ITALIEN

Under fuldmånen med Jack DeJohnette i Napoli

Udgivet i Jazz Special nr. 152 – uddrag

‘IN MOVEMENT’ TOUR

Hans første instrument var klaver. I dag er han kendt som en af Jazzens store trommeslagere. Scenen er sat i det sydlige Italien.

Middelalder fortet Castell Sant’elmo i Napoli er bygget af vulkanske sten fra Vesuv. I 1587 slog lynet ned i dets våbenlager, og store dele af fortet eksploderede. Siden blev det genopbygget, og i dag danner den historiske plads rammen for en koncert med Jack DeJohnette og hans trio.

En strategisk position giver ofte en smuk beliggenhed. Hvad der før var et militært knudepunkt i byens storhedstid er på denne varme fuldmåne aften i juli et samlingspunkt på taget af Napoli for alle os, der tiltrækkes af Jazzen og dens rødder. Et møde med den i dag 73 årige Jack DeJohnette er et møde med en musiker, der har været med til at skrive Jazzens historie.

 

Det rette instrument

-Hvis du vil sætte dit præg på musikken, skal du vælge trommerne. Der kan du nå langt, havde Eddie Harris sagt til ham på et job, kort inden han i 1966 flyttede fra Chicago til New York for at udforske nye musikalske territorier. Indtil da øvede han stadig 4 timer om dagen på klaver og 4 timer på trommer. Med energien ligeligt fordelt på de to instrumenter, havde han stadig ikke taget det afgørende spring.

-Du er en god pianist, men du er et naturtalent på trommer. Så bestem dig for, hvad du vil satse på.

Harris’ ord gav genklang, så da DeJohnette blev hyret som trommeslager til sit første job i New York følte han, at alting faldt på plads. Beslutningen var truffet. I dag lægger han dog stadig vægt på, at uddannelsen som pianist har gjort ham til en bedre trommeslager. Fordi han med denne kunnen formår at frembringe noget hos de andre musikere, som ellers ikke ville have været muligt.

 

Foto: Carlos Pericás

 

Gennembruddet

Miles Davis, Ornette Coleman, Thelonious Monk, Bill Evans, Stan Getz, Keith Jarrett, Herbie Hancock, Pat Metheny og Chick Corea er blot et lille udpluk af de musikere DeJohnette har samarbejdet med gennem årene.

Vendepunktet i DeJohnettes udvikling som musiker, identificerer han dog selv som mødet med John Coltrane i 1962. Efter en improviseret jamsession med forbilledet, fik han det afgørende boost af selvtillid, der fik ham til at dedikere sig endeligt til musikken. Samtidig startede en historie om en musikalsk familie, der bringer os helt frem til denne middelhavs aften i Napoli, hvor DeJohnette danner trio med Ravi Coltrane og Matthew Garrison. Sønner af John Coltrane og Jimmy Garrison, som begge var en del af den banebrydende Coltrane kvartet, hvori DeJohnette optrådte som gæst. Forkærligheden for instrumenterne er også gået i arv. Ravi spiller saxofon og Matthew guitar. Deres første album In movement blev udgivet i maj måned.

 

Foto: Peter Gannushkin

 

Budskaber

DeJohnette åbner koncerten med en erklæring.

-På musikernes vegne. I må gerne tage billeder. Men vær venlig ikke at optage os på video. Lyt med jeres hjerter i stedet for.

Så er vi helt til stede. Mens mørket sænker sig over det Italienske fort, løfter tonerne sig op og ud. Som vildfarne stjerner på vejen hjem. Under åben himmel.

Efter sidste nummer kommer DeJohnette med endnu en kort udtalelse til sit publikum.

-Fred. Husk det nu. Fred, siger han, idet han løfter trommestikkerne op over hovedet.

Trioen går frem på kanten af scenen. Forbi flyglet, som han også har spillet på i aften.

Der er cirka 5 meter til den første stolerække. Jack vinker publikum op mod sig, som om han vil initiere en stor kollektiv omfavnelse. Det vrimler frem med folk, der tager imod invitationen om at lade stemningen musikken har skabt fortættes yderligere.

Humanisten

Selv rejser jeg mig fra mit sæde og bevæger mig op på scenen, hvor jeg møder en svedig og glad DeJohnette, der nu står og får taget billeder med det tekniske personale på location.

-Vil du også have ét?, spørger han ivrigt én af sikkerhedsvagterne, der står og smiler bredt.

Vagten vender sig mod mig og siger på Italiensk:

-Kan du ikke sige til ham, at jeg ikke må, når jeg er på arbejde?

Jack nikker forstående og tager en slurk vand.

 

Hvordan har du det efter sådan en koncert?

 

-Jeg har det fantastisk og er fuld af energi. Det er en spirituel oplevelse. Derfor talte jeg også om fred til slut. Vi har brug for musikken for at skabe mere fred i verden. Hvis den enkelte har fred indeni, kan vi også etablere freden imellem os. Forhåbentlig er publikum blevet inspireret i den retning.

