Månekvindernes Musik
Udgivet i 2017 – Jazz Special nr. 155
“Performeren Aviaja blander på forførende vis sin vidunderlige stemme med et kropsligt udtryk af mimik og dans“, hedder det i programkataloget fra Århus Kunsthal. “Fabulerende, meditativ sang og rytmisk, ekstatisk vildskab.” Hvad dækker de dristige formuleringer mon over?
“…shamankvindens dybe kraft”… Min nysgerrighed er vakt inden koncerten, hvor jeg skal møde Aviaja Lumholt og pianist og komponist Irene Becker.
Et mangeårigt samarbejde imellem dem bar i 2016 frugt med albummet ”MAGIC, MYSTERY, MOON.”
Musikken på albummet er på nær 2 numre af hendes mand Pierre Dørge komponeret af Becker, som selv medvirker på klaver og keyboard. De øvrige musikere er Dørge på guitar, Morten Carlsen på saxofon og taragot samt Anders Provis på trommer.
Kompositionerne udmærker sig i måden Irene Becker skaber plads til, at stemmen kan foldes helt ud som instrument. Inspirationen var Aviajas evne til vokal improvisation, fortæller Irene senere.
Under koncerten overgiver jeg mig til de billeddannelser, der udspiller sig på nethinden, når fantasien stimuleres af en sanger som også er storyteller. ”Den Grønlandske haj dybt under havet…”
Jeg kunne både se, høre og næsten også mærke dens kraft. Hvilket intenst og poetisk dyk ned i det ukendte. Min fantasi hvirvler sig ind i musikken og kan næsten ikke løsrive sig igen.
Performance
Efter koncerten skal Aviaja lige lande. Hun står og svajer lidt frem og tilbage, og beskriver sig selv som ”nærmest høj” af al den kropslige energi. Vi mødes igen i København et par uger senere.
Det er jo ikke så mange sangere i jazzsammenhæng, der samtidig danser på scenen. Hvordan føles det, når du gør begge dele samtidigt?
– Det er den der strøm. Når man danser, så hengiver man sig til det sensuelle. Vi kan jo ikke komme udenom, at det seksuelle har en magisk energi. Når vi bevæger vores krop, så aktiverer vi jo de erogene zoner. Det gør vi! Og de aktiverer også noget enormt sanseligt, som kan blive spirituelt. Der er jo også masser af kulturer, der dyrker dansen som ritual.
At vågne i Grønland
– Jeg oplevede den første kropslighed gennem den østgrønlandske trommedans. Seksualiteten i det grønlandske samfund er meget stærk.
Aviajas mor er fra Grønland og hendes far fra Danmark. Hun voksede op i Danmark, og boede også 2 år i den japanske storby Yokohama. Men da hun var 11 flyttede hele familien til Grønland.
– Grønlænderne er et naturfolk, som har været vant til at bruge deres kropslighed.
Da de stadig var en ren fangerkultur, skulle de jo ud med deres krop og finde noget at spise, hver eneste dag. Og de skulle sørge for at formere sig i det her golde landskab. Så selvom kropsligheden nogle gange kan blive til nærgåenhed, er den først og fremmest et udtryk for varme, menneskelighed, urkraft og kærlighed.
Hvordan blev du selv indviet i dansen?
– Gennem min mor. Det er helt klart gennem hende, at jeg har fået den der kæmpe inspiration.
Hun lærte den af de gamle trommesangere fra Nordgrønland, som kom meget hjemme hos os.
Stammen & Solisten
– Nordgrønland ligger så afsides, så der var stadig en skjult tradition, som blev holdt i live. Den var skjult, fordi missionærerne havde forbudt trommesang. Men de dyrkede den jo stadigvæk som åndemanertradition.
– Min far var præst. Alligevel var han meget åben overfor min mors trommesang. Sangerne kom som regel kun, når han var ude på hundeslæde i sin præstegerning. Men han har også været med til nogle optrædener. Han var meget optaget af det, fordi han helt enkelt oplevede det som spirituelt.
Forstærker det på nogen måde din oplevelse på scenen, at du har fået dansen overleveret fra din mor?
– Jeg vil sige, at jeg gør det på en meget anderledes måde end hende. Men det betyder noget at føle et link tilbage til den forrige generation. Trommedansen er jo ikke en solisttradition. Den er meget stammepræget. Man er fælles og har en seance. I Østgrønland har kvinderne haft en utrolig dejlig trommedans. Det er meget hofterne ikke?
Aviaja stiller sig op og vugger taktfast op og ned med hofterne, mens hun kigger op mod loftet i eftertanke.
Inden hun startede på konservatoriet i Danmark studerede hun på Tuukkaq Teateret i Grønland. Her eksperimenterede hun med forskellige dansetraditioner og begyndte at forme sin egen improviserende stil.
– Den grønlandske maskedans er meget grov. Man er nede på gulvet og kravle rundt, og det er massivt skræmmende. Det er en tradition, hvor man prøvede at opdrage børnene til ikke at være bange. Man ville forskrække dem så tidligt som muligt, fordi der var mange vilde kræfter i naturen. Hvis de skulle ud i en kajak og fange store dyr, skulle de være klar.
