I skoven bliver vi alle dyr

by Karin Grand

I går aftes cyklede jeg hjem gennem skoven i tusmørket. April gik i sort/hvid.

Havet lå som en hvilende hval i baggrunden.

Jeg fløj nærmest hen over grusstier og træbroer, der lød som trommer.

Hvinede af fryd og kuldskær. Glæden ved at cykle rundt i den største symfoniske sal.

Lange strækninger uden at møde et øje.

Tænkte, nu kommer der snart en ræv. Lagde nakken tilbage og lod mig overvælde af de ældgamle træer.

Fokus tilbage på vejen igen. Ræven krydsede snedigt lige foran mig.

Senere skimtede jeg et rådyrkid i krattet. Troede først det var en ulv. Håbede måske. Frygtede det også. Det var næsten blevet mørkt.

Pludselig lå der et væltet træ midt på stien. Jeg nåede at bremse op og fandt en omvej. En fugl sang højlydt i mørket, som om det var solopgang.

En klar lyskegle på vejen forvirrede mig. Jeg opdagede det bare var månen.

Byen og havnens lyde kom mig endelig i møde. Forårsnatten foldet ind under huden.

Det er dejligt at kunne skrue helt op og helt ned for alting. Dejligt at lytte.

I morges vågnede jeg til en eksplosion af farver. Fornemmelsen af at foråret åbner og lukker sit øje, så vi ikke går glip af sammenhængen i det hele.

Foto: Gilles Tijmes fra “Making Sense (in memory and movement)” på RADAR