“Hvordan kan jeg komme hen til en skrift, hvor jeg ikke er bevidst om, at nogen skal læse den?…”

by Karin Grand

Forfatteren Peter Løhr vil gerne gøre sig usynlig for sine læsere. Tilmed vende sig bort fra det han selv skriver, siger han. En uventet intention hos en debuterende forfatter for hvem synlighed både i tekst og fysisk gestalt ellers ofte kan være en drivkraft.

“Hulemennesket” er da heller ikke den første roman, Løhr har skrevet. Den første, som er håndskreven, har han gravet ned under jorden et sted i Norge. Han påbegyndte den i Kongens Have, hvor jeg mødte ham til en samtale om debutromanen. I denne maner forfatteren den mystik-omspundne Johan Th. Lundbyes skikkelse til live igen. Handlingen udspiller sig under Guldaldermalerens livsomvæltende år i Rom, som han rejste til i 1845 på kongens regning, tre år inden han døde i Treårskrigen – før han var fyldt 30 år.

Jeg er nysgerrig på, om man kan lykkes med et sådant forsvindingsnummer: at gemme sig bag en afdød kunstners livshistorie?  Eller finder man netop sin egen stemme, når man giver forestillingen om sin karakter frit løb? Som var man til et maskebal, hvor skjulte impulser kan fremkaldes og fyres af. Den der tager masken på, giver liv til denne; men masken giver også liv til maskebæreren. Man forsvinder ikke bag masken. Man forvandler sig.

Før/efter Italien

Løhr skrev sin roman i løbet af de fem år, hvor jeg selv boede i Italien. (2015-2020.) Hans flammende og gennemresearchede portræt af Lundbye og den danske kunstnerkoloni er bevægende læsning. Kærligheden og loyaliteten til malerens historie gennemlyser hvert et ord og forfatteren virker nærmest besat af at overskride grænser mellem tid og rum for at finde ind til sandheden om sin karakter.

Lundbyes liv er fortællingen om et menneske, der kæmper med stærke modsatrettede længsler; det for ham så påtrængende spørgsmål, om kunstneren bedst finder vej i den ensomme, poetiske kontemplation og skabelsesproces, eller når han træder ud i verden for at berøre og lade sig røre af andre mennesker? For Lundbye var det ingen nem øvelse. Ikke et enkelt både og.

Hvad han sublimerede i et sirligt og harmonisøgende formsprog var et dramatisk og tvivlende sind. En lidenskab som skildres levende i romanen.

Jeg låser varsomt døren bag mig og lister hen til bordet for at åbne mine farver. (…) Hårene rejser sig, først på mine lår, så på mine arme, mens tårerne begynder at pible frem.

-Hulemennesket

Peter Løhr rammer litterært denne nerve hos Lundbye, der ikke rigtig træder frem i hans malerier fra Italien. Hvor andre tilrejsende guldaldermalere som Marstrand og Købkes var inspireret af overfloden og livslysten i de sydeuropæiske motiver, fremstår Lundbyes skildringer mere tilbageholdende og næsten nedtrykte i blikket. Hans danske landskaber virker mere solbeskinnede og følelsesfulde. I romanen finder vi en del af forklaringen i den hjemvé som Lundbye led af under de fremmede himmelstrøg og som forfatteren har beskrevet med stor indlevelse.

København

Da jeg mødtes med Peter i København, i sensommeren 2022, havde jeg også hjemvé. Men i den modsatte retning – til Italien. Vores samtale blev et led i at samle et utal erfaringstråde og begynde helhjertet på et nyt kapitel herhjemme i Danmark. Først nu, over to år senere, kravler den igen frem i dagens lys.

Der er noget hemmelighedsfuldt over Peter Løhrs ansigtsudtryk. Verdensfjern virker han ikke, men selvom vi sidder i stimulerende omgivelser med masser af mennesker omkring os, er det som om, han ikke ænser dem. Han er fokuseret og fordybet og taler sagte i en næsten uafbrudt strøm. Fastholder mit blik og holder lidt spørgende øje med, om jeg kan følge ham.

Dyrene

Nogle livsopgaver finder én tidligt. Allerede som 9 årig blev Løhr optaget af stemningen hos Lundbye. I stedet for et computerspil han havde ønsket sig i julegave, forærede hans far ham malerens radering “Et æsel plaget af fem fluer”.

