Afrikanske bådflygtninge på scenen i italiensk eventyrklassiker

by Karin Grand

-Vi omtaler ikke os selv som immigranter. Vi er mænd! Forstår du hvad, jeg mener? spørger 21 årige Ebrima Saidy mig med venligt eftertryk.

-Idéen med stykket “Sandokan” er, at det også handler om vores rejse og vores liv.

Ebrima er blandt de yngste af skuespillerne i teaterforestillingen baseret på Emilio Salgaris historie “Sandokan – Tigrene fra Mompracem” fra 1900. Ligesom samtlige af hans 11 mandlige medspillere, der kommer fra 8 forskellige lande, har han tilbagelagt den livsfarlige rejse fra Nordafrikas kyst over middelhavet. Han var 16 år, da han i 2012 forlod Gambia og begav sig til Italien. Her bor han nu i et flygtningecenter i Scandicci, en bydel i den sydvestlige del af Firenze, mens hans asylansøgning bliver behandlet.

Som led i et kombineret teater- og integrationsprojekt i Scandicci, har instruktør og koreograf Luana Gramegna med sit statsstøttede teaterkompagni Zaches Teatro stået i spidsen for en proces, der har involveret adskillige samarbejdspartnere. Herunder Comune di Scandicci og det mere end 350 år gamle og traditionsrige teater i Toscana, Pergola, hvor jeg møder hende sammen med Ebrima og 25 årige Santos Alex fra Nigeria – endnu en af skuespillerne fra forestillingen. Det er første gang de to skuespillere sætter fod i denne prestigefyldte teatersal.

Frihedskæmperen

“Sandokan” handler om piraten og frihedskæmperen af samme navn. Han gør oprør mod englændernes okkupation af Borneo og Malaysia i slutningen af 1800 tallet. Men bliver forelsket i den engelske Lord James Guillonks smukke datter Marianna og hun i ham. Lord Guillonk nægter naturligvis at bortgifte datteren til sin værste fjende. Sandokan må således kæmpe for at befri både sit folk og den kvinde han elsker for at gøre hende til dronning i Mompracem.

Den store rejse

Valget af værket “Sandokan” og castingen af afrikanske asylansøgere er i iøjnefaldende, da disse normalt ikke fremstilles i et overvejende heroisk lys i de vestlige medier. Handlekraften der ligger i at forlade alt og sætte livet på spil i troen på en bedre skæbne er svær at formidle, og ofte må denne nuancering vige for den politiske debat om situationen eller for reportager fra brændpunktet ved Europas grænser.

Som læser, lytter eller seer er vi i sagens natur ikke med på selve rejsen. Vi er ikke til stede på tidspunkterne, hvor mændene går igennem de dilemmaer, prøvelser og valg de må træffe, før de er på sikker grund i Europa. Vi ved ikke, hvad den enkelte har gennemlevet i ørkenen, i krigshærgede zoner eller på havet. Ligesom vi ikke kender dem, de har mistet undervejs. Vi møder dem på den foreløbige målstreg, som de stærkeste når frem til. Men de fleste af os møder dem slet ikke. Vi betragter dem gennem fotografens blik – i deres mest sårbare øjeblik. Her ser de ikke så stærke eller beslutsomme ud. De er udmattede, afkræftede og desperate. Portrættet tegnes minutterne efter, at de ved synet af en redningsbåd endelig kan ånde lettet op for en stund og give efter for kroppen og åndens træthed. Dem som overlever.

Sandokan er ingen flygtning. Han er pirat. Men en ædel pirat. En modig leder såvel som en romantisk bejler. Hans kamp fremstilles som retfærdig og hans historie er fuld af spænding og fare, der kan fremmane hans kløgt, styrke, og i det hele taget vise hvilket stof han er skabt af. Som i et søslag mod den engelske flåde og en scene med storm på åbent hav.

-Da jeg læste “Sandokan” genkendte jeg så meget fra min egen rejse, fortæller Santos.

-Det er selvfølgelig en anden historie. Men selve kampen for overlevelse… Vi har alle sammen taget den rejse. Jeg havde hørt om Middelhavet igennem hele mit liv. Men jeg så det først, da jeg skulle krydse det i båd for at komme til Europa.

