“Before Eve” – en debut om begyndelser
Genfortællingen af en myte kan bringe dybe lag af ens livsfortælling frem i lyset.
Først er myten som et slør, du kan gemme dig bag. Men snart opdager du, at den i virkeligheden er en puppe.
På et tidspunkt sprækker den...
Dens forvandlende kraft er trængt ind under huden på dig. Ind i inderligheden til alt det du ønsker og frygter at mærke i dig selv.
Et suk, et skrig og et nøgent udtryk spejles tilbage, når du bryder ud i friheden. Blikke, rytmer og udstrakte hænder. Der er alt og intet, du kan gøre. Du er ikke længere, den du var engang.
RADAR
For et års tid siden, debuterede jeg som scenekunstinstruktør med den tværæstetiske produktion “Before Eve” på RADAR i Aarhus.
Forestillingen var inspireret af skabelsesmyten om den første kvinde på jorden, Lilith, og byggede på et nyklassisk album af den franske komponist Virginie Aster, med Ian van Rensburg på violin og Marius Paschke på trommer. Jeg medvirkede selv som performer sammen med koreograf og danser Julienne Doko.
Komposition og dekonstruktion
Virginie Asters værk består af en times musik opdelt i 11 narrative tableauer omkring mødet mellem Eva og Lilith med Adam som mellemmand og himmel og jord som location.
Lilith’s skæbne er ukendt for mange, da hun er skrevet ind og ud af historien op til flere gange. Hun var kendt som “natte-uglen”, “slangen” og “hende der ejer træet”. En arketype på det utæmmede.
Man møder hende i den hebraiske originaltekst og i den danske bibeloversættelse og senere i middelalderkunsten, hvor hun ofte optræder som slangekvinde i Paradisets have.
I den hebraiske tekst blev mand og kvinde, Adam og Lilith, skabt ligeværdigt af jorden. Men Lilith flygtede i vrede til Rødehavet, da Adam begyndte at undertrykke hende. Han bad derfor Gud om en ny og mere føjelig kvinde. Eva blev skabt næstefter alverdens dyr og ud af Adams ribben som hans tjener, mens han sov, da han ikke kunne klare at se blod. Så var det på plads. Et trekantsdrama af dimensioner fejet væk med et pennestrøg.
Frygten for det kvindelige
Da jeg hørte Virginies album første gang, føltes det som om, jeg kendte musikken. Ikke selve kompositionen. Men noget bag ved den. Den er kontrastrig og dramatisk. Vævet ind i musikkens skønhed er der flere tusind års drama i spil. Som i urteksterne selv, der også virker som magneteter på mig. Men tiltrækningen er ambivalent. Der er en voldsomhed over dem. De har været med til at forme vores kultur og det ulige forhold mellem kønnene, der strækker sig over det meste af kloden.
Fjerne stemmer
Bibelen er skrevet af mænd, overvejende om mænd og for mænd. Selvom visse kvindeskikkelser er vigtige er de ofte frarøvet deres seksuelle kraft og integritet. Eller den fordrives og dæmoniseres som tilfældet er med Lilith.
Hvordan kan man sprænge den undertrykkende effekt en ældgammel tekst har haft på generation efter generation itu? Teksterne lever videre og mister ikke automatisk deres betydning, fordi de bliver ældre.
Man kan lege med tanken, og det er noget i sig selv. Min simple tilgang var sammen med Julienne at lytte ind i kroppen efter de stemmer, der ikke indgår i teksterne. Forestillingen om at kunne høre kvindernes hvisken på tværs af tid og rum.
Hvad ville de have sagt, hvis de var blevet spurgt?
Det fangede mig, at Virginie Aster fabulerede over Lilith og Eva som søstreskikkelser. De genforenes gennem musikken og på scenen. I en opløsning af modsætninger. Det tavse og det talende. Friheden og det fastlåste, der åbner sig gradvist. Den lyttende skaber samling og sandheden kan ikke skjules i stilheden. I stedet bliver den synlig.
Eva giver efter for sin nysgerrighed, da hun bliver budt et bid af visdommens æble. I et billede på kvinden, der lader sig friste og som selv frister – hvilket gør Adam, manden, altså menneskeheden, sårbar, må vi forstå. Det går jo ikke. Begge kvindeskikkelser blev beklædte med synd for deres livlighed, og det har givet ekko i generationer helt frem til i dag. På baggrund af syndefaldet er der bygget kirker og prædikestole over det meste af verden.
Jeg kender Evas føjelighed og Liliths frihedstrang fra mig selv. Yderpunkterne i disse følelser har til tider haft en besættende effekt. Men mere end at være faste karaktertræk er de forbipasserende følelser, der går ind og ud af hinanden. Nutidens frie kvinde er mere sårbar end hun virker, og føjeligheden har sin egen stille styrke.
Musikken rummer det hele. Den er drømmende, intens og længselsfuld. Den virker både forførende og plaget. Skiftevis tung, livsstærk og dynamisk.
