“Ikke altid lykkes man med at være evig”
Ord kan være farlige. Især når man udtrykker dem på skrift. De binder sig til verden på en måde, der kan virke så manifesterende.
Jeg må indrømme, at jeg er bange for Alda Merini (1931-2009). Ikke så meget for hendes digte som for hendes personlige tragedie. Denne store, tunge digter, der gik igennem så megen lidelse. Som måske fik forløst sit indre gennem poesien. Men som ikke lykkedes med at udleve sine længsler i forholdet til andre mennesker.
Der er dog også en underlig magnetisme i hendes livshistorie. En mystik som lokker, men som også har noget grådigt over sig. Som griber den ind i min livsappetit for at udfordre den.
Skiftene mellem at opløfte og nedtrykke foruroliger mig. Jeg føler det som ville digtene spise det sidste stykke af min ungdom.
Der er så meget mere at opdage om Alda Merini, men hvor tæt ønsker jeg at komme på hendes verden? Hvis jeg går ind i den, kan jeg så finde ud igen? Selv et kort møde føles som en kraftprøve.
Italiensk klassiker
Trods min ærefrygt faldt jeg for nogle måneder siden for fristelsen til at oversætte nogle af hendes digte. Jeg havde brug for at pakke noget ud fra mine år i Italien. Bogstavelig talt oversætte og fortolke nogle af mine kunstneriske oplevelser. Fortsætte dialogen med den italienske kultur tilført den distance, det giver at være tilbage i mit fødeland.
Det forundrer mig, at Alda Merini endnu ikke er oversat til dansk. Hun er én af det moderne Italiens mest markante og elskede poeter. To gange har hun været nomineret til Nobelprisen. Hun inkarnerer den åndfulde men undertrykte kvinde, der frigør og gennemtrumfer sig selv gennem kunsten. Måske kun gennem kunsten.
Det må have været ensomt for hende at forfølge sit kald. Hendes liv var præget af indespærring og mental sygdom, men også af skønhed og et stærkt sjæleliv. Mod alle odds formåede hun at vende sit livsdrama til et vigtigt værk.
Allerede som 8-årig læste hun Dantes Guddommelige Komedie og lærte flere passager udenad. Undervist og opmuntret af sin far, udgav hun et par år efter sine første digte. Selvom hendes mor forsøgte at få hende på bedre tanker, fortsatte hun i dette spor op gennem teenageårene.
I efterkrigstidens Italien levede Alda et boheme liv blandt kunstnere. Flere af hendes (meget) ældre elskere var forfattere og hjalp hende med at udgive sine digte.
Alda Merini
Låst inde
Alligevel blev hun som 22 årig gift med en forretningsmand, der ikke forstod eller værdsatte hendes talent. Jaloux over Aldas frimodighed fik han hende efter barn nummer to indlagt på et psykiatrisk hospital, hvor hun blev udsat for intet mindre end 48 elektrochok gennem en periode på 10 år. Som konsekvens deraf mistede hun forstanden og gled ind i bevidsthedstilstande, der opløste enhver rest af normalitet i hendes liv.
Trods indlæggelserne blev Merini mor til endnu 2 døtre, hvilket stillede hende overfor en overvældende opgave. Da hun første gang fik muligheden for at blive udskrevet fra det psykiatriske hospital, valgte hun at blive adskillige år endnu. Hun havde fundet tryghed i indespærringen. Glimtvis mærker man i hendes digte, hvordan hun møder sit fængsel med en form for nysgerrighed og velvilje. En mulighed for introspektion, som Merini selv har benævnt det.
Det er især her min egen frygt kommer ind. Jeg kender befrielsen i at synke ind i mig selv og lukke verden ude. Meditere mig ud af basale behov og ønsker. Trippe på ånd. Nyde den uendelige lethed og eufori det kan fremkalde. Den såkaldt virkelige verden kan pludselig virke skiftevis langsom og besværlig; eller forhastet og irrelevant. I sammenligning med de indre opdagelser man gør sig ved at fokusere på det essentielle. Møde sine egne skygger og det umådelige lys som udsletter dem én for én.
Det er en forførende følelse. Den transcendentale oplevelse besvarer så mange spørgsmål, som det sociale liv ved første øjekast kan have vanskeligt ved. Men frihed kan ikke realiseres i isolation. På et vist tidspunkt brister projektet. Heldigvis. Skabertrangen melder sig. Man flyder over og må dele.
Ude
Efter ægtemandens død startede en ny epoke for Alda. I 1986 fik hun for første gang sin egen lejlighed og genoptog forfattergerningen.