I Luana Gramegnas opsætning flettes de unge mænds rejse fra Afrika ind i historien om “Sandokan”. Som et tikkende ur vugges vi frem og tilbage mellem de to fortællinger. Mændenes barske oplevelser flytter det romantiske eventyr direkte ind i nutiden og virkelighedens verden. Her opstår der en ny fortolkning af deres flugt. Den handler om ridderlighed og mandsmod.

Teltlejrene

-Hvordan opstod idéen til at lave projektet, spørger jeg først Luana.

 

-Spørgsmålet omkring immigration optager mig meget. Jeg er halv græker. Og i sommers fik jeg brug for med mine egne øjne at se, hvad der sker, når flygtningene kommer til Grækenland fra Afrika. Så jeg meldte mig som frivillig i en lejr ved grænsen til Makedonien, hvor der hovedsaglig ankom syrere.

-Hvad jeg så der var ubeskriveligt. Mennesker der kæmpede for deres frihed. For at finde de familiemedlemmer, der allerede var lykkedes at komme ind i EU. Men som, fordi murene allerede var blevet opført, var fanget i teltlejren, uden at kunne komme videre.

-Vi har alle hørt om denne situation. Men vi kender ikke de personlige historier. Vi ved ikke, hvem de her mennesker er. Vi kender ikke deres navne. Som kunstner følte jeg derfor behovet for at gøre noget – indenfor mit eget felt.

Forestillingen

To dage forinden vores samtale i den overdådige sal i Pergola, overværer jeg den udsolgte premiere, der foregår på Teatro Studio i Scandicci. Da vi bliver lukket ind i teatersalen befinder skuespillerne sig allerede på scenen. De sidder på skibs-trækasser påskrevet ordet “skrøbelig” med bøjede hoveder. Lyden af lette slag mod et metalrør og rytmiske dryp høres over højtalerne. Publikum synes lysvågne, og stemningen er mere forventningsfuld end alvorlig.

De 12 mænd der endnu sidder lydløse i mørket foran os er ikke bare skuespillere. De er også overlevere, der har banket på døren til Europa. I aften træder de ud af den ramme, de normalt optræder i. Avisoverskrifter og fotos af den slags, der brænder sig fast på nethinden. Udover at være en forestilling forekommer dette mig derfor også at være et møde.

De første skridt

Nu rejser de sig skiftevis op fra kasserne, mens der kastes lys i deres ansigter.

Historien kan begynde. Mændenes bevægelser på scenen er rytmiske og nøje afstemte i forhold til hinanden. Lommelygter og reb, en vandflaske, en sejlbåd, en nødradio og kæppe af bambus svæver rundt imellem dem. Havvand af bomuld. Skuespillerne nærmest danser med rekvisitterne. Bløde og stærke som bølger. De står overfor deres livs rejse og tankerne flyver gennem luften.

 

-Hvor er båden?

-Jeg er bange.

-Båden er klar.

-Her er kortet.

-Jeg er ikke helt sikker…

-Kan vi ikke vente til i morgen?

-Det kan vi ikke. Publikum kigger på os…

-Vi må være modige.

-Vi er alle én. Vores rejse er den samme…

Efterhånden som rejsen på havet skrider frem udvikler den sig også til en historie om at rejse ind i en ny kultur. Ind i værket “Sandokan”, ud i det at skabe en forestilling og frem til spørgsmålet om hvordan deres historie skal slutte.

 

-Jeg ved ikke, hvor jeg befinder mig, lyder det fra Ebrima.

-Jeg kan ikke gå fremad og jeg kan ikke vende tilbage.

 

Da helten Sandokan tilsyneladende dør undervejs i stykket bliver hans ånd repræsentant for den hjælper, som alle de unge mænd har mødt undervejs på deres rute til Italien. Nogle gange i afgørende øjeblikke, hvor deres liv stod på spil.

-Hvor mødte du Sandokan? spørger de på skift hinanden, mens de hver især deler en hændelse fra deres rejse.

