Vædderhorn og vilde hybenroser

by Karin Grand

Dyr er formidable budbringere. De har fornemmelse for den store sammenhæng.

For nylig gik jeg en aftentur langs stranden på en øde strækning. På tilbagevejen passerede jeg et område, hvor en fårefold grænser næsten helt ned til vandkanten. Her er de særligt robuste gutefår blevet engageret til at slå den vilde hybenrose ned. Uden naturlige fjender er den ustyrlige plante nemlig i gang med at fortrænge stort set alle andre plantearter.

Da jeg passerede folden, reagerede flokkens stolte vædder med et klart og tydeligt “MÆH”… Jeg sænkede tempoet og så mig tilbage. Han stod ved lågen og kiggede efter mig. Næsten som for at forhindre mig i at gå videre. Det gjorde jeg alligevel. “MÆHHHH”, lød det. Igen?

Det andet sprog

Jeg vendte mig nu grinende om mod vædderen og gik hen til den. Der er noget ur-komisk over at blive kaldt ind af netop et får. Det klassiske eksempel på et flokdyr. Temmelig tæt stod vi dog der. “Hvad er det, du vil sige til mig?”, spurgte jeg. Oprigtigt undrende.

“Ved du noget, som jeg ikke ved”? Vi kiggede hinanden ind i øjnene… Jeg overgav mig først til dens tomme tavse blik, men hurtigt begyndte mine øjne i stedet at vandre rundt på dens mægtige horn. Deres volumniøse krumning og massive stoflighed havde noget så hypnotiserende og forhistorisk over sig, at jeg for et øjeblik glemte tid og sted. Jeg kunne abstrahere fra mine egne tanker og meditere på noget, der var fælles mellem vædderen og jeg. Et udvidet rum. Knirkende nærvær mellem to arter.

Til sidst måtte jeg dog lade vædder være vædder. Jeg fik et sidste “MÆH” og vandrede derefter de sidste 4-5 kilometer tilbage ad stranden med det indre billede af min uldne vens svungne horn. Et indtryk havde brændt sig fast og åbnet en dør på klem.

Den naturlige skønhed

Inden jeg drejede op mod vejen og væk fra stranden, kiggede jeg tilbage mod ruten, jeg havde tilbagelagt. Lavt i horisonten hvilede nu en fyldig og rustenrød fuldmåne. Varm og spørgende.

Det evigt beroligende øje, der trækker magnetisk i jorden.

Dyb indånding… Rus af skønhed og magi. Så uventet tæt jeg var på det hele.

Senere samme aften dukkede et billede tilfældigt op i min nyhedstråd. Et maleri af en nøgen kvinde med bukkehorn, flankeret af store hvide blomsterhoveder: udformet som var de bløde, udsprungne valdhorn. Underneden en tekst der tilførte aftenen endnu et strejf af mystik.

Juli måned månen, som havde omfavnet mig fra sin plads i horisonten, kaldes bukkemånen, viste det sig. Navngivet af de amerikanske indianere, fordi julis fuldmåne sammenfalder med den tid på året, hvor de mandlige bukkes horn vokser aller mest. Mens de er i brunst.

Nu var jeg nysgerrig. Mit rendezvous på stranden gav ekko. Hvad med vædderen og dens smukke horn?

Jeg skulle ikke søge længe efter svaret.

Ritualer

Vædderhornet er ét af klodens ældste blæseinstrumenter. I jødisk tradition, bliver det brugt i religiøse ceremonier for at indvie nymåne og ja…fuldmåne.

Instrumentet kaldes shofar og siges at åbne himlens porte. Det har to toner.

Jeg ringede til en nær ven i Israel. “Fortæl mig om vædderhornet”.

Han bekræftede den rituelle brug af hornet ved nymåne og fuldmåne, og sendte mig en video fra en synagoge i Tel Aviv, hvor han i religiøs mundering messer de jødiske digte og spirituelle tekster i egenskab af “shaliah tzibur” – ham som leder den offentlige bøn.

Ceremonien blev afrundet med seks toner fra shofaren, spillet af endnu en mand i rollen som “ball tokea”. Blæsemesteren.

Lyden rettes mod vores hjerter, fortalte min ven. For at vække os fra vores søvn.

Muserne

Sikken lang tone, der kom ud af mit møde på stranden.

Kender du det? Når en tilsyneladende tilfældig detalje, pludselig vækker noget i dig. Den bider sig stædigt fast og nægter at slippe grebet, før du har udforsket meningen bag.

Det ubevidste kalder altid på at trænge ind i bevidstheden. I intuitionens rolige insisteren på at overvinde vores rationelle og kritiske tankegang, får den åbnet vores verden og gjort den stadigt større og mere forunderlig.

Små og store improvisationer svinger sig rytmisk ind i sindet. Vi er alle en del af naturens store orkester og nogle gange rækker det med et mæh og to naturlige toner for at åbne himlens porte.

Lyden af Shofar:

Maleri “Down Below” fra 1940 af den surrealistiske kunstner: Leonora Carrington (1917-2011)