Nattens smukke kontroltab
Den dybe drømmekontakt kan ændre ens liv.
I sig selv er det eventyrligt at give slip på det vågne jeg. Lade sig rive med af det underbevidstes dragende og ucensurerede fortællinger, landskaber og følelser. Endnu mere spændende har det været for mig at opdage, hvordan jeg selv kan påvirke deres indhold.
Jeg finder svar på store og inderlige spørgsmål, bliver næret med den energi, jeg har mest brug for og de såkaldt lucide tilstande er styrkende og klargørende på en måde, som ikke kan fylde én med andet en taknemmelighed.
På dette indre plan oplever jeg at kunne træffe bevidste valg i magiske omgivelser, der føles lige så fysiske og sanselige som den såkaldte virkelighed. Her findes der stof til både heling og personlig udvikling i en form, som jeg har fundet få andre steder i livet.
Lyder lidt psykedelisk måske?
Men man behøver ikke hverken urter eller stoffer for at nå derind, og man bliver ikke sendt længere op eller ned, end man er klar til. Det er en vild og alligevel nænsom måde at lære sig selv at kende på – som en del af et ubegrænset netværk af liv og bevidsthed. Det kan minde om bøn, kunst og sex. Men mest af alt om kærlighed.
Lige så naturlig grønt og frodigt det kan være, ligeså konkret og mekanisk kan det også forekomme. Især hvis man ikke går i dialog med sine drømme. Lidt håndværk er krævet for at finde meningen i drømmene. Hjertet og legen skal være med. Det er ikke nok at bruge hovedet og analysere løs. Nogle gange handler det ikke om at finde mening men blot om at sætte en følelse fri gennem kroppen.
Jordforbindelse er vigtig, så man ikke flyver helt væk.
Mareridtene er en del af sproget. De er her også for at hjælpe. Alt er energi i bevægelse og hver eneste figur er aspekter af én selv og ikke en selv på samme tid.
Fornemmelsen af den indre verden spreder sig til resten af livet, hvis man giver det plads. Man kan få lidt lyserøde skyer under fødderne, ligesom der indimellem også kan opstå frygt for at møde skræmmende skygger eller vilde dyr. Selv om det er de bedste og mest hjælpsomme af dem alle. Det hele kan man arbejde med og gradvist bliver man stærkere og mere frygtløs. Gradvist! Det er vigtigt at gå stille og roligt frem.
Siden jeg var barn har jeg arbejdet med drømmene på et utal af måder – også i terapeutiske forløb. Indimellem deler jeg med andre, og flere og flere har spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at lære fra mig i en mere formaliseret ramme.
Så jeg er glad for, at Aarhus har et sted som skønne Hjerterum i Guldsmedgade. Det føles som det rette sted at begynde. Tilmeld dig her: https://holistisk.org/kalendervisning/#!event/2024/9/27/hjerterum
Første kursus er kun for kvinder. Uanset hvor du er på kønsspektret som kvinde. I drømmene kan man være alle køn. Man kan også være en solopgang, eller en delfin eller bølgen, den springer i.
Ikke overraskende elsker jeg surrealistisk kunst. Sluger for tiden alt jeg kan finde om og af Leonora Carrington. Jeg gik glip af en stor udstilling med hendes værker på ARKEN i 2022. Desværre! Jeg må rejse ud efter hende engang.
Hendes liv og kunst vidner om et episk menneske drevet af egne indre regler og visioner, fremfor dem som hun var født ind i – det engelske aristokratis for hende besnærende bånd.
Drømmene kan være en del af en sådan frigørelsesproces. Det bliver tydeligere at høre sin egen stemme midt i verdens larm. Fred møder fuldt orkester i komplet skønhed.
Maleri: “La maja del tarot” af Leonora Carrington (1965)