Men det egentlige kompas for Sandokan i fortællingen er kærligheden til koloniherrens datter Marianna. På scenen er der ingen Marianna, men bag scenen priser Ebrima og Santos i løbet af vores samtale gang på gang Luanas indsats og betydning for projektet. De taler kun flygtigt om, hvad de selv har gennemlevet. Deres fokus er forestillingen.

Selv opfører Luana sig anderledes jordnært og smiler lettere forlegent over skuespillernes bemærkninger.

Nyt liv til en klassiker

Hvorfor blev det netop stykket om “Sandokan”, I valgte?

 

– Idéen opstod mellem jeg selv og produktionsdesigneren Francesco Givone, fortæller Luana. “Sandokan” er en populær og vigtig roman i den italienske kultur, som alle kender. Det gav os muligheden for at anvende den symbolsk. Vi er et kompagni som lægger meget vægt på det visuelle sprog. Så vi startede med at lave et storyboard med nogle visuelle rammer omkring de vigtigste scener fra romanen. Dem som samtidig egnede sig bedst til, at skuespillerne kunne bidrage med deres personlige erfaringer.

-Det ville have været nemt at lave et polemisk stykke om, hvad Europa og resten af verden har gjort i Afrika for at skabe denne situation. Eller lave et patetisk værk, hvor vi lægger op til, at publikum skal have ondt af karaktererne, så vi selv kan vise, hvor gode og samvittighedsfulde vi er. Så vi kan sige: hvor er det synd. Nu har vi det meget bedre med os selv.

-Men nej. Det vi ville var at lave et stykke, der havde kunstnerisk værdighed. I hvilket der deltog skuespillere, der stiller op med en livserfaring og nogle følelser, som er meget kraftfulde. For havde vi lavet “Sandokan” med andre skuespillere, ville det naturligvis ikke have været det samme.

Ansigt til ansigt

I starten var det hensigten at lave en forestilling med en lille gruppe på scenen. Men interessen var så stor, at Gramegna besluttede at inkludere flere i processen.

 

Det at vælge skuespillere uden professionel uddannelse for at bearbejde et aktuelt tema på en virkelighedsnær måde har før haft en betydelig virkning i den italienske kultur. Især på det store lærred. Da neorealismen brød igennem i slutningen af 2. verdenskrig med ‘Rom, åben by’, (Rossellini, 1945) flyttedes dramaet fra filmstudiet og ud på gaden, hvor instruktørerne fortalte historier om de fattiges vilkår og daglige kamp for overlevelse. Netop Roberto Rossellini og instruktører som Vittorio de Sica og Luchino Visconti skabte filmiske mesterværker, der emmede af empati og følelsesstærke historier. Filmene var med til at skabe en øget bevidsthed om kritiske sociale forhold under og efter Mussolini, og regnes som en af de mest indflydelsesrige bevægelser i filmhistorien.

Med castingen til “Sandokan” rettes blikket på ny henimod en gruppe mennesker i det italienske samfund, hvis historie trods stor mediedækning, måske endnu ikke er blevet fyldestgørende fortalt. I hvert fald ikke af dem selv.

En ny scene

De fleste ud af de 12 medvirkende havde slet ingen erfaring med skuespil, inden de blev involveret i produktionen af “Sandokan”.

Santos fortæller dog, at han tidligere har arbejdet professionelt med film i hjemlandet Nigeria. Som den 2. mest produktive filmindustri i verden udgør denne en vigtig del af nigeriansk kultur.

-Det er sværere at lave teater end at lave film, siger han. I film kan du tage en optagelse om. På teatret står du foran publikum, så du bliver nødt til at give dem dit bedste, understreger han.

Santos er den eneste af de medvirkende, som ikke bor i flygtningecentret i Scandicci, hvor projektet blev gennemført, men i et nærliggende center. Han opsøgte selv muligheden for at medvirke.

-I mit center i Calenzano blev det på et tidspunkt annonceret, at der var mulighed for at deltage i frivilligt arbejde. For eksempel på et bibliotek, fortæller Santos.

-Jeg gav det en chance, men sagde derefter til min kontaktperson: “Jeg har en profession, som jeg elsker. Er der ikke mulighed for, at jeg kan komme til at arbejde med film?” To dage efter ringede Luana og fortalte om sit projekt. Jeg blev utrolig glad, eftersom teater og film alligevel minder meget om hinanden. Vi kørte ud til Scandicci, hvor jeg mødte hende for første gang. Det var et fantastisk øjeblik. Hun er en stor person. Det overgår, hvad du kan forestille dig. Sådan startede det hele for mig.

