Dansk kunstner støber gigant skulptur i Toscana til Dante Park, NY

Vi er midt i juni måned. I et bronzestøberi lige udenfor Firenze arbejder den danske skulptør Bjørn Okholm Skaarup lige nu på en drømmebestilling. En 5 meter høj udgave af ballerina flodhesten Hippo Columbine, som han første gang gav form til i 2011. Den på én gang voluminøse og elegante dame kaldet Hippo Ballerina skal fra februar 2017 stå på Dante Park i New York, foran Metropolitan Operaen og balletskolen på Juilliard.

– Det er det perfekte sted for mig. Fordi jeg har boet 5-6 år i Firenze, hvor Dante skrev Den Guddommelige komedie og fordi der i det hele taget er mange klassiske referencer i det område, som jeg tror det bliver sjovt at se reaktionerne på. Amerikanerne elsker at møde skulpturen i det store offentlige rum. Jeg håber bare ikke, at den kommer til at se lille og myre-agtig ud, når den kommer op. Selvom 5 meter plus 1 meters base kan virke voldsomt i en bygning som den her, ved jeg ikke hvor stor den ser ud i NY, som er en meget vertikal by med 50 etagers bygninger overalt.

 

p1050458

Bjørn Okholm Skaarup foran Hippo Colossus i støberiet.

Renæssancebyens tiltrækningskraft

Som den står nu er der intet myreagtigt over Columbine. Vi befinder os i et af de mest traditionsrige støberier i Toscana. Bagved Bjørn er en metalspecialist i gang med at modulere den enorme skulptur. Med nænsomme hænder klasker han store klumper ler op på den fyldige vom og tager indimellem små pauser for med øjemål at vurdere, om proportionerne stadig er som de skal være. Et par meter derfra står en 1 meter høj gipsmodel, som han måler efter. Indtil videre arbejder han kun med den underste del af kroppen.

 

Hvorfor er det så vigtigt for dig at færdiggøre skulpturen her i Toscana, når den alligevel skal sendes tilbage over Atlanterhavet til NY?

 

-Det er her jeg finder de dygtigste metalhåndværkere. Og så er det også på grund af min egen nostalgiske og romantiske længsel efter det liv jeg levede her i Italien. Det at være en del af den holistiske kultur som Italien er. Det er på en eller anden måde mere inspirerende omgivelser end at stå på et støberi ude i Queens.

 

Den klassiske arv

Både tematisk og håndværkmæssigt er Bjørn Okholm Skaarups kunstnerskab et møde mellem de tre kulturer, han har boet og arbejdet i: Danmark, Italien og USA. Det er desuden kulminationen på både en akademisk og en kunstnerisk uddannelse. Han har en kandidatgrad i historie med kunsthistorie som sidefag og en ph.d.-grad i historie fra Det Europæiske Universitet i Firenze. Som skulptør er han autodidakt. Med en arkæolog som far, var det som 6-årig naturligt at begrave fingrene i leret og ikke slippe det igen. Allerede som 12-årig begyndte Bjørn at modellere seriøst.

Han har en fortid som tegner ved Nationalmuseet og som skulptør ved Retsmedicinsk Institut i København. Hans skulpturer har i Danmark kunnet opleves på for eksempel Koldinghus. For bare få år siden valgte han at prioritere en international karriere som kunstner fremfor sit akademiske virke. Han fremhæver Italien som et vigtigt skridt i retning af at finde sin kunstneriske identitet.

 

Hvad tror du gør, at den klassiske tradition i Italien stadig er så levende?

 

Fordi den klassiske arv lå overalt i landskabet i for eksempel de Romerske sarkofager, så glemte man faktisk aldrig i Italien, hvordan man laver en naturalistisk fremstilling af et menneske eller et dyr, eller en stor mytologisk scene. Hele den tradition er fortsat og man glemte heller ikke, hvordan man laver flotte, store og ambitiøse bronzeformer. Der er en stor grad af kontinuitet her i Italien, også i bemestringen af de forskellige materialer: marmor, bronze og så videre. Det er et sted, hvor de gedigne, oldgamle håndværk findes på hvert et gadehjørne, fordi de er gået i arv fra far til søn i mange generationer.

 

p1050424

Metalarbejderne i støberiet er uddannet på Kunstakademiet i Firenze.

