Jeg elsker øde steder. I det øde vågner noget gammelt i mig. Den del som ikke er mig, men før mig. Fornemmelsen af at høre til i det kropslige. Natur, slægt og kredsløb. Nogle bygninger føles øde, selv når de er fyldt med mennesker. Deres nærvær kan ikke forstyrres. AROS er et af de steder. Et…
Så mange skæbnesvangre ord, der ryger gennem luften på verdensscenen i dag. Når ord kan så meget andet. Jeg ved ikke, hvad forskellen på det lille og det store liv er. Men jeg mærker det voldsomt, når grænserne rykker på sig derude. Vi må se, og vi må leve, alt hvad vi kan, imens det…
“Der var engang et stykke brænde. Det var slet ikke et fint stykke træ, nej, det var et ganske almindeligt stykke brænde af den slags, vi om vinteren putter i ovnene for at få det godt varmt i stuen.” Nogenlunde sådan starter Carlo Collodi sin berømte fortælling om Pinocchio, (Firenze, 1883). Jeg kan ikke lade…
Ord kan være farlige. Især når man udtrykker dem på skrift. De binder sig til verden på en måde, der kan virke så manifesterende. Jeg må indrømme, at jeg er bange for Alda Merini (1931-2009). Ikke så meget for hendes digte som for hendes personlige tragedie. Denne store, tunge digter, der gik igennem så megen…
Poetisk 