Kollektiv fortælleform

Efter en indledende fase, der involverede hele lokalsamfundet i spørgsmålet om immigration, begyndte Luana et tæt samarbejde med de udvalgte skuespillere og kompagniets dramaturg Simone Faloppa. Gennem improvisation med skuespillerne begyndte de at puste nyt liv til eventyrklassikeren. Disse var centrale i bearbejdningen af romanen og som tekstforfattere til deres egne historier. En slags kollektiv fortælleform tog form under prøverne.

-Vi diskuterede hvad en scene handlede om, hvilken mening og hvilke følelser vi gerne ville drage frem, fortæller Luana.

-Nogle replikker er taget direkte fra bogen og andre er skuespillernes egne ord. Alle fortalte om deres rejse til Europa. Derfor fik jeg også idéen, at vi skulle inddrage et uddrag af hver eneste persons historie. Hvad der skete, fra de vandrede gennem ørkenen i Libyen frem til ankomsten til Middelhavet.

-Vi lavede også nogle improvisationer med bevægelse. For eksempel slaget på åbent hav. De var så stærke der. Faktisk skabte de selv den scene. Bagefter kom jeg så ind og sorterede lidt i det. Men det var meget nemt for dem at forstå, hvad scenen handlede om. De sprang bare ud i det.

At samle gruppen

-I starten var det mere vanskeligt selvfølgelig. Det er normalt for en hvilken som helst gruppe, hvor ingen kender hinanden på forhånd. Så vi måtte skabe et fælles sprog og et imaginært rum, som vi alle kunne referere til. En fælles vision. Da det var på plads, var alting nemmere.

På spørgsmålet om, hvilke vanskeligheder de har oplevet undervejs smiler de alle tre indforstået.

-Øvelse gør mester, siger man jo. Men det var aldrig let, fortæller Santos, der ankom til Italien i 2016.

-For det første på grund af det italienske sprog i manuskriptet. Jeg tænkte, at det kunne være en måde for mig at lære sproget. Men det var hårdt. Det var heller ikke let for Luana at føre gruppen sammen, når vi skulle øve.

-Det er ikke alle, der har det samme udgangspunkt, eller er lige dedikerede, tilføjer Ebrima, der selv gjorde sine første erfaringer på scenen i skoleteater-sammenhæng tilbage i Gambia. “Da jeg var ung”, som han udtrykker det.

-Det kommer an på, hvordan ens tankegang er, præciserer han.

-Indeni smiler jeg altid, men ikke udenpå, fortsætter Santos.

-Nogle gange kunne jeg godt blive irriteret under prøverne. Jeg kunne ikke lide nogle af de andres attitude. Så jeg sagde til Luana, at vi ikke ville kunne få det til at fungere med den opførsel, som de personer havde. Hun ville altid være venlig, ikke streng eller ubehøvlet. Men jeg sagde til hende, at hun var nødt til at være mere hård, hvis hun ville at de skulle tage det seriøst. “Måske er det her, det sidste vi laver sammen. Nogle af de andre kommer ikke til at fortsætte med skuespil i fremtiden. Men for mig er det en drøm”. Sådan sagde jeg til hende.

Luana nikker bekræftende.

-Der var en skuespiller, som forlod gruppen, fordi han havde problemer med at finde sig til rette. Efter to dage ville han komme tilbage. Så jeg talte med dem alle om situationen. De stemte om hvorvidt, de syntes, han skulle have lov til at komme tilbage. Majoriteten sagde ja. Men derefter måtte jeg selv træffe en personlig beslutning som instruktør. Jeg følte at vi havde avanceret så meget med arbejdet, at det ikke var muligt for ham at indtræde i processen igen. Projektet havde først og fremmest et kunstnerisk mål. Så jeg beklagede og fortalte ham, at sommetider har vores valg konsekvenser. Det var meget svært for mig. Jeg måtte vælge mellem en enkelt person og gruppen, og jeg valgte gruppen.