-Når man er 9 år er det måske lidt for eksistentialistisk med en der er plaget af noget, som ikke kan fejes væk, fortæller han om barndomsmødet med Lundbyes dyreportrætter.

-Men der var et eller andet med det der plagede æsel. Én der har det svært måske. Der var en dialog med det, som jeg måske ikke kunne have med en almindelig børnebogstegning.

Rom

“Hulemennesket” er skrevet i en jeg fortællers sjælesøgende sitren og undervejs i vores samtale skifter Løhr nogle gange mellem at omtale Lundbye som han og jeg.

Selv bliver jeg grebet af, hvordan Lundbye i romanen overvældes af sin egen sanselighed. Mødet med Romerne ved ankomsten: markederne, maden, lugtene, lydene og de monumentale bygningsværker. Colosseum! Løhr beskriver det i ekstreme nærbilleder. På kanten mellem det skrøbelige og det vulgære. De modne, forførende og velduftende frugter side om side med friske dyrelorte, som børnene sværmer om sammen med fluerne. Det på én gang betryggende og angstprovokerende i at møde de andre danske kunstnere, inden gensynet med bedstevennen Jerichau.

“De andre stirrer afventende på mig:

–Jeg har i hvert fald aldrig været inde i så stor en arena før”.

-Hulemennesket

I sin skriveproces, som har indbefattet ophold på det Danske Institut i Rom, har Peter Løhr især støttet sig op af Lundbyes omfattende samling af dagbøger og undersøgt forholdet imellem det han skriver og det han tegner eller maler i en given periode.

På rejse i sindet

-Han er jo kendt for at være bipolar, som det hedder i dag, fortæller Peter.

-Det ved man gennem hans dagbøger, som er så detaljerede, at man skriver den første medicinske afhandling i norden om bipolar lidelse på baggrund af dem.

-Han kan så ikke finde ud af, om han er sig selv, når han er den euforiske, der er helt oppe at køre…

-Eller er jeg mere mig selv, når jeg er helt inde i hulen?

“Jeg tager en af de sollune ferskener i hånden og går hen og lægger øret mod den køligere væg.“

-Hulemennesket

-Når han er helt høj på toppen af manien, gider han jo ikke sætte sig ned og skrive. Og når han er helt nede i et stort dyk, så kan han ikke. Så det er de ekstremer, jeg prøver at få frem. Det er det mest interessante for mig.

–Det han altid kan er at tegne. Uanset hvor skidt han har det. Hans portrætter af dyr og landskaber er jo i virkeligheden sindstemninger. Selvportrætter. Så det er gennem tegningerne og malerierne, jeg måtte gå ind og finde ham.

“Som et heftigt omslag i vejret forlader al tyngden mig med ét. Jeg bliver let og varm. Ikke mere modstand. Flyder over, flyder med. Alle farver stiger op fra det sorte i et kraftig lys.
Jeg ser det åbne landskab for mig. Forløsningen gror og pibler igennem mig. (…) Hele verdens åbning. Jo, jeg genkender dette maleri. Jeg har drømt dette billede tusinder af gange. Jeg har båret det i mit inderste kammer.” -Hulemennesket

Strømførende lag

-Jeg ved godt, at det bliver lidt vanvittigt i bogen, griner Løhr.

-Jeg arbejder med, at der er to forskellige typer dagbøger. Den som ingen nogensinde skal se og så den andre skal se. Og det er problemet med Lundbys dagbøger: at de er vanvittig litterære. Han er hele tiden bevidst om, at der er nogen, der skal læse dem.

-Så hvordan kan jeg overhovedet selv komme hen til en skrift, hvor jeg ikke er bevidst om, at der er nogen, der skal læse den? At jeg kun skriver for Gud, som man sagde i gamle dage. Det er det, jeg prøver at få ind mellem linjerne. Der kunsten gør sit arbejde.

Karaktererne

Mens jeg taler med Peter får jeg det indtryk, at han stadig er i gang med romanen. Selvom den er udgivet er han slet ikke færdig med stoffet. Det er fint at betragte.

-Hvorfor er det, jeg kan genkende et Lundby maleri…? spørger han mig eftertænksomt.

-Hvad er det, der gør, at man kan blive ved med at kigge på det og få adgang til det strømførende lag? Det der kommer frem der, det er Lundbye.

–Det er som om du nærmest går til kanten og tager nogle udspring undervejs i teksten for at finde frem til ham. Var det sådan det føltes?

