Pianisten Stefano Bollani på scenen som skuespiller

by Karin Grand

Udgivet i Jazz Special nr. 151, 2016

Bollani og Dada Dronningen

Chick Corea har kaldt ham et geni på klaveret. Han har indspillet flere albums med sin mentor Enrico Rava. I dansk sammenhæng har han dannet trio med Jesper Bodilsen og Morten Lund i 12 år.

Mindre kendt er det måske, at Stefano Bollanis kreativitet strækker sig over flere kunstformer. Han er forfatter til adskillige bøger, herunder bestselleren Lad os tale om musik. Foruden at komponere, synger han og spiller skuespil. Han har lavet TV, komik og radioprogrammer om musik og skrevet flere teaterstykker. I Italien er han nu aktuel med forestillingen Dada Dronningen (La Regina Dada).

Alting Vibrerer

 

Mere auteur kan det vist ikke blive. Sammen med sin kæreste skuespilleren og danseren Valentina Cenni har Stefano Bollani skrevet, produceret og instrueret forestillingen om den abdicerede Dada Dronning, der søger tilflugt hos sin musiklærer for at genopfinde sig selv og skabe et friere liv. Musikken er naturligvis også komponeret af Bollani og på scenen optræder han både som pianist og karakter i dramatisk og poetisk samspil med Cenni. Vi er udenfor nogen konkret tid og rum i et surrealistisk scenarie, hvor der vokser græs på væggene.

Hvad var den første idé til forestillingen? Ord eller musik?

 

-Faktisk startede det hele med idéen om at stå på scenen sammen med Valentina. Sådan er det næsten altid for mig. Det vigtigste er lysten til at arbejde med en bestemt person. Bagefter finder vi ud af, hvad det er vi kan skabe sammen.

-Her ville vi lave noget, hvor vi kunne forene musik, lys, ord og bevægelse. Intentionen var, at det skulle være et stykke, som alle ville kunne forstå, selvom de ikke taler italiensk. Det skulle lyde godt og være rytmisk. Vi ville bruge alle udtryksformer på scenen, uden at give det et bestemt navn.

Bag Sproget

 

Dada Dronningen er netop en leg med kunstformerne og med sproget, hvor der sættes spørgsmålstegn ved, hvor langt vi egentlig kan komme med fornuften og den magt den giver os.

-Fluen er fri til at sætte sig på en dronnings næse, men en dronning er ikke fri til at sætte sig på en flues næse, som Dada dronningen siger.

Forestillingen har tiltrukket et bredere publikum end det Bollani er vant til fra mere traditionel koncertsammenhæng. Det passer ham rigtig godt, at de ikke ved, hvad de skal forvente.

-Jeg ønsker virkelig, at publikum skal se forestillingen uden at gøre sig for mange tanker undervejs. Det ville være fantastisk, hvis de ikke begyndte at spørge sig selv, om det er teater eller musik, om jeg er skuespiller eller musiker, om Valentina danser eller om hun bare bevæger sig. Ofte når vi prøver at definere det vi oplever, går vi glip af selve nydelsen af det.

Da jeg selv et par timer senere er en del af publikum i salen på Teatro Poliziano i Montepulciano lader jeg mig rive med af sanseligheden og den både vittigt og elegant dirigerede vekselvirkning mellem alle elementer. Det slår mig, hvordan musikkens kraft fremstår endnu stærkere, når den iscenesættes i et bevidst møde med ord og bevægelse. Hvordan den kan afklæde sig selv og det den rører ved. Alt strømmer i retning af musikken, og det er netop også et af temaerne i forestillingen.

-Vi tror jo ofte, at ord er den bedste måde at kommunikere på. Men ord kan være vildledende. Musikken taler direkte til hjertet. Den får noget i kroppen til at vibrere, uden at det skal passere hjernen først. Det er en meget dyb form for kommunikation.

Følg Musikken

Først en halv time inde i forestillingen begynder Bollanis karakter at tale i hele sætninger. Det meste af tiden indtager han den lyttende rolle overfor dronningen.

Gang på gang beder hun sin lærer om at tage notat til manuel for den abdikerede regent. Men pennen virker ikke altid, og nogle gange besvarer han i stedet hendes kommando med musik.