-Han havde en stor rolle, fortæller Ebrima. Én mands beslutning om at forlade gruppen føltes som et skridt tilbage for os. Men vi havde lovet hinanden, at vi kunne holde sammen. Så det gav os styrken til at gå fremad og følge visionen.

– Ebrima bevarede altid roen, når nogle af de andre forstyrrede, siger Santos. Første gang jeg mødte ham, sagde jeg til ham: “Jeg ved, du har noget indeni dig. Vi kan gøre det her sammen. Hver gang du taler, bliver jeg altid motiveret til at gå fremad”, siger Santos.

Ebrima smiler og kigger ned på sine hænder.

-Hvis du betragter min rejse. Det gode og det dårlige, som jeg har erfaret undervejs, og tager 85 % af det dårlige jeg har set på vejen med op på scenen. Hvis jeg præsenterer det drama, får jeg en følelsesmæssig oplevelse ud af det. Også når observerer mig selv sammen med dem, jeg kender fra flygtningecentret, kan jeg mærke, at jeg er begyndt at tænke på en anden måde. Måske sender vi en besked til publikum, så de også får noget ud af det følelsesmæssigt. Det rører mig meget. For jeg har efterladt min familie derhjemme. Jeg starter et nyt liv op som et individ i en ny kultur og et nyt samfund. Så jeg prøver bare at klare mig, siger Ebrima lidt tøvende.

 

Rejste du sammen med nogle af dine venner?

 

-Nej, jeg er alene.

 

-Mine elskede prøver altid at få fat på mig, fortsætter Santos. Men da vi startede med prøverne fra kl. 10-18 lærte jeg at slukke min telefon. Jeg var nødt til at sige, at jeg er i gang med noget, der er vigtigt for mig. Det minder mig om, hvem jeg gerne vil være. Vennerne og familien vil altid være der. Men man må også koncentrere sig om sin fremtid. Når der bliver sagt “action” handler det om at være til stede og gå lige til sagen. Hvis jeg havde valgt at sætte familien først, ville jeg ikke have taget risikoen for at miste mit liv i ørkenen.

-Min familie ville have sørget over mig et stykke tid. Men de ville have gået videre. Vi må hele tiden gå videre. Når jeg er på teatret, handler det bare om det, siger Santos.

-For mig er et teaterkompagni som en familie, fortsætter Gramegna. Jeg har selv en datter. Så nogle gange får jeg dårlig samvittighed over at være væk fra hende, fordi jeg har en anden familie på teatret.

-Det øjeblik, hvor jeg vidste, at nu havde vi skabt følelsen af at være en gruppe, var også da vi begyndte at øve hver dag.

-Naturligvis var det hårdt for skuespillerne undervejs. Det var ikke alle, der var vant til så intens et arbejde. Nogle af dem sagde ofte “vi vil have en pause”. Indimellem pressede jeg dem lidt ekstra. Arbejdet for mig betyder alt. Så jeg vil opnå det bedste. Men ikke bare for min egen skyld. Jeg elsker skuespillere. Derfor holder jeg også fast i dem til flere projekter. Det forhold man opbygger er så vigtigt. Jeg fokuserer på at give dem alt jeg kan, så de kan gå på scenen og være oprigtige. Selvfølgelig udtrykker jeg mig også selv igennem dem. Men jeg tror ikke på en instruktionsstil, hvor man giver ordrer.

Det fælles mål

-Luana er en stærk og determineret kvinde, smiler Ebrima. Hun elsker sit arbejde, og hun gav mig styrke gennem at presse mig til at give mit bedste.

 

Det er meget at have 12 unge mandlige skuespillere på scenen, som går igennem så mange ting i deres liv. Hvordan tog du kontrol over gruppen Luana?

 

-Ja, nogle gange, spurgte jeg også mig selv: hvor er den anden kvinde i den her produktion?, griner hun.

-At arbejde med alle disse mandlige skuespillere var en meget stærk oplevelse, som jeg rigtig godt kunne lide. Også fordi italiensk teater er meget præget af kvindelige skuespillere. Men selvfølgelig var det udfordrende med en gruppe, der kom fra så mange forskellige lande, trosretninger og som talte forskellige sprog. Der opstod mange misforståelser. Simpelthen fordi, vi ikke forstod hinanden. Det var det sværeste.

