Under Uglevinger

Hvornår bliver vi mon dem vi er?

Den personlige lidenskab der former vores liv… Eksisterer den allerede i os inden, vi bliver født?

Der er et pudsigt minde, som har brændt sig fast fra min barndom.

Jeg står med min bedste veninde i klitterne ved stranden, hvor jeg er vokset op, og kigger ud over bølgerne. Ud af det blå rækker jeg mine 10 årige arme op mod himlen, lukker øjnene og udbryder i lige dele leg og alvor: “Jeg ofrer mig til Sol Guden!” Fulde af fryd løber vi derefter ned på stranden for at betro vores hemmeligheder til hinanden.

Hvor kom det indfald fra? Hvilken Solgud? Ingen havde foreslået mig at gå ud af en sådan sti. Det kom lige fra hjertet, som man siger. Længslen mod naturen og idéen om at give mig hen til en fjern og magisk verden. En anden end den kristne himmel, jeg havde fået med i barnetroen. Det var et større og vildere sted, som jeg ikke havde noget navn for. En del af livet, ikke efterlivet.

Det med Gud

I samme periode fik jeg indimellem angstanfald. Måske var jeg lidt yngre.

Det skete, når jeg begyndte at gruble over Universets uendelige udstrækning. Panisk så jeg mig omkring for at finde, ikke Solguden, men min far. “Nu tænker jeg igen på det med Gud” jamrede jeg i visheden om, at jeg en dag skulle dø, og at der ville være begreber, jeg aldrig ville kunne forstå til fulde inden da. Der åbnede sig en afgrund i min bevidsthed, som var ubegribeligt skræmmende for mig.

Jeg følte det evige som havde det vendt sig imod mig. Det enigmatiske var ikke længere en dragende drøm. Skyggesiden var en uovervindelig og mareridts-agtig gåde at løse. Da jeg ikke så nogen anden udvej, gik jeg direkte ind i angsten og lod den overtage mig.

“Jamen, hvad skal jeg da stille op for at trøste dig lille ven…?” spurgte min far. I tydelig afmagt. Han gjorde hvad han kunne, og det hjalp. Blot at sidde hos ham og blive holdt op, mens jeg græd til jeg var udmattet.

Tårerne og tyngdekraften rev angsten med sig. Når jeg havde grædt færdig, var jeg så god som ny. Efter et par år, holdt anfaldene op af sig selv. Jeg havde fred med de største spørgsmål og lod dem ligesom hænge i luften.

Samme brændende sol

I dag er de før så overvældende fænomener løbet sammen til en livgivende kilde af inspiration. Jeg vender jeg mig til naturen for svar, når jeg er rådvild.

Sidste sommer tog jeg til Vesterhavet for at være alene nogle dage. Jeg havde desuden en forhåbning om at gense hugormen, som jeg mødte på en sti i området, (også) da jeg var barn.

Overalt hvor jeg gik i lyngen var jeg på udkig, men fik ikke øje på den.

Til gengæld førte min søgen mig ind i en tilstand af vågenhed og nærvær, som gjorde selv små bevægelser til store begivenheder.

Jeg lod landskabet krybe ind overalt. Lyttede med alle sanser åbne. Jo længere, jeg kom ind i mig selv, jo mere steg fornemmelsen af, at jeg ville møde hugormen.

Den sidste aften på vej hjem fra stranden efter solnedgang rørte dyrene endelig på sig. Der var ikke et menneske i sigte, da jeg spadserede hen over lyngens små stier.

Midt i stilheden følte jeg et truende nærvær. Jeg kiggede op og blot et par meter over mit hoved cirklede mosehornuglen i ring omkring mig. Dens vingefang virkede enormt, og kroppen tung og mørk i skumringen.

Til min egen overraskelse satte jeg instinktivt farten op og begyndte at småløbe. Uglen fulgte efter! Hendes fart og fokus skræmte mig. Jeg må være kommet for tæt på hendes rede og fik nu en utvetydig advarsel. Jeg var ikke klar over, at ugler kunne finde på at angribe mennesker. Hun dykkede lavt hen over mig og satte sig i et fyrretræ ved stien, som jeg var nødt til at passere.

Jeg var for nysgerrig til ikke at stoppe op og betragte dette sjældne væsen. Vi fik øjenkontakt. Stærk fornemmelse at kigge lige ind i øjnene på dette mystiske dyr. Pludselig lettede hun og fløj hen imod mig igen. Jeg satte i løb, spontant grinende men endelig fuldstændig klar over, at uglen virkelig var ude efter mig. Der var et par hundrede meter hjem. Jeg løb alt, hvad jeg kunne i klipklapper med uglen efter mig. Hun overhalede mig og satte sig på naboens tag.

Idet jeg passerede, fløj hun op igen. Fremme ved mit mål låste jeg mig hurtigt ind. Underligt lykkelig over det hele.

Efter nogle minutter kiggede jeg ud af vinduet. Der sad uglen i en busk lige udenfor mit soveværelsevindue. Fryd og forbløffelse. Udsigten til natten alene i det store hus, havde pludselig fået en anden intensitet. Det som skræmmer, kan også vise vej. Erkendelserne boblede op til overfladen. Både jægeren og byttet i mig havde noget at sige. Så jeg gav plads og fik knap sovet den nat.

Jordforbindelsen

Dagen efter vågnede jeg allerede ved 5 tiden. Spændingen sad stadig i kroppen. Jeg listede forsigtigt ud i stuen og kiggede ud i den disede klit dal. Få meter fra mig stod nu det blideste dyr, jeg kunne forestille mig, og gumlede løs på nogle blade. Et rådyr kid.

Jeg listede forsigtigt ud af havedøren og fik lov til at betragte hende en halv times tid, mens hun vandrede rundt i området.

Den beroligende energi afløste med det samme uroen fra min oplevelse aftenen forinden. Hele scenen føltes som skrevet. Omtrent da tågen lettede gik rådyret videre ud i landskabet og jeg rejste tilbage til Østkysten.

Det skjulte sprog

Jeg følte nærmest, jeg fløj hjem og ønskede bare at forlænge følelsen af at være ét med naturen, så længe som muligt. Det var min fødselsdag dagen efter, så om morgenen tog jeg til stranden for at se solopgangen.

Det var køligt, og jeg var alene. Jeg smed tøjet og gik forsigtigt ud i vandet indtil det nåede mig til navlen. Solen var nu stået halvvejs op i horisonten. Det glimtede overalt, mens mågerne begyndte at varme stemmerne op med deres skrig. Lige inden jeg dykkede ned under overfladen brød to marsvin vandskorpen få meter foran mig. Tilsyneladende uforstyrrede af at dele deres territorium med mig. I hvert fald svømmede vi rundt sammen i et kvarters tid, mens solen løftede sig fri af horisonten.

Et indre bibliotek

Hvilken rus det er at blive indviet i det ritual naturen, skaber hver eneste dag. Den rytme man bliver en del af, når man lader alting være som det er. Det ydre og det indre begynder at forme sig efter hinanden. Jo mindre man gør, jo mere bliver man tildelt.

Jeg tænker tilbage på mit ønske om at “ofre mig til Solguden” som barn. Intet er tættere på end den verden, jeg troede var længst væk. Det stof vi kommer af og vender tilbage til findes indeni og alle vegne.

I nat drømte jeg, at jeg var på et bibliotek, der skulle brændes. Inden da fik jeg lov til at tage de vigtigste værker med mig. Så mange jeg kunne nå og lige så mange jeg kunne bære. Det var en svær opgave, men jeg fyldte favnen med nogle guldindfattede bøger, og tænkte at det nok skulle