‘Film noir’ installation af iransk animator i Firenze
At vandre ind i en fortælling og selv digte med er en fryd for enhver med fantasien og indlevelsesevnen i behold. Især når fortællingen lokker os ind i mørket, vokser forventningen om en let gysen eller en udfordrende leg med sanserne. Det gjorde min i hvert fald, da jeg i efteråret fulgte min nysgerrighed og besøgte den ‘bevidst mystificerende’ installation ‘Inspector Sorrow’ af Negin Sharifzadeh.
Sharifzadeh har en BA i skulptur fra Teherans Universitet og endnu en BA i performing arts fra the School of the Art Institute of Chicago. Hun er nu bosat i New York.
Sort/Hvid
På forhånd kan jeg læse mig til, at der er tale om et genreeksperiment. Science fiction anno 2253 møder film noir møder stop motion. Scenografien fra en imaginær, i betydningen urealiseret film, er gjort tilgængelig i rummet, hvor scener fra filmen projekteres på et lærred bagerst i lokalet.
Ganske rigtigt. Det er opsætningen, kan jeg konstatere, da jeg træder ind i lokalet, som virker lidt tomt. Foran lærredet er opstillet et bord med genstande fra historien. En telefon der ringer en gang i mellem. En tablet med eksempler på et storyboard, der er designet til historien, props som avisudklip, en togbillet og lignende nips. Alt kædet sammen af en rød sytråd.
På skærmen vises scener med kæderygende kvinder siddende ved et bord iklædt et stilfuldt og sexet look. Den stereotype ‘femme fatale’.
Filmhistorien
Vi kender hende for eksempel i skikkelse af Lana Turner i ‘Postbudet ringer altid to gange’ (1946) eller i en nyere udgave i dobbeltrollen som Rita og Camilla Rhodes spillet af Laura Harring i David Lynch’s ‘Mulholland Drive’ (2001).
Den tyske ekspressionisme som noir genren låner sin stil af, placerede karaktererne i en mis-en-scéne som fuldendte deres personlighed. Omsluttede dem i tåge, forstørrede eller forvrængede dem gennem lave og skæve vinkler, optegnede dem med skarpe og dramatiske kontraster. Den ydre ramme konstituerede den indre psykologiske tilstand. Derfor giver det også fin mening at fremhæve scenografiens betydning for historien og lade genstandene træde ned fra lærredet og ud i rummet, som det forekommer i installationen her. De mister dog en en hel del af deres mystik, som de står der på bordet i en halvdunkel, men også temmelig fantasiforladt belysning.
I noir filmen foregår et dristigt spil mellem det hemmelighedsfulde og det konfronterende i karakterernes attitude. Spillet er kompleks og forholdet mellem karaktererne er som regel af den sprængfarlige slags. Med lidt god vilje kan jeg stykke nogle elementer sammen til en historie, men det foregår alt sammen som en mental process inde i hovedet på mig. Jeg er ikke forført. Spændingen mellem karaktererne mangler.
Der er en vis underspillet humor i noir stilen. En bevidsthed om egne spilleregler. Overdrivelsen af antiheltens kynisme og smart ass attitude. De optegnede læber omkring den vampede og erotisk dragende femme fatale. De lakoniske replikker og den perfektionerede rytme i karakterernes glidende bevægelser.
Genren kræver derfor også stor stilsikkerhed, hvis den virkelig skal fungere. Det er ikke løse fortællinger. Historierne er stramt komponerede og plottet er styrepinden gennem den tilrøgede stemning og den dramatiserende underlægningsmusik. Karaktererne ved hvad de vil i en klassisk narrativ med klare mål og konflikter. På godt og ondt selvfølgelig. Men personligt kommer jeg til at savne den form for træfsikkerhed i installationen.
Science fiction genren har nok tradition for dommedagsprofetier, men også for fortællelyst og opfindsomhed i forhold til at beskrive en fremtidig verden, dens teknologi og æstetik. Der var tilløb til idéer i installationen, men for min smag var helhedsindtrykket, at værket forholder sig for tilbageholdende, distræt og distanceret til sit stof.
