Pasolinis sidste LOCATION

At kalde Pier Paolo Pasolinis mindepark for et hvilested ville være misvisende. På denne grund fik den italienske intellektuelle, poet, forfatter og filminstruktørs liv nemlig sit endeligt, da han blev brutalt myrdet en novemberaften i 1975.

 

Den unge prostituerede Giuseppe Pino Pelosi, som efter sigende var hans elsker, dømtes for mordet. Men hvorvidt han var den egentlige gerningsmand og hvad motivet var er uafklaret.

Gerningsstedet for hans mord er et poetisk punktum for et kunstnerliv, der blev udlevet med sjælden intensitet og med en vision så kontroversiel, at han store dele af sit liv betalte for den med isolation fra omverdenen.

-Min styrke er min frihed, min svaghed er min ensomhed, udtrykte han selv.

Hans sidste film “Saló / 120 dage i Sodoma” (1975) efter Marquis de Sades roman er blot én i en række af Pasolinis film, der blev censureret på grund af de dristige kunstneriske valg han traf, og den knivskarpe samfundskritik de var et udtryk for. Og der er endnu ikke faldet ro over hans eftermæle.

p1090325

Vejen til Pasolinis mindepark.

Ultimativ iscenesætter

Trods Pasolinis ensomhed var han i stand til at bevæge de mennesker, som han lukkede ind i sit liv. Ikke mindst bevægede han dem til at være skabende.

Hans ven maleren Guiseppe Zigaina har fået en helt særlig rolle som en person, der skriver videre på myten om kunstnerens liv, og som opfatter hans død som en selvvalgt iscenesættelse, fremfor et tragisk mord. Et exit og en nøgle til at forstå hans samlede værk, der strakte sig over mange kunstformer og akademiske discipliner. Og hvori han tog livtag med de mest potente politiske og religiøse temaer i Italiens post-fascistiske katolske samfund.

Det var Zigaina politiet ringede til, efter Pasolini blev dræbt for at bede ham identificere vennens maltrakterede lig. På en måde kan man side, at deres venskab kun blev ved med at udvikle sig derefter. I interviewfilmen “Pasolini og døden – en krimi ene og alene intellektuel” (2005) fortæller han om, hvordan Pasolini på mærkværdig men graciøs vis gennem årene lagde pres på Zigaina for at få ham til at skrive om ham. Det startede netop med døden. Han ville have ham til at lave et studie af døden som fænomen, hvilken var en opgave som Zigaina først modvilligt tog på sig, men gradvist blev optaget af og senere for alvor foldede ud i forbindelse med instruktørens tidlige død.

-Man kan ikke sige om en mand, at man kender ham, hvis ikke man kender hans død, skulle Pasolini have sagt.

Hvor han dør, hvorfor og hvordan fortæller hvem han var, uddyber Zigaina.

 

P1120422

Ostias kyst vinteren 2017

 

Selv er jeg drevet af en uforklarlig impuls til at besøge stedet i Ostia ud for Roms kyst, hvor Pasolini tog sit sidste åndedrag. Som for at mærke suset fra en kunstner, hvis lidenskabelige liv fik ligeså dramatisk en slutning som en af hans film. I et afsidesliggende og dengang lovløst territorium, der næsten kunne siges at spejle skyggesiden ved den ultimative frihed. Det blev på den tid brugt til at smide hvad som helst, hvor som helst, og var et mødested for kriminelle, når der skulle handles.

P1090294

Den aflåste park efter vandaliseringen.

Den rette baggrund

Ifølge produktionsdesigner Dante Ferretti, også kendt for sit mangeårige samarbejde med Federico Fellini og Martin Scorsese, elskede Pasolini at gå på opdagelse efter locations til sine film. Han søgte som en jæger efter det rette sted at realisere sin historie. Og det var baggrunde fremfor naturlandskaber, der interesserede ham, fortæller Ferretti endvidere. Han arbejdede første gang for ham på filmen Medea (1969) med den legendariske operasanger Maria Callas i hovedrollen og sidste gang i “Saló / 120 dage i Sodoma”, der havde premiere få måneder før mordet.

