Læseakrobaterne i min fødeby
“Mine øre høre lyde i natten, de høre skrig og rædsel, død og ødelæggelse. Jeg har aldrig set verden, jeg kan kun forestille mig den. “
Sådan starter Caroline fra 6. klasse sin novelle i antologien “Tegneakrobaterne”, som jeg for nylig har udgivet i samarbejde med Odder Bibliotek, Parkvejens Skole og over 120 børn.
Jeg nænner ikke at rette tekstens stavefejl. De tilfører små ophold i teksten, som er en nydelse at støde ind i og minder mig om, hvor let det er at ændre fokus fra det væsentlige til det mindre væsentlige.
Carolines fortælling er blevet til på to dage og er inspireret af billedet nedenfor som, hun har tegnet på en workshop med Adam O, som er forfatter og tegner af trilogien “Den rustne verden”. Om børn der lever i en verden af skrald men skrider til handling, da deres tillid til de voksne er brugt op. Tydeligvis er den verden, Adam O både skriver og tegner frem tunet ind på de unges frekvens.
“Mit sind er som et rum fuld af muligheder, bare et tomt sted der venter på en til at skabe det, fortsætter Caroline. “Jeg udnytter mig af denne kraft til at skabe den perfekte verden for mig selv. Denne verden er fuld af liv, planter, træer, floder, dame og meget mere. Andre siger at det må være forfærdeligt at være blind. Jeg mener noget andet. Jeg mener at folk der får denne verden at se, bliver en del af den, og dens grufulde samfund.”
Farvel til mælketænderne
Antologien vi har udgivet er en del af et 1,5-årigt projekt om læselyst og fortælleglæde på mellemtrinnet, som jeg er projektleder på.
I “lyset” af den digitale udvikling, falder læselysten blandt børn sammen med evnen til at fordybe sig og fastholde opmærksomheden på én ting af gangen. De landsdækkende læseundersøgelser fra 2017 og 2021 viser blandt andet, at der er en sammenhæng mellem et højt forbrug af sociale medier og dårlig trivsel.
Jeg samarbejder med seks skoler i området, hvor jeg voksede op, herunder Saksild skole, hvor jeg selv lærte at læse og skrive som barn. Målet er at skabe nogle rum for eleverne, der ikke primært handler om læring, men om inspiration og opdagelse.
Jeg vrider konstant min fantasi for at forstå, hvordan jeg kan vise børnene, at den verden de har indeni er langt mere værd end noget, de kan finde på snapchat eller tiktok. Nogle af dem ved det allerede, og meget mere end det selvfølglig.
Digtning og rødder
Det er bevægende at stå i mit gamle klasselokale foran 5. klasse og fortælle om min livsrejse. Hvilke bøger, der har givet mig inspiration til de valg, jeg har truffet og de spørgsmål, jeg har søgt svar på.
I skolebiblioteket finder jeg én af mine yndlingsbøger fra barndommen: Michael Endes “Den uendelige historie”. Jeg genkender eksemplaret på indlånskortet bagerst i bogen fra over 3o år tilbage. Det er samme udgave. Hovedpersonen Bastian bliver en del af den historie, han er i gang med at læse, illustreret med skiftet mellem grønne og røde bogstaver, der indikerer om vi er i Bastians egen verden eller fantasiens. Ligesom i bogen springer jeg frem og tilbage mellem børnenes nutidige virkelighed og minderne om min egen barndom.
Som Troldepus-bøgerne der blev skrevet af Dines Skafte Jespersen i Saksild, inspireret af højene, der omgav skolen på vej ned til stranden er sigende for de omgivelser, jeg voksede op i som helt lille.
Steen St. Blichers præstegård, hvor vi ofte kom for at besøge min farfars gravsted.
Alt det jeg selv skrev. Det dygtige til skolen og det hemmelige til veninderne og min dagbog.
7 rammer
“Er der nogen af jer, som kunne tænke jer at blive forfattere”? Eleverne rykker sig uroligt rundt på stolene og blikket i deres øjne ændrer sig. Jeg sporer lige dele nysgerrighed og generthed.
Den fortager sig dog hurtigt, og de begynder ivrigt at dele ud af deres tanker og forhold til det at læse. Tre af pigerne holder godt fast i mig, og giver mig deres personlige præsentation af skolebiblioteket, da timen er ovre. De hiver den ene bog ned fra hylden efter den anden. “Den er så god, den her. Og den her er meeeega god”! Pigerne fører an i læsningen og giver mig idéen til at starte inspirationsgruppen “Læseakrobaterne” på biblioteket. Navnet er inspireret af bevægelses kunsten Parkour, som bygger på retten og passionen til at bevæge sig frit. Løsrevet fra forhindringer og frygt, bruger parkour udøveren gadens forhindringer til at opbygge styrke, fleksibilitet og til at udtrykke sig kropsligt (ref: Gagendran Srisurendran).
