Under fuldmånen med Jack DeJohnette i Napoli

Udgivet i Jazz Special nr. 152, 2016

‘IN MOVEMENT’ TOUR

Hans første instrument var klaver. I dag er han kendt som en af Jazzens store trommeslagere. Scenen er sat i det sydlige Italien.

Middelalder fortet Castell Sant’elmo i Napoli er bygget af vulkanske sten fra Vesuv. I 1587 slog lynet ned i dets våbenlager, og store dele af fortet eksploderede. Siden blev det genopbygget, og i dag danner den historiske plads rammen for en koncert med Jack DeJohnette og hans trio.

En strategisk position giver ofte en smuk beliggenhed. Hvad der før var et militært knudepunkt i byens storhedstid er på denne varme fuldmåne aften i juli et samlingspunkt på taget af Napoli for alle os, der tiltrækkes af Jazzen og dens rødder. Et møde med den i dag 73 årige Jack DeJohnette er et møde med en musiker, der har været med til at skrive Jazzens historie.

Det rette instrument

-Hvis du vil sætte dit præg på musikken, skal du vælge trommerne. Der kan du nå langt, havde Eddie Harris sagt til ham på et job, kort inden han i 1966 flyttede fra Chicago til New York for at udforske nye musikalske territorier. Indtil da øvede han stadig 4 timer om dagen på klaver og 4 timer på trommer. Med energien ligeligt fordelt på de to instrumenter, havde han stadig ikke taget det afgørende spring.

-Du er en god pianist, men du er et naturtalent på trommer. Så bestem dig for, hvad du vil satse på.

Harris’ ord gav genklang, så da DeJohnette blev hyret som trommeslager til sit første job i New York følte han, at alting faldt på plads. Beslutningen var truffet. I dag lægger han dog stadig vægt på, at uddannelsen som pianist har gjort ham til en bedre trommeslager. Fordi han med denne kunnen formår at frembringe noget hos de andre musikere, som ellers ikke ville have været muligt.

jackdejohnette-high-carlospericas-6358Foto: Carlos Pericás

Gennembruddet

Miles Davis, Ornette Coleman, Thelonious Monk, Bill Evans, Stan Getz, Keith Jarrett, Herbie Hancock, Pat Metheny og Chick Corea er blot et lille udpluk af de musikere DeJohnette har samarbejdet med gennem årene.

Vendepunktet i DeJohnettes udvikling som musiker, identificerer han dog selv som mødet med John Coltrane i 1962. Efter en improviseret jamsession med forbilledet, fik han det afgørende boost af selvtillid, der fik ham til at dedikere sig endeligt til musikken. Samtidig startede en historie om en musikalsk familie, der bringer os helt frem til denne middelhavs aften i Napoli, hvor DeJohnette danner trio med Ravi Coltrane og Matthew Garrison. Sønner af John Coltrane og Jimmy Garrison, som begge var en del af den banebrydende Coltrane kvartet, hvori DeJohnette optrådte som gæst. Forkærligheden for instrumenterne er også gået i arv. Ravi spiller saxofon og Matthew guitar. Deres første album In movement blev udgivet i maj måned.

dejohnette-coltrane-garrison_by_peter_gannushkin-03

Foto: Peter Gannushkin

Budskaber

DeJohnette åbner koncerten med en erklæring.

-På musikernes vegne. I må gerne tage billeder. Men vær venlig ikke at optage os på video. Lyt med jeres hjerter i stedet for.

Så er vi helt til stede. Mens mørket sænker sig over det Italienske fort, løfter tonerne sig op og ud. Som vildfarne stjerner på vejen hjem. Under åben himmel.

Efter sidste nummer kommer DeJohnette med endnu en kort udtalelse til sit publikum.

-Fred. Husk det nu. Fred, siger han, idet han løfter trommestikkerne op over hovedet.

Trioen går frem på kanten af scenen. Forbi flyglet, som han også har spillet på i aften.

Der er cirka 5 meter til den første stolerække. Jack vinker publikum op mod sig, som om han vil initiere en stor kollektiv omfavnelse. Det vrimler frem med folk, der tager imod invitationen om at lade stemningen musikken har skabt fortættes yderligere.

Humanisten

Selv rejser jeg mig fra mit sæde og bevæger mig op på scenen, hvor jeg møder en svedig og glad DeJohnette, der nu står og får taget billeder med det tekniske personale på location.

-Vil du også have ét?, spørger han ivrigt én af sikkerhedsvagterne, der står og smiler bredt.

Vagten vender sig mod mig og siger på Italiensk:

-Kan du ikke sige til ham, at jeg ikke må, når jeg er på arbejde?

Jack nikker forstående og tager en slurk vand.

Hvordan har du det efter sådan en koncert?

