Manus-forfatter til ‘Gomorrah’ om Napolis ungdom

-Syden eksisterer, siger Maurizio Braucci med eftertryk, da jeg taler med ham over telefonen.

 

Jeg er lige ankommet til Rom, efter at have tilbragt en måned i Napoli. Så jeg betvivler ikke hans udsagn. Syditalien har sin egen realitet, der adskiller sig fra resten af landet. Det er velkendt, at jo længere sydpå du rejser i Italien, jo lavere er den materielle levestandard. Jeg har nu indlogeret mig ved kysten i Rom, hvor stilen er lidt mere konsekvent tilbagelænet og eksklusiv end i Napoli. Men den syditalienske hovedstad har ikke sluppet taget i mig endnu. Ikke mindst fordi jeg lige har set to napolitanske film, der har vakt min interesse yderligere.

 

Maurizio Braucci er født i Napoli, bor der stadig og laver film i og om Napoli. Han er bedst kendt som manuskriptforfatter af de to føromtalte film: ‘Gomorrah’ (2008) og ‘Reality’ (2012), begge instrueret af Matteo Garrone og begge vindere af Juryprisen i Cannes.

 

maurizio-braucci-portraitFoto: Stefano Cardone

Portræt af populærkulturen

-Hvis du vil lave en film om magten i Italien, skal den foregå i Rom, forklarer han.

-Hvis du vil lave film om pengene i Italien, skal den foregå i Milano.

-Men hvis du vil lave en film om folket, skal den foregå i Napoli. Det er her populærkulturen er mest dominerende.

 

p1060007

 

De to film tematiserer på hver sin måde den maskuline identitetsskabelse i arbejderklassen og blandt de fattige i Napoli. I ‘Gomorrah’ foregår den i mafiaens underverden, hvor der er penge, sikkerhed og status på spil. I ‘Reality’ er den rettet mod den løfterige og glitrende tv-verden. Hovedpersonen bliver så besat af at blive castet til Big Brother, at han sætter forretning og familieliv på spil, alt imens han langsomt men sikkert mister forstanden og udvikler paranoia. Det er igen anerkendelsen fra gruppen og udsigten til materiel gevinst, der er i sigte.

I begge film overvurderer hovedpersonerne deres egne muligheder, mens de undervurderer den magt de står overfor. Det får fatale konsekvenser for dem.

Men hvorfor går det så galt, og hvad er alternativet for de napolitanere, der lever i social fattigdom og fristes til at forfalde til en destruktiv livsbane?

 

p1070151

Uddannelse

-Fattige mennesker er en stor mulighed for politikerne, siger Braucci.

-De har brug for at fastholde dem i uvidenhed for at kunne styre dem og manipulere dem. Kan de lykkes med det, skal de bare finde ud af, hvad de vil sælge dem. Så kan de gøre dem til forbrugere i stedet for borgere. Men en vis social eller økonomisk udvikling, der ikke ledsages af egentlige bevidsthedsmæssige fremskridt er altså problematisk.

– De unge er de første ofre. Der er ingen der tager sig af dem. Politikerne bruger dem på samme måde som alle andre, mener Maurizio.

På den baggrund understreger han, at de film han skriver skal have en effekt på samfundet. Det er derfor også et bevidst valg, at han er blevet i syden.
For det er her, han brænder for at gøre en forskel.

 

p1060205

Effekten af ‘Gomorrah’

Og en effekt har filmene haft. Især ‘Gomorrah’ som er baseret på en journalistisk reportagebog af den napolitanske journalist og forfatter Roberto Saviano. I et vel researchet miljøportræt afslørede han, hvordan den napolitanske mafia ‘camorraen’ opererede og styrede deres kriminelle forehavender. Ikke mindst hvordan de tiltrak og rekrutterede fattige og desillusionerede unge til at opbygge deres organisation og udføre meget af det beskidte arbejde. Siden udgivelsen har Saviano levet under politibeskyttelse på grund af mordtrusler.

9 år efter ‘Gomorrah’ blev vist i biograferne, er der sket mærkbare sociale og politiske forandringer i Napoli. Da det blev alment kendt, hvad der foregik i de hårde miljøer, kunne politikerne ikke længere afholde sig fra at gøre en indsats imod den trussel de fattige i boligområdet Scampia levede under, da mafiaen kontrollerede området.