 

Hvad har den tradition gjort ved dit eget forhold til den håndværksmæssige side af dit kunstnerskab?

 

-Når man har boet mange år i Firenze, og til daglig kigget på Cellini og Giambolognas bronzemesterværker, så bliver man hele tiden tvunget til også at dygtiggøre sig selv. Man kan ikke slippe af sted med at lave en halvringe ler-skulptur, en halvringe voksafstøbning eller et dårligt gennemført metalarbejde. Man er omgivet af så meget talent – hele tiden! Det kan også være helt undergravende for ens ego, at man føler sig helt ekstremt svag, når man ser de her giganter, i hvis fodspor, man træder rundt. Men det tvinger i hvert fald én til altid at tænke mere og mere ambitiøst i formerne, gennemførslen og det færdige resultat.

 

Varmere tanker

Blikker man tilbage over Bjørns tidligere værker er det ikke til at undgå at bemærke den markante udvikling i tema og udtryksform. Mens Columbine og de øvrige værker i Dyrenes Karneval fremstår humoristiske, legende og enkle er hans tidligere værker præget af et mørkere, mere indadvendt og plaget udtryk. Det er ikke påfaldende, at skulpturerne er fremstillet af den samme kunstner.

marsyas-gn

Eksempel på Bjørns tidligere værker. Her Marsyas, en græsk satyr, der blev flået levende af Apollo.

 

Hvordan vil du selv beskrive den udvikling dine værker har gennemgået med årene?

 

– I starten var jeg med mit nordeuropæiske udgangspunkt fascineret af det groteske og det mareridtsagtige, både i natur og menneskefremstillinger. Jeg lavede en del flåede anatomiske studier. Forskellige knoklede væsner: udmagrede, forgængelige og ældre personligheder. Blandt andre inspireret af Ingmar Bergmans film og den tyske ekspressionisme. Men så flyttede jeg syd for alperne. Når man er omgivet af cypresser og solen skinner hele tiden, så er det svært at opretholde den skandinaviske, pessimistiske approach til livet og kunsten.

Så efterhånden blev formerne mere bløde og klassiske som i middelhavskulturen. Den tradition har jeg overvejende taget udgangspunkt i siden.

 

De rejsende kunstnere

Historien om nordiske kunstnere og forfattere, der rejser til Italien og/eller Frankrig for at udvikle deres kunstnerskab er velkendt. I Danmark er det umuligt at forestille sig Thorvaldsen eller Krøyer uden mødet med de Italienske mesterværker og den antikke tradition for kunstnerskab.

En anden vigtig indflydelse fra Italien er Commedia dell’arte traditionen. Harlekin og hans udkårne Columbine er netop figurer hentet ud af denne. Bjørn Okholm Skaarup har fremstillet dem som henholdsvis et næsehorn og en flodhest i bronze. Tidligere har de været yndede motiver indenfor adskillige andre kunstformer. Herunder i malerkunsten hos Cézanne, Derain og Picasso. Netop på MET i New York hænger Picassos berømte ”Siddende Harlekin” fra 1901 og Gallerie D’Italia i Napoli dedikerede fra juni til september i år en helt udstilling til Picassos ”Harlekin med Spejlet” fra 1917 sammen med hans kostumedesign til Stravinskijs ballet Pulcinella fra 1920. Goethe skriver allerede i ”Rejse i Italien” i 1787, at Pulcinella og Harlekin er Italiens sande ansigter. Et eksempel på folkets originalitet og den naturlighed hvormed de lever og morer sig.

I Danmark kender vi Harlekin fra Pantomimeteatret i Tivoli og Pjerrot på Bakken som en integreret del af den folkelige scene. Også skandinaviske kunstnere der forblev bosat i norden det meste af deres liv, har optaget Commedia dell’arte i deres værker på forskellig vis.

Bjørns tidlige inspirationskilde Ingmar Bergman kiggede som både film- og teaterinstruktør fra sit nordiske ståsted mod Italiensk film, hvor han først og fremmest beundrede Fellini som filmkunstner. Fellinis exceptionelle formåen udi at videreføre Commedia dell’arte traditionens teatraliserede afspejling af livet med lige dele humor, sensualitet og idérigdom fremhævede Bergman som en vigtig indflydelse. De to mødte hinanden i gensidig beundring.