Ifølge Ferretti tænkte Pasolini som en maler, og ofte var forgrunden og baggrunden i en billedkomposition ikke filmet på samme indspilningsplads. Karakterernes forhold til deres omgivelser var et andet vigtigt aspekt for ham. Indimellem skulle han til og med have ønsket, at karaktererne ikke behøvede at bevæge sig overhovedet. Men blot være som figurer i en billedramme.

P1090354

Hjemløse camperer indimellem i nærheden af Ostias lystbådehavn.

Vandalisme

Mindeparken i Ostia har kvaliteter, der kunne kvalificere som location for en Pasolini film. Den havde det i hvert fald på det tidspunkt, hvor Pasolini blev dræbt. Ligesom hans eftermæle har den gennemgået bemærkelsesværdige forandringer siden da. Dengang var den tilflugtssted for kriminelle aktiviteter såsom arrangerede hundekampe og handel med stoffer. I dag er den omdannet til et 40 hektar stort naturreservat – et paradis for vilde fugle.

Monumentet der første gang blev opført i cement på eget initiativ af kunstneren Mario Rosati 4-5 år efter mordet, er ligeledes blevet genopført i marmor på bestilling fra Roms kommune (2005), hvilket har givet parken yderligere en dimension. Et par hundrede meter fra parken ligger “Tor San Michele” tegnet i midten af 1500tallet af Michelangelo på bestilling af Paven for at sikre havnen.

Første gang jeg opsøger den enigmatiske location i Ostia finder jeg en aflåst indgangslåge og en lukket park, da en ny-fascist har vandaliseret marmor monumentet samt de omkring liggende sten påskrevet uddrag fra Pasolinis digte.

P1120775

“Kun, eller næsten kun ved de gamle rå kyster, Ravenna Ostia eller Bombay – det er det samme, skraller Guderne gamle problemer væk – og opløser kampen mellem klasserne.”

Myten lever videre

Zigaina tvivler ikke på Pasolinis profetiske evner og determination omkring det at sætte sin egen martyrdød op med poetens præcision, som han udtrykker det.

-Han ville dø som menneske for at kunne genopstå som myte.

“At udtrykke sig og dø / at forblive uudtrykt og udødelig”, skrev Pasolini selv i ét af sine digte.

Er det mon skæbnens ironi, at en kunstner, for hvem manifestationen af det stærke og kritiske budskab nu er nærværende i en stille og beskyttet oase, hvor dyr og planter trives i fred og sikkerhed?

Zigaina fortæller, at Pasolini ofte tog til Ostia, da han levede. Men at det var fred og ro han søgte efter er nok tvivlsomt.

Foruden scener fra “Canterburry fortællinger” (1972) og dokumentarfilmen om italienernes sexliv kaldet “Kærlighedsmøder” (1964) indspilledes også filmen med titlen “Ostia” som han skrev sammen med sin nære ven Sergio Citti, der instruerede. Hovedkaraktererne er to brødre, hvoraf den ene spilledes af Sergios bror Franco Citti, som også spillede hovedrollen i mange af Pasolinis film. Den er skabt i en anarkistisk ånd og i oprør med den moraliserende katolske opdragelse som Pasolini, ikke mindst på grund af sin homoseksualitet, var dybt plaget af. Filmen begynder og slutter med et skæbnesvangert mord, ikke ulig Pasolinis eget. Frigørelsesprocessen fra de strikse rammer ender altså i fatal vold.

degrado idroscalo pasolini 1990

Mindeparken før området blev rengjort i midten af 90’erne og reetableret som naturreservat. I baggrunden ses “Tor San Michele”  tegnet af Michelangelo.

Oprydning og rengøring

Da jeg vender tilbage til mindeparken i Ostia i marts måned 2017 er den genåbnet og Alessandro Polinori, som er ansvarlig for Centro Habitat Mediterraneo byder os velkommen med en kikkert om halsen. Denne gang besøger jeg den sammen med Marco De Annuntiis, som er litteraturhistoriker, musiker og Pasolini-kender. Sammen med en kunstnergruppe i Ostia har han netop udgivet antologien ”Ostia! Roman fra periferien”, hvor Mario Rosati, skulptøren til Pasolinis mindesmærke også medvirker.

 

Alessandro beretter om den forvandling af området, han har været med til at drive igennem.

P1090345

Lido di Roma, der nu er nabo til en naturpark.

