Manden bag Afrobeatens puls
“Uden Tony Allen ville AFROBEAT ikke eksistere”.
Sådan sagde Fela Kuti, den karismatiske fader bag den nigerianske musikbevægelse, om sin tidligere trommeslager. En plausibel udtalelse og måske også en vigtig indrømmelse. Efter 11 års produktivt samarbejde, inklusive 30 studiealbum, valgte Tony Allen i 1979 at bryde med Kuti på grund af utilfredshed med den plads og de vilkår han blev tilbudt i bandet. Alligevel er et portræt af Allen ikke komplet uden at se ham i kontekst af Fela Kuti.
MUSIK SOM VÅBEN
Fra 1968-1979 satte han som trommeslager den rytmiske puls i AFRICA 70 bandet. Med en oprindelse i Ghanesisk HIGHLIFE skabte ensemblet med Kuti i spidsen et musikalsk nybrud i Nigeriansk populærmusik, og satte scenen for en social, politisk og kulturel protest bevægelse med vidtrækkende indflydelse. Fela Kutis vision var ikke begrænset til hjemlandet Nigeria. Efter at have studeret klassisk musik i England, voksede en bevidsthed om, at det postkoloniale Afrikas fremtid måtte formes af Afrikanerne selv. Ikke af vestlige demokratier, der var velvillige til at handle med Afrikanske militærdiktaturer. Så da han vendte tilbage til Nigeria var det med intentionen om at skabe en folkelig bevægelse, frigjort fra vestlig kulturel dominans, der efter hans overbevisning var præget af ét sæt regler for sine egne demokratier og et andet for de handelspartnere, man valgte i Afrika.
“Africanism” kaldte Kuti i ordleg sit værdigrundlag.
I modsætning til “Demo-crazy” eller “Demonstration of Crazy”…
Kuti betragtede musikken som et våben mod diktaturet og hans konfronterende linje fik personlige omkostninger for ham gennem årene. Omkring 200 anholdelser, tortur og fængselsstraffe og endeligt mordet på hans mor, der under én af sønnens fængslinger blev kastet ud af sit vindue af regimets soldater.
Fela Kutis betydning i Nigeria transcenderede musikken, og da han døde som 58 årig gik over 1 million mennesker på gaden til begravelsesoptoget.
Foruden bandets politiske gennemslagskraft, påvirkede AFROBEATEN også den vestlige musik. Det var fremfor alt rytmen, der løsrevet af dens oprindelige kontekst inspirererede jazzen samt den vestlige pop og rock, som det for eksempel kan høres på Talking Heads to album “Remain in the Light”( 1980) og “Speaking in Tongues” (1983).
ALLEN’S POLYRYTMIK
Tony Allen havde allerede inden han mødte Kuti skabt en unik og personlig stil i en fusion af Ghanesisk highlife, amerikansk jazz og den vestafrikanske YORUBA, som netop er kendtetegnet ved en særlig avanceret tromme tradition.
Da han forlod ensemblet måtte han erstattes med 4 andre trommeslagere for at opnå det samme polyrytmiske niveau som før. Hans evne til at behandle hver tromme uafhængigt fra de andre, er en af de faktorer, der har gjort ham anerkendt som en af tidernes bedste trommeslagere.
Dr. Allen bliver han kaldt i Nigeria.
”Du kan genkende en god trommeslager ved, at han spiller forskellige rytmer med alle 4 lemmer, han bruger”, har han selv udtrykt det. “Hver tromme skal have sin egen lyd. Det er som 4 forskellige karakterer.”
Hans slag har en karakterisk lethed over sig, der kan give én fornemmelsen af, at han indimellem strejfer trommeskinnet mere end han rammer det.
“Ligesom du skal huske at kysse din kone hver dag, skal du være god ved dit instrument.”
“Trommerne skal kærtegnes som var de et klaver. Slaget er en melodi”, har han udtalt.
Men Allens sensibilitet skal ikke forveksles med et tilbageholdende temperament. Den er tværtimod et udtryk for en træfsikker stil og en overlegen teknik.
“Don’t take my kindness for weakness” lyder det sigende i en af hans egne tekster fra SECERET AGENT Albummet (2006).