 

p1050495

Bjørns Il Laocoonte i bronze indhentet til mindre reparation.

 

Bergmans film rummer adskillige referencer til den cirkustradition, som Commedia dell’arte fabulerer over. Hans ømhed for – og identifikation med de rejsende kunstneres kvaler kan opleves i film som Ansigtet (1958) og Gøglernes Aften (1953). I sidstnævnte har en gribende scene med Harlekins alvorlige modstykke Pjerrot, der må hente sin promiskuøse kæreste ud af favnen på sine beundrere, for eksempel en smertelig afslutning. I praksis afskyede Bergman improvisationen som metode. Et kendemærke for Fellinis filmkunst, og for den livsstil den afspejler. Det sydlige joie-de-vivre. Aftrykket er uomgængeligt nordisk og mere indadvendt. Men også Fellinis ekspressive og frigjorte karakterer havde en melankolsk skyggeside. Det er en lysere og mere legende tone, der er at finde i Bjørns skulpturer. Forklaringen på dette peger måske mod vest.

 

Umiddelbar begejstring

Hvor kom inspirationen til at udforme Columbine som en flodhest fra?

 

Den første direkte inspiration til skulpturen kommer fra Degas ballerina figur. Men den anden inspirationskilde er de dansende flodheste fra Disneys Fantasia (1940).

 

p1050442Rhino Arlequin og Ippo Colombina i mini.

 

-Jeg er vild med dele af den amerikanske populærkultur. Håndværket tilhører selvfølgelig en helt anden og meget mere kommerciel tradition. Men i nogle sjældne tilfælde er den udført så sublimt, at det er gået hen at blevet finkultur. For mig er de amerikanske tegneserier og tegnefilm fra 30’erne og 40’erne udført så sublimt og rent, at det næsten ikke kan gøres bedre. Selvom det er simple ting, så bliver jeg fanget af den let aflæselighed, der kan ligge i det medium. Den vil jeg gerne indfange og overføre til de her store bronze skulpturer, som jo traditionelt er lidt svært tilgængelige.

Jeg vil gerne sammensmelte finkultur med massekultur. Italienernes bemestring af metallet med de populære genrer, som Disney og Hollywood står for.

min-2651-degas-danserinde-med-balletskort-fjorten-a%cc%8ar

Foto: Ny Carlsberg Glyptotek, København

 

Bjørn nikker mod metalarbejderen, som stadig er koncentreret om sit minutiøse arbejde med Columbine i baggrunden.

– Selv er jeg lidt træt af, at så meget kunst, jeg ser rundt omkring ikke er specielt kommunikerende. Man kan nogle gange læse et 600 siders katalog, hvor det eneste der er udstillet, er en spand der står på hovedet. Jeg vil gerne lave ting, der er umiddelbart kommunikative, som kan forstås af folk i alle aldre.

– Jeg kan for eksempel godt lide at se, hvordan små børn reagerer, når de går rundt i en eller anden stor have og kigger på mine dyr. En sådan umiddelbar begejstring er det jeg gerne vil skabe både blandt børn og barnlige sjæle.

 

the-capricon-after-the-flood

The capricorn after the flood.

Idéen og udførslen

Trods ønsket om at skabe en lethed i oplevelsen for publikum, er det tydeligt at ønsket om lethed ikke applicerer til kunstnerens eget arbejde med værket. Flere gange under vores samtale vender vi tilbage til spørgsmålet om det gode håndværk betydning for kunsten.

 

Hvorfor er det vigtigt at opretholde en håndværkstradition for en kultur, og blive ved med at raffinere den?

 

– I hele den anti-akademiske tradition: for eksempel fluxus, har der været en meget stor grad af fokus på idéen frem for udførslen. Det var ikke nødvendigvis så vigtigt, hvordan man udførte den her vilde, nye kunstneriske idé. Det kunne være i hvilket som helst materiale, og det tog ikke nødvendigvis særlig lang tid at udføre. Det synes jeg på en eller anden måde har skæmmet mange af de værker, her i den seneste generation. Hvis de havde været bedre udført, havde det også gjort deres effekt større.

 

p1050449

Anatomistudiet er fortsat et vigtigt element i processen.

