Maria Faust og faren ved at gå i takt

by Karin Grand

Dekonstruktion af Sovjetisk propagandamusik med klangbund i barndommens sørgemarch er en melankolsk og gribende alkymistisk affære.

-Jeg voksede op i et område, som jeg ikke kunne komme ud af, og hvor ingen kunne komme ind. Systemet var bygget på frygt. Det var med livet som indsats, hvis man prøvede at slippe ud. Derfor har jeg valgt at gøre, hvad jeg gør, fortæller Maria Faust. 
Hun befinder sig med sit 8 mand store orkester i den gamle byrådssal på KØN, hvor hendes koncert indledes med en samtale med Marie Norman Nyeng. Den historiske bygning er tidligere politistation og blev efter luftangrebet på det besatte Universitet byens hovedkvarter for Gestapo under anden verdenskrig. Rammen er sat for en tankevækkende og følelsesfuld oplevelse. 

Den herboende estiske saxofonist, komponist og bandleder skal fremføre sit stykke “Sacrum Facere – marches rewound & rewritten”, hvor hun har dekonstrueret musikalske mønstre fra den Sovjetiske propaganda musik, hun voksede op med som barn. 

-Jeg ville finde ind til det sted, hvor vi overgav vores frihed. Hvis du lytter efter, kan du høre tricksene, fortæller hun. Det forføriske i teksterne kan forstås af alle aldre og mentale niveauer, det er meget direkte. Det er opløftende musik i a og e-dur, der tilbyder løsninger. Der er ingen smerte, kun feelgood. Intet der får dig til at tænke. Den er tryg. 

– Marchmusikken formidler store idéer om utopier tilført folkekultur. Den opfordrer os til at blive ét og den er løfterig. Samme mønster for “moderlandet” går igen i alle kulturer, også her. Vi vil alle gerne høre til.

Løsrivelse og ansvar

Faust emmer intenst af både varme og harme. Hun venter ikke på det første spørgsmål fra Nyeng, men går selv i gang med at tale. Hun udstråler autoritet og den form for glødende indignation, der kan føre til kunst, når den brænder i et stort talent – og det gør den her. 

-Jeg vil gerne være som et fyrtårn, siger hun. Ikke en der peger på, hvad der er rigtigt eller forkert, men på det som er gemt. 

– Som barn var Lenin det første jeg tænkte på om morgenen og det sidste jeg tænkte på om aftenen, inden jeg gik i seng, fortæller hun.

– “Dear Leader”, som vi sagde. Vi var hjernevaskede. 
Hvis jeg faldt ned fra et træ, tænkte jeg, hvad ville Lenin gøre? Vi vidste ikke, hvad frihed betød.

-Jeg vil ind i det tidløse. Men det er langt væk fra religion for mig. Tro er ikke nok. Jeg er vokset op blandt videnskabsmænd og jeg har brug for logikken. Syn for sagen.  

Faust har nu boet i Danmark i 20 år, men er her kun 28 dage om året for tiden. Især efter hun for 3 år siden, blev optaget af social kritisk musik, turnerer hun meget.

– Vi skal være meget kritiske lige nu, siger hun. Det er så nemt at miste sin frihed. Og det er ikke nok med underskriftsindsamlinger, som man godt kan lide i Danmark. 

Illusionernes land

-For mig er der to slags lande. Traumatiserede lande og forkælede lande. Selvfølgelig vil jeg hellerede bo i et land, hvor man er forkælet.

-I et traumatiseret land, er der hele tiden spøgelser og mistænksomhed. Jeg bor jo heller ikke i Estonia. Jeg er for højlydt og det går for godt for mig. Så bliver man skubbet ud.

Hun kigger pludselig ud mod publikum. 

-Tror I virkelig, I ikke bliver forførte her I Danmark?

-I tror, I er sådan et alfeland, og det er I på en måde også.

– Social kritisk musik er ledsaget af symboler og historier. Jeg er her ikke for at underholde. Jeg har PTSD og har gået i en ret hård terapiform, hvor jeg genbesøger de samme situationer igen og igen. Så jeg er ikke bange. Jeg er bevidst. Du finder ud af, hvem du er som menneske. Derefter som musiker.

Ægthed i musikken

– Hvad er din musikalske baggrund? – spørger Nyeng. 