Abstraktionsniveauet i DeJohnettes musik er tårnhøj. Så jeg er overrasket over, hvor overbevisende han oversætter sin musik til konkrete tanker og idéer. Han taler spontant og energisk.

-Vi mænd fortsætter med at ødelægge så meget i den her verden. Der er stadig en grusom objektivisering af kvinder i mange lande. Lige nu – mens vi står og taler, er der kvinder, som bliver voldtaget. Vi må først og fremmest mødes som mennesker, og dernæst som mand og kvinde. Jeg er meget stolt af min kone Lydia og mine døtre, som virkelig viser en stor styrke på den front, siger han.

DeJohnette kigger frem mod sit publikum, der stadig står ved scenekanten og iagttager ham. Især de unge.

-Alle de flygtninge der kommer til Europa fra Syrien og Yemen kommer jo ikke for sjov. Der er krig i deres område og de flygter for deres liv, siger han.

-Ved du hvad, jeg går lige hen og giver nogle autografer, så kan vi gå ind og lave interviewet bagefter.

 

Foto: James Adams

 

Turnéliv

Da Jack kommer tilbage 5-10 minutter efter er han lidt roligere. Vi går over mod hans omklædningsrum med to sikkerhedsvagter i hælene.

-Fortæl mig lidt om dig selv. Er du fra København? Jeg spillede i Tivoli for mange år siden.

-Jeg har boet der en del år, men nu er jeg flyttet til Italien, fortæller jeg.

Location-manageren kommer, iklædt et rødt bandana tørklæde om hovedet og et desperat udtryk i ansigtet, gående hen imod os sammen med 2 assistenter og Jacks tour-manager Ken. Stresset.

-I bliver nødt til at droppe det interview. Vi lukker stedet ned lige med det samme. Der er ikke tid til noget som helst. Alle skal være ude om et kvarter. Det er over midnat.”

-Ja ja, siger Ken.

-Vi kan ikke nå at være ude om et kvarter alligevel. Gå I bare ind og tal nogle minutter. Undskyld Karin. Det er lidt hektisk her.

Jack og jeg bevæger os hen mod bygningen, men jeg bliver stoppet af sikkerhedspersonalet.

-Desværre. Du må ikke gå med ind. Først Jack. Der kommer én og eskorterer dig ind af en anden indgang.

Mere af den kostbare tid rinder ud, mens jeg sammen med Ken går ind i den anden ende af bygningen.

-Jack hader interviews, griner han.

-Det gør de alle tre. Det eneste de hader endnu mere er, når der er kamera på.

Jeg smiler og begynder at pakke mit kamerastativ ud, da vi når frem til Jack.

-Hov, du havde ikke sagt, at du ville filme siger Jack pludselig meget nervøst.

Ravi Coltrane sidder smilende i baggrunden og er ved at pakke sin saxofon sammen.

-Du må love mig, at du ikke lægger det på YouTube eller noget, siger Jack.

Det forsikrer jeg ham om.

-Du kan også gå med over på restauranten og spise sammen med os. Så kan vi snakke videre der. Men så bliver det nok lidt svært med kameraet…

-Ja, lad os gøre det bagefter, men kan vi lige sætte os i 5 minutter først?

Endnu engang kommer location manageren frem og lægger pres på for, at vi skal lukke det interview ned, der formelt set ikke engang er startet endnu.

I virvaret får jeg tændt for kameraet og sætter mig overfor Jack. Jeg når lige at registrere, hvor dårlig lyssætningen er. Men pyt. Det er jo lyden, det drejer sig om.

 

Når jeg lytter til jeres musik og ser jer på scenen sammen, får jeg virkelig fornemmelsen af familie.

 

Absolut!

 

Hvordan startede idéen om at lave et album med Ravi Coltrane og Matt Garrison?

 

-Gennem at arbejde så meget sammen. Vi har kendt hinanden det meste af vores liv. Første gang vi spillede sammen var for 23 år siden i Brooklyn. Siden har vi spillet i en del forskellige sammenhænge og for 4-5 år siden bestemte jeg mig for, at det ville være fantastisk at sætte en trio sammen. De er mere erfarne nu, og har etableret deres egne navne. Så vi startede med at turnere i USA og Europa, og blev bedre og bedre til at spille sammen.

 

I bevægelse

-Sidste år begyndte det hele at samle sig. Det fik mig til at ringe til Manfred Eicher på ECM og sige, at jeg synes det ville være et godt sted at indspille et album. Vi samlede både den musik, vi havde improviseret os frem til i prøver og numre vi havde spillet til velgørenhedskoncerter i Brooklyn for eksempel.

 

Hvad betyder det for musikken at jeres personlige forhold er så nært?

 

Det er meget specielt. Også fordi jeg har den historie med deres fædre. Selvom Matt og Ravi spiller samme instrumenter som dem, har de udviklet deres egne stemmer. Så det er en arv, der bæres videre.

 

 

Artiklen kan læses i sin fulde længde i Jazz Special nr. 152:

http://www.jazzspecial.dk