-Dronningen står midt i en stor forandring i sit liv, efter hun har abdiceret. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Kun at hun ikke vil udfylde den rolle, som andre har givet hende. Så hun søger sig til musikken for at frigøre sig selv fra alle ord og tanker, hun har om livet og dets mening.

Mens Bollani spiller, lægger hun sig under flyglet, som et lille barn, der har bygget en hule, hvor det er trygt og godt. Eller hun kaster sig med stor hengivenhed ud i en orgastisk dans med musikken som forløser.

Forestillingen handler jo meget om at bryde med alle regler, logikken og sproget. Så vi kan føle os frie i centrummet af vores egen verden, som du vist kalder det. Hvad er det musikken kan sætte i gang der?

 

Bollani smiler eftertænksomt og tager en kort pause, inden han svarer.

-Faktisk tror jeg, det er sådan for mig, at det er nemmere at være fri, når jeg spiller musik, end når jeg lever mit liv.

-Det er også nemmere for mig at tænke og tale om musik. Jeg tror på, at musikken kan vise os, hvordan vores tanker egentlig fungerer. Gennem musikken begyndte jeg at forstå mig selv og hvordan jeg gerne ville leve bedre.

Jeg tænker på de gange, jeg har oplevet Bollanis frygtløse og grænsesøgende improvisationer i koncert. Hans attitude, som Miles Davis ville have kaldt den, eftersom han heller ikke brød sig om at definere Jazzen som en genre. Under vores samtale vender vi flere gange tilbage til måder, hvorpå en slags musikalsk dekonstruktion kan udvide både musikerens og publikums oplevelse.

-I musikundervisning lærer man, at musikken er opdelt i genrer. Hvis du vil spille klassisk, skal du øve på én måde, og hvis du vil spille jazz, skal du øve improvisation, men du behøver ikke spille Beethoven. Jeg er ikke længere interesseret i at opdele musik på den måde.

-Vi opfinder en masse ord for musikken, fordi vi har brug for at tale og skrive om den. Det er også vigtigt, men vi skal bare huske at ordene ikke er musikken. Vi bruger dem til at definere noget, som allerede eksisterede inden.

-Det jeg prøver på, når jeg lytter til musik er at være fri og ikke tænke over, hvad jeg lytter til. Ikke engang om det er god eller dårlig musik. Med ord kommer altid opdelinger, også mellem mennesker. Mellem mand og kvinde, sort og hvid osv.

Ikke desto mindre er der jo mange ord i jeres forestilling?

 

Bollani griner.

-Ja, der er masser af ord! Dronningen er netop en komisk karakter fuld af modsætninger. Hun kan ikke tie stille, men har brug for at snakke hele tiden for at forstå sig selv. Hun taler løs mens hun samtidig forklarer, hvor ubrugelige og utilstrækkelige ordene er. Når hun ikke taler, føler hun det støjer sådan med alle de tanker inde i hovedet.

Frie af Støj

Støj er et begreb, der dukker op flere gange i forestillingen. For eksempel når der gentagne gange bankes højlydt på den gigantiske dør, der adskiller dronningen fra monarkiet, hun er flygtet fra og det åndehul, hun har fundet hos sin musiklærer. Mens neonlysene samtidig glimter hysterisk forstår vi, at larmen er forbundet med regler og ufrihed. Modsat musikken, som inspirer til frigørelse og klarhed. 

I sine bøger reflekterer Bollani ellers over, hvordan naturen ikke opdeler lyd i musik og støj, men at mennesket har opfundet en grammatik, der medvirker til at skabe et sådant hierarki: tonerne. Endnu engang problematiserer han det at adskille og hierarkisere lydene dogmatisk. Han fremhæver for eksempel, hvordan Stravinskijs brud med de klassiske harmonier i Forårsofret, gav nye impulser til musikkens udvikling. Eller hvordan det har vist sig, at børn i lytte-øvelser har foretrukket John Cages atonale musik fremfor Vivaldis velordnede og melodiske Fire Årstider. Åbenheden mod det nye resulterer dog ikke i et relativistisk forhold til musikken, hvor alt er lige godt. Tværtimod synes det nærmere at handle om at udvikle bevidsthed om musikken. At vågne op i den, fremfor at bedømme den. 