Ebrima og Santos nikker ivrigt, mens Gramegna uddyber.

-Selv med en gruppe, hvor man taler det samme sprog, kan det være svært. Det jeg gjorde var altid at fokusere på projektets mål. Hvor det var, jeg gerne ville bringe dem hen. Jeg prøvede på at være stærk og få dem til at forstå, hvor vigtigt det var for mig, det vi var i gang med at skabe sammen. Jeg tror, de virkelig forstod det, da vi endelig mødte publikum. Det var en utrolig reaktion vi fik der.

-Det var det, jeg troede på fra første øjeblik. Jeg havde aldrig nogen…

Luana søger efter ordet på engelsk.

-Tvivl, afslutter Santos.

-Nemlig. Jeg havde aldrig nogen tvivl.

Det overordnede billede

Indsatsen for at skabe en gruppe kommer til udtryk i forestillingens æstetik. Der lægges mindre vægt på at fremhæve de individuelle karakteristika til fordel for at harmonisere det overordnede indtryk. Det ses for eksempel i den ensartede påklædning og i koreografien, hvor skuespillerne mange gange bevæger sig som ét.

 

Var du aldrig bekymret for, at det ville fastholde billedet af flygtninge fra Afrika som en ensartet gruppe?

-Naturligvis. Det diskuterede vi meget. På den ene side er det rigtigt, at forestillingen lægger meget vægt på gruppen. På den anden side afviger vi væsentligt fra den måde, man normalt bliver præsenteret for bådflygtninges historie på. Som numre uden ansigt. Her siger man: nu er 7000 personer ankommet og 300 døde for eksempel. I vores stykke har alle en vigtig rolle, på grund af den måde historien er fortalt. Samtidig var der nogle skuespillere, som virkelig investerede dem selv i arbejdet, mens andre involverede sig gradvist. Dem som helt af sig selv trådte i karakter som individer, var også mere åbne omkring deres personlige oplevelser. Vi prøvede at tage hensyn til det i rollefordelingen, selvom tiden var så knap.

Grafisk stil

På scenen er der brugt ganske få farver. Æstetisk spilles der dramatisk på kontrasten mellem lys og mørke. Kroppen er mere fremtrædende end ansigtet. Nogle gange er karaktererne som skygger i en solopgang. Det er elegant og har gennemslagskraft, selvom de individuelle karakteristika også her må vige en smule til fordel for gruppeportrættet.

Der er både noget utrolig smukt og samtidig lidt risikabelt i den helt enkle sort/hvide scenografi. Hvilke tanker gjorde I jer i forhold til dette?

 

-Den stil var meget inspireret af den berømte tegneserieforfatter Hugo Pratt, der udgav en tegneserieudgave af Salgaris roman, kaldet “Sandokan Perduto”, fortæller Luana. Den er utrolig smuk og helt i sort/hvid. Vi har også en marionetscene med Sandokan og Salgari forfatteren, hvor dukkerne er i sort/hvid. Eftersom det er indlejret i alle elementerne på den måde, så var det meget nemt at følge som et spor.

-Det er meget vigtigt, at stykket er smukt. For skønhed giver værdighed. Som sagt arbejder vi som eksperimenterende kompagni med det visuelle udtryk som metode. Vi arbejder ikke traditionelt med drama. Så vi ville også være os selv i vores scenografiske samarbejde med skuespillerne. Vi besluttede os for at arbejde med enkle og rene elementer for at kunne overlade pladsen til deres nærvær. Dertil havde vi brug for nogle få, men meget stærke objekter, der både kunne bære den originale fortælling om Sandokan, og samtidig lægge op til en udvidet tolkning. Trækasserne kan eksempelvis lede tankerne hen på de containere, hvori mennesker på flugt kan opholde sig. Men det er samtidig også piraternes transportkasser.

Kunsten og Afrika

Flere gange under vores samtale lægger Luana vægt på, at succes kriteriet for stykket og processen først og fremmest må måles ud fra kunstneriske kriterier. Hendes inkluderende og eksperimenterende arbejde med “Sandokan” kan således også være en påmindelse om, den indflydelse afrikansk kunst har haft i Europa.