-Det er sjovt at skrive om det vanvittige og samtidig skulle skrive det så kontrolleret! Dog svært at få det til at give mening for andre. Det har gjort ondt, når det skulle komme ud i en form, som var nogenlunde til at fatte. 

-Jeg har selvfølgelig researchet helt sindssygt meget. Læst, læst, læst og læst. Jeg har virkelig haft brug for at kende alle karaktererne godt. Så bliver det nemt at skrive udfra dem.

-Der har jeg haft kæmpe, fantastiske oplevelser, hvor jeg har skrevet noget, som jeg ikke kan huske, når jeg læser det igen. Men så finder jeg ud af, at Lundbye har skrevet præcis det samme som mig et sted.

-Så rejser hårene sig. Det er helt vildt, for så ved jeg, at jeg ligesom er inde på ham.

-Man kommer ind til sådan en sikkerhed, hvor man ved, at der er nogle ting, karaktererne aldrig kunne finde på at gøre. Lige gyldigt hvilke omstændigheder de kommer i. Der snakker man om kernen.

Drømmeren Lundbye

–Du spejler ham også i kvindekaraktererne, som har vigtige roller i bogen

-På papiret tager han til Rom for at blive den her store kunstner. Men i virkeligheden flygter han jo også fra sine to mislykkede frierier. Bare for at komme væk. 

-Han havde alle de der romantiserende Kierkegaardagtige forestillinger, som jeg også selv har haft. Som er så langt fra virkeligheden. Han er jo forelsket i Louise Neergaard i mange år uden at gøre noget ved det rigtigt. Han kan ikke komme ud over, de der hæmninger han har. 

-Thorvaldsens datter er han jo også tiltrukket af i fortællingen, men han trækker sig alligevel, da han har muligheden.

-Hun endte med at blive min yndlingskarakter.

-Det er det mest pinlige i min research. Jeg læser om, hvordan hun laver de her gastriske danske overraskelser og samler folk uden rigtig at få kredit for det. De snakker om, at hun er en matrone, som ikke ved en skid og kalder hende fru sovsi.

-Men så ser jeg pludselig i Thorvaldsens arkiv en studietegning, hun har lavet. Jeg får helt røde kinder. Der findes jo en dyrkelse af Thorvaldsens søn, som døde, da han som 5 årig faldt i en brønd. Man mente han kunne være blevet den nye Thorvaldsen.

-Men så ser jeg den der tegning og tænker: selvfølgelig kan Thorvaldsens geniale blod rulle i datterens årer også. Det er jo sådan helt åndssvagt, at hun bare skulle passe børn og lave mad til folk! Så det er super interesant, hvordan hun på grund af tiden og den stilling, hun har haft ikke har kunnet udleve det. 

-I bogen bliver hun den her levende karakter. Det indre, han egentlig vil ha’. Kunstnersjælen. Men kan han lægge det ydre bag sig? Det der med, at hun ikke er den her unge ferske pige.

Klippen

Lundbyes dedikation til venskaber og tætte relationer gik hånd i hånd med skyhøje forventninger. Som søgte han Gudskontakten opfyldt af det enkelte menneske. Gang på gang skuffes han og vender sig i stedet til sin kunstneriske bestræbelse på at indfange det guddommelige i detaljen: et halmstrå, en svungen sti eller hornet på en ged.

–Er nogle af motiverne, sparsommeligheden, også et forsøg på at tøjle en angst? Søger han tryghed i at forenkle og sortere alt det fra, som han ikke kan rumme?

-Det er det hele bogen er skrevet hen imod. Han siger jo selv, at han er så bange for at fortabe sig i helheden. Det der kæmpe danske kystlandskab er jo ved at slå ham ihjel. Derigennem finder han ud af, at han måske arbejder på den forkerte måde. Han arbejder udefra og ind. Han skal mere arbejde indefra og ud. 

-Det er påfaldende, at malerierne fra de perioder, hvor han ikke skriver dagbog er sådan nogle afsvedne toppe helt uden mennesker. Tomme scener.

-Han prøver ligesom at skabe det der sted udenfor tid og rum, noget der er fastfrosset. Det er sjovt, at det er sådan et rum rigtig mange virkelig ikke kan lide at være i. 

-Jeg ved, der er mange, når de ser Lundbys malerier, så tænker de, at det er røvsygt, fordi der ikke sker noget. Men der er rigtig mange ting på spil.

