Indadvendt lyd i Napoli

by Karin Grand

-Nogle gange bliver jeg faktisk bange. Så tænker jeg, at det er på tide at flytte væk fra den her bombe, siger Guilio Nociera (tv) med henvisning til det vulkanske felt som Napoli er placeret på. Vi taler om inspirationen til den musik han laver i samarbejde med kontrabassist og elektronisk komponist Renato Grieco (th). De er begge optaget af, hvordan musik og sted påvirker hinanden.

Betragtet fra Napolis havnefront ligger Vesuv som et gigantisk og ubevægeligt omvendt horn i horisonten ud til Middelhavet. Siden sidste udbryd i 1944 er al eksplosivitet nu sammenpresset i vulkanens indre. En dyb synkebevægelse, der gør den til en af verdens farligste vulkaner.

Andy Warhol, Vesuvius, 1985, udstillet på Capodimonte i Napoli

-Jeg voksede op i Torre del Greco og har haft udsigt til Vesuv fra mit soveværelse vindue de sidste 27 år. Selvfølgelig har det påvirket mig og den musik jeg laver, uden at jeg kan forklare hvordan, fortæller Guilio. Det er bare noget man føler.

Lyden af Napoli

I modsætning til mange unge italienere, der rejser til Nordeuropa for at skabe sig en karriere under mere lukrative betingelser, har Renato og Guilio valgt at blive i Italien og sætte nye idéer i bevægelse.

I samarbejde med Fondazione Morra og il Museo Hermann Nitsch har de startet musikfestivalen “La Digestion”. For andet år i træk præsenterer de elektronisk og eksperimenterende musik med internationale gæster som Trevor Wishart og David Toop.

-Vi har arrangeret de her koncerter for at sige til byen, hvad vi synes musik er i dag, forklarer Renato.

-Vores festival kunne ikke være startet i nogen anden by, fortsætter Guilio. Den er så tæt knyttet til idéen om at udforske nye og glemte steder i byen. Hver koncert finder sted på forskellige locations, som vi vælger specielt til de musikere vi inviterer. De ankommer gerne mindst en uge inden koncerten for at skabe et forhold til stedet og kompenere noget derud fra.

-Hvis du lytter til gadelivet indser du hurtigt, at den måde lydene er organiseret på lægger tæt op af den musik vi selv skaber, fortæller Renato. Kaos er en del af byen. Vi udtrykker os gennem støj. Ligesom folk i Napoli indordner sig spontant til det kaos, vi bor i.

Indefra

Trods støjen, beskriver Renato og Guilio deres kunstneriske søgen som en jagt på det vi ikke kan høre. Ordet “Digestion” henviser til et lyd-digt ( 1972) af en af eksperimentalmusikkens pionerer, franske Henri Chopin.

– Han besluttede sig for at sluge en mikrofon for at optage lyden af kroppens indre. Det lyder som en joke, men det var en stærk gestus. Han stoppede med at skrive poesi og brændte sine papirer. Han fokuserede bare på lydene, ikke på betydningen af ord, fortæller Guilio.

Selvom “La Digestion” placerer sig i avantgarden er festivalen også en fortsættelse af en tradition. Gennem historien har Napoli markeret sig som en visionær by i musikalsk sammenhæng, også indenfor hvad der i dag er betragtet som den klassiske verden. Teatro San Marco som blev indviet i 1737 er Italiens ældste operahus og stadig et af de mest prestigefyldte i verden.

Det uventede møde

-Også på teatret i Napoli kan du finde en attitude, der handler om hele tiden at tilpasse sig nye forhold, som ikke er stabile. Altid på bristepunktet af kollaps. Det er sådan, vi arbejder med vores musik, fortæller Guilio. Vi prøver at sætte os selv i fare. Vi føler os aldrig bekvemme. Tit vender vi tilbage til billedet af en flod, som skal passere gennem et sted, som er for smalt for fri passage. Vi skal hele tiden bevæge os foran bølgen for at skabe plads til at kanalisere alt det vand.

Den grænsesøgende musik har nået et bredere publikum end gruppen havde forventet:

-Mange gange tror man, at folk har det underligt med den slags musik, vi laver. Men vi finder tit ud af, at det er en fordom. Ofte ved folk bare ikke, hvad det er. Men når vi alligevel springer ud i det opdager vi, at rigtig mange er åbne og nysgerrige overfor musikken. Det er kun 2. udgave af festivalen og der kom 3-400 personer til hver koncert. Idéen er at etablere en vej, hvor vi kan opdage og skabe nye attituder over for musik. Ofte understøtter vi også koncerterne med konferencer og oplæg.

-Vi har selv lavet mange uannoncerede koncerter, supplerer Renato. På Metrostationer og postkontorer for eksempel; hvor folk kommer for at foretage praktiske gøremål. Rigtig mange nød de lyde vi skabte på et sted, hvor de ikke forventede det.

-Andre gange beder folk os om at gå af helvede til, tilføjer Guilio. Men den slags reaktion er netop en del af byens energi. Vi nyder, at det ikke er nemt. Vi prøver virkelig at gå ind i den her dialog, som ikke er verbal. Folk har travlt, så man skal være lidt delikat.

Det subtile

Mens Guilio tidligere har arbejdet med lyddesign til teater og film, er Renato Grieco uddannet klassisk kontrabassist på konservatoriet og beskriver sin rejse ind i den elektroniske musik som et tilfælde. Han inddrager dog sit oprindelige instrument mere og mere i sine kompositioner. Da jeg i april måned besøger Napoli som rejseleder for Akademisk Rejsebureau inviterer han mig med hen til en af byens violinbyggere Gaetano Pucino. Han skal have sat nye strenge på sin kontrabas. Desuden har han opdaget en mislyd fra bassens “krop”. En subtil støj, der ikke passer ind. Det viser sig at være en lillebitte nullermand, som Gaetano fisker ud med en pincet med kirurgisk præcision.

“Har den virkelig skabt al den ståhej”? Vi griner alle 3.

Reparationen er forberedelsen til en intim koncert Renato og Guilio har arrangeret specielt for gruppen af tilrejsende fra Danmark. Vi befinder os i et af byens smukkeste paladser. Fra de støjende gader går vi ind i en gårdhave med clementintræer og cypresser.

Lyden folder sig ud som et slags roligt blinkende lyd-hav og udvikler sig ud i en mere metallisk ekspressivitet. Som flydende stål der nærmer sig med stigende intensitet. Knagen, prikken, og klokker der ringer. Udbrud og forløsning afløses af et dvælende og beroligende suk fra kontrabassen.

Ved nærmere eftertanke er jeg ikke helt sikre på, hvad de to musikere mener med, at de udtrykker sig gennem støj.

Måske det i virkeligheden er en indre lyd? I mine ører opleves koncerten som en pause fra støj. Som den stilhed, der findes ved foden af en slumrende vulkan.

Her kan ses et uddrag fra koncerten.