I musikken kan man læse fremtiden
Morten Carlsen & Syrien
“Vi er kommet hen på den plads
Hvor alting er musik
Anslaget og fløjtens toner
Rejser sig i atmosfæren,
Og selvom hele verdens harpe
Skulle brænde op, ville der stadig være
Skjulte instrumenter, der spillede.
Hvis lyset flakker og går ud,
Har vi et stykke flint og en gnist.”
Mesterlære i Mellemøsten
Ordene vækker genklang. De er skrevet af den persiske mystiker og digter Rumi i 1200-tallet. Få musikere i Danmark har dog som Morten Carlsen fulgt i sporet på Sufi-litteraturen og udforsket den rituelle side af musikkens rødder, som Rumi lovsynger i sine digte.
Den mellemøstlige musik kom for alvor ind under huden på Carlsen, da han trådte i mesterlære hos fløjtespilleren Aka Gündüz Kutbay i Istanbul i slutningen af 1970erne.
Indvielsen i den traditionsrige improvisationsform fra regionen, førte ham langt senere til at indgå i et omfattende samarbejde med flere af Syriens bedste musikere. En af de største begivenheder var, da Carlsen stod i centrum for en Nycirkus-koncert opført i den palæstinensiske flygtningelejr, Yarmouk, ti kilometer udenfor Damaskus. Det var under festlige og fredelige forhold og under stor international mediebevågenhed.
—Hvad var det for et sted at spille?
—Dengang boede der et par hundrede tusind indbyggere, men i dag er området bombet ned til murbrokker og besat af ISIS. I begyndelsen var det en teltlejr, men sten for sten, fik de bygget den mest mærkværdige by. Der var ikke nogen byplan. Så den voksede op organisk med krogede gader, hvor der blev bygget ovenpå og henover – i Christiania-stil. Sine steder utroligt smukt i al sin primitivitet. Men der var et socialt sikkerhedsnet: Hospitaler, uddannelse og masser af handel. Ingen sultede i Syrien dengang.
Den syriske kulturkaravane
I dag har forholdet til de syriske musikere fået en ny dimension. Mens borgerkrigen raser arbejder Carlsen på at give den syriske kunstmusik en ny scene i Danmark. (red: artiklen er fra 2017) Jeg følger med, da han i København møder den unge, herboende sanger Bakry Hemmami fra Aleppo for første gang.
—Jeg har hørt, han skulle være fantastisk, siger Morten, mens han knækker endnu en valnød ved køkkenbordet.
Selvom vi er i november måned har han lige været i Nordhavnen og tage en morgendukkert, inden vi skulle mødes og er blevet lidt småsulten af det. Vi taler sammen, inden vi skal på ”felt-studie”, som han kalder det.
Bag Carlsens rolige stemme er der både beslutsomhed og foretagsomhed. Da flygtningene fra Syriens borgerkrig begyndte at komme til Europa skabte Carlsen i 2014 Syrisk Kulturkaravane. Et paraplyprojekt der inkluderede en vifte af kulturelle indslag – deriblandt naturligvis også musik.
—Fra det øjeblik jeg satte mine fødder i Syrien, blev jeg inkluderet i hele deres musikkultur. Nu var det på en eller anden måde payback time for mig. Jeg havde brug for at give noget tilbage.
Musikken flytter nordpå
De samme musikere, som Carlsen har stået på scenen med i Syrien, befinder sig i den optrappede militære konflikt i en faretruende situation.
—De var simpelthen nødt til at tage benene på nakken, og pludselig var de spredt over hele Europa og ikke klar over, hvor hinanden var. Flere af de fremragende musikere, som jeg har arbejdet med i Syrien, gik rundt uden at spille. De fik socialhjælp og gik på sprogskoler. Med Syrisk Kulturkaravane i 2014 blev de for første gang samlet i mindre grupper. Det var stort og rørende at se dem spille første gang i Randers.
