Pianisten Stefano Bollani på scenen som skuespiller

Udgivet i Jazz Special nr. 151 – uddrag

 

BOLLANI & DADA DRONNINGEN

 

Chick Corea har kaldt ham et geni på klaveret. Han har indspillet flere albums med sin mentor Enrico Rava. I dansk sammenhæng har han dannet trio med Jesper Bodilsen og Morten Lund i 12 år.

Mindre kendt er det måske, at Stefano Bollanis kreativitet strækker sig over flere kunstformer. Han er forfatter til adskillige bøger, herunder bestselleren Lad os tale om musik. Foruden at komponere, synger han og spiller skuespil. Han har lavet TV, komik og radioprogrammer om musik og skrevet flere teaterstykker. I Italien er han nu aktuel med forestillingen Dada Dronningen (La Regina Dada).

 

lys-piano

 

Alting vibrerer

 

Mere auteur kan det vist ikke blive. Sammen med sin kæreste skuespilleren og danseren Valentina Cenni har Stefano Bollani skrevet, produceret og instrueret forestillingen om den abdicerede Dada Dronning, der søger tilflugt hos sin musiklærer for at genopfinde sig selv og skabe et friere liv. Musikken er naturligvis også komponeret af Bollani og på scenen optræder han både som pianist og karakter i dramatisk og poetisk samspil med Cenni. Vi er udenfor nogen konkret tid og rum i et surrealistisk scenarie, hvor der vokser græs på væggene.

 

Hvad var den første idé til forestillingen? Ord eller musik?

 

-Faktisk startede det hele med idéen om at stå på scenen sammen med Valentina. Sådan er det næsten altid for mig. Det vigtigste er lysten til at arbejde med en bestemt person. Bagefter finder vi ud af, hvad det er vi kan skabe sammen.

-Her ville vi lave noget, hvor vi kunne forene musik, lys, ord og bevægelse. Intentionen var, at det skulle være et stykke, som alle ville kunne forstå, selvom de ikke taler italiensk. Det skulle lyde godt og være rytmisk. Vi ville bruge alle udtryksformer på scenen, uden at give det et bestemt navn.

Bag sproget

 

Dada Dronningen er netop en leg med kunstformerne og med sproget, hvor der sættes spørgsmålstegn ved, hvor langt vi egentlig kan komme med fornuften og den magt den giver os.

-Fluen er fri til at sætte sig på en dronnings næse, men en dronning er ikke fri til at sætte sig på en flues næse, som Dada dronningen siger.

Forestillingen har tiltrukket et bredere publikum end det Bollani er vant til fra mere traditionel koncertsammenhæng. Det passer ham rigtig godt, at de ikke ved, hvad de skal forvente.

-Jeg ønsker virkelig, at publikum skal se forestillingen uden at gøre sig for mange tanker undervejs. Det ville være fantastisk, hvis de ikke begyndte at spørge sig selv, om det er teater eller musik, om jeg er skuespiller eller musiker, om Valentina danser eller om hun bare bevæger sig. Ofte når vi prøver at definere det vi oplever, går vi glip af selve nydelsen af det.

 

Da jeg selv et par timer senere er en del af publikum i salen på Teatro Poliziano i Montepulciano lader jeg mig rive med af sanseligheden og den både vittigt og elegant dirigerede vekselvirkning mellem alle elementer. Det slår mig, hvordan musikkens kraft fremstår endnu stærkere, når den iscenesættes i et bevidst møde med ord og bevægelse. Hvordan den kan afklæde sig selv og det den rører ved. Alt strømmer i retning af musikken, og det er netop også et af temaerne i forestillingen.

-Vi tror jo ofte, at ord er den bedste måde at kommunikere på. Men ord kan være vildledende. Musikken taler direkte til hjertet. Den får noget i kroppen til at vibrere, uden at det skal passere hjernen først. Det er en meget dyb form for kommunikation.

 

img_0363margheritacenni

 

Følg musikken

Først en halv time inde i forestillingen begynder Bollanis karakter at tale i hele sætninger. Det meste af tiden indtager han den lyttende rolle overfor dronningen.

Gang på gang beder hun sin lærer om at tage notat til manuel for den abdikerede regent. Men pennen virker ikke altid, og nogle gange besvarer han i stedet hendes kommando med musik.

-Dronningen står midt i en stor forandring i sit liv, efter hun har abdiceret. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre. Kun at hun ikke vil udfylde den rolle, som andre har givet hende. Så hun søger sig til musikken for at frigøre sig selv fra alle ord og tanker, hun har om livet og dets mening.

Mens Bollani spiller, lægger hun sig under flyglet, som et lille barn, der har bygget en hule, hvor det er trygt og godt. Eller hun kaster sig med stor hengivenhed ud i en orgastisk dans med musikken som forløser.

Forestillingen handler jo meget om at bryde med alle regler, logikken og sproget. Så vi kan føle os frie i centrummet af vores egen verden, som du vist kalder det. Hvad er det musikken kan sætte i gang der?

 

Bollani smiler eftertænksomt og tager en kort pause, inden han svarer.

 

-Faktisk tror jeg, det er sådan for mig, at det er nemmere at være fri, når jeg spiller musik, end når jeg lever mit liv.

-Det er også nemmere for mig at tænke og tale om musik. Jeg tror på, at musikken kan vise os, hvordan vores tanker egentlig fungerer. Gennem musikken begyndte jeg at forstå mig selv og hvordan jeg gerne ville leve bedre.

Jeg tænker på de gange, jeg har oplevet Bollanis frygtløse og grænsesøgende improvisationer i koncert. Hans attitude, som Miles Davis ville have kaldt den, eftersom han heller ikke brød sig om at definere Jazzen som en genre. Under vores samtale vender vi flere gange tilbage til måder, hvorpå en slags musikalsk dekonstruktion kan udvide både musikerens og publikums oplevelse.

-I musikundervisning lærer man, at musikken er opdelt i genrer. Hvis du vil spille klassisk, skal du øve på én måde, og hvis du vil spille jazz, skal du øve improvisation, men du behøver ikke spille Beethoven. Jeg er ikke længere interesseret i at opdele musik på den måde.

 

-Vi opfinder en masse ord for musikken, fordi vi har brug for at tale og skrive om den. Det er også vigtigt, men vi skal bare huske at ordene ikke er musikken. Vi bruger dem til at definere noget, som allerede eksisterede inden.

 

-Det jeg prøver på, når jeg lytter til musik er at være fri og ikke tænke over, hvad jeg lytter til. Ikke engang om det er god eller dårlig musik. Med ord kommer altid opdelinger, også mellem mennesker. Mellem mand og kvinde, sort og hvid osv.

 

Ikke desto mindre er der jo mange ord i jeres forestilling?

 

Bollani griner.

-Ja, der er masser af ord! Dronningen er netop en komisk karakter fuld af modsætninger. Hun kan ikke tie stille, men har brug for at snakke hele tiden for at forstå sig selv. Hun taler løs mens hun samtidig forklarer, hvor ubrugelige og utilstrækkelige ordene er. Når hun ikke taler, føler hun det støjer sådan med alle de tanker inde i hovedet.

 

valentina-dor

 

Artiklen kan læses i sin fulde længde i Jazz Special nr. 151:

http://www.jazzspecial.dk

 

Clip from my interview with Stefano Bollani:

 

 

 

 

 

Kommentarer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s