Danseren og rummet som krop

by Karin Grand

Benoît Lachambre bevæger sig hen imod mig med faste og rolige skridt. Jeg sidder sammen med resten af publikum på omkring 100 personer i en stor cirkel omkring ham på Accademia di Belle Arti i Firenze. Vi er nu i 3. akt af hans forestilling “Lifeguard” som afslutter den moderne kunstfestival FABBRICA EUROPA. Flere af os har allerede engageret os i en eller anden form for bevægelse eller dans med den Canadiske danser, koreograf og kunstneriske leder af kompagniet PARBLEUX in Montreal.

Lachambre har ført os med ind i den del af forestillingen, som han kalder body-prayer – en trancelignende tilstand, hvor han efter eget udsagn “lader kroppen have sine minder”. 

Efter at have indtaget rummet med en gigantisk kost, der skal flytte det metaforiske støv imellem os rundt i rummet, er hans bevægelser nu blevet mere dyriske, rokkende og indadvendte. Han synger eller brøler op mod himlen med en styrke og inderlighed, der får energien til at løfte sig i hele rummet. 

Nu bevæger han sig direkte over mod mig, bemærker jeg. Han kigger mig skarpt og roligt ind i øjnene og jeg når at spørge mig selv om det virkelig er et menneskes øjne, jeg kigger ind i. Jeg ser en slange for mig. Det er ikke mig han kigger på. Hans nærvær og koncentration er uafviselig men han synes at være i et andet rum end jeg selv. Et sted i kroppen måske. 

-Du må godt røre ved min ryg, siger han. Hans hud dirrer og overkroppen vibrerer. Jeg træder ind i cirklen med ham og flytter min hånd rundt på hans halvnøgne og kølige ryg. Måske dirrer jeg også lidt, men mest af spænding og en let nervøsitet. 

-Nu må du røre ved mine ben, siger han. Jeg mærker hvordan Lachambres rystelser nu er så kraftige, at jeg får indtrykket, at han vil falde, hvis jeg ikke tager ordentlig fat. Jeg griber først fat i hans lår og flytter derefter min hånd ned til anklerne som for at give ham støtte og jordforbindelse. Han står bøjet ind over mig og jeg mærker vibrationerne fra hans skælvende overkrop springe over i mine arme. Er han i smerte eller nydelse, undrer jeg? Med den ene hånd støtter jeg skiftevis hans ene hofte og hans arme, som han strækker frem som stive grene på et gammelt træ. 

Jeg begynder automatisk at lade min krop vippe rytmisk fra side til side, mens jeg nu flytter hænderne frit rundt på de steder på hans krop, hvor jeg tror han har mest brug for støtte for ikke at tippe over. Han instruerer mig uden ord, og der er noget der instruerer ham, virker det som.

-Nu vokser der kløer på mig, ryger det ud af ham. Jeg trykker fast mine hænder ned på hans svedige fødder og tånegle.

-Nu gror der pels på mig, stammer han lidt efter, mens hans skælven tager til. To andre publikummer, kvinder, går spontant ind i cirklen og lægger deres hænder på hans ryg og arme. Han giver yderligere slip. Som et voksent barn ind i den fælles favn vi danner.

-Nu vokser der vinger på mig, siger han i et højere toneleje. Jeg ser dem for mig og samler ind i mellem mod til at kigge ham direkte ind i øjnene, bevidst om at publikums blik også hviler på mig, mens jeg sidder der på knæ foran et nu pelsbeklædt og bevinget væsen. Lidt efter lidt falder intensiteten og gradvist slipper jeg grebet om ham. Han vender tilbage til mig en enkelt gang med et blidt smil og en let håndsberøring. 

Jeg er målløs over hans raffinerede beherskelse af scenen. Han bevæger sig et delikat sted mellem kontrol og overgivelse i en overførsel af massiv kropslig energi – indenfor en kunstnerisk ramme. Han har ført scenen ud over kanten med en fremmed uden at overskride mine grænser. Han har taget hele risikoen på sig, og trods intensiteten i mødet føles det som en kollektiv oplevelse.

