Musikken som mødested i det historieløse
De to italienske komponister, arrangører og dirigenter Anna Bignami og Laura Veltri udviser finesse i deres musik. De kender kunsten at holde tilbage for at skabe plads omkring de enkelte instrumenter i deres Big Band, inden de samler sig igen. I mellemrummene flytter nærværet og nysgerrigheden ind.
Der er tre stedskatagorier i den idé komponistduoens nyeste album “Non-places” er baseret på, fortæller Anna Bignami under koncerten i Jazzselskabet Aarhus.
Den første er hjemmet og den anden arbejdet.
Men det er den tredje kategori deres musik er inspireret af at fabulere over. Offentlige samlingssteder hvor mennesker kan skabe varige forbindelser men i stedet hastigt passerer hinanden gennem moderne bygninger, der nok har funktioner, men meget lidt historie og identitet.
Musikerne bliver nærmest karakterer med deres instrumenter i disse rum. Som i “Attesa Sospesa” af Veltri, der foregår i et imaginært venteværelse. Barytonsax og klarinettist Jacob Rønne Danielsen er personen, der forsøger at række ud mod en gruppe, der blot stirrer ud i luften billedligt talt. Som var de i en boble.
Med et hint af foruroligende dissonans prøver han at skabe bevægelse iblandt dem. Han skifter mellem sine instrumenter undervejs. Og imellem beroligende åndedræt og en kraftigere, protesterende tone. Mod slutningen falder stemningen til ro uden, at vi helt kan vide, om det er den ene eller den anden part, der har overgivet sig. Er han blevet opslugt i gruppen af de andre gennem tilpasning? Eller åbnede de op for den ægte kontakt mod det frie individ?
Selv mødte Laura og Anna hinanden på konservatoriet i Aarhus, hvor de begge er uddannede. Foruden deres italienske baggrund har de også guitaren til fælles som hovedinstrument. Et opkald fra Anna startede samarbejdet.
-Skal vi lave et band? lød den korte ordudveksling.
-Hvilket slags band?
-Et stort band, et big band.
-Okay, lad os gøre det.
Sværere behøver det ikke at være, forstår vi. Selvom vi også er med på, at det ikke-konformistiske liv som kunstner er krævende.
9 af orkestrets medlemmer er med i dag og spiller skiftevis numre af Laura og Anna, som pendulerer ligeværdigt ind og ud af salen for at dirigere orkestret og introducere numrene.
Anekdoterne demonstrer en gennemgående modernisme kritik. Selv i Bignamis romantiske barndomsminde hvor, hun fantasifuldt bytter legetøj med grankogler som valuta på gaden med de andre børn, indgår en reflektion over, hvor tidligt markedsøkonomien sætter ind i relationerne.
I hendes “The path of the non-conformist” bliver rebelrollen givet videre i stafet til Aske Drasbæk på alt saxofon, fløjte og klarinet.
Hvordan er det at stå i det uvisse som kunstneren så ofte gør? Drasbæk spiller lange, frie toner mens gruppen swinger derudaf. Det er fristende at følge en rytme, der har hint af en blød march. Men han følger sin egen lyd.
Jeg får tanken, at det også er en del af vanetænkningen at tro, at det er en ener, der skal til for at bryde mønstret. Er det ikke netop en pointe, at vi alle har en frihedstrang, og at ingen er “specielle” på den måde?
Musikalsk giver det dog mening, og det er interessant at få konkrete billeder og temaer som input, inden man lytter til musikken. Soloerne fremstår som en del af en sammenhæng, narrative vendepunkter mere end selvstændige og løsrevne blærestykker, som jeg ellers også elsker, men af andre grunde.
Igen kan man indvende, at det lidt stramme greb omkring improvisationerne er i konflikt med idéen om den frie vilje. Det er en balancegang, hvor meget man skal blande koncepter og politik ind i den abstraktion musikken skaber rum for – også som publikummer.
Fra Veltri hører vi en fascinerende blues fra “Epitaphs from the Hill”, der tager afsæt i fantasien om en by, hvor alle er døde, og den overlevende digter skriver en tekst til hver af de afdøde om deres liv.
Herunder om en mand, der producerer linser og går i dialog med alle dem, han har lavet glas til. Spørgsmål og svar.
Igen viser komponisten, at hun ikke blot er interesseret i at drive blæserne frem mod de store og stærke energiudladninger. Der er noget på spil under overfladen, en kryptisk stemning fyldt med spændende detaljer og figurer. Som blev vi ført rundt i den forestillede spøgelsesby, hvor vi kan gøre den ene uventede opdagelse efter den anden.
Jeg sidder med fornemmelsen af en fin og forførende kammermusik stemning, hvor der har sneget sig noget psykedelisk ind i ligningen. Kontrabassen åbner og mødes af trommer. Hvad sker der? Det er fint og fokuseret.
Laura er optaget af det gådefulde. Hvordan vores perception, kan snyde os. Som når vi ser tilbage på et minde, vi kun har adgang til gennem et billede, mens den oprindelige erindring om oplevelsen egentlig er væk. Alligevel opstår der en følelse af genkendelse.
Det er skønt at opleve et ensemble hvor dirigenterne ikke er bange for, at stilheden bliver et tab af kraft. Den stærke sans for fortællinger gør det interessant, at de økonomiserer og præciserer virkemidlerne i det billede af “Non-places”, der males frem.
Vi behøver ikke at se billedet i sin helhed – hele tiden. Der bliver zoomet ind på detaljer, vi dvæler ved dem, indtil vi bliver ført videre til en anden vinkel. Eller måske er det samme objekt vi kigger på, bare på en ny måde?
Som lyttere bliver vi inviteret til at deltage i besjælingen af rummet og koncerten bliver en selvopfyldende profeti.
Drømmen om at være forbundne med hinanden, som er meningen med det hele i Veltri/Bignamis musikalske verden.
Foto: Hreinn Gudlaugsson, Aarhus Jazzfestival liveredaktion