 

Modernismens brud med renæssancens naturalisme kan blandt andet tilskrives inspirationen fra afrikansk skulptur og masketradition. Mange europæiske kunstnere har siden kolonitiden været inspirerede af mødet med afrikansk historie, kultur og kunst. Picasso og Matisse lod sig begge påvirke af de mange værker, der blev hentet til Paris i starten af 1900tallet som et led i fransk imperialisme i Afrika. Picassos skelsættende værk “Les demoiselle d’Avignon” fra 1907 markerede et radikalt brud med renæssancens centralperspektiv. Hans tidlige kubisme, også kaldet  “den afrikanske periode” indebar en dekonstruktion af blikket. En ny måde at betragte verden på, fra flere vinkler.

 

Også kunstnere og forfatteres egne ekspeditioner til kontinentet har haft en vigtig effekt. Belgiens kolonisering af Congo kender vi for eksempel bearbejdet i mesterværket “Mørkets hjerte” af Joseph Conrad, udgivet året inden “Sandokan” i 1899. Her er dog ikke tale om en fortælling, der appellerer lige så meget til børn som til voksne. Vi er ude på en antiheroisk og dyster rejse med handelsflåde op ad Congo floden. Tonen er eksistentialistisk hypnotiserende og sproget frodigt. Kaptajnen kan fra bådens flydende perspektiv beskue en flodbred, der blotter de blodige spor af kolonimagtens overgreb. Alt imens han sejler stadigt dybere ind i en selvransagelse af menneskets mørke sind.

 

“Man for vild dér på floden, som man kan fare vild i en ørken, og man bumpede ind i lavvandede grunde hele dagen, mens man forsøgte at finde sejlrenden, indtil man følte sig forhekset og evigt afskåret fra alt det man havde kendt engang – et sted – langt borte i en anden tilværelse, måske.” – Joseph Conrad-

Danske historier om Afrika

Litteratur og kunst om forholdet til Afrika har efterhånden også en nævneværdig plads i dansk kultur. Karen Blixens værker fra hendes tid på kaffeplantagen i Kenya, herunder “Min afrikanske farm”, er blot ét af eksemplerne. Thorkild Hansens roman-trilogi “Slavernes Kyst”, “Slavernes Skibe” og “Slavernes Øer”, som han vandt Nordisk Råds litteraturpris for i 1971 fortæller på baggrund af arkivmateriale historien om Danmarks tid som kolonialmagt. Jakob Ejersbos Afrika-trilogi udgivet posthumt fører os ind i et nutidigt møde mellem europæisk og afrikansk kultur og er baseret på Ejersbos egne barndoms- og ungdomsoplevelser i 70’erne og 80’ernes Tanzania, hvor han i nogle år boede med sin familie.

 

I Tobias Lindholms gidseldrama “Kapringen” fra 2012, bliver det danske skib MZ Rozen kapret af somaliske pirater ud for Afrikas kyst. Filmen er tilstræbt dokumentarisk i både sin fortælle- og produktionsform. Som instruktøren her beskriver:  “Vi er ude på et rigtigt skib lige der hvor piraterne er.  Og vi er nødt til at have bevæbnede vagter med for ikke selv at blive taget som gidsler. På den måde synes jeg vi nærmer os den virkelighed, vi er fascinerede af så meget som muligt.” Den potentielle fare på indspilningspladsen synes at have en afsmittende effekt på filmens nerve.

Også konfrontationen med vores egen rolle i kolonisammenhæng, er svær at løsrive fra det spændingselement, der er en del af enhver form for opdagelses- og erkendelsesrejse. Selv når den er så mørk, som i Daniel Denciks medrivende spillefilm “Guldkysten” fra 2015. Hovedkarakteren den unge botaniker Wulff, sendes i 1836 af kongen til dansk Guinea, hvor han i konfrontationen med sine landsmænds og lokale slavehandleres grusomhed, går igennem en gennemgribende modningsproces. Han er helten, og hans bevidsthedsudvidende historie fortælles smukt og indlevende.

