“Hvorfor klapper vi ikke?”

by Karin Grand

I en polariseret og konfliktpræget verden fremstod mødet mellem jazz og bøn i Langenæskirken rørende usentimentalt og gennemtænkt. Den sprængfarlige trio blev garanter for, at den gode vilje ikke resulterede i kunstneriske kompromiser. Til gengæld fik vi en stærk musikalsk fortolkning af evangeliet.

Jeg kommer lidt for sent til JazzGudstjeneste i Langenæskirken og træder direkte ind i værket “Uhørt” med Olga Witte (organist), Kresten Osgood (trommer), Julie Kjær (saxofon) og med udsigt til præsten og den samlede menighed.

Det er dog svært at vide, hvem der er publikum og hvem, der er menighed. Hvem er der for musikken, og hvem er der for Ordet?

Kirken er stuvende fuld, da trioen kaster sig ud i et musikalsk drama af en anden verden. Som støder de bombastisk sammen i en tordensky. De rumler og bumler og (tromme)slagene rammer kirkerummet som spidende lyn med stor præcision, uden dog at gøre skade. Tværtimod.

Musikerne svimler kaleidoskopisk afsted, som om de hvirvler rundt i en spiral, der tiltager i intensitet. Som børn der leger vildt men uden at slå sig på hinanden. Lidt indespærrede måske? Men i opbrud. De er enige om at gå til den og ved, hvor de vil hen. Saxofonen løfter ulydigt det hele op i det himmelske. Tal om vækkelse.

Da stykket er færdigt bliver der helt stille. En ældre herre løfter hænderne klar til bifald, men tøver. Hans kone kigger i min retning.

‘Hvorfor er der ingen der klapper?’ siger hun højt uden dog selv at klappe. Jeg nikker anerkendende og begynder at klappe. Men ingen følger trop. På et gulvtæppe bagerst i kirken tumler en 3-4 årig dreng rundt med nogle legesager – en ambulance i hvid plastic. Han kigger mig direkte ind i øjnene.

Præsten begynder sin prædiken, der tager udgangspunkt i Jesu lignelse om splinten og bjælken fra Matthæusevangeliet. Musikken giver endnu mere mening nu. Kan en blind lede en anden blind?

Præsten har rytmesans. Det mærker man flere gange. Han forstår noget omkring timing. Jeg tænker meget på, hvordan musikerne mon oplever det hele? De er alle tre samlet omkring orgelet, så man ser dem ikke. Man hører dem. “Kun”.

Nu følger trosbekendelsen. Derefter salme nr. 300 “Kom sandheds ånd og vidne giv”. Og så prædikenen.

Præsten tager fat i lignelsen igen. Om alt det vi ikke erkender i os selv men kaster ud som projektioner på vores medmennesker. Det samme man kan sige om at se, kan man sige om at lytte, pointerer præsten. Vi skal både have øje og øre for hinanden – og det er noget jazzen kan lære os. Musikken som helhed men især jazzen. Det er “serious business”, som han siger.

Min egen fordomsfuldhed siger mig, at præsten her er et skridt foran sin menighed, men hvem ved? De er svære at aflæse, synes jeg. Ikke et typisk jazzpublikum. Er stemningen anspændt? Måske er det bare rummet, der ryster lidt og ikke de mennesker, der sidder i det?

-Improvisation kræver noget helt særligt, prædiker præsten videre.

-Den kræver, at man har noget på hjerte. Man skal have gehør og lytte til hinanden. Så opstår livet og musikken. Når vi har øje for vores næste. Gør dig ikke til dommer og du vil ikke blive dømt. Vær barmhjertig. Skab i stedet for at dømme. Giv og du vil blive givet til.

Præsten ønsker “en verden fuld af musik, en verden fuld af jazz”.

Hvem kan sige nej til det?

-Amen, siger præsten.

Det næste musikstykke fra trioen “Sammenflettet” ramler og skramler igen vidunderligt vildt ind over den stilhed prædiken har skabt. Pludselig rejser parret, der ønskede at vi skulle klappe, sig og går. Præsten er uanfægtet. Da musikken stopper åbner han til bøn.

-Herre Gud tak for den verden, du har skabt. Tak for toner, harmonier og klange. For fred og frihed. Stop krigene Gud. Bryd ensomhed og uafhængighed. Hjælp de ensomme og dem med tunge tanker.

Han tager uventet en kunstpause. Rytmesansen igen. Den virker lang og betydningsfuld. Måske det smukkeste øjeblik i hele ceremonien. Er han rørt? Han venter til, han er klar igen. “Stå mig bi til fjenden frister, sig vi går til Paradis!” citerer han fra Grundtvigs salme.

Jeg lister ud inden den næste salme. Næste stop er nemlig Domkirken, hvor Kit Downes og Calum Builder er i gang med at forberede deres orgel duo. Jeg føler, jeg flyver ud af kirken. Ikke religiøst opstemt. Selv med vinger er det noget mere jordnært, der ramte mig. Viljen til åbenhed. Den rå ærlighed i musikken. Den skarpe kunstneriske tolkning af prædikens indhold. Musikernes totale mangel på forsigtighed, som netop resulterede i stor finesse. Den gensidige rummelighed. Præstens mod.