TABLEAU 1:
1. Terre première - Apparition d'Adam / Den første jord, Adam toner frem
2. Apparition sonore - Evocation d'Eve Noire / Evocation d'Eve Blanche /
Lyden opstår - den mørke Eva kaldes frem - den lyse Eva kaldes frem
TABLEAU 2:
3. Eve Seule / Eva alene
4. Terre d'Afrique / Den Afrikanske jord
Essensen af eksistensen
Interessant nok er det to mænd, der har dedikeret sig til at bringe den fra Frankrig til Danmark. Fascinerede af både musikkens og komponistens passion og finesse. Violinist og daværende koncertmester Ian van Rensburg inviterede mig til at iscenesætte musikken med koreografi. Som co-producer på indspilningen ønskede han ligesom Virginie, at der skulle skabes billeder over temaet.
På RADAR gik Julienne og jeg på opdagelse gennem musikken. Med vidt forskellige livserfaringer omkring det moderskab, som Lilith ses som en trussel mod.
Julienne er mor til tre børn og har produceret og turneret vidt omkring med forestillingen W.O.M.B. – Worth of my body, hvor hun tematiserer den transformation kvindekroppen gennemgår i fødslen. I hendes performance udgør fødslen en forædling af kvindens krop og der en kollektivisme omkring moderskabet. En filmversion af forestillingen kunne opleves under Cph DOX på SMK sammen med åbningen af udstillingen “Michelangelo Imperfect”.
Jeg har aldrig født. Men jeg har en livmoder og føler mig stærkt forbundet til hende og til andre kvinder derigennem. Livmoderens energi er aktiv og skabende på mange planer. Den er territoriel og beskyttende. Ikke kun på egne vegne.
Det er naturligt for kvinder at mærke liv, som noget der flyder ned gennem kroppen. Vi oplever det mange gange i løbet af et år gennem vores blødninger. Man kan ikke se det på os, heller ikke på scenen, men det mærkes. Som forskellen på at sove og være vågen.
Eva formes af Adams tørre ribben. En knogle. Når jeg tænker på, hvad kvinder går igennem for at bære, føde og amme et barn og dernæst læser en skabelsesberetning uden kropslig fødselssymbolik, bliver jeg selv et par tusind år senere indigneret over manglen på indlevelse fra de skriftlærde. Så mange heroiske og sanselige billeder helt forbigået. Lysten til at bringe Lilith frem i lyset melder sig. Tid til brainstorm og genfødsel. I scenografien bombaderede vi nærmest publikum med fødselsmetaforer. Puppen af plastic er som en fødselskanal, et ham; rebet en navlestreng spændt ud mellem de to figurer. Begge elementer skaber associationer til slangen selvfølgelig.
Slangen repræsenterer i det kollektivt ubevidste det primitive, en fortrængt visdom, der kan skabe transformation og fornyelse.
I flere kulturer er den et symbol på det kvindelige, det cykliske og den seksuelle energi. Ligesom kvinden hver måned bløder livmoderslimhinden ud af kroppen, skifter slangen ham, og fornyer sig flere gange om året.
Rammen
Min krops reaktion på Lilith figuren fulgte musikkens tema. Jordforbindelse. Til koreografien hentede jeg inspiration i kunsthistorien, fra middelalderlig kristen ikonografi til moderne ekspressionisme. På tværs af perioder er blikket og kroppen med udstrakte arme ofte vendt symbolsk opad mod det himmelske.
Den enkle idé til scenografien i “Before Eve” var at ophæve idéen om himmel og jord som adskilte planer. Med et videoværk som vindue ud mod naturen og skoven, vendte vi armene og blikket ned mod jorden. Lod tyngdekraften påvirke vores bevægelser. Tænk hvis vi kunne se gennem jordens mange lag og rigdomme. Det er fra dette våde mørke, at livet bryder igennem og vokser frem. Selvom det er svært at høre har jorden puls, vibration og masser af bevægelse.
Lilith og livstræet
Lilith bliver i flere kilder udpeget som barnemorder. Men for Virginie Aster er hun også knyttet til idéen om Moder Jord. Hendes inspirationsrejse forud for kompostionen af musikken førte hende til Afrika. I en søgen efter lydspor fra det første menneske. Hendes drøm var at forene symbolet på det klassiske europæiske instrument, violinen, med urgamle rytmer fra trommen i idéen om en fællesmusikalsk og åndelig arv, der transcenderer genrebegreber og grænsedragning omkring oprindelse.
Virginie har aldrig fortalt, hvilke lande hun besøgte på det store kontinent. Min fornemmelse var, at hun søgte efter sin egen oprindelse i ukendt land, og den rejse kender jeg.
Hjemlandet
Da jeg talte med Virginie første gang var der øjeblikkelig resonans. Vores samtale var som en genopfriskning af et gammelt venskab. Eventyrlysten og identifikationen med Lilith figuren, havde ført os begge vidt omkring. Så vi grinte en del og kredsede om følelser, værdier og stemninger, mere end konkrete erfaringer. Det er smukt at skabe sammen på den måde.