Sulten jeg følte var ikke af den frydefulde og forventningsfulde art.
Værten
Men da jeg møder den ultra sympatiske Negin, opstår i mig jeg den modsætningsfyldte følelse, at jeg gerne vil kunne lide hendes værk. Hun udstråler en smuk sårbarhed og intelligens, som får mig til at undre mig over, hvorfor hun har valgt et udtryk, der ikke tillader især sårbarheden at komme bedre til udtryk. Jeg begynder at interessere mig mere for baggrunden for værket, end den faktiske udførelse. Med andre ord, bliver jeg interesseret i Negin.
Hun taler ivrigt, næsten lidt skyndsomt. Hvert eneste spørgsmål gribes som en spændende opgave, hun skal løse.
Du har beskrevet at installationen er bevidst frustrerende og desorienterende. Hvorfor har du truffet det valg?
-Jeg ville, at publikum selv skulle være aktive. Du bliver præsenteret for fragmenter af en historie, og meningen er, at man som publikum er detektiven, som bruger de forskellige elementer til at skabe sin egen historie. Af genstandene, filmklippene og udklippene. Det er meningen, at publikum skal bringe sin egen stemme ind i fortællingen.
-De er ikke passive, men har en magt i fortællingen. For at forstå hvad der foregår, bliver de nødt til at være aktive, fortæller hun.
En af de vigtige konventioner i installationskunsten er netop også at understrege publikums egen medskabende rolle i fortællingen. Alt efter hvordan man ser det, bestræber kunstnere sig på ( eller) overlader de det til beskuerne at udfylde de tomme områder i fortællingens landskab.
Også i klassisk narrativ er det en forudsætning for indlevelsen i dramaet, at der er plads til fortolkning. Hvor meningsfuld vores tolkning bliver, afhænger dog også af elementerne vi bliver præsenteret for.
Bearbejdningens kunst
Er hovedvægten på publikums deltagelse fremfor instruktørens overdrevet, finder vi masser af gode eksempler på, hvor vidt det kan drives. At blive placeret foran et hvidt lærred, at lytte til en symfoni, hvor der ikke bliver spillet en tone, eller at stirre på en flue i flere timer og opleve, hvordan man med tilstrækkelig tålmodighed efterhånden begynder at registrere flere og flere detaljer, facetter og tematikker omkring dette lille flueliv.
Meditation og andre koncentrationsteknikker kan gøre en sådan oplevelse både dyb og meningsfuld. Men kunstoplevelsen kommer ikke til at adskille sig fra oplevelsen af virkeligheden som sådan. Den aktive publikummer vil måske allerede have den form for vågenhed i sit eget livs stille stunder og forvente at få noget mere at arbejde med i et kunstværk. Tanker, sanser og følelser fra mennesket bag værket.
Personligt kan jeg lide at mærke, at kunstneren har måttet bearbejde ét eller andet, der har ledt frem til den proces, jeg nu selv skal igennem med værket. Processen skal have krævet noget. Sanselig fordybelse, teknisk kunstfærdighed, risikovillighed, følelsesmæssig granskning, intellektuelt kontemplation eller intim bearbejdning af et råstof. Det er derfra værket får sit liv.
Negin som ‘inspector sorrow’
Negin spiller selv hovedrollen i den fortælling, hvis fragmenter vi kan opleve projekteret på lærredet. Jeg beslutter mig for at gå ind i det med at lege detektiv. Med et vist ubehag, må jeg indrømme. Jeg leder efter spor og bruger min sjette sans som enhver efterforsker må gøre det, når hun søger efter et motiv. Hvad driver en iscenesættelse, som er bevidst afledende? Fra hvad?
Gemmelegens gevinst er jo at blive fundet. Så jeg må formode, at også Negin gerne vil findes, selvom jeg mærker en vis nervøsitet hos hende.
Hvad var den oprindelige idé bag installationen?