Fortællingen om mødet med det fremmede, har andre præmisser, når mødet foregår på egen mark. Kan den stadig drives frem af den form for eventyrlyst, ansvarsfølelse og videbegær, som kendetegner den unge Wulff?

Europæernes vej over Middelhavet

Ligesom Danmark har Italien en fortid som kolonialmagt i Afrika. Hvis vi i Europa glemmer at betragte den aktuelle flygtningestrøm i lyset af Afrika som postkolonialistisk kontinent, kan opsætningen af “Sandokan” minde os om denne realitet.

Santos bringer de historiske forhold på bane, da vi taler om paralleller mellem handlingen i Emilio Salgaris roman og den voldelige kolonisering af de afrikanske lande.

-Århundreder tilbage i tiden kom de hvide til Afrika. Med båd – ligesom os. For at gøre folk til slaver blandt andet. Nu har vi problemer i Afrika og vi møder de hvide i Europa. Vi overlevede. Så vi spørger: hvorfor tager I ikke imod os? Hvorfor bruger I os ikke? Vi blev reddet, og nu er vi klar til at tage vare på os selv. Hvorfor giver I os ikke tilladelse til at blive? I stedet for at sige, at vi skal rejse hjem? Vi er her ikke for at slås. Vi er her for at følge den samme levevis, som alle andre, der bor her.

Publikum i bevægelse

Processen der har ledt frem til forestillingen “Sandokan” lægger op til, at mødet mellem Afrika og Europa i dag kan handle om andet og mere end grænser.

Indsigten og livserfaringen som de 12 unge mænd tager med sig fra deres rejse bliver i det kunstneriske møde med den erfarne instruktør Luana Gramegna til en både bevægende og inspirerende fortælling fra flere synsvinkler. Den graciøse koreografi og skarpheden i hver eneste detalje vækker et højaktuelt drama til live. Men trods denne baggrund for opsætningen fremstår udtrykket balanceret og stemningen opløftet. Det er lykkedes holdet at tilføre et element af eventyr til en historie, der oftest bliver fremstillet i afmagten, frustrationens og tragediens navn. Så man næsten kan komme til at glemme, at der er noget at fejre, når en gruppe mennesker overlever det, der indimellem bliver omtalt som “dødsrejsen”. Santos og Ebrima fortæller begejstrede, at forestillingen på sin anden aften ledte til dans og fest på scenen mellem publikum og hele holdet af skuespillere.

-Det var fantastisk. De ville slet ikke gå hjem, siger Santos.

-For mig var det en ære at arbejde med gruppen på grund af den tillid og det engagement de viste os, fortæller Luana Gramegna. Nu føler jeg mig fyldt med styrke til at fortsætte projektet. Før vi mødte dig i dag, talte vi netop om, at vi har skabt noget meget specielt sammen, og at det ikke må dø her. Det er utrolig vigtigt, at vi prøver at vise noget medmenneskelighed midt i den venten, flygtninge lever i. De bor i lejren, og hvad mere? Det er ikke noget liv. Så sammen med vores partnere vil vi prøve at skabe konkrete muligheder for uddannelse til dem, der gerne vil arbejde med kultur og skuespil eksempelvis.

-Jeg tror på, at det her er en chance for at vise samfundet, at der er en måde at møde hinanden på. De her mennesker er her ikke bare for at spørge om hjælp. De har en hel masse at give. Så lad os give dem en chance for at gøre det.

-Fredag morgen havde vi en forpremiere for nogle skoler. De unge piger reagerede på skuespillerne, som på super stjerner. De ville fotograferes sammen med dem og gik helt amok. I deres øjne var de ikke immigranter. De var skuespillere og de råbte “I love you, I love you”… efter dem.

Det er vigtigt med sådant et møde, fordi det ændrer den måde, vi opfatter hinanden på, konkluderer Luana Gramegna.

Den 24. april mødes de 12 skuespillere og kompagniet i Zaches Teatro igen for at fortsætte deres samarbejde. Santos og Ebrima afventer stadig svar på deres ansøgninger om asyl.

 

https://www.zachesteatro.com/

 

http://www.teatrostudioscandicci.it/evento/migrazioni-scandicci/