Et alternativt fundament
—Det må også have været mærkeligt, når man har levet af musik, og der har været institutioner, man kunne overleve på. Pludselig er det hele bombet fuldkommen sønder og sammen. Konservatoriet i Aleppo er en ruin. Universiteterne er totalt smadret, og det samme er radio- og TV-stationerne. Aleppo er på størrelse med København. Så man kan lige forestille sig, hvis København simpelthen var bombet ned til skrot og alle institutioner, vi er vant til at have, bare ikke er der mere. Folk er flygtet og nogle kæmper i gaderne og bliver beskudt konstant. Det er jo klart at alt går i stå.
—Hvis der er noget godt at sige om konflikter, borgerkrige og besættelser af lande er det, at der er kommet nogle fantastiske ressourcer her [til Danmark]. Mellemøstens musikkultur vil kunne komme til at præge vores liv her.
—Hvad gør netop den syriske musik så bemærkelsesværdig i dine øjne?
—Musikerne får en mere omfattende uddannelse, end den vi kender fra Danmark. På konservatoriet Higher Institute of Music, Damascus, gennemgår de både en mellemøstlig uddannelse, hvor de spiller på traditionelle arabiske instrumenter, og en europæisk vestlig uddannelse, hvor de spiller Bach, Prokofiev, Sjostakovitj, senromantisk og til og med kontemporær musik. Så de er vanvittig dygtige – også til at improvisere. Det er jo ikke jazz, og ligner heller ikke dansk folkemusik eller noget som helst andet fra vores kultur. Tonesproget er mere udviklet, end det vi kender. Der er finere mikrotonale mønstre at komme efter. De rummer en lille del af den enorme viden, der må have ligget fra gammel tid.
Eftertragtede
Udviklingen Carlsen referer til har stået på i årtusinder. Han fortæller, hvordan verdenshistoriens første bysamfund etablerede sig omkring floderne Eufrat og Tigris, hvor mange forskellige kulturer blandede sig og til tider bekrigede hinanden. Musik-arkæologer har fundet dokumentation for, hvordan musikerne og kunstnere ofte var de eneste af fjendens folk, man ikke dræbte. I stedet erobrede man dem, fordi man mente, de var orakler, der havde nøglen til fremtiden. Kunne man tolke musikken rigtigt gav det magt.
—Det er på en måde påfaldende, at den mest dominerende militære magt, man har i verden i dag, scorer de største menneskelige ressourcer. Vi har set det i Afghanistan og Irak. Hvor mange dygtige videnskabsfolk og musikere er havnet i USA?
Også lederen for konservatoriet, som Carlsen lærte at kende i Aleppo er havnet i USA, fortæller han.
Den velkendte diskurs, hvor flygtninge og indvandrere i Danmark overvejende beskrives som en byrde frem for en ressource gør Carlsens initiativ til en kærkommen anledning til at bryde den form for vanetænkning.
—Det er spørgsmålet, hvad der vil ske nu. Det vil tiden vise, siger han.
Den unge syriske sanger Bakry har netop sine rødder i Aleppo. Han er inviteret til at synge for de studerende, som læser arabisk på Københavns Universitet.
Vores samtale bagefter foregår delvist på dansk, delvist på arabisk. Søren Møller Sørensen, som er lektor i moderne arabisk musikkultur, og June Dahy, som underviser i arabisk på Institut for Tværkulturelle og regionale studier, skiftes til at oversætte, når det er nødvendigt.
At lytte til byen
Bakry blev som 17-årig indviet til Munshid. Han er nummer to i hierarkiet efter en sheik, som fungerer som overhoved for en menighed i Aleppo. Bakry begyndte allerede som 18-årig at lede de religiøse seancer på tromme og sang, der improviseres uden fastlagt rytme. For at kunne bemestre de syv grundlæggende systemskalaer kræves et grundigt studie, og der er komplicerede regler at overholde.
Han har ved flere tilfælde spillet i Danmark, men synes at søge efter en mere vedvarende sammenhæng at indgå i. Morten deler ud af idéer og kontakter til musikverdenen, og de taler længe sammen om den musikalske tradition, han tilhører. Bakry har også spillet en del udenfor religiøse sammenhænge, fortæller han.