Både drenge og piger bider på, og efter et par måneder har vi nu etableret en gruppe på 16 børn fra 5 forskellige skoler. De dukker trofast op efter skole hver tirsdag eftermiddag for at bevæge forestillingsevnen og hinanden.
Vandpytten i Skole
Mange af 4.-5. klasse eleverne rider stadig på en bølge af begejstring over selve det at have lært at læse. De er umiddelbare og legende i deres forhold til bøgerne. Men i 6. klasse, skal der mere til for at fange dem. Gruppens opfattelse af den enkelte får stor vægt. De forholder sig lyttende, men tavse, når hele klassen er samlet og få vil åbent indrømme, at de kan lide at læse.
Puberteten med alle dens hormonbetingede temaer bryder alle kendte rammer, og får mange til midlertidigt at lægge den frivillige læsning til side. Til gengæld viser de historier, de selv skriver, at indadvendtheden også er en fordybelse. Deres blik på verden begynder at modnes, og de registrer alt, det vi voksne tror, vi kan skjule. De søger efter deres eget sprog og identitet, hvilket mærkes tydeligt i antologien:
“Vi ringede på, men min far åbnede ikke døren som sædvanligt. Jeg låste op og sagde farvel til min plejefar”. (…) “Huset stank af øl, så jeg åbnede nogle vinduer og begyndte at ryde op”… eller "Jeg vågner ved at mor og far skændes. De skændes altid, når jeg vågner. Jeg tager tøj på. Mørkt tøj." eller "Hver aften gik jeg rundt og tjekkede alle skabene for trolde, men nu hvor jeg er blevet ældre, så tror jeg ikke på dem mere."
Friheden i at tegne “grimt”
I de yngre klasser er emnet for de udgivne historier mere bundet, og tonen er lettere og mere gakket. To 4. klasser og to 5. klasser medvirker som tegneserieforfattere. Kyndigt og varmt guidet på vej af tegneserieskaber Christine Reinwald. “Tegn en historie med en figur og et sted, som du trækker op af en hat fra fælles samlingen” er præmissen. Et jordbær på månerejse, en vandpyt i zoologisk have eller en zombie på gågaden. Det dyrkes at tegne “grimt” for at slippe præstationsangsten. Nogle børn opdager med forundring et nyt talent og nogle voksne opdager børn, der allerede mestrer at tegne som få voksne. Her en imponerende 4. klasse elev fra Skovbakkeskolen, hvor vi har videreudviklet tegneserieprojektet.
nextlibrary på DOKK1
Det er smukt at opleve det stærke og boblende fællesskab i gruppen af Læseakrobater. Tonen skifter hurtigt mellem leg og alvor.
Under en fælles højtlæsning støder vi en dag ind i ordet “det underbevidste”.
“Ved I hvad det er?” spørger jeg dem. Hænderne ryger i vejret.
“Det ubevidste er det man ved, men man ved ikke, at man ved det”, siger Adam klart og tydeligt.
“Det er et forskudt hukommelseslager, som man kan få adgang til”, supplerer Emil.
Det er det ukendte inden i en selv, i ens hoved, i ens krop. Det er ikke engang en refleksion, at skrive, det er en slags evne, som man har ved siden af en selv, evnen hos en anden person, som kommer til syne, og som kommer nærmere, usynlig, udstyret med tanker. Marguerite Duras
I maj deltager “Læseakrobaterne” på den internationale konference next om fremtidens biblioteker, der foregår på DOKK1. De er med for at give deres input til de tre temaer: leg, demokrati og bæredygtige udviklingsmål, så de er gået i gang med at skrive breve til fremtiden. Ugen forinden går de forrest i en læsekampagne, der involverer omkring 500 familier. Invitationen er at læse højt sammen efter aftensmaden: “SMASK – læs med mad i munden” kalder vi kampagnen.
Sideløbende er tre 6. klasse piger ved at starte deres egen inspirationsgruppe på biblioteket: Signe, Adno og Terese. “SALT – vi læser ALT”, kalder de sig. De præsenterede sig selv og deres instagramprofil efter et bevægende forfatterbesøg med Sebastian Bune på biblioteket. Ingen af de 80 andre fremmødte 6. klasse elever sagde et ord til deres initiativ, men de fik en kæmpe stor klapsalve. Ikke alt kan udtrykkes med ord.
“Breve til fremtiden” med Læseakrobaterne til next 2023:
Poetisk 