 -Jeg har det fantastisk og er fuld af energi. Det er en spirituel oplevelse. Derfor talte jeg også om fred til slut. Vi har brug for musikken for at skabe mere fred i verden. Hvis den enkelte har fred indeni, kan vi også etablere freden imellem os. Forhåbentlig er publikum blevet inspireret i den retning.

Abstraktionsniveauet i DeJohnettes musik er tårnhøj. Så jeg er overrasket over, hvor overbevisende han oversætter sin musik til konkrete tanker og idéer. Han taler spontant og energisk.

-Vi mænd fortsætter med at ødelægge så meget i den her verden. Der er stadig en grusom objektivisering af kvinder i mange lande. Lige nu – mens vi står og taler, er der kvinder, som bliver voldtaget. Vi må først og fremmest mødes som mennesker, og dernæst som mand og kvinde. Jeg er meget stolt af min kone Lydia og mine døtre, som virkelig viser en stor styrke på den front, siger han.

DeJohnette kigger frem mod sit publikum, der stadig står ved scenekanten og iagttager ham. Især de unge.

-Alle de flygtninge der kommer til Europa fra Syrien og Yemen kommer jo ikke for sjov. Der er krig i deres område og de flygter for deres liv, siger han.

-Ved du hvad, jeg går lige hen og giver nogle autografer, så kan vi gå ind og lave interviewet bagefter.

2012 Monterey Jazz Festival - Friday

Foto: James Adams

Turnéliv

Da Jack kommer tilbage 5-10 minutter efter er han lidt roligere. Vi går over mod hans omklædningsrum med to sikkerhedsvagter i hælene.

-Fortæl mig lidt om dig selv. Er du fra København? Jeg spillede i Tivoli for mange år siden.

-Jeg har boet der en del år, men nu er jeg flyttet til Italien, fortæller jeg.

Location-manageren kommer, iklædt et rødt bandana tørklæde om hovedet og et desperat udtryk i ansigtet, gående hen imod os sammen med 2 assistenter og Jacks tour-manager Ken. Stresset.

-I bliver nødt til at droppe det interview. Vi lukker stedet ned lige med det samme. Der er ikke tid til noget som helst. Alle skal være ude om et kvarter. Det er over midnat.”

-Ja ja, siger Ken.

-Vi kan ikke nå at være ude om et kvarter alligevel. Gå I bare ind og tal nogle minutter. Undskyld Karin. Det er lidt hektisk her.

Jack og jeg bevæger os hen mod bygningen, men jeg bliver stoppet af sikkerhedspersonalet.

-Desværre. Du må ikke gå med ind. Først Jack. Der kommer én og eskorterer dig ind af en anden indgang.

Mere af den kostbare tid rinder ud, mens jeg sammen med Ken går ind i den anden ende af bygningen.

-Jack hader interviews, griner han.

-Det gør de alle tre. Det eneste de hader endnu mere er, når der er kamera på.

Jeg smiler og begynder at pakke mit kamerastativ ud, da vi når frem til Jack.

-Hov, du havde ikke sagt, at du ville filme siger Jack pludselig meget nervøst.

Ravi Coltrane sidder smilende i baggrunden og er ved at pakke sin saxofon sammen.

-Du må love mig, at du ikke lægger det på YouTube eller noget, siger Jack.

Det forsikrer jeg ham om.

-Du kan også gå med over på restauranten og spise sammen med os. Så kan vi snakke videre der. Men så bliver det nok lidt svært med kameraet…

-Ja, lad os gøre det bagefter, men kan vi lige sætte os i 5 minutter først?

Endnu engang kommer location manageren frem og lægger pres på for, at vi skal lukke det interview ned, der formelt set ikke engang er startet endnu.

I virvaret får jeg tændt for kameraet og sætter mig overfor Jack. Jeg når lige at registrere, hvor dårlig lyssætningen er. Men pyt. Det er jo lyden, det drejer sig om.

Når jeg lytter til jeres musik og ser jer på scenen sammen, får jeg virkelig fornemmelsen af familie.

Absolut!

Hvordan startede idéen om at lave et album med Ravi Coltrane og Matt Garrison?

-Gennem at arbejde så meget sammen. Vi har kendt hinanden det meste af vores liv. Første gang vi spillede sammen var for 23 år siden i Brooklyn. Siden har vi spillet i en del forskellige sammenhænge og for 4-5 år siden bestemte jeg mig for, at det ville være fantastisk at sætte en trio sammen. De er mere erfarne nu, og har etableret deres egne navne. Så vi startede med at turnere i USA og Europa, og blev bedre og bedre til at spille sammen.