-Projektet er støttet af et galleri i New York, som er meget politisk og en del af den feministiske bevægelse. De forsøgte at skubbe mig ud af min komfortzone. Så jeg ville, at protagonisten skulle være en kvinde. Jeg satte mig selv i rollen som Inspector Sorrow og som femme fatale i det her film noir og science fiction manuskript. Så jeg giver magten til kvinderne i den her historie. En femme fatale er jo manipulerende. Om det så er på grund af hendes seksuelle kraft eller hendes brillante intellektuelle kapacitet. Hun er magtfuld både i positiv og negativ forstand. Her er hun den, der styrer historien. Uanset om det handler om en konspiration eller en række af agendaer. Det var det vigtigste for mig.
Hvordan har du forholdt dig til det følelsesmæssige aspekt af installationen?
-Jeg kan godt lide, at det fragmenterede er ligesom et minde. Når du besøger et minde ændrer det sig for hver gang, du besøger det.
-Så her føler jeg, at jeg skaber forbindelse til mine egne erindringer og mine følelser.
Hvordan kan det være, du har valgt at henlægge handlingen til fremtiden, når den nu handler om minder og om fortiden?
-Så længe jeg taler om minder er det forbundet med både nuet og med fremtiden. Jeg bruger navnet Inspector Sorrow på grund af alt, hvad der sker i verden i dag. Miljøproblemer og økonomisk krise. For at antyde min melankoli og bekymring for fremtiden. Dystopiaen og fremtidens sorg. Kan vi overhovedet overleve?
Uvishedens spænding
Du slår et tema an, der handler om forhør og tortur. Hvordan kom det ind i billedet?
-Her kan jeg relatere til fortiden, og den måde jeg voksede op på. At vokse op i Mellemøsten efter revolutionen og under krigen mellem Iran og Irak. Det spor i narrativen der indikerer tortur, rummer fornemmelsen af instabilitet. Under de 8 år krigen mellem Iran og Irak varede befandt hele landet sig i en konstant spænding. Følelsen af at man ikke ved, hvad det næste, der kommer til at ske er. Hvordan ender det her? Så jeg bærer den form for spænding med mig i mit system. I installationen er der en spænding mellem den forhørte, og den der forhører. En katten efter musen leg. Jeg tror min personlige historie spiller en rolle i historien og skaber noget spænding her.
Frigør det dig at spille en femme fatale, der kan manipulere andre, men konstruere en fortælling til at håndtere fortiden?
-Det tror jeg. At vokse op efter revolutionen i Iran, efterspillet af krigen og den økonomiske instabilitet betyder, at du for at bevæge dig fremad må udvikle evner, der kan gøre dig i stand til at overleve. Det kan både gøre dig stærkere og det kan skade dig på samme tid. Jeg er meget følsom over for lyde. Muligvis noget posttraumatisk stress efter krigen. Om det er sket bevidst eller ubevidst, så projekterer jeg det ind i det her projekt.
Ser du at abstraktionen og referencen til den fiktive verden, som udgør film noir hjælper dig til at skabe en distance til den erfaring?
-Måske. Når du skaber distance til din egen erfaring kan du bedre studere den. Så eftersom jeg ikke skaber en iransk kontekst i fortællingen, selvom det følelsesmæssigt handler om det, jeg har været igennem, giver det mig noget plads til at lære om min egen psyke. Det er en universel genre, som publikum kan koble sig til. Det er ikke nødvendigvis noget iransk. Alle kan tage deres egen historie med ind i det. Hvilket er det jeg godt, kan lide ved det.
-For mig bliver installationen ‘Inspector Sorrow’ først og fremmest meningsfuld i mødet med Negin. Værket ville have stået svagt for sig selv. Det virker ærgerligt på mig, at en kunstner med følelsesmæssig dybde reducerer denne i en konceptuel og overtænkt indramning. På den anden side. Måske er det fair nok. For hun var der jo. Midt i installationen. Imødekommende og i samtale med gæsterne. Og mon ikke det rent faktisk har krævet noget af hende at nå hertil, hvor hun er i dag? Det tror jeg.
Poetisk 