“Lampedusa” på Husets Teater

by Karin Grand

“Druknede kroppe ser mere forskellige ud, end man skulle tro. Hvis tidevandet trækker koldt vand med op fra dybet, kan liget holde sig mere eller mindre intakt i overraskende lang tid. De fleste er unge. Det føles underligt at se så mange unge, døde mennesker.”

Uddrag fra “Lampedusa” af Anders Lustgarten

-Det er jo svært at sige med kunst, hvad det er der rammer dig. Men det her ramte mig i hvert fald lige i hjertet og alle steder på kroppen, siger instruktør Andreas Dawe om manuskriptet til forestillingen “Lampedusa”, der omhandler det menneskelige drama omkring den aktuelle flygtningestrøm fra Afrika til Europa. Efter første gennemlæsning besluttede han sig på stedet for at instruere en opsætning af stykket i Danmark. Forinden var det blevet vist i England, Sverige, Tyskland, Grækenland og på Malta. I januar var der premiere på Husets Teater, og i slutningen af maj genopsættes det i forbindelse med CPH STAGE.

Efter et år i Italien har det gjort indtryk på mig at komme tættere på flygtninge situationen omkring Middelhavet. Jeg har mødt de afrikanske gadesælgere, som tilbyder deres varer få meter fra mit hjem i Firenze. 35.655 immigranter er i følge UNHCR allerede ankommet til Italien over Middelhavet i 2017. Over 70 % af dem er mænd. I samme periode estimeres mindst 663 personer døde på ruten mellem Libyen og Italien. De fleste ankommer til øen Lampedusa, der som det sydligste punkt i EU udgør den korteste rute fra Afrika til Europa.

Selvom jeg ikke selv har haft mulighed for at se forestillingen “Lampedusa” live, opsøger jeg Andreas Dawe, da jeg er et smut i København. Jeg er interesseret i at møde en instruktør, der har taget kunstnerisk livtag med dramaet. Så jeg får adgang til manuskriptet og en videooptagelse af forestillingen.

Hvad fængede dig ved netop denne tekst?

-Stykket ramte mig, fordi det zoomer ind på to indvider. Det er jo det kunsten kan gøre. Den kan give os en fornemmelse af, hvad et andet menneske føler. Så de problematikker man som dramatiker gerne vil behandle får et ekstremt nærvær. Dramatisk er teksten desuden vanvittig godt skruet sammen, understreger Dawe. Anders Lustgarten kan virkelig sine virkemidler.

Eftertanke

-De store ting, der foregår i verden, kan være svære at kapere som almindeligt menneske i den her sindssyge nyhedsstrøm. Vi hører om immigration, flygtninge, krige og hungersnød. Man bliver jo helt blæst oveni hovedet af det. Den oplevelse teatret kan give skaber mulighed for eftertanke og fordybelse. Du går ind i et rum, hvor der er tid til at fortælle historien, og der er tid for publikum til at lade nogle tanker synke og falde på plads inde i ens system.

Handlingen i “Lampedusa” er bygget op omkring de to karakterer Stefano og Denise. De spilles af Jesper Hyldegaard og Charlotte Munck, der trådte til da den oprindelige rolleindehaver Rosa Sand Michelsen blev sygemeldt midt i spilleperioden. De to karakterer møder aldrig hinanden, men skiftes i monologer til at fortælle deres historie fra hvert sit sted i Europa.

-Denise og Stefano er eksempler på “de mennesker, der bliver gjort ansvarlige for at gennemtvinge ekstremt umenneskelige systemer implementeret af den europæiske elite på bekostning af både den europæiske fattige og den immigrerede fattige”, udtaler Lustgarten i et interview med Teaterchef Jens Albinus.

Denise, der beskriver sig selv som halv kineser, opkræver lån fra den fattige arbejderklasse i Leeds i England. Stefano har til opgave at fiske ligene af de druknede flygtninge op ud for Lampedusas kyst i Italien. Begge har de udviklet en kynisme i forhold til deres job. Men begge møder de i et afgørende og sårbart øjeblik en fremmeds venlighed. Langsomt åbner de op for deres følelser og mødet udvikler sig til tillid og venskab.

Rundkredsen

I teatersalen er der også lagt op til, at publikum kan komme helt tæt på dramaet. Uden brug af øvrig scenografi var der til forestillingen opstillet 41 stole i en cirkel til publikum. De to skuespillere havde hver sin stol i rundkredsen overfor hinanden og skiftes til at indtage gulvet under deres monologer. Men oftest blev de siddende, mens de talte.