FRIE HÆNDER
AFRICA 70 talte indimellem op til 30 musikere, for hvilke Fela arrangerede al musikken. Kun Allen fik frie hænder til at spille, hvilken rytme han ville.
Selvom Allen er associeret med Fela Kuti, er anerkendelsen af hans helt afgørende rolle i AFROBEAT’en i dag kommet frem i lyset. Ikke mindst fordi hans vision for musikken stadig er i ekspansion.
I 1984 rejste han til Europa for at finde sin egen lyd. Først til London og siden Paris, hvor han i dag er bosat. Her har han fusioneret AFROBEATEN med elektronisk musik, r&b, dub og rap og dermed lagt navn til AFROFUNK.
Blandt flere af hans bemærkelsesværdige samarbejder er bandet ROCKET JUICE & THE MOON med frontfiguren fra BLUR og GORILLAZ Damon Albarn og RED HOT CHILI PEPPERS’ bassist Flea.
Jeg mødte Tony Allen til et kort interview i Firenze (red: 2017), hvor han spillede et gig med sit faste ensemble bestående af klaver, bas, guitar, saxofon og trompet i anledning af sit nyeste album The SOURCE. ( 2017)
AT STYRE EGOET
Vi sidder tæt i baglokalet efter koncerten for at kunne høre hinanden. Der er nu hårdtpumpende techno i koncertsalen og vi bliver kontinuerligt afbrudt af tilrejsende musikere, der er kommet backstage for at få en selfie med mesteren.
Jeg holder godt fast i vores øjenkontakt for at undgå for mange afbrydelser og bemærker, at hans mørke, harmoniske ansigt er fuldendt med et par lysende blå øjne. Hvor kommer de mon fra, når jeg at tænke?
Tony Allen taler roligt og rytmisk.
Hvordan vælger du de musikere, du arbejder med?
De her musikere har været hos mig i flere år. Selv hvis de også spiller med i andre projekter, skal de altid være der, når jeg har noget til dem.
Foretrækker du at udvikle samarbejder i dybden på den måde?
Ja, fordi det er en overførsel af vibrationer. Telepati simpelthen.
Jeg er jo ikke en band leder, der står forrest på scenen med en mikrofon, som for eksempel en sanger. Jeg kan ikke bære mine trommer rundt på scenen. Så de folk der arbejder med mig, skal vide visse ting. Hvordan jeg tæller, og hvad det betyder. Jeg behøver ikke at tælle med de her musikere. De kender mig og min timing. Det er det vigtigste.
Så du stoler på dem?
Ja. Ligesom når jeg selv deltager i andre bands, hvor jeg ikke har skrevet musikken. Jeg respekterer og forholder mig først og fremmest til, hvad den musiker har komponeret. Men jeg går ikke med til at spille hvad som helst. Det er derfor jeg foretrækker at arbejde med mine faste musikere.
Hvis du er meget opmærksom vil du altid kunne se, hvem der leder et band. Men det er ikke nødvendigt at gå på ego trip. Mange bandledere jeg kender har for stort et ego. Intet menneske kan komme udenom egoet. Det er medfødt. Men pointen er at vide, hvornår man skal give slip på det.
Alligevel bliver man ind imellem nødt til at agere ud fra det.
Hvornår sker det for dig?
Når der er noget som ikke går, som jeg gerne vil, griner Allen.
Hvis det virker som om de andre ikke forstår, hvor jeg vil hen, bliver jeg nødt til at blande mig. Jeg sætter mig selv igennem, fordi det er nødvendigt. De andre accepterer det, fordi alle ønsker det samme og tænker på samme måde.
Ser du det som et mål med musikken at nå det stadie, hvor man kan give slip på egoet sammen?
Absolut. Når alt kommer til alt, skriver du musik for gode musikere, som du ønsker skal give det bedste af det, de kan og ved. De har noget inde i sig selv, som de har bygget op for sig selv gennem deres tid som professionelle musikere.
OVER MIDDELHAVET
Allens personlige søgen efter tiden med Kuti førte en pause på næsten 10 år med sig, hvor han hverken indspillede eller gav koncerter. Jeg ville gerne forstå, hvilken indflydelse det havde på ham, men tiden er knap. I stedet spørger jeg ham, hvad der fik ham til at rejse til Europa.