O toi ma mère
Minérale
Viscérale
Noire et primordiale
/
Oh you my mother
Mineral
Visceral
Black and primordial
Virginie Aster
Kernekraft
Med video, lys og få scenografiske elementer etablerede vi på RADAR et tidløst rum og ritual for Lilith, hvor hun eksisterer for sin egen skyld først. Adam figuren er ikke med på scenen. Ikke denne gang.
Til gengæld medvirker de to mandlige musikere live. Ian var især begejstret for Virginies evne til at skrive krævende passager for solo violin, der presser instrumentet til det yderste. Hvilket privilegium at improvisere over hans dybe lyd og hvilken fryd at finde en fornyende energi i trommerne.
På scenen lægger vi vores følelser i hænderne på musikken og lader dem blive opløst og opslugt af den. Virginie komposition lyder som om, den kommer fra jordens kerne. Den trækker nostalgisk i en: vulkanisk og hypnotiserende.
Skovbunden som scenografi
Kostumedesigner Jessica Skov bragte organiske materialer ind i et urbant take på Liliths look og attitude. Fremfor alt båret af Julienne, som var den erfarne performer på scenen.
En tung mosbeklædt kappe trykker energien ned mod jorden. En løvgrøn kjole, let som et figenblad. Eller et slangeskind, der gnubbes af, når man bevæger sig tæt langs jorden. Skriget i skovens levende kulisse for øjnene af publikum.
Sløret er en del af et overgangsritual, ikke en permanent tilstand. Rebet slanger sig over scenen, slået af fibre fra livstræet. En gang med rollen som trods, der har holdt et gigantisk skib på plads i hvem ved, hvor mange havne. Jonas Kjeldgaard Sørensen bidrog med scenografiske idéer og besøgte os på settet. Vi kunne godt have brugt mere tid. Samtidig med residensen begyndte jeg som kunstneriske leder for en filmuddannelse. Der var mange energier i luften, men det hele landede skønt som en del af en større plan.
Ophævelsen af rum
Det var bevægende at gå på scenen med musikerne og Julienne i en hyldest til det kvindelige og for Jorden i skovene omkring Moesgaard Strand, hvor vi filmede.
Jeg havde lige mødt fotograf Katharina Ya og Jessica Skov, da vi tog ud for at skabe det ritual, der skulle give energi til den egentlige performance.
Vi kendte knap hinanden men forstod intuitivt, hvor vi skulle gå hen for at finde Lilith.
Det var en lun gråvejrsdag, så Katharina fulgte det sparsomme lys med sin kameralinse, så snart det brød igennem bladene.
Jeg tog tøjet af og lagde mig på en træstamme, der var faldet til jorden. Jessica rettede på blade og kviste omkring mig. Senere pakkede hun mig ind i plastic. Jeg fandt en stav, jeg kunne hakke ned i den sumpede undergrund, og som jeg kunne bruge til at skære den kunstigt skabte fosterhinde op igen. Iscenesættelser af denne art bringer noget ægte og svært tilgængeligt frem. Jeg er mest mig selv i naturen. Skreg forløsende. Vi legede. Selv når det var mest dramatisk var det trygt.
Da der faldt ro over scenen, satte jeg mig på hug i åen, blev sminket med mudder og iklædt kappen som et skjold. Et kort øjeblik følte jeg mig som en skildpadde. Uvidende hvilende i vandkanten med al tid i verden. Eller en eventyr frø der er blevet kysset vådt og værdigt. Glad over at have fundet en frodig plads og to kærlige vidner til min forvandling.
Katharsis
Myten vækkede mine indre kampe omkring behovet for autonomi og længslen efter forening. Kærligheden til det modsatkønnede. Det ukendte imellem os.
I det intime rum kan den udspille sig som en livsbekræftende dans.
Den kunstneriske proces føles som en episk sammenvævning af skæbnetråde fra mit liv, der strækker sig langt tilbage. Følelser der var klar til at blive trevlet op. Produktionen var i vejen på mange måder. Svær at løfte, svær at komme fri af.
Men dagene på RADAR blev som et klimaks efter stejl vandring igennem snæver passage. Det er aldrig til at vide, om rummet omkring en vil udvide sig igen. Men det gjorde det. Ikke mindst takket være det kunstneriske hold og RADARS varme engagement i vores produktion.
Selvom jeg i tankerne forsøger at give idéerne vinger, er det godt at komme ned på jorden.
Rødder suger næring. Både fra det levende og det døde. Det er ikke noget at være bange for; at bryde et mønster, at smide et ham. Det er naturens gang. Når alt kommer til alt, er der intet virkeligt, der bliver skabt uden kærlighed.
MEDVIRKENDE
Karin Grand: instruktion, koreografi, performance, videoredigering
Julienne Doko: koreografi, performance
Virginie Aster: komponist
Ian van Rensburg: violin
Marius Paschke: percussion
Jessica Skov: kostume, scenografi
Katharina Ya: video, fotografi
Jonas Kjeldgaard Sørensen: scenografisk konsulent
Rolf Grove: lys, lyd
Rolf Meldgaard: foto