Stemningen efter forestillingen er clean og de fleste går rundt med et saligt smil på læberne. Jeg har fornemmelsen, at det er mere end bare en moderne kunst performance, jeg har været en del af.

Lachambre smiler og takker ja til interviewet, da jeg spørger ham en times tid efter forestillingen. Væk er det ekstatiske og vaklende dyr. Tilbage er en mild og ligesom boblende personlighed. Dagen efter mødes vi på en udendørs café i Firenze. 

 

Ser du dig selv som performer eller som en shaman i dine forestillinger? 

 

-Jeg føler mig mere som en katalysator, der får ting til at ske, end som en performer. Min pligt er at hjælpe os til at gå igennem nogle erfaringer. Forestillingen skal inkludere alle, så det er vigtigt, at jeg går til den som en dialog og en læreproces. Mit mål er, at vi alle indser, at vi er manifestationer af energi, og at vi lever sammen i den her verden. 

-På den måde har målet for mine optrædener ændret sig i retning af at være livskoncepter.  

 

Du har rødder i én de amerikanske indianerstammer og er inspireret af shamanismen? 

 

-Ja, men det er en meget specifik praksis, som er blevet overleveret gennem mange generationer. For at beherske reglerne i det arbejde, skulle jeg behøve at gå igennem en træning med shamanerne. 

-Det jeg har tilfælles med dem er, at jeg leder efter det som forbinder os. Ledene mellem os mennesker og alle andre former for liv. Vores moderne livsstil har separeret os fra miljøet og det er vigtigt, at vi tager vare på det forhold igen. At vi åbner kroppen og lytter til alt slags liv, der omgiver os, også planter og dyr. 

-Det er formålet med dansen. Derfor bruger jeg meget ordet link. 

-Tidligere levede jeg mere i et paradigme, hvor kunst var et produkt fremfor en proces. Nu har jeg opdaget, at det handler om at eksistere sammen med i stedet for i modsætning til andre. Der er en anden virkelighed, der må træde frem, så vi kan lære at fungere på en ny måde i sociale sammenhænge. 

Under seancen i Firenze sætter nogle sig i periferien af rummet i nærheden af døren og bliver siddende der gennem hele forestillingen. Mens andre placerer sig i nærheden af Lachambre og bevæger sig flydende rundt i rummet. Visse vælger at søge øjenkontakt med ham, mens andre kigger undvigende ned i gulvet eller på sidemanden, når Benoît svaber forbi med sin kost. 

 

Hvad er din taktik, når nogle fra publikum virker afvisende, hvis du nærmer dig dem? 

 

-Hvis en person har det bedst med at trække sig tilbage og være afventede, er det hans ret. Det er meget vigtigt at lade det være muligt. Jeg lærer stadig at arbejde med det, for det var ikke noget jeg var i stand til at gøre med det samme. Mit arbejde handler netop om at sanse hvor folk er i rummet; at invitere dem til at deltage uden at være påtrængende. 

-Indenfor den process placerer folk sig i forhold til, hvor langt de vil gå med ind i processen. Det oplever jeg som koreografi. Valget hver især træffer er dansen og jeg bliver selv en betragter af den dans. Det sker helt af sig selv, hvilket tillader mig at udvikle kunsten at blive instrueret imodsætning til at være den der instruerer koreografien. 

-På den måde er der mange niveauer af skønhed, der kan udfolde sig, og det hele er pragtfuldt. Der opstår forskellige måder at tage sig af hinanden på. Folk har en uudtalt dialog sammen og det er smukt at se en person give plads til en anden for eksempel. 

-Faktisk har det vist sig at være en meget mere kraftfuld effekt jeg opnår nu, end sådan som jeg arbejdede tidligere. Jeg tror det var nødvendigt for mig på det tidspunkt. Men nu er det sameksistensen, der står i centrum. 

 

Benoît Lachambre har siden 1970’erne været hyldet som en stærk performer, underviser og koreograf på den internationale scene. Blandt flere prestigefyldte priser regnes Bessie Award’en, som han vandt i 2006 for forestillingen “Forgeries, Love and other Matters.” Hans stil bærer præg et indgående somatisk studie.

