Wayne Siegel – Horisonten er en port
Som en musikalsk pilgrim åbner en af pionererne i den elektroniske musik for en menneskelighed, der fører publikum hele vejen ind i det ukendte og ud på den anden side, hvor der ingen lige linjer er.
-Det er så dejligt vejr udenfor, men her sidder vi nu i en mørk kælder, siger den elektroniske komponist Wayne Siegel drillende før sin koncert “Swarms and Solos” på Aarhus Kunsthal.
Vejrforhold er ikke small talk for Siegel, der bruger friske data og positioner om sol, måne, vind og luftfugtighed som determinerende programmeringer for sine musikkompositioner.
Som en del af Aarhus Jazzfestivals tema “Nye horisonter” danner kunsthallens udstilling “Bugs and metamorphosis” rammen for Siegels koncert med intentionen om at lade billeder og rum påvirke publikums oplevelse af musikken.
Den konstruktion lykkes. Kælderarealet har flere niveauer og overrasker i et af udstillingsrummene beskueren med et mægtigt ovenlys der løfter blikket op mod rejsende hvide skyer på naturens blå lærred. Næsten som et arkitektonisk svar på Siegels komposition “Himmelmekanik”, der er udgangspunktet for den improviserede koncert. Skyernes bevægelse stemmer helt overens med Siegels ønske om altid at rammesætte et kontroltab i sine kompositioner.
-Jeg skaber systemer ikke værker, som han påpeger i sin indledende samtale med Marie Norman Nyeng forud for koncerten, der udspiller sig i samarbejde med jazzmusikerne Kasper Tranberg (trompet) og Julie Kjær (fløjte, sax, basklarinet).
Musikerne formår til fulde at bringe deres indre højder og dybder ind i det fælles værk, der opstår som et svar på Siegels system. Denne geometriske billed-dannelse eller billed-dans af rumlige mål er næsten umulig at ryste af sig. Kældermetaforen som Siegel indleder med er måske ikke tilfældig.
I mørket er alt muligt og kroppens grænser og kontakt med det konkret synlige synes at blive mere og mere flydende under lytningen. Vi er på rumrejse og Siegel er vores kaptajn.
Horisonten er ikke en lige linje, men en port og bag ved porten synger et gigantisk kor.
Stemmer der synes at udgøres af et grundstof, der kan skifte form og karakter, når man mindst venter det. Forvandlingerne er dog aldrig forcerede. De vokser altid frem som en organisk forløsning af tilløb og ophobninger af energi.
Det risler og rasler, og det store ocean, skyller frem mod slutningen ind over lydbilledet. Med ét er stemningen eventyrlig, samlende og lys.
Under koncerten står Siegel foran sin laptop og bevæger som en både vild og følsom dirigent hænderne foran dets kamera, der genererer den elektroniske musik som et svar på hans oplyste hænder. Skifter mellem at skabe orden og kaos. Op- og nedstigninger.
Jeg får følelsen af at Siegels musik opløser de størrelsesforhold, vi normalt orienterer os imod, både når vi lytter og ser. Han ryster, åbner, strækker og samler sine hænder, mens resten af kroppen er ubevægelig, som en søjle af ro. Rammen giver frihed, mærker man.
I starten af sin karriere var det grænseoverskridende for Siegel at træde på scenen som en art performer, der egentlig primært ønskede at fungere som dirigent.
-Jeg tænkte først, at det var ligegyldigt, hvordan jeg så ud. Nogle dirigenter skaber sig jo lidt, og jeg ville bare stå i lydens tjeneste. Men jeg fandt ud af, at det måske alligevel ikke var helt ligegyldigt, hvordan jeg så ud, fortæller han til Marie Norman Nyeng.
Siegels programmering giver plads til pauser på scenen, som han bruger til at lytte og betragte de to fænomenale musikere. Som publikum rammes jeg af denne dobbeltopmærksom. Lyd og billede følges ad, når han skaber. Den mindste bevægelse kan udløse stor lyd, og det er et tema i hans kunst.
En del af installationen i kunsthallen udgøres af Siegels “Bug of the week”, som han producerede under COVID19 sammen med sin kone Elisabeth Siegel.
-Hun er fotograf og insektnørd i 10. potens, understreger han i samtalen.
Hver uge i et år, komponerede jeg 30 sekunders musik til hendes fotografier af blomstertæger taget med en makrolinse, der afslører den farverige skønhed på et dyr, der for de fleste bare er en mikroskopisk plet, som han beskriver.
-Hvis man bingewatcher alle 52 uger på Youtube, varer de 26 minutter.
Sådan kan et helt års tæge-liv i en lille have nå ud til en hel klode og minde os alle om, at der er stor kraft i det øjet knap kan ane.
I kunsthallen følte jeg i Siegels, Kjær og Tranbergs galakse ekkoet fra den første lyd og en tanke springer mig i møde.
Hvis noget eller nogen kunne høre den allerede dengang, var det nok et meget lille dyr. Et dyr der selv var som en slags tone, der vidste, den ville vokse til et stort orkester.
Poetisk 