-Det var simpelthen for at opløse skellet mellem scene og sal fuldstændigt, fortæller Dawe. Der var på den måde ingen afstand mellem skuespillerne og publikum.

– Skuespillerne havde ikke mere kontakt med hinanden end med publikum. Når den ene karakter talte, så forholdt den anden karakter sig lyttende.

-Vi sidder sammen i en cirkel. Der er to mennesker, der fortæller deres historie, men vi er alle sammen om det.

“Folk, jeg havde glemt jeg havde fisket op, sidder i fodenden af min seng og glor på mig, mens silende havvand samler sig på lagnet. De siger aldrig noget, men de stinker som rådne ådsler… De stirrer på mig, som om jeg på en eller anden måde har forrådt dem.” -Stefano-

I karakter

Når karaktererne slet ikke interagerer, reagerede de så heller ikke følelsesmæssigt på hinandens historie?

– Når de lytter til det den anden fortæller, tager de det ind, ligesom enhver anden blandt publikum gør. Men de gør det jo så i karakter. Selvom de ikke har direkte kontakt, så fodrer det, de oplever alligevel den karakters sjæleliv. Men det har jeg ikke instrueret så meget i. Det arbejde har skuespillerne lavet helt intuitivt.

Fordi de to karakterer føler en ensomhed i det arbejde de udfører, giver det god mening at teksten er bygget op som monologer uden en indbyrdes dramatisk interaktion. De står hver især med en opgave, der virker nærmest uoverstigelig på dem. Følelsesmæssig afstand synes midlertidigt at hjælpe dem til at kunne gennemføre den.

“Hvis man lader dem komme for tæt på, aner man ikke, hvad de ka’ finde på at bede om. På skibet begynder de overlevende tit at snakke til mig, tale for deres sag, som om jeg kunne gøre noget som helst for dem. Det er ikke mit job at skulle høre på deres historier. Der er for mange af dem. Og det får en til at spekulere.” -Stefano-

Behørig afstand

Ligesom Stefano prøver at lukke af for de overlevende flygtninge i båden, gør Denise sig hård, når hun i de private hjem hun skal besøge, møder de fattiges forklaringer på, hvorfor de ikke kan afdrage deres højt forrentede lån. Lån der ofte er taget som et nødvendigt supplement til en fuldtidsindkomst så dårlig, at den ikke slår til at dække de mest elementære udgifter.

“Hvis du ikke har råd til at betale et lån tilbage, så la’ vær’ og ta’ det”, vrisser hun. “Få dog noget selvdisciplin. Hvis du ikke har penge, så klar dig uden. Det har jeg gjort. Jeg klarer mig.”

Anders Lustgarten er trods sit danskklingende fornavn britisk og beskriver en realitet, der i dag gør sig gældende for de dårligst stillede grupper i den engelske arbejderklasse.

Han peger ikke fingre af sine to karaterer. Men forsøger tværtimod at skildre de mekanismer, der træder i kraft, når et menneske føler sig presset og må finde en måde at retfærdiggøre sine handlinger overfor sig selv.

At skabe splittelse

Selvom manuskriptet til “Lampedusa” først og fremmest er en skildring af to menneskers følelsesliv, udspringer værket også af Lustgartens 10 år som aktivist, hvor han har undersøgt de strukturelle årsager til flygtningestrømmen fra Afrika.

Han udpeger tre hovedårsager til, at de sociale strukturer er brudt sammen i store dele af Afrika, og har gjort det næsten umuligt at overleve visse steder. Det første han nævner er militære konflikter, hvor vestens bombardementer har medvirket til at smadre infrastrukturen i flere lande; det andet klimaforandringer, der har sendt millioner på flugt, og det tredje er i følge Lustgarden økonomiske inventioner designet til at suge kapital ud af de afrikanske lande. Hvad der ofte henvises til som flygtninge-krisen benævner han kapitalisme-krisen og argumenterer altså for, at en af hovedårsagerne til masseindvandring er den vestlige kapitalismes effekt på resten af verden.

Overfor Teaterchef Jens Albinus uddyber han baggrunden for sin opfattelse, og beskriver sine karakterer som fanget i de politiske og økonomiske magthaveres strategi divide & rule. Det at vende de fattige europæere og indvandrerne mod hinanden, så de tror, at de hver især er årsagen til hinandens problemer.

-Vores politiske system og vores medier bruger enormt meget tid på at dehumanisere den moderne kapitalismes ofre. De får os til at tro, at det er deres skyld. At de er parasitter eller slyngler, siger han.