 

-Jeg kan godt lide Ron Mueck’s Boy for eksempel. Fordi den er så fuldstændig exceptionelt udført. Bemestringen af hvordan man prikker hår ind i silikone-kroppe og så videre.

-Hvis hans anatomistudier havde været 30 % ringere, så ville det have ødelagt den effekt han har opnået.

-Selv elsker jeg at blive bedre til at realisere den idé man har i et sublimt håndværksmæssigt udtryk. Det er en 20-30 år lang kamp at nå dertil, hvor man efterhånden kan lave en direkte overførsel af den oprindelige abstrakte idé til færdig form. Men når jeg sidder og arbejder, så kan der tit gå 10 timer, uden at jeg har overhovedet har opdaget det.

 

Hvad er udfordringen ved at lave en kolos som denne her?

 

-At lave en 5 meter høj ler-skulptur i to halvdele, det er et langt sejt træk og i høj grad et kollektivt arbejde. Man skal hele tiden måle for at se om 20 cm på en lille skulptur nu skal være én meter på den store skulptur og så videre. Det er meget mere et geometrisk puslespil end det er en kreativ proces, hvor man sidder og finder frem til den bedste løsning omkring en lille skulptur.

-Med den originale gipsskulptur på cirka 1 meter kunne jeg kontrollere alle aspekter hele tiden. Helt fra top til tå er det mig, der har udført hver kvadratcentimeter på den. Men med den nye som er 5 meter høj, er det altså ligeså meget et ingeniørarbejde at få den op at stå på to ben.

 

p1050467

Den røde voks er lettere og mere sikker at transportere end keramik.

 

– Jeg har modeleret hovedet i USA, som så er blevet støbt i voks, så jeg kunne sende det over Atlanten og arbejde videre på skulpturen herovre. Så skal kroppen bygges op over et kæmpemæssigt stålarmatur, som skal kunne bære på et par ton. Der har jeg fået hjælp af en assistent her på støberiet, som hjælper mig med at støbe den op i så stort et format. Så laver jeg selvfølgelig alt det færdige finish på overfladen. Det er en drøm at arbejde med materialet på den her måde.

Bronze i kæmpe kolos udgave har et eller andet dragende og fantastisk over sig.

Dyrefabler

Det er aldrig en ren naturalistisk fremstilling du laver af dyr. Hvorfor stiliserer du dem?

 

-Jeg er meget interesseret i den mytologi og fabeldigtning, der er forbundet med dyr. Mere end i en nøjagtigt observerende reproduktion af dyreverdenen som vi kender den. De middelalderlige bestiarier eller vandrehistorier om, hvad strudsen eller løven foretager sig for eksempel. De blev betragtet som en art videnskab i middelalderen og oldtiden. De var for det meste pure opspind. Men de var meget interessante historier, som afspejlede menneskenes politiske organisation. Løven som dyrenes konge og så videre. Gængs viden som blev produceret i mange generationer og bundet sammen af forskellige allegorier.

 

p1050482

Bjørn arbejder parallelt også med motiver fra astrologien.

 

– Disse gamle allegorier synes jeg kunne være interessante at præsentere for et nyt publikum i det 21. Århundrede. Det er på en måde en tabt viden, der kunne blive genaktiveret. Dyrene som vi kender dem i animationens verden er så lette sindbilleder på menneskenes kampe og aspirationer. De er perfekte som symboler på vores egen verden.

 

Leg med eftertiden

Føler du, at du skaber skulpturen til samtiden, eftertiden eller for din egen skyld?

 

Bjørn griner lidt.

– Jeg kunne godt tænke mig at placere mine dyreskulpturer forskellige steder på planeten og give en eller anden fremtidsarkæolog den fornøjelse, det ville være at finde sådan en kolos. At om 2000-3000 år grave en gigantisk flodhest frem af Amazonjunglen eller finde den nede på bundet af havet fra en lille mini ubåd. Der er selvfølgelig en vis grad af hybris der.

-Men det er som i Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid”, hvor en dreng elskede sit legetøj så meget, at han gemte det for sig selv i perioder. Bare for at opleve den fornøjelse der var i at finde det igen. Gemt af vejen inde i pulterkammeret. Den fornøjelse kunne jeg godt tænke mig at bibringe en eller anden.

 

hippo-colossus

Få uger efter mit besøg i støberiet er også overkroppen af Columbine klar.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s