 

-Jeg er meget optaget af at forstå hvordan, vi gør brug af energi, når vi bygger vores forhold op til hinanden. Energien er koreografien i vores forhold. I øjeblikket tilpasser jeg mig for eksempel efter nye måder at lytte til andre på. Alt det leder mig frem til en mere naturlig måde for koreografien at finde sted. 

-Efter mange år som underviser i somatisk arbejde er jeg blevet meget mere præcis. Jeg er blevet opmærksom på, at deltagerne i mine workshops er begyndt at undervise mig i stedet for omvendt. Jeg indså, at rummet imellem os ikke er tomt. Det er faktisk krop og vi rører ved hinanden gennem rummet. Desuden fandt jeg ud af, at den krop er blevet meget firkantet og standardiseret. Så jeg måtte spørge mig selv: hvis rummet udgør forholdet imellem os, hvad er mit arbejde så som koreograf? 

-I processen med at lære de nye dynamikker blev mit arbejde helt transformeret. De nye data blev ligesom the missing link i den oprindelige kilde til koreografi. Hvad dans rent faktisk er, og hvordan det er blevet ignoreret for at kunne gøre dans til et produkt fremfor en process. Det der bringer det specielle frem i hvert individ og samtidig kan bringe os sammen. 

-Nøglen for mig var netop at indse, at jeg som lærer var en elev, og at jeg også var en tilskuer til den elev. Jeg må erkende den position for at kunne skifte hierakiet i en forestilling fra at være en frontal opstilling. Det baner vejen for en ny form for storslåethed. 

-Ligesom i et ritual, må du iværksætte nogle bestemme handlinger for at energi kan manifestere sit sprog. Publikum er kilden til den energi, så min koreografiske metode handler nu om at installere en proces og nogle regler. 

 

Hvilke mål har du med din forestilling bortset fra at skabe forbindelser? 

 

-Jeg arbejder ikke primært med kroppen, men med rummet. 

-Så jeg vil give mere substance til rummet som krop. For at vi sammen kan indse, at vi er mere end den indpakning, som er vores krop. Selvet og kroppen er også en del af vores forstand. Når dansen afslører sig selv bliver omgivelserne beriget og vi bliver mere bevidste. 

-Det kræver lidt lavpraktisk manipulation fra min side selvfølgelig. Manipulation er et underligt ord at bruge, men det er nødvendigt, at jeg iværksætter visse ting for, at de her værdier kan sætte sig igennem. 

 

Giver det dig skyldfølelse at manipulere? Vil du gerne, at publikum skal være så frie, at de er helt ligestillede med dig? 

 

-I den her fase er mit job at komme med et oplæg. Fordi jeg tror det er nødvendigt. Så det er ikke så meget skyld, som det er at indse, at hvis jeg ikke foreslår en ny måde at se på livet, så tager de gamle mønstre over. 

-Når jeg betragter mig selv undervise indser jeg i hvor høj grad, jeg bliver nødt til at kaste den adfærd af mig, som jeg er blevet tvunget ind i i det moderne samfund. Det er en daglig praksis. Jeg frigør mig fra de her koder, og dagen efter er de tilbage igen. 

-Der er mange fælder og jeg falder konstant ned i dem. Måske kan jeg om 20 år fortælle dig, at nu har jeg fundet vejen. Men indtil vi udvikler os socialt som gruppe, vil udfordringen blive ved med at være der.

 

Hvilken fælde vil du gerne ud af? 

 

-Mit mål er at omlægge mit liv, så jeg kan leve mere i harmoni med alting. Jeg har lært mig selv at separere mig fra mine omgivelser. Fra ord, fra jorden, dyrene og andre mennesker. 

-Det handler jo meget om, at det økonomiske system tvinger os til at standardisere vores liv for kunne være den perfekte forbruger. Som menneske er jeg en indkomstkilde for markedet, og det vil jeg distancere mig fra. Markedet er jo ligeglad med, om jeg er lykkelig.