Hans ambition er at kunne give musikken videre uden for Syrien, hvor ”alt forsvinder nu”, som han udtrykker det.
—Vi lærte musikken gennem stenene. Stedet. Jeg kunne gå rundt i timevis i Aleppo og synge. Men Aleppo eksisterer ikke mere.
Bakry bor nu med sin familie i Varde. Det er første gang, han er i København.
—I går gik jeg en lang tur gennem byen. Jeg gik til Christiansborg, og jeg kunne mærke, hvordan stenene fra de gamle mure talte til mig. Så jeg begyndte at synge for mig selv. Selvom der ikke var nogen erindring knyttet til stenene, følte jeg at København mindede mig om Aleppo.
Efter at have hørt Bakry synge virker Morten Carlsen tydeligt imponeret af hans beskedenhed. Han understreger, hvor vigtigt det er at han begynder at undervise og give musikken videre på den måde også. Blandt andet til de syriske børn i Danmark.
—Jeg har ikke så megen formel træning, siger Bakry. Indvielsen til Munshid foregår i et dybdegående selv-studie og gennem mesterlære hos sheiken, som mærker efter, om forholdet til musikken er ægte.
—Jeg har noget, men jeg mangler også noget. Men jeg kan give, det jeg har, smiler han.
Carlsen og musikkens rødder
Morten og Bakry går godt i spænd. Som ung søgte Carlsen selv ud over landets grænser. Han var ikke på flugt. Det var en frivillig søgen. Drevet af behovet for at finde en musik, der endnu ikke var blevet adskilt fra den sociale virkelighed, den var opstået ud af. Ritualet i musikken overleveret fra den ene generation til den næste.
—Hvad er ritualets funktion for musikken?
—Det er ikke spor anderledes end at vi har brug for varme, vand og mad. Vi kan ikke leve uden. I virkeligheden er der mere musik i dag, end der har været på noget som helst tidspunkt i historien. Men den indgår ikke så ofte i noget interaktivt ritual.
—Det er ofte hyggeligt samvær med te-drikning og snak, hvor man indgår i familien. Det er mere end musikken. Det er også en livsform. Det er også det at man bryder ud i sang, når der kommer en gæst ind af døren og synger, hvor glad man er, for at den gæst er kommet, og hvilken fantastisk aften, man skal have.
—Det er vel også en indvielse i at føre en tradition videre?
—Jo, det er det. Improvisations-formerne i den tyrkiske og mellemøstlige musik kræver en hulens masse tid med en mester. Hele formen kan man ikke regne ud. Den følger nogle ganske bestemte regler, som du er nødt til at sidde ved siden af din lærer for at få adgang til. Kun ganske få får lov til at komme indenfor i de cirkler, og det er svært at få accepteret det, man selv laver. Når man så får den accept på et tidspunkt, føles det utroligt.
Fremtiden
Carlsen var en af de udvalgte til at få undervisning i ney-fløjten hos Aka Gündüz Kutbay.
—Det var fantastisk. Det er et vanvittig svært instrument at spille på. Der kan man virkelig tale om mesterlære. Det er bare et stykke bambus, der er skåret over og skærpet lidt på kanten og så syv huller. Men lyden, der kommer ud af Aka Gündüz’ fløjte, den er…
Morten forstummer.
—Jeg var utrolig taknemmelig for at jeg mødte ham. Han døde ret kort efter, jeg var rejst.
Nu behøver Carlsen ikke længere at rejse sydpå for at være i tæt kontakt med den mellemøstlige musik. Da jeg taler med ham et par uger senere, er han ihærdigt optaget af at videreudvikle den syriske kulturkaravane.
—Syrerne bliver her et stykke tid, og nogle vil blive her for altid, siger han. Måske er der ikke længere noget, der hedder Syrien, når året er omme. Men musikken og kulturen er så rig, så den skal simpelthen overleve. Det er klart.
Artiklen er udgivet i Jazz Special nr. 154, 2017
Poetisk 