Gennem at skrive sig ind i og ud af grænseoverskridende tilstande, rakte Alda Merini ud mod omverden igen. Både ældre og yngre digtere opsøgte Alda Merini for at blive inspireret. De mødte en kvinde, der nærmest levede som en hjemløs i sit eget hjem. Den storrygende kunstner skoddede sine cigaretter direkte på gulvet, hvor det flød med affald overalt. Men hun var fri og hun skrev. Som var hun et levende filter, hvorigennem kun det mytiske kunne trænge ind.
I længslen efter elskere, der sjældent gengældte hendes kærlighed, overgav hun sig igen og igen til sproget – med lige dele hengivenhed og opgivenhed.
Det intime forhold mellem liv og værk giver Alda Merini noget tilnærmeligt og jordnært. At hun gennem så mange år lykkedes med at fremmane og bebo en poetisk verden bag lås og slå indgyder respekt og ydmyghed.
Under mit korte dyk ned i dette dyb, når jeg både at mærke spændingen og trykket ved Merinis frygtløse lyrik. Men også lettelsen over at stige op til overfladen igen med en anelse mere mod i kroppen.
Gennem min egen leg og søgen efter danske ord og former, der ville kunne antyde Merinis oprindelige poesi, indser jeg, at hun må have fundet stor nydelse i at dvæle ved sin smerte. Stille den til skue. Jeg begriber, at der må være en lettelse i at slippe totalt. Læne sig ind i mørket og lade både engle og dæmoner tage fat, hvor de vil. Alt imens den fysiske verden sejler afsted i en tilfældig og viljeløs retning. Kroppen, hjemmet, relationerne.
Det vi arver
Uventet forstår jeg endnu en ting. Som er langt vigtigere. Min ambivalente tiltrækning mod Merini har en naturlig forklaring, jeg ikke kan undslippe.
Hun minder mig om en kvinde, jeg kender som mit eget kød og blod. Jeg vender tilbage til hende igen og igen. Uden at jeg nogensinde til fulde formår at begribe, hvem hun er, eller hvor hun kommer fra.
Jeg ved dog, at hun fortjener at blive både set og hørt. På sin egen personlige scene. I sit drama og sine modsætninger. I den eksplosion af farver, der tegner hendes alvor og humor. Vrangforestillingerne og klarsynet. Egoismen og hjerteligheden. Det groteske og det skønne.
Er ikke det også en digters opgave? At beskrive mennesket som det virkelig ser ud. I det store og overvældende billede.
Vil jeg blive alene? Når den inderlige ild i mig har rejst sig Opflammet af disse storme Og jeg er fast, fri, levende Vil jeg da være alene? Måske vil jeg ud af rødderne flå Mit udskudte håb om kærlighed Jeg vil komme i tanke om at frugten fra hver Menneskelig begrænsning er mindets fravær Som synker mig ind i det at blive til Men indtil jeg skælver Af din hånds berøring indviet Siden i går Ligger hvert livstegn der strammer mig Uformeligt under for dine mål Sarò sola? Quando avrò alzato in me l'intimo fuoco che originava già queste bufere e sarò salda, libera, vitale, allora sarò sola? E forse staccherò dalle radici la rimossa speranza dell'amore, ricorderò che frutto d'ogni limite umano è assenza di memoria, tutta mi affonderò nel divenire... Ma fino a che io tremo del principio cui la tua mano mi iniziò da ieri ogni attributo vivo che mi preme giace incomposto nelle tue misure. (1952)
Overfrakken En vis overfrakke boede længe derhjemme det var en overfrakke af kvalitets-uld blødt kamgarn godt brugt var denne overfrakke beboet og vendt om tusind gange den tegnede konturen af vores far hans siluet nu opslugt og lykkelig. Hængende i en løkke eller på knagerækken pådrog den sig et nedslået suk: gennem denne gamle overfrakke mærkede jeg min fars hemmeligheder at leve således, i skyggen (Il pastrano) Un certo pastrano abitò lungo tempo in casa era un pastrano di lana buona un pettinato leggero un pastrano di molte fatture vissuto e rivoltato mille volte era il disegno del nostro babbo la sua sagoma ora assorta ed ora felice. Appeso a un cappio o al portabiti assumeva un'aria sconfitta: traverso quell'antico pastrano ho conosciuto i segreti di mio padre vivendolo cosí, nell'ombra (1991)
(Det mest fremragende er natten) Det mest fremragende er natten når den sidste frygt falder og sjælen kaster sig ud i eventyret Han tier i dit skød som genopslugt af blodet der endelig lader sig farve af Gud og du beder til, at han tier for altid for ikke at høre ham som en vedvarende rallen lige inde bag murene (La cosa più superba è la notte) La cosa più superba è la notte quando cadono gli ultimi spaventi e l'anima si getta all'avventura. Lui tace nel tuo grembo come riassorbito dal sangue che finalmente si colora di Dio e tu preghi che taccia per sempre per non sentirlo come un rigoglio fisso fin dentro le pareti. (2000)
Poetisk 