Lyden af Længsel
Jazz i film: Miles Davis & Louis Malle
Telefonen ringer og Jeanne Moreau svarer den som karakteren Florence.
Hun taler med sin elsker Julien Tavernier i filmen “Elevator til skafottet”.
Det er fransk film noir fra 1958. Passion og coolness på én og samme gang.
På grænsen til nouvelle vague.
Et mesterligt møde mellem film og musik.
Dialogen er rytmisk og fyrig.
Der klippes heftigt mellem de to karakterer, så man næsten føler, at de rører ved hinanden.
“Jeg kan ikke modstå mere. Jeg elsker dig!”
“Jeg elsker dig..”
“Kys mig!”
De aftaler et møde på en café. Det er lørdag.
“Vi er snart frie”, siger hun. Det er inden Miles Davis toner for alvor kommer ind i billedet.
Parret lægger hver især telefonen på og Julien går direkte hen til sit skrivebord i den mondæne kontorbygning han arbejder i.
Fra skuffen henter han i al stilhed handsker, reb med påhæftet krog og en pistol frem. Han kravler ud af vinduet og svinger sig op på etagen ovenover.
Et lydløst skud
Den sprøde og karakteristiske lyd af metalliske fodtrin på asfalt i fransk film i 50’erne og 60’erne tilfører karakterernes bevægelser lethed og elegance. De strejfer knap jorden, når de bevæger sig rundt fra det ene skæbnesvangre møde til det næste.
Ingen ved, at Tavernier mødes med chefen, elskerens ægtemand, Monsieur Caravala under påskud af at overlevere ham et vigtigt dokument.
Ikke engang publikum hører skuddet, da Julien skyder ham på klods hold. I stedet summer lyden af en elektronisk blyantspidser, og vi ser en sekretær stikke blyanterne ned i den roterende minikniv i et rum etagen nedenunder.
Og så hører vi Miles Davis trompet… Den lægger op til mordet. Først som en tøven men tiltagende med større og større sikkerhed. Tavernier ved, hvad han gør og Florence er med på den.
En enkelt nat
Hele filmens score blev til som en improvisation arrangeret af Miles i en gruppe af franske musikere: Pierre Michelot på bas, René Urtreger på klaver, Barney Wilen på tenor sax og desuden Kenny Clarke på trommer. Gruppen så filmen et par gange og indspillede den nu legendariske musik i løbet af bare én aften og en nat. I tråd med filmens handling der også udspiller sig i løbet af et enkelt døgn.
Julien begår en fatal fejl efter mordet og bliver fanget i den tomme kontorbygnings elevator mellem to etager. Mens han metodisk og fingernemt forsøger at bryde ud af sit bur følger vi Florence, der går hvileløst rundt i Paris gader i søgen efter Julien, der ikke er mødt op som forventet. Filmens suspense intensiveres af musikken, som ellers er appliceret sparsomt og nænsomt i 15-20 minutter i løbet af den 90 minutter lange handling.
Som da Julien endelig lykkes at bryde ud af elevatorens bund og kigger ned i den dybe og mørke elevator skakt i det højhus, han befinder sig i. Et slags uudgrundeligt luftrør der kan blive vejen ud eller koste ham livet. Ekko af slag mod metal, trompeten over dem alle og et stykke brændende papir, han smider ned i dybet for at kunne se hvor langt ud mørket fortsætter.
Tæt på
Den 24 årige Louis Malle var i redigeringsfasen af sin første spillefilm før han kontaktede Miles, hvis musik han var faldet pladask for, efter at have hørt ham til en række koncerter i Paris.
Jazzen skiller sig ud fra megen anden filmmusik på grund af dens improvisatoriske karakter. Friheden og den individuelle lyd som hver musiker udøver træder nødvendigvis i forgrunden og bliver et element som instruktøren må bringe i spil med filmens øvrige virkemidler på en mere dristig måde end sædvanligt.
Malle var en instruktør, der var villig til at risikere noget. Samme år som han instruerede “Elevator til skafottet” (1958) havde han endnu et samarbejde med den franske Jeanne Moreau i filmen “De Elskende” i hvilken han portrætterede en erotisk spænding, der vakte påstyr og blev for meget for den amerikanske censur.
Musikken er i “Elevator til skafottet” det element, der forener Julien og Florence, og samtidig forstærker følelsen af den ubærlige adskillelse, som de hver i sær kæmper med. Musikken stræber hen imod deres forening, og er ladet med erotik. De er revet fra hinanden, men forenet i deres forbrydelse og lidenskab.
Moreaus øjne er i brand, selvom hendes skridt er faste og komponerede, da hun går fra café til café for at lede efter Julien. Miles sjælfulde og dybt personlige melankoli smelter perfekt ind i Florence’s karismatiske og grænsesøgende udtryk som den desperate kvinde, hvis forsøg på at bryde ud af sit ægteskab fører hende ud over afgrunden. Musikken bliver især kropsliggjort i hendes sårbarhed og følelsemæssige styrke.
Miles sætter selv ord på sit forhold til improvisation i et interview med “Gwen Sommers Redwine” i 1985 i Atlanta, som spørger ham hvad han tænkte, under denne aftens fortolkning af “Time after time”.
“Ingenting!” Når jeg spiller sådan et stykke, så føler jeg det bare. Jeg lader det gå igennem min krop, og så kommer det ud på den måde. Jeg separerer mig fra publikum. Hvis jeg spiller det, sådan som jeg hører det, vil de kunne lide det. Hvis jeg ikke gør det, kommer de ikke til at kunne lide det, og jeg kommer ikke til at kunne lide det. Så jeg lader musikken overtage min krop. Ligesom jeg ville gøre, hvis jeg kyssede dig.”
Miles tager Gwens hånd, og kysser den. “Det er corny, men det er sandt. Det er den slags følelse.”
Scoret til “Elevator fra Skafottet” fremstår i dag som et af de mest gennemførte jazz scores i filmhistorien. Ikke mindst fordi musikken ikke tager os i hånden for at gøre os trygge, men for at tænde noget i os.
Poetisk 