-Jeg er en jazzmusiker, der ikke swinger. Jeg nød jo heller ikke marchmusikken i Sovjetunionen. Vi synes jo, det var latterligt. Der gik jeg og slog på en tromme, men den havde ikke noget skind. Sådan var hele samfundet. “Spil hurtigere”, var der én der sagde… 

– Men cirka tre gange om dagen, var der begravelsesoptog med musik, der passerede mit hus. Det lærte jeg meget fra. Det handlede ikke bare om at ramme tonen. Den lyd der har hjemsøgt mig. 

-Hvordan skal vi lytte til din musik? 

-Det er et godt spørgsmål. Jeg lever jo musikken og kan godt lide at slippe den. 

Faust er stille et øjeblik. 

-Tænk over dit eget liv. Jeg er glad når publikum ikke bare nikker. Jeg ved ikke, hvordan man skal lytte til min musik. Bare prøv! Hvis du er her, så er du klar til den. Det er nok for mig.

Koncerten

Koncerten foregår foran et åbent vindue, der indimellem blæses op og i. Udenfor er der kig til domkirken. 
En march er i sin essen til for at give indtryk af handling og for at motivere til at gå i krig. Bevæge sig hen imod en front for at møde fjendebilledet. Men allerede i starten af kompositionen mærker man indflydelsen fra sørgemarchen og begravelsesoptoget. Det er gribende smukt. Tempoet er ligesom slæbende og trækkes langsomt op.

Vemod. Ængstelsen for det skæbnesvangre. De går mod en dom? 
Tubaen antyder en slumren, der kan vågne og rejse sig. Den virker tankefuld. For mig et håb. 
Trommehvirvler stiger og falder, når der skal kaldes til samling. 
Klagende, grædende bryder blæserne ind og ud af en orden. Det går mærkeligt fremad. Jeg synes, hver er sin egen på en måde. Vi kan skelne et instrument fra et andet. 

I andet nummer går musikerne i takt. 
– Left! Right! kommanderer Faust. 

Kasper Tranberg slipper trompeten et øjeblik og løfter en pegefinger. Volumen tager til mod et crescendo. Skræmmende råben.

-Dear Leader. Volunteers! Mother!

Nu kommer fristelsen. Der er kun to trommer og alligevel to trommeslagere, som Faust har påpeget for os. Stortrommen spiller desuden på et drikkeglas, fordi han har glemt sin triangel. Han kunne rejse sig op for at holde en tale, men det gør han ikke. 

Der er noget foruroligende. Nu søger vi efter hjælp. Modstand. …Nej, det var ikke det vi mente…. Siger vi det samme? Sammenstød. 
Nu dør rytmen næsten. Takten falder. Er der alligevel en sandhed, der træder frem i lyset? Er det nu, vi ved, hvem vi er? Søgen og famlen efter noget ægte. Faust har taget skoene af og tramper i bare tæer. Er der et oprør? Noget mere afklaring? Vinduet går op af sig selv eller med en vind eller lyden fra tubaen. Det er tungt. 

Nu går vi ind i den zone hvor den menneskelige sjæl er fortabt, siger Faust i en kort pause. 
De lange toner fra saxofonen holder spændingen oppe. Men instrumentet der netop blev bygget til et militærorkester er også blevet et symbol på den ultimative frihed i jazzen. Soloen og improvisationen. 
Musikerne tramper igen, men én træder ved siden af. 
– Vi har en rebel i vores band, og det kan jeg godt lide, siger Faust.

-En der siger: det vil jeg ikke være med til det der! 

Fremad March

Trods alt hvad vi har været igennem, falder instrumenterne til ro igen. Jeg rejser mig spontant op og klapper. Overgivet til musikken og til min egen indre fortælling om dens betydning. En beslutning om at opleve den som en oprørshandling. Som kunstnerisk frihed. 
Påmindet om at tid og sted afgører hvilken handling musikken bevæger én til at foretage. Den vil altid være i fare for at blive instrumental og havne i de forkerte hænder. Fordi det er en stor oplevelse at blive forvirret og forført.

Hvor blev jeg revet med?

Hvor tog det ubevidste og følelserne over?

Fotos: Hreinn Gudlaugsson