-Han kæmper meget med at forstå, hvem er kunstneren Lundby. Men det er jo ikke en fortælling, han kan kontrollere. Fortællingen om sig selv.

-Hvis alt ligesom gik til bunds i verden… Det der bliver tilbage er klippen. Han prøver at komme ind til den. Hvor han ikke frygter noget som helst. Det nogle måske vil kalde troen. Men nu snakker han ikke om sig selv som troende. Selvom han jo er vanvittig søgende.

-Kierkegaard elementet er jo meget det med, at i hulen skal du finde dig selv. Så du kan gå ud i verden – uden at blive besmittet af den. På den anden side er der Grundtvig, som siger, at man bare må springe ud i livet, og så finder man sig selv derude. 

“…alle mennesker har deres egen hule, hvor de i ensomheden træder frem som det, de i virkeligheden er, kærligheden selv”

-Hulemennesket

Indefra og ud

–Hvordan har din egen proces med at skrive bogen været? Har det også været en kamp?

-Det har været fedt, når jeg har fundet ind til karaktererne. Men det har også taget alt for lang tid. Den har jo fyldt 600-700 sider, så der er jo så mange ting, der er udgået. Jeg sparer virkelig på det. De ting jeg har, økonomiserer jeg med. Jeg kunne have gået meget mere amok med alt det man ved. 

-Jeg har jo haft virkelig mange blindgyder. Jeg brugte halvdelen af en sommerferie eller mere på at sidde og skrive om Dafne og Apollon statuen i Villa Borghese og så kom kapitlet aldrig med. 

–Det er sjovt, at du også har haft den der proces med at skrælle af, apropos Lundbyes udtryk. 

-Det har jeg ikke tænkt over før. Jeg har jo levet bogen igennem mange gange. Været Lundbye i min lidt okkulte research. Rejst rundt i stoffet til de steder, hvor han har været, indtil jeg ligesom bliver ham. Jeg skriver jo for at trænge ind til ham og finde ud af, hvorfor han drog i krig, og hvem han egentlig var. 

-I Rom eller i naturen, hvor han har gået ser det jo præcis sådan ud som dengang. I tårnet i Peterskirken havde jeg det sådan: hvorfor skulle jeg ikke være Lundbye i 1845 lige nu? Hvor går grænsen mellem mig selv og Lundbye? Det kan jeg måske sige om nogle år. 

ARoS

Nu hvor jeg genbesøger min samtale med Peter Løhr er jeg mindre optaget af i hvor høj grad hans kunstnerportræt også er et selvportræt. Det dragende ved hans roman er, at processen tydeligvis har ført forfatteren et spadestik dybere ned i stoffet og ind i det spirituelle. Båret af længslen efter at møde noget, nogen; der findes på den anden side af det levende og alligevel føles helt nær.

For nylig på ARoS søgte jeg efter Lundbye i deres guldalderudstilling, men fandt ham ikke. Jeg fik derimod lov til at besøge museets magasin, hvor de i øjeblikket opbevarer tre af hans værker. Det bragte smil på læben at se ham i en moderne kontekst. Usynlig for publikum men ikke alene i hulen.

Statens Museum for Kunst

En uges tid efter besøget på ARoS, var jeg på Statens Museum for Kunst i København. Igen gik jeg igennem guldaldersektionen uden at støde på Lundbye. “Mærkeligt”, tænkte jeg. “Jeg ved, han er her”.

Idet jeg vendte mig om for at spørge en kustode om vej, mødte jeg selvsamme ARoS medarbejder, som havde vist mig rundt i magasinet nogle dage tidligere. Nu som gallerigæst på den anden side af broen.

“Hej! Jeg leder efter Lundbye!” udbrød jeg.

“Han er lige derinde”, svarede han lige så overrasket som jeg og pegede mig i den rigtige retning. “Store værker”.

Som den naturligste ting i verden ønskede vi hinanden god dag og gik videre.

I min egen historie er en hjemvé, der en gang var en udlængsel, blevet forvandlet til noget mere åbent, frit og vidtforgrenet. Svajende halmstrå, frodige citrontræer og penselstrøg… Det strømførende lag bevæger sig når alt kommer til alt imellem mennesker. Selv ved usynlige ankomster, er man ikke i tvivl om, at noget er nået frem.

Portrætfoto af Peter Løhr: Anders Rye Skjoldjensen