Inde på livet

I Italien har situationen på Lampedusa været skildret i spillefilmen “Terraferma”  (2011) af Emanuele Crielese og i Gianfranco Rosis dokumentarfilm “Fuoccoamare” (2016). Især i “Terraferma” dramatiseres interessekonflikten, i overenstemmelse med Lustgartens analyse, mellem de nødlidende flygtninge og de fattige øboere. De illegale flygtninge, der kommer til øen udgør en trussel for den turisme, der er øboernes hovedindtægt efter fiskeriet er faldet drastisk.

Kampen for overlevelse udspiller sig i en familie på 3 generationer, der må udleje deres hus til turister fra det rigere Norditalien, alt imens de selv flytter ud i deres garage for at kunne klare sig. En dag tager de trods indbyrdes uenigheder om sagen i mod 2 illegale flygtninge. Den gravide kvinde Sara og hendes søn Omar. Sara spilles af Timnit T fra Eritrea. I virkelighedens verden er hun én blandt 5 overlevende fra en flygtningebåd med 78 personer, som ankom til Italien i 2008. Alvoren i hendes øjne bærer vidne om de tab, hun har lidt under sin rejse.

Levende billeder fra Lampedusa

På film er det først og fremmest billederne, der skal fortælle historien. “Terraferma” betyder “fastland”. Det er således også på grænsen mellem det åbne, opslugende hav og den sikre faste strandbred, at de stærkeste billeder i filmen opstår. Flygtningebåde i havsnød om natten, grupper af mennesker der panisk svømmer mod en lille jolle for at blive hjulpet ombord, filmens unge hovedkarakter der i frygt for at kæntre og få problemer med politiet sejler bort og overlader dem til sig selv og det nådesløse hav, dagen derpå en lystyacht fyldt med festende strandgæster i badetøj, der danser til høj musik og springer på hovedet i vandet for at køle sig, kort efter fulgt op af en scene med lig, der skyller op på stranden, hvor turisterne nu ligger og tørrer sig i solen.

Med sig, som souvenir fra deres dase-ferie på en af Europas smukkeste strande, tager de billederne af en menneskelig tragedie. De vil erindre sammenstødet af to dramatisk forskellige realiteter hele livet. De vil formodentlig også huske, hvordan de valgte at reagere på hændelsen.

I dokumentarfilmen “Fuocoammare” bliver vi konfronteret med det syn, der møder redningsarbejderne, når de går ombord på flygtningebådene. “Brand på havet” betyder titlen. Bunker af menneskekroppe i skibets lastrum; afkræftede, dehydrerede, gennemblødte af saltvand og indsmurte i benzin slæbes døende eller overlevende i al hast over i redningsbådene, hulkende kvinder hælder vand ud over sig selv for at samle sig, fjerne blikke stivner midt i kaos, redningsarbejderne iklædt hvide beskyttelsesdragter fra top til tå gør status på dækket, afdøde pakkes i sorte ligposer ved ankomsten til den destination, de troede skulle blive døren til et bedre liv.  Det er filmens sprog.

At lade sig røre

“I see”, siger man på engelsk for at understrege, at man har forstået noget. Øjet bekræfter en sandhed.

I teatrets rum fremkaldes disse eller tilsvarende billeder fra fiktionsfilm eller journalistiske reportager måske på nethinden hos publikum. De indgår måske som en del af oplevelsen.

Men på scenen er det ikke dokumentationen af det hændte, som gør størst indtryk. Det er muligheden for at leve sig ind i de menneskelige implikationer af en hændelse. Det er det, at vi ikke kan slukke for historien. Det er det at mærke energien fra skuespillerne så tæt på. Dem der har taget det på sig at fortælle en historie.

Hvilke reaktioner fik I fra publikum på Husets Teater?

Folk har været meget berørte, fortæller Andreas Dawe. Jeg oplevede de aftener, jeg var inde at se forestillingen, at folk blev siddende bagefter. De forlod ikke salen. Mange blev siddende rigtig længe, og sad og snakkede, mens andre omfavnede hinanden og græd.

Overvejede du at inddrage de billeder, vi har inde i hovedet fra mediedækningen af bådflygtninges skæbne på en eksplicit måde? 