-Omkring 200.000 indbyggere kunne ikke gå den direkte vej hjem til deres egen bolig uden at måtte spørge pusherne om lov på vejen, fortæller Maurizio.

I dag sidder mange af de mest magtfulde bosser fængslet, og camorraen har mistet meget af sin magt, fortæller han videre. Det har dog medført et generationsskifte i den kriminelle og nu næsten faderløse verden. En ny gruppe er i færd med at organisere kriminaliteten.

-Og de er meget unge. 18-19-årige skyder hinanden ned for at vinde territoriale konflikter.

 

p1060926

Kunstens potentiale

Brauccis engagement i de unges fremtid, har blandt andet manifesteret sig i grundlæggelsen af det sociale center ‘DAMM – Diego Armando Maradona Montesanto’, som han er medstifter af. Her kan unge deltage i workshops og projekter inden for film, teater og andre kunstformer. Især de marginaliserede grupper får et alternativ til at bygge deres liv op omkring kriminalitet. Nemlig muligheden for at udtrykke sig kunstnerisk om den virkelighed de lever i. Vel at mærke med opbakning og vejledning fra etablerede kræfter, der ønsker at frisætte de unges stemmer.

Politikerne er ikke den eneste gruppe, der i følge Braucci står i vejen for en øget bevidsthed om egne ressourcer, rettigheder og værd. Medierne spiller også en stor rolle i at underminere den syditalienske befolknings kritiske sans, tro på og engagement i egne livsvilkår.

I ‘Reality’ ses dette tydeligt afspejlet i hovedkarakteren Luciano, hvis omgivelser i starten er ligeså forhippede som ham selv på at se ham træde ind i Big Brother huset. Ikke mindst for at dyste om de mange penge, som de mener  ville kunne sikre ham for livet. Inspireret af den tidligere vinder Enzos motto “Follow your dreams. Never give up”, giver de sig hen i en slags kollektiv rus på Lucianos vegne.

Kun hans tante er fra starten skeptisk:

-Jeg kan ikke lide det show. Hvis han skulle gå hen at vinde, ville han alligevel ikke vide, hvordan han skulle håndtere alle de penge. Han ville hurtigt miste dem igen, lyder hendes kritiske replik.

Lucianos liv udvikler sig til én stor iscenesættelse. Han føler sig overbevist om at være overvåget af casterne til tv-showet, selv i sit eget hjem. I håbet om at vise, hvor ædel og medieegnet hans personlighed er, begynder han at donere sine egne møbler og tøj til de fattige i kvarteret uden sin kones accept. I det naive håb om at blive valgt til programmet, smuldrer hans liv lidt efter lidt. Han mister næsten alt, hvad han har. Frem for alt sin selvfølelse.

 

p1060206

Glamourøse virkeligheder

Også i ‘Gomorrah’ iscenesætter karaktererne sig selv i helteskikkelser. Her er det filmkarakteren og gangsteren Tony Montana, der spillet af Al Pacino i ‘Scarface’ (1983), inspirerer de to unge hovedkarakterers identitetsskabelse og hærdning. I ‘Gomorrahs’ begyndelse løber Ciro og Marco rundt i efterladte betonhaller med (vist nok) falske pistoler og sigter på hinanden, mens de citerer filmens replikker.

-Jeg er den bedste. Nr. 1. Tony Montana. Verden er vores. I ved ikke, hvem I er oppe imod!

Allerede her kan vi som publikum mærke, at Marco har sværere ved at lægge rollen fra sig. Han bliver in character som Samuel L. Jackson siger i Pulp Fiction lige inden han skal ind at likvidere en forræder. Marco bliver ved med at gentage replikkerne som var de et mantra. Det viser sig snart, hvor højt han går op i rollen, da de to senere skaffer sig adgang til automatvåben.

-Du så virkelig ud som Scarface. Du var god, siger Ciro anerkendende til Marco.

En smule håb kan vi knytte til Ciros karakter, som viser små tegn på opblødning. Men vi skuffes fælt i slutningen af filmen.