I bevægelse

-Sidste år begyndte det hele at samle sig. Det fik mig til at ringe til Manfred Eicher på ECM og sige, at jeg synes det ville være et godt sted at indspille et album. Vi samlede både den musik, vi havde improviseret os frem til i prøver og numre vi havde spillet til velgørenhedskoncerter i Brooklyn for eksempel.

Hvad betyder det for musikken at jeres personlige forhold er så nært?

Det er meget specielt. Også fordi jeg har den historie med deres fædre. Selvom Matt og Ravi spiller samme instrumenter som dem, har de udviklet deres egne stemmer. Så det er en arv, der bæres videre.

Hvad er forholdet mellem musik og spiritualitet for dig? 

—Du kan ikke adskille de to ting. De er en del af et organisk hele. Alle har en åndelig side, uanset om de er bevidste om det eller ej. Og alt hænger sammen. Jeg ser ingen adskillelse nogen steder.  

—Hvad forstår du da som ånd? 

—Alt der eksisterer, er ånd. Og alting er i bevægelse. Som titlen på albummet siger. In movement. Det her bord har ånd. Du skaber jo bevidsthed med ånd, og bevidstheden skaber efterfølgende alt omkring dig. Vi mennesker er sjæle i en fysisk form. Men vi bliver så opslugte af det materielle at vi tror, det er det eneste, der findes. Men der er mere end det. Du kan ikke se det, men du kan føle det. 

En større sammenhæng 

—Problemerne skaber vi selv, fordi vi adskiller tingene og deler dem op. Men vi er i virkeligheden ét. Med månen, stjernerne og hinanden.

Jack smiler lidt prøvende, som for at forsikre sig om at jeg er med på idéen.

—I det øjeblik, vi bringer os selv i overensstemmelse med det, kan vi skabe fred, fortsætter han.  

—Hvorfor var det så vigtigt for dig at sætte ord på det efter koncerten?

—Fordi vi hungrer sådan efter det alle sammen. De fleste af os i hvert fald. 

Han griner, slår ud med armene og kigger på uret. 

—Det er vigtigt! Men vi er virkelig nødt til at smutte nu. Vil du med over og spise? 

Jeg slukker kameraet. Kort efter sidder vi syv om bordet med panoramisk udsigt over Vesuv, middelhavshavnen og et elektrisk oplyst Napoli. Location-manageren er der også. Han er nu helt rolig og sludrer lettet og nysgerrigt løs. Matt er gået direkte i seng, og Ravi sidder og kigger eftertænksomt ud over byen. 

—Vil du sidde her ved siden af mig Karin, siger Jack? 

Han kigger flygtigt mod tjeneren.

—Hvornår kommer maden, spørger han og gnider sig i øjnene.

—Jeg har kun sovet fire timer i nat. Hvis jeg bare kunne få fem timer, inden vi skal videre i morgen formiddag.

—Om fem minutter, siger tjeneren. 

Jack besvarer med et mistænksomt blik og vender sig mod mig igen. 

—Så, hvad vil du gerne vide mere om? 

Trætheden begynder at indhente ham. Hver gang jeg spørger om noget, klemmer han øjnene lidt sammen for at koncentrere sig. Da tjeneren serverer maden, lader jeg ham sidde i stilhed, så han kan lade depoterne op. Der går ikke længe, før han er på banen igen. Vi skåler i et glas hvidvin.

Sanserne  

Samtalen begynder at kredse om musikkens effekt på vore følelser. Han er tydeligvis optaget af emnet. Jeg husker at DeJohnette har vundet en Grammy for bedste new age album (Peace time 2009) og spørger, hvordan idéen til det album opstod. Han er overraskende glad for at dele denne mindre (aner)kendte del af sin produktion.

—Min kone Lydia arbejder med kropsbehandling og healing med lyd, så jeg indspillede en plade til hendes praksis. Den blev så populær at folk begyndte at spørge, om jeg ikke ville udgive den. Så det gjorde jeg. Hvis jeg kan hjælpe folk til at få fred indeni, er det fantastisk. Der er en særlig frekvens fra det meditative mantra ”Om”, der skaber en vibration direkte i knoglerne og kan berolige kroppen og sindet. Musikken er lavet til den form for afslapning. Jeg etablerede pladeselskabet Golden Beams i 2005 blandt andet for at kunne udgive disse album. Den første var Music in the key of om. 

Musikkens veje 

At beskrive eller komponere musik ud fra den effekt eller det budskab, der ligger bag den, bringer den unægtelig i fare for at blive reduceret til rent nytteformål. Er forudsætningen for kunsten ikke at den har værdi i sig selv? Den er ikke et produkt, der blot skal underholde os, det vil sige aflede os fra os selv i den tid, den står på. Den er mere åben og rammer eller bevæger os på uforudsigelig vis, alt efter hvad kunstneren søger at udtrykke. Jack DeJohnette er også ude efter en mere vedvarende påvirkning.