Du skriver i dine bøger, at det er vigtigt at kultivere børn kognitivt gennem musikken og at politikerne også burde lytte mere til musik. Hvorfor er det så vigtigt? 

”Forklaringen er først og fremmest kemisk. Musik er lyd, og lyden er universets oprindelse. Nærmere betegnet vibration. Vi ville slet ikke være her, hvis alting ikke vibrerede.  Grunden til at vi kan røre ved tingene, se dem og mærke dem, er fordi de vibrerer.” 

”Som mennesker består vi jo hovedsagligt af vand. Vandet opfanger lydens frekvenser direkte i kroppen og husker dem. Det er videnskabeligt bevist. Så jeg ville sige til vores kulturminister, at musik er vigtig, fordi den kommunikerer direkte til kroppen og det vi kalder følelserne. Sådan kan vi poetisk beskrive det, som egentlig er en kemisk proces. Musikken hjælper os til at udtrykke vores følelser.” 

”Men fordi vi ikke bliver dannede i lyd, skaber vi en verden, der er fuld af akustisk støj. Der er ingen stilhed nogen vegne. Vi er ligeglade med, at vi udsætter vores krop for en overflod af information.” 

Bollani tager fat om sine ører med hænderne, og folder dem sammen, så han ikke kan høre noget. ”Jeg vil ikke, at mine ører skal blive gamle før mig”, griner han og folder ørene ud igen. ”Derfor har vi brug for en musikalsk kultivering. For mig handler det ikke engang om, hvilken slags musik vi lytter til. Det handler om at lære at lytte i det hele taget – også til hinanden.” 

Musikkens Virkning 

Når Bollanis karakter kommunikerer er det først og fremmest på flyglet. Hver gang han afbryder dronningens mange ord med musik, føles det som en smuk kappe af stilhed, der lægger sig over scenen. Nogle gange som en forløsende udånding, andre gange som frisk luft til lungerne. 

Dronningen kommer da også lidt efter lidt tættere på et svar for, hvordan hun kan skabe et friere liv. Musikken gør sin virkning.

Tror du ligefrem, at musikken kan gøre os til bedre mennesker? 

”Det gør jeg, men jeg er derimod ikke sikker på, hvilken musik, der kan gøre det. Jeg tror så meget på vigtigheden af at opleve den vibration musikken giver, at jeg overvejer om ikke også dårlig musik somme tider kan være god for dig. Det kommer an på, hvad du har brug for i det givne øjeblik.” 

Uden Navn

På scenen har dronningen fundet sin mentor.  

”Jeg vil være pianist i stedet for regent”, siger Dada dronningen. ”De siger til mig, at jeg skal foretage mig noget mere seriøst. Men hvem kan afgøre, hvad der er seriøst”, spørger hun?  

Under forestillingen kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvordan Bollani selv fremstår mere alvorlig, end jeg før har set ham. Jeg genkender humoristen og musikeren Stefano Bollani, men han er også en karakter, der retter sin musik mod en person, som virkelig har brug for den. Der er færre legesyge improvisationer end sædvanligt, men til gengæld bevægende og dramatiske højdepunkter, som giver musikken en ekstra dimension. Den opstår ud af dronningens behov på scenen.

Det er første gang Bollani realiserer et så fuldkomment kunstnerisk samarbejde med kvinden, han har været kæreste med gennem 5 år. 

”Karakteren kommer på scenen fuld af skræk. Hun ved ikke, hvor hun skal hen. Men det er ikke kun dronningens skræk, det er også Valentinas. For mig tager det også lidt tid at komme ind i atmosfæren. Vi gennemlever det samme som publikum. Lidt efter lidt begynder vi at slappe af, og der viser sig en vej.” 

Hvordan var det at arbejde sammen med Valentina? 

”Det var vidunderligt. Idéerne kunne komme når som helst og vi var sammen om alt. Godt nok var jeg den, der rent praktisk satte mig ned og skrev, mens Valentina var den der instruerede på scenen. Men vi diskuterede alting igennem sammen, så det ville være forkert at opdele det vi gjorde og sige, at vi havde forskellige roller. ”

Så ligesom med musikken, kan man ikke give jeres roller et navn? 

”Præcis. Man kan ikke give dem et navn.”