Stedet var en åben losseplads frem til 90’erne. Da præsident Mitterand kom på statsbesøg i 1992 og ville se, hvor Pasolini blev dræbt skammede Roms borgmester sig så meget over stedets tilstand, at de ikke indfriede hans ønske.

-I slutningen af 1800 tallet var dette et fantastisk sted med moser og søer, som siden blev dæmmet op for at forhindre livstruende sygdomme i at sprede sig med de mange myg i området. Der findes sjældne planter, der har overlevet fra dengang. Vi har desuden plantet over 7000 træer, der har vokset sig 10 meter høje, og søer og moser er genskabt. Nu lever over 200 sjældne fuglearter herude. Stedet bliver besøgt af ornitologer fra hele verden såvel som af almindelige mennesker og verdenskunstnere som Patti Smith og Morrissey, der kommer for at besøge Pasolinis mindepark. Der er også mange fra Ostia, som elsker at komme her.

P1130021

Centro Habitat Mediterraneo fungerer på frivillig basis og opstod som en protestbevægelse i midt 90’erne, da en australsk virksomhed ville oprette en vandpark med hajshow i området.

Den forbudte poet

-Jeg har læst og skrevet meget her, fortæller Marco. Første gang jeg var her var i forbindelse med 20 års jubilæet for hans død. Jeg var 15 år, og vores lærerinde i italiensk litteratur, sagde at det var obligatorisk, at vi skulle have en lektion om Pasolini, selvom hun var imod det. Hun mente ikke, at man burde formidle hans værk i skolen. Men hun opnåede naturligvis den modsatte effekt med denne modvilje. Vi blev nysgerrige og samme dag tog vi på egen hånd hen og besøgte hans monument.

P1120779

Spor efter vandaliseringen af Pasolinis mindeplader.

Det var et farligt område. Der foregik alt muligt derude. Folk boede i barakker, som de havde besat. Mange var narkomaner og områdets økonomi var bygget på sortbørs handel. Hele familier var involverede i det, som man kan se det portrætteret i filmen ”Amore Tossico” (1983), der fanger den autentiske stemning fra byens stofmiljø.

Da vi 15-årige drenge satte os ved monumentet kørte patruljevognene langsomt forbi os og råbte efter os, om vi var der for at tage stoffer. De trådte ikke engang ud af bilen. De var mere bange end os. Sådan var det herude dengang.

P1130032

Signeret plakat af skuespillerinden Michele Mioni, som er én af de få skuespillere, der har overlevet stofmisbruget, siden Claudio Caligari lavede sin film i 1983.

Svanereden

-Ja, det var vigtigt, at vi fik ryddet op her, siger Alessandro stolt. Vi har flere sjældne fugle herude nu. Svanen er ikke så almindelig i Italien som i Danmark. Men den har for eksempel slået sig ned her. Normalt bygger svanen to reder for at kunne skjule sig, hvis den får brug for det. Men her er så fredeligt, at den kun har bygget én.

Selv TV stationerne kom, da 3 svaner første gang slog sig ned i Ostia. Men under en storm fløj de til Lazio, hvor én af dem blev dræbt af en jæger. Den ulovlige jagt i Italien er meget svær at regulere, fordi mange politikere er tæt knyttet til jægerne. Politiet ringede til mig og sagde, at selvom svanen godt nok er var vild fugl, havde han hørt, at vi tog os godt af dem i Ostia.

-Kan de 2 svaner ikke komme tilbage til reservatet?, spurgte han. Så jeg hentede dem selv i min lille personbil. Forestil dig hvor mange mennesker, der kiggede på mig, da jeg kom kørende på vejen med 2 svaner som passager. Nu bor de her og har fået unger.

P1120733

Udsigt til svanereden fra én af flere hytter, der er beregnet til at ornitologerne kan studere fuglene på nært hold.

Metaforerne

-Det er som om kunstneren allerede dengang vidste, at Pasolini ville blive omgivet af fugle i fremtiden, siger Alessandro entusiastisk med reference til den vinge der findes på Mario Rosatis skulptur.

-Pasolini var selv som en fri fugl. En fri mand og en fri kunstner.

Når børnene kommer til denne del af parken må de derfor gerne være mere højlydte end i resten af parken. Det giver energi til Pasolini, smiler han.