-Jeg ved ikke, om jeg vil lykkedes med at overkomme dette for konstruktionen er så enorm. Men jeg arbejder på det. 

 

Du siger jo også, at det vigtigste for dig nu er process. Tror du, at lige netop denne proces er en, der nogensinde kan fuldføres?  

 

-Måske ikke. 

-Men hvis vi på hver vores måde begynder at lytte til vores dybeste potentiale, kan vi begynde at forbedre vores livskvalitet og indse, hvor unikke vi hver især er. Det lyder lidt prædikant-agtigt.

 

Men det er da sandt! 

 

-Det er det! 

-Min træning viser mig, at det forholder sig sådan. På den måde handler en forestilling ikke længere om, at én bestemt person er storslået. Men tværtimod at vi alle alle sammen er storslåede. Jeg er overvældet over at se folk manifestere det på hver deres måde.

-Måske er det jeg skal fokusere på nu som koreograf at anerkende at koreografi er noget der foregår udenfor mig selv, og at jeg ikke ejer processen. 

-Jeg kan i stedet få folk til at engagere sig i deres egen proces og være kvalitative omkring den. Det giver mere mening. 

 

Kan du uddybe, hvad du mener med, at rum er krop? 

 

-Jeg kan godt lide at mærke, hvordan kroppen konstant sanser, hvad der er i min nærhed. Hvordan jeg gennem huden opfanger bevægelser omkring mig. Berøring og fysisk empati er en meget stærk måde at lytte på. Den vibration der kommer fra vores krop er faktisk en lyd, og der er et utal af variationer. 

 

Når Benoît glider rundt i rummet med den brede kost har det naturligvis et humoristisk aspekt. Effekten af den er forfriskende.

 

Kan du rent faktisk føle, hvad det er for noget støv, som du flytter rundt i rummet mellem folk? 

 

-Nej, så avanceret er jeg ikke endnu, griner han. Men jeg lytter mig frem til, hvad jeg må gøre for at skabe balance. Det er publikum, der viser mig det. Jeg ser ikke støvets karakteristika, hvis man kan sige det på den måde. 

-Men jeg tror min ubevidste krop opfatter det. Min bevidsthed er bare ikke klar til at gå derhen endnu. 

-De forskellige blikke fortæller mig, når de er enige med mig. “Ja, du må godt passere her.” Det er meget instinktivt. 

-Når nogen trækker sig tilbage, accepterer jeg den bevægelse. Det er intention manifesteret i rummet. Så jeg flytter den intention rundt og danser med den. 

 

Har du på noget tidspunkt følt dig afvist, hvis nogen trak sig tilbage? 

 

-Jeg har haft nogle udfordringer med at håndtere afvisninger. Men det er en del af dynamikken. Små bevægelser kan godt virke ret voldelige og kan have en stor effekt. Så må jeg prøve at lindre. For jeg kan ikke gå i forsvar, selvom jeg måske ville gøre det i mit privatliv. Når jeg optræder bliver jeg nødt til at se, hvordan jeg kan bruge det. En performers ego er ret stort, så det er først for nylig, at jeg er begyndt at lære det. 

 

Føler du, at det er forventet af dig, at du projekterer dit ego ud i rummet, på det her tidspunkt i din karriere? 

 

-Ja, selvfølgelig. Det er en vane jeg har lært i den her profession og den er meget stærk. Det er uheldigt. Ens navn og anerkendelse er så stor en del af markedets dynamik. For at udføre dit arbejde, har du brug for at kunne bruge tid på det. For at have tid, skal der være en indkomst. Anerkendelse hjælper i forhold til at skabe en indkomst. 

-Der er nogle alvorlige spørgsmål vi må stille i forhold til, hvad det betyder at være et navn. 

-Det handler jo om ens signatur. Hvis du sætter dit navn på et værk må du udføre det på en måde som gør, at du kan tage ansvaret for det. Du overvejer, hvad du er villig til og hvordan du gerne vil opfattes. 