Fiktionens verden er således både en trussel og et potentiale i de napolitanske kvarterer, hvor virkelighedsflugten ligger ligefor.

 

131-napoliFra opsætningen ‘Frankenstein / Behovet for kærlighed’

Arrevuoto

Braucci har taget konsekvensen af denne realitet, og udviklet endnu et projekt, der ikke bare skal bevidstgøre de unge om medierne og fiktionens gennemslagskraft: lære dem  at kunne adskille fiktion fra virkelighed; illusion og manipulation fra perspektiv og indflydelse.

‘Arrevuoto’ er et teaterpædagogisk projekt. Ordet er naturligvis napolitansk dialekt og betyder at ‘omstyrte’ eller ‘vende op og ned på’: regler, hierarkier og rum, lyder det i Maurizios egen beskrivelse af projektet. Det nationale teater i Napoli har udøvet deres støtte,  og en lang række professionelle kunstnere, forfattere og pædagoger er involverede.

 

ma%cc%8anebold-napoliFra opsætningen ‘Frankenstein / Behovet for kærlighed’

 

Projektets centrum ligger netop i Scampia, hvor den lokale økonomi stadig er ulovlig og området er præget af kriminalitet. Her bor også romaerne i ulovlige og farlige lejre, side om side med napolitanere, der ofte lever i besatte og isolerede bygninger. De to grupper har udenforskabet til  fælles, men de har også mange konflikter med hinanden.

 

Målet med projektet er således også at nedbryde fordomme og racisme mellem de to grupper og udvikle hele området indefra. Det vil sige sammen med områdets egne indbyggere, der derigennem opbygger en ny identitet og selvbevidsthed. Det er ganske gratis for de unge at deltage. Projektet er med til at bryde den sociale arv og modvirke isolation fra resten af Napoli.

Det sker alt sammen gennem at opføre teater af høj kvalitet, der også sigter mod at uddanne de unge til senere at kunne skabe sig en professionel karriere. Flere af dem har medvirket i spillefilm som for eksempel ‘Gomorrah’ og ‘Reality’ af Matteo Garrone. Førnævnte Ciro Petrone har til og med haft en birolle i Susanne Biers ‘Den skaldede frisør’ (2012).

 

Projektet har turneret over hele Italien og vundet flere prestigefyldte teaterpriser. De seneste 12 år har omkring 200 unge mellem 12 og 19 år gennemgået et halvt års program, hvor de blandt andet har læst tekster af Aristofane, Artaud, Cervantes og Moliere. Kritiske stykker som de unge tager til sig og gør til deres egne gennem at adaptere dem til  hverdagssprog og dialekt samt at sætte dem i en lokal og aktuel kontekst.

 

211-napoliFra opsætningen ‘Frankenstein / Behovet for kærlighed’

 

Både ‘Gomorrah’ og ‘Reality’ starter og slutter i en form for akvarie virkelighed. Et farvestrålende men lukket og afgrænset område med begrænsede mængder ilt. ‘Gomorrah’ åbner i et rum lyst blåt op af solarier, hvor mafiamedlemmer er ved at solbade  med lukkede øjne. I ‘Reality’ er det et eventyragtigt hotel, hvor der afholdes en stor fest med reality-stjernen Enzo, der ankommer i helikopter.

For karaktererne er der noget tiltrækkende over at blive lukket ind i en tilsyneladende privilegeret paralleldimension til hverdagen, men for beskueren fremstår denne dimension klaustrofobisk og falsk. Som en del af en virkelighedsflugt hvor karaktererne er fanget i deres egen illusioner. Der er måske nok en vej ind, selvom den kan virke næsten uopnåelig, men der er ingen vej ud henimod slutningen.

Arrevuoto fremstår præcis som det modsatte. Materiel fattigdom bekæmpes ved at akkumulere indre rigdom i form af uddannelse. Der er en vej ind – i et fællesskab, men også en vej, der åbner ud mod en større verden af muligheder. I mellemtiden opstår chancen for at vågne op til virkeligheden. Som den er, og som den kan blive.

 

071-napoliFotos fra Frankenstein: Stefano Cardone

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s