Den tolkning er Marco dog ikke helt enig i, og han fremhæver, hvordan vingen på monumentet er brækket af. Senere på eftermiddagen forstår jeg, at al den stilhed omkring Pasolinis monument ikke er ligeså populær blandt de lokale kunstnere, som den er hos de frivillige og ansvarlige for stedet.

-Parken har en dobbeltsidet natur, fortæller han, da vi er alene. Den er reservat og den er mindepark for en vigtig forfatter. Men økologisterne har ikke den politiske eller kulturelle disposition for at tage ansvaret for en litterær mindepark. Vi samarbejder med dem, men det er ikke altid enkelt. Vi må ikke bruge forstærkere, hvis vi holder en koncert for eksempel. Fordi det forstyrrer fuglene. En gang ville vi til et offentligt arrangement servere en menu baseret på den mad Pasolinis mor plejede at lave til ham, men vi kunne ikke få lov til at tilberede kød i faciliteterne på reservatet, hvor næsten alle er vegetarer.

P1120818

Marco (tv) og Alessandro (th) foran monumentet.

Natur & Kultur

I en filmscene er omgivelserne mere end blot en ramme for handlingen. Psykolog og kunsthistoriker Rudolf Arnheim skrev om billedsproget, at omgivelserne omkring en figur giver mening til figuren ligesom figuren skaber mening i sine omgivelser.

Det er tankevækkende, hvordan Pasolinis eftermæle har fået en anden klang i Italien, i takt med at området omkring hans monument er blomstret op.

-Da jeg gik på Universitet og studerede litteratur i Rom, var Pasolini stadig ringeagtet. Men det skiftede i den periode. Pludselig var han alle egne. Hans film, litteratur og teaterstykker blev udbredte, så det var som en slags legalisering af Pasolini der fandt sted. Han blev dyrket som et pop ikon a la Che Guevarra. Da jeg flyttede tilbage til Ostia, mærkede jeg, at det samme ikke var sket der. Her blev han stadig set på som en homoseksuel pædofil. Det var som en skizofren situation.

P1120705

“Respekter miljøet”.

Den første på stedet

Interessen for Pasolini blev intensiveret, da hans morder vendte tilbage til sit gerningssted i fuld offentlighed.

-Der var en organisation der ringede og sagde, at de stod med en gruppe arbejdere fra fængslet, fortæller Alessandro. De ville gerne hjælpe os i parken. Selvfølgelig bød jeg dem velkommen. De sagde så, at Pelosi også ville deltage. Jeg mente ikke, at jeg havde ret til at bestemme, at han ikke skulle komme med, eftersom det var en lovlig ordning. Så TV kom naturligvis også. Det var en meget mærkelig situation.

Marco afbryder.

-Der var også nogle, der blev vrede over dette. Som syntes, at morderen ikke skulle have lov til at komme i nærheden af Pasolini’s monument.

P1120583

Skulptur opstillet på badebro i Ostia.

Jeg undrer mig over, hvordan Pasolini selv ville have instrueret denne scene? Hvor hans morder og elsker, rengør pladsen for sin egen forbrydelse. Ville han have ladet monumentet tage form af et alter for sin egen ophøjethed i døden? Ville han antyde spirituel renselse?

Der er for nylig kommet nye oplysninger i sagen, hvor Pelusi hævder, at han blev truet på sin families liv til at tage ansvaret for mordet. Men endnu engang er det ikke gennemskueligt, hvad der egentlig foregik den november aften for mere end 40 år siden.

-Pasolini var altid meget alvorlig, beskriver Marco. Tragisk alvorlig. Han havde en desperat vitalitet. En dyrisk sult efter viden og efter sex. Den drev ham til farlige steder.

I følge Zigaina var Pasolini terroriseret af tanken om ikke at have kontrol over sit eftermæle. Hvad han ønskede var en guddommelig mimesis, fortæller han. En repræsentation, der transcenderer livet selv.

 

“La morte non é nel non poter communicare. Ma nel non poter più essere compresi”.

 

Sådan skriver Pasolini i sit digt “En desperat vitalitet” fra 1964:

“Døden er ikke det at ikke kunne kommunikere. Men det ikke mere at være forstået.”

Hvis Pasolinis død virkelig er et værk, giver den som al god kunst plads til fortolkning.

P1120667

Plakat af Daniele Romani ophængt i centret. En bloddryppende Pasolini portrætteret foran sit monument.

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s