-Men det handler også om ærlighed. Fordi hvert værk bærer et værdisystem i sig, som jeg er repræsentant for. Så kan folk have forskellige måder at opføre sig på indenfor det system, som jeg foreslår. Publikum er meget mere frie på den måde.  

-Som performer skal jeg konstant spørge mig selv, om jeg kan stå 100 % inde for det jeg laver. For eksempel kan en anden performers handling tage en retning, hvor jeg føler at jeg har lidt svært ved at godkende den. Hvis en publikummer derimod tager tingene i den retning, har jeg ikke noget valg. 

-Men der må være en der opretholder ritualet og træffer nogle beslutninger. For at sikre at folk kan gå igennem en proces. Ellers kan alt ske, og ritualet mislykkes og bliver til hvad som helst. Det hellige går tabt og de mange egoer tager over. Der er ikke længere en fornemmelse for, at vi bevæger os hen imod noget i fællesskab. Jeg guider publikum for at vise, hvad der er muligt.  

 

Har du altid set på en forestilling som et ritual? 

 

-Før gik jeg meget mere op i den frontale opsætning med standardiserede mål for underholdning. 

-Men jeg har altid været tiltrukket af de nedarvede traditioner og være følsom over det. Nu ser jeg det sådan, at jeg kan skabe en slags beholder i rummet, som så bliver fyldt ud. Forstillingen er det som flyder ind i den beholder. Jeg udgør ikke indholdet længere. 

 

Så er du også formen omkring rummet? 

 

-Det sjove med energi som krop er, at det er en multiform. Når du har skabt en beholder skifter det som flyder ind i den, og der er mange dynamikker. Jeg arbejder med det modulerbare hos publikum. For at noget kan manifestere sig, bliver jeg nødt til at byde, hvad der kommer, velkommen. 

-Selv i de mest underlige reaktioner er der en dynamik, der vil manifestere sig. Den dynamik vil på et eller andet tidspunkt nå sin konklusion, hvis du lader den være. Så får jeg muligheden for at lære, hvad den gik ud på. 

-Så det er et øjeblik, hvor der er en stærk forbindelse. 

 

Føler du altid, at det er dig, der skal sørge for, at den kulmination finder sted? 

 

-Den foreslår ligesom sig selv. 

-Nogle gange er der en blandt publikum, som foreslår noget til en anden publikummer. “Som i: du vil gerne derhen, vil du ikke? Gør det! Gør det!” 

Så det sker gennem en anden. 

 

Folk giver hinanden lov til at springe ud i noget? 

 

-Ja, det er smukt at se! Jeg tog et stort spring, da jeg trådte ind i de her arbejde. Det havde været nemmere og mere sikkert at fortsætte som før i et statisk system. 

-Men hvis jeg som en kendt kunstner, ikke foreslår at vi skal gå i den retning, hvordan skal den bevægelse så kunne blive gennemført på et gennemgribende plan? Hvis jeg ikke gør det, ville jeg tjene en økonomi, som ikke tjener alle. Så jeg spørger mig selv, hvordan jeg kan transforme mit arbejde, så det kan tjene flere mennesker. 

-Det rejser dog også et spørgsmål. For den slags arbejde jeg laver nu, tillader ikke 1000 personer at deltage som i et stort teater. Formatet kan kun rumme en vis masse. Men hvis en forestilling er præsenteret på en meget hierarkisk måde, så nærer den også det hieraki i resten af samfundet. 

-Jeg synes det er på tide, at udvikle nogle andre strukturer for vores økonomi, så de ikke kun tjener én vision. Som kunstner er det også vigtigt for mig at kunne begynde at leve på en anden måde. Træde væk fra det ekstreme ego og ind i det fælles rum. Vi må stille spørgsmålstegn ved idéen om den ophøjede kunstner som repræsenterer perfektionen i det klassiske system. En divas liv er et trist liv. Det er meget ensomt. 

-Jeg foretrækker at dele. Det hjælper mig til at forstå, hvordan jeg kan transformere energi til noget større. Jeg har meget mere at lære, og det kommer til at tjene et bedre formål. 

Foto af Véronique Soucy