Efter jeg forlod Fela tog det mig lang tid overhovedet at overveje, hvad jeg skulle gøre.
Det var ikke en beslutning, jeg selv traf. Jeg blev presset af én af mine venner fra Frankrig. Han så mig med Fela i Nigeria og sagde: du behøver ikke at blive i det her. Den slags konkurrence er ikke god for dig.
“Så hvad vil du jeg skal gøre”? Spurgte jeg ham.
“Kom til Europa”
Først i 1984 rejste Tony Allen til London, hvor det i starten var vanskeligt for ham at etablere sig.
At det netop skulle være England, der blev første stop på rejsen for Allen sætter hans baggrund i relief. I sin autobiografi fortæller han, at efternavnet Allen er et slavenavn fra faderens familie, der en generation tidligere blev reddet af en britisk slavepatrulje i Sierre Leone. Da han kom til London var de mistænksomme over, hvor han havde fået et engelskklingende navn fra.
“Jeg kiggede på ham og grinede. Jeg ville ønske, jeg kendte mit rigtige navn. For det her navn har jeg fået af jer, så hvorfor spørger du mig, hvor jeg har det fra?”
Havde du forventet, at du ville vende tilbage til Nigeria?
På det tidspunkt rejste jeg ind og ud af London. Jeg boede der i 2 år. Men jeg ville ikke bo illegalt. Jeg ville have de rigtige forhold at arbejde under, og jeg ville ikke tage et hvilket som helst job i forhold til musikken.
Hvordan følte du Europa påvirkede din musikalitet i starten?
I London kunne jeg ikke finde de rigtige musikere at spille med. Da jeg flyttede til Paris lykkedes det mig at skabe et større band. Men jeg fik at vide, at jeg måtte reducere størrelsen på det. Så jeg var nødt til at begynde at skrive musikken efter det. Hvad der end virker, er det jeg tilpasser mig efter. Hvis jeg må skære ned, skærer jeg ned. Jeg kan spille i hvilken som helst formation.
Jeg kan også godt spille som de andre, men det interesserer mig ikke. Det er ikke Tony Allen.
Du skal tro på, hvad du gør.
Hvad betyder Nigeria for dig i dag?
Nigeria er fuldstændig forandret i forholdt til det Nigeria, jeg blev født i. Alt er anderledes, så jeg hader at tale om det. For jeg kan ikke tro, hvad det er blevet til. Men jeg er ikke politiker, så jeg blander mig udenom. Jeg beder bare til, at det vil vende tilbage til hvad det var engang.
STEMME PÅ BEATET
Tony Allen er ikke så uengageret, som han umiddelbart giver sig ud for at være, når det angår den politiske situation i Nigeria eller resten af Afrika. Ligesom Fela Kuti gjorde det, skriver han tekster og synger selv på nogle af sine albums, selvom han kalder sig for amatørsanger. På albummet “Film of Life” fra 2014 udtrykker han sig eksplicit til de landsmænd der krydser middelhavet i håbet om en bedre fremtid.
"Dont't take the boat journey, my brothers! Running away from misery And you can find yourself in a double misery Even if they let you enter The situation here is not so cool" Uddrag fra "Boat journey"
Selv har Allen nu boet 30 år i Frankrig og er en af de Afrikanske musikere, der har skabt en solid karriere og medvirket til at give Afrobeaten nye ben at gå på i Europa. “Tony Allen fik mig til at danse”, har Damon Albarn udtalt i forbindelse med deres samarbejde.
Udtrykket for de to yderpunkter mellem lidelsesfulde omstændigheder og livsbekræftende dans er smukt spændt ud i nummeret “Woro Dance” på albummet THE SOURCE. Blæsernes melodistemme synes indimellem at læne sig op af Coltranes sorgfyldte “Alabama”, men beatet er umiskendeligt Allen.
En musikalsk kosmopolit der synes at vende tilbage til moderlandet igen og igen gennem sin musik.
Som det lyder fra koret på albummet “Homecooking”:
"From a distance calling I hear a song calling me from the motherland Something deep inside me Something so strong calling me from the motherland..."
Artiklen er publiceret i Jazz Special nr. 161, 2018.
Se min korte reportage fra koncerten i Firenze her: (vælg HD)
Poetisk 