—Hvis flere mennesker mediterede, ville der ikke være al den konflikt i verden, siger han og fortæller at han selv praktiserer yoga og transcendental meditation.

—Det handler om at være forbundet med hinanden og med alt som eksisterer, forklarer han. 

Han langer ud efter de elektroniske medier, som medvirkende til at vi isolerer os og mister den dybere kontakt med hinanden. Empatien der opstår i kraft af det fysiske møde. Ansigt til ansigt. 

Jack DeJohnettes teorier kan opfattes luftige eller spekulative, hvis de ikke kom fra en musiker, som både teknisk og kunstnerisk var så avanceret. Han er ikke ene om at have en spirituel overbygning til sin musikalitet, og han har heller ikke været ene om at foretage et personligt studium af sammenhængen. Indflydelsen fra John Coltrane skinner igennem. 

Album som A love supreme fra 1965, Meditations fra 1966, Cosmic Music fra 1968, Interstellar space fra 1974 og First Meditations 1977 er alle båret af den tiltagende spirituelle søgen, som Coltrane begav sig ud i. Albummet Om med ét langt nummer på 29 minutter fra 1968 er iøjnefaldende i relation til DeJohnette. Også heri inspirerer det antikke mantra musikken.

Udvidet bevidsthed

De er alle fængende og poetiske titler, men dækker også over en reel afsøgning af nye indre territorier og vejene dertil – gennem musikken. Inspireret af musikalske ekspeditioner – udi for eksempel klassisk brasiliansk og ikke mindst indisk modulationsmusik – bevægede John Coltrane sig stadig mere i den retning i slutningen af sin karriere. Mødet med den indiske citarmester Ravi Shankar i slutningen af 1950erne førte til musikalsk innovation og et venskab af så stor vigtighed at Coltrane opkaldte sin søn efter ham. 

Der er dog et stort spring mellem John Coltranes radikalt hvæsende, atonale og til tider nærmest tungetalende saxofon og DeJohnettes hypnotisk beroligende og ømt åbnende synthesizer og klokkespil på Music in the key of om. Som forskellen på at sprænge bevidstheden op og langsomt at massere den, til den slipper kontrollen. Ikke desto mindre kan vi registrere deres fælles bestræbelse på gennem musikken at bringe både dem selv og publikum til en højere, friere eller dybere bevidsthedstilstand. 

Ravi Coltrane følger med i vores samtale på afstand. Da han begynder at blande sig, er det dog ikke for at tale om musik. Han vil vide, hvad det er for et kamera, jeg har, og tager hemmelighedsfuldt to kameraer frem fra tasken, som han har med sig over alt. Da han var yngre, ville han lave film, fortæller han. Nu er det i stedet blevet til en seriøs hobby. Saxofonen vandt alligevel over kameraet.  

Arven

Både på albummet og på scenen åbner trioen med John Coltranes bevægende nummer Alabama komponeret i 1963 efter Ku Klux Klan bombede en baptistkirke i Birmingham, Alabama og dræbte fire unge piger. Netop omkring den tid, hvor DeJohnette spillede med Coltrane og Garrison for første gang. Nu bringer en musikalsk familie historien videre, som Jack udtrykte det. Generationsmæssigt er der tale om en fader med sine to sønner. Matthew boede som teenager i flere år hos Jack, og Ravi har flere gange beskrevet ham som en faderfigur. 

Musikalsk set mærkes dette hierarki dog ikke. Der er en sjælden følelse af helhed i samspillet, der trænger igennem fra første tone. John Coltranes karakteristiske lange soli er ikke blevet adopteret af gruppen. Derimod er det næsten, som om musikken kom fra ét og samme instrument. Et instrument med en enorm spændvidde. 

—Føler du, at I er som tre komponister sammen på scenen?

—Helt sikkert. Vi giver plads til hinanden. 

Efter musikken 

Idet vi siger farvel, og jeg bevæger mig videre ud i den Napolitanske nat, trænger virkeligheden udenfor fortet sig på igen. Byen lugter røget på en ukendt måde. Nogen fortæller at der er gået ild i en stor papirfabrik i nærheden af Vesuv. En gnist har antændt det brændbare materiale, og ilden har bredt sig, så røgen nu kan lugtes i hele Napoli. Jeg tænker på, hvad Jack sagde om at alt er forbundet. Da jeg går op af den stejle trappe til min lejlighed føler jeg mig selv en smule mere brændbar. Umiskendelig ydmyg og alligevel som en del af noget større. 

Hvem kan forklare, hvor musikken kommer fra, og hvor den går hen?

p1060026

Udgivet i Jazz Special nr. 152:

http://www.jazzspecial.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s