-De teatralske tricks man kan benytte sig af, har vi virkelig indskrænket til et absolut minimum. Vi har et enkelt lys- og lyddesign. Men det der får lov til at stå i centrum er teksten og historien, fordi den er så stærk. Her er det selvfølgelig de to skuespillere, som formidler teksten og lader den trække vejret igennem sig. Det kræver altså to rigtig gode skuespillere, fordi de virkelig står nøgent på alle måder. De kan ikke gemme sig, for de har publikum 360 grader rundt om sig. De kan ikke vende ryggen til og trække vejret et øjeblik. Det er en krævende men også givende opgave.

Dråben

Lustgartens motivation for at skrive opsætningen, opstod da de 360 personer i 2013 druknede få kilometer ud for Lampedusas kyst. Med land i sigte. Han undrede sig over, at hændelsen ikke fik en større effekt i de Europæiske lande. Under min samtale med Andreas bevæger vi os også frem og tilbage mellem portrættet af karaktererne og den større sammenhæng de indgår i.

-Jeg er et meget politisk interesseret menneske, understreger Dawe.

-Jeg savner nogle politikere der tør, vil og kan forsvare de svage mennesker i samfundet. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Men på et eller andet tidspunkt er filmen altså knækket. Det er ligesom om de svageste mennesker i samfundet og verden simpelthen er blevet prygelknabe for alt dårligt.

-Men jeg har ikke lavet det her, fordi jeg skal brænde igennem med et politisk budskab. Jeg har lavet det, fordi det interesserer mig som menneske og fordi jeg gerne vil brænde igennem med et humanitært budskab.

I stykket får Stefano opgaven at bjerge ligene af de druknede fra ulykken i 2013. Det bliver hændelsen, der for alvor får ham til at knytte et nært venskab med malieren Modibo, som er den eneste der forstår, hvordan det føles for Stefano, der ikke længere kan holde tragedien på afstand. Følelserne overmander ham og han deler dem med Modibo.

“Han spørger mig ikke om noget. Han lytter bare. Han forstår ikke altid ordene, men essensen af dem. De har alle sammen set det, været igennem det, kender folk, der ikke overlevede. De ved, hvad der i virkeligheden foregår.” – Stefano –

-De to karakterer møder begge to et fremmed menneske, som de først har meget store forbehold overfor, fortæller Andreas. Men da de lærer dem at kende, så sker der noget i deres liv. Det er den mulighed vi har. Ligesom der kan ske noget i en teatersal. Det er jo i de personlige møder, vi kan rykke os. Så længe vi bare sidder og læser om nogle andre mennesker i nogle aviser og nyhedsudsendelser, men ikke lærer dem at kende, så sker der ingenting, og så er det så nemt for os at blive i fordommene.

Har I været i kontakt med nogle flygtninge i forberedelserne til stykket?

-Nej, det har vi faktisk ikke. Jeg har lavet rigtig meget research på hele emnet og tematikken, før jeg gik i gang, så jeg vidste hvad jeg havde med at gøre, og var inspireret. Jeg har læst flugtberetninger og interviews med flygtninge og set mange film. Men jeg har ikke selv snakket med nogen. Det kunne jeg godt have gjort. Måske var tiden bare ikke til det. Det er jo et arbejde at skulle opsøge de miljøer.

“Vi”

“Lampedusa” handler ganske vist om immigration og flygtningestrømme. Men det er i ligeså høj grad en historie om den fattige europæiske arbejder. I følge Lustgarten er denne en nøgle til at forstå den mere vidtgående krise.

Om hvor skrøbeligt det følelsesmæssige overskud kan blive, når de materielle ressourcer er i underskud. Om fristelsen til at forklare ens egen svære situation ved at gøre en anden uret. Om vanskeligheden i at danne sig overblik over geo- og udenrigspolitik. Lustgarten tegner billedet af fattigdom og et offentligt system, der er langt mere presset i Storbritannien og Italien, end det er i Danmark. Men det underliggende tema rammer alligevel midt ind i den danske debat om flygtninge og indvandrere.

Hvis de egentlige årsager til flygtningestrømme og fattigdom i både Afrika og Europa skal findes, er det “vi” og “dem”, der skal ses efter i sømmene, i følge stykket, forholdet mellem de ekstremt rige og de fattige.

-Jeg har jo en forhåbning om, at hvis man kaster en sten i vandet, så er der nogle ringe, der breder sig, afslutter Andreas Dawe. Derfor må vi bare blive ved med at lave teater og kunst i det hele taget. Som en modvægt til alt det andet der foregår.

 

Jesper Hyldegaard er d. 25.4. blevet nomineret til årets Reumert for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation i “Lampedusa”.