du har i hovedet, siger han og retter sig op igen.

 

Hvordan valgte du musikerne denne gang?

 

-Før i tiden mødte jeg ofte musikerne på festivaller. Men nu er jeg begyndt at afholde en årlig Master Class i Siena, hvor de samler, de bedste musikere, de kan finde til mig. Det er fantastisk, for i Italien er musikerne spredt ud over det hele. Der er ikke ét centrum, som i Frankrig, hvor du kan gå fra klub til klub i Paris og høre alle de bedste. Så det var i Siena, jeg mødte alle 3 cats fra kvartetten. Men de var allerede etablerede. Jeg betragtede dem ikke som elever.

 

Hvordan føles det nu at have indtaget en position, hvor du har indflydelse på yngre musikeres udvikling?

 

-Jeg ved ikke, om jeg har nogen indflydelse på dem eller ej. Det er ikke til at vide, hvordan det føles for dem. Jeg kan kun vide, hvordan det føles for mig selv. Fra min side spiller jeg for at være glad og have det sjovt. Jeg søger ikke efter noget. Jeg har ikke noget at bevise. Ikke noget budskab at udtrykke.

 

Artiklen kan læses i sin fulde længde i Jazz Special nr. 153:

http://www.jazzspecial.dk