Tanken & Kroppen
Du har tidligere sagt, at du følte dig som en gæst i jazzen. Hvornår begyndte du at danse på scenen i jazz sammenhæng?
-Jeg holdt op, da jeg startede på konservatoriet, griner hun. Det var også mine egne ambitioner om at blive god til det med teori, og så blev det hele pludselig meget mentalt og intellektuelt. Så jeg havde faktisk virkelig et dilemma med at prøve at skære min krop væk, tror jeg. En indre diskussion om det overhovedet var okay at bruge den. Så jeg følte mig slet ikke hel. Det er først senere, at jeg har følt friheden til at gøre det igen.
Hvornår genoptog du det så? Også i jazz sammenhæng?
-Da jeg begyndte at lave mit eget kom det tilbage. Der var jo ikke nogen, der sagde, at jeg ikke måtte danse. Så jeg begyndte også at gøre det med Irene og Pierre. De har altid været meget åbne i NEW JUNGLE ORCHESTRA. De giver plads til det, og det er skønt og føles helt naturligt.
Åndedrættet
– Så tænker jeg også meget over min vejrtrækning. Sådan er det for alle musikere og dansere. Vejrtrækning er jo i mange oprindelige kulturer, noget man laver ritualer med, så man kan komme ind i en bestemt tilstand. Vejrtrækning når man synger, kan blive utrolig vildt, alt afhængig af, hvor dyb den er.
– Jeg tænker tit på vejrtrækning som ”Helligånden”. Aviaja udtaler det på svensk for mig. Den helige ande. Jeg har et behov for, at der er sammenhæng mellem alle vores menneskelige udtryk. Det vil sige, jeg også tænker på det åndedræt, vi har i den seksuelle akt, som den hellige ånd. Jeg tolker den som den indre ild af kreativitet og vitalitet.
Måler du så også på din nydelse, hvor du skal gå hen når du synger?
– Der er jo en form for forløsning i at synge og krænge alle spændinger ud. Nogle gange kan man ikke engang bekrive, hvad det er der sker, når man synger. Men man kan jo godt mærke forskellen på tilstandene. Fordi sangene vækker forskellige ting, når vi har forskellige ting at fortælle. At få lov at synge en lang tone og gå ind i den – det er en nydelse!
Fra Tekst til Trance
Hvor meget betyder det, at du har hele kroppen med, når du improviserer med stemmen?
– Jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg improviserer. I min egen musik har jeg også mange sange, der er mere struktur på. Hvor der er en tekst og en klokkeklar melodi. Det er to meget forskellige ting. Når der er en tekst og en historie med et budskab, man har behov for at udtrykke.
– Jo mere jeg har søgt bare at lade det strømme, jo mere får det karakter af mantra. Man frigiver ens sjæl og lader den tale, med det som opstår i det øjeblik musikken spiller. Før i tiden har jeg eksperimenteret meget med klange. Det jeg søger efter nu er at fremkalde en stemning og et udtryk, hvor det på en eller anden måde bliver en sjælerejse. Hvor der er et element af trance. Den kan man ikke fremkalde på en meget intellektuel måde.
Det Musikalske Møde
Da jeg mødes med Irene er det netop Aviajas improvisationsform hun fremhæver som årsagen til, at hun fik lyst til at samarbejde med hende.
– Jeg blev vild med Aviaja, fordi hun har en spirituel dimension og hun kan improvisere. Her mener jeg ikke over jazz standarder. Jeg mener rigtig improvisation, hvor man fortæller og synger ud i den blå luft uden at have et grundlag at gøre det på. Totalt frie soloer. Koblet også til måden hun dykker ned i sin grønlandske baggrund på. Der findes jo også saxofonister eller andre instrumentalister, som dyrker den frie improvisation. Men det er ikke så mange, der gør det med stemmen.
– Mange sangere er mere skrøbelige og mere afhængige af at have et eller andet at forholde sig til. Men hun er hurtig til at hoppe ind i noget, hun ikke kender. Det er jo meget det jazz handler om. Her og nu.
Komposition til Strubesang
Det er ikke første gang, Becker bevidst vælger at komponere med den form for udtryk i tankerne. Et samarbejde på albummet DANCING ON THE ISLAND (1993) med den Sibiriske strubesanger Sainkho Namtchylak går forud for mødet med Aviaja. Allerede der vaktes hendes fascination for sangstile med rod i shamanismen.
– Det er ikke noget man bare lige går hjem og øver. Det sidder dybt i én fra forældrene. Sainkho var tilmed overhovedet i sin familie, så åndemaneri og ritualer betød meget for hende. Når det virkelig er eksperimenterende, kan det blive meget ekstremt på stemmen. Det er er så dramatisk et udtryk med de smukke skrig, der pludselig kan skabe nye toner og lydlandskaber.
– Det er grænseoverskridende følelsesmæssigt, fordi stemmen er så tæt på én selv. Man er det man står og laver. Så det er krævende at være sanger, fordi stemmen er ens instrument. Jeg kan jo pakke mit keyboard ned igen.
Jazzen er jo gennem historien hovedsalig blevet komponeret og spillet af mænd. Hvad føler du, det har haft af betydning for den musik, der er blevet skabt?
-Det betyder vel det, at der har manglet en del af det udtryk og den mangfoldighed, der kunne komme frem, når der både er kvindelige og mandlige musikere.
Kvindebevægelser
– Jeg har en teori om, at det kræver mere mod at kaste sig ud i at være rytmisk musiker. Hvis du er klassisk musiker, ved du hvilken vej du skal gå. Der er noderne, der er nogle teknikker, når du skal øve dig på dit instrument. Du skal bare blive ved. Ikke fordi jeg vil nedgøre det. Men det kræver noget andet, hvis du vil være rytmisk musiker.
I sommeren 1975 deltog Irene Becker i et musikstævne på Vallekilde Højskole, hvilket blev en stor inspiration for hende. Sammen med bl.a. søstrene Hanne og Lotte Rømer dannede hun kvindebandet HOS ANNA.
– Da jeg var ung, var der jo kvindebevægelser – også i musikken. Det var en fantastisk tid, fordi vi fandt ud af, hvad vi kunne. Det eksploderede i 80’erne og op gennem 90’erne, hvor kvinder, der spillede trommer, bas og saxofon kom ind på rytmisk musikkonservatorium. Sådan er det desværre ikke mere. Det er ligesom gået tilbage på den måde.
Rammerne
I 2008 var Becker med til at stifte organisationen IMPRA med målet at fremme kvindernes plads i den rytmiske musik. Den fungerede frem til 2015, hvor den økonomiske støtte frafaldt.
– Vi var de første der i 2008 begyndte at undersøge, hvordan det forholdt sig på musikskoler og konservatorier. Det kom frem, at der kun var omkring 20 % kvindelige instrumentalister.
– Blandt børn har pigerne stadigvæk brug for støtte. De tror ikke, de kan blive musikere. De tror, at hvis de skal lave samspil i en klasse, så skal de stå med mikrofonen. Det er det billede, medierne giver til pigerne. Det ligger desværre rigtig mange steder i samfundet, og jeg mener stadig, det er en stor opgave for undervisere på alle mulige niveauer at være opmærksom på, at sådan behøver det ikke at være.
Rollemodeller
Politikens Jazz Leksikon (2003) kan på en biografi over danske musikere fra 1950-2003 mønstre 16 kvindelige instrumentalister ud af et samlet antal på 298 personer, svarende til 5 %. Derudover er 12 kvinder anført som sangere. Ingen mænd er anført udelukkende som sangere.
Føler du, at det rent musikalsk førte nogle andre udtryk med sig, hvad der skete i 70’erne?
– Det var en periode, hvor man var meget optaget af teksterne og det at være politisk korrekte. I HOS ANNA sørgede vi også for at have nogle gode tekster, men vi sørgede egentlig mere for at dykke ned i musikken. Pierre kom faktisk med i HOS ANNA, fordi vi syntes det var vigtigere at få en god guitarist med end at vi blev ved med at være et rent kvindeband.
– Men jeg deltog i mange forskellige sammenhænge, hvor vi improviserede meget og fandt nye udtryk. Det har betydet meget.
Hvordan er stemningen anderledes i et rent kvindeband?
– Der er da en anden energi. Dengang kastede kvinderne sig bare ud i det. De var ikke bange for ikke at være gode nok. Det er jo det, der skal til, for at man overhovedet kan komme videre og tro på det man laver. Det var meget det, der kom ud af 70’erne. ”Vi gør det bare”! ”Vi kan godt”, udbryder Becker smilende.
MAGIC MYSTERY MOON
Om det er 70’ernes musikalske søsterskaber, der har sat sine spor i Irenes personlighed. Eller om det er komponistens skarpe øje for at værdsætte det unikke i de musikere, hun skriver til, ved jeg ikke. Men hun synes at have en næsten umærkelig evne til at give plads, uden selv at miste det mindste af sin fylde. Jeg undrer, om ikke det er denne kvalitet, de unge piger, der aspirerer til at blive musikere får brug for i fremtiden.
Albummets sidste nummer AVIAJA’S DREAM er komponeret i fællesskab med Aviaja gennem improvisation. Oprindelig skabt til en børneteaterforestilling, hvor historien foregår i Grønland. Tilliden der er bygget op imellem dem gennem årene kan mærkes i musikken. Irene erindrer, hvordan Aviaja helt i begyndelsen af deres bekendtskab dukkede op til studie indspilning og improviserede med sin nyfødte datter på armen. ”Det var så smukt”, smiler hun, og ”hun sang vidunderligt.”
Det var meget ubevidst, at jeg tog min datter med, husker Aviaja. Men jeg føler mig glad over, at Irene nævner det. ”Jeg var jo ung mor, da jeg startede, og Pierre og Irene føltes som familie. Frit tænkende mennesker. Frie sjæle.”
Indledningen til artiklen er redigeret inden digital genudgivelse i 2021. Lyt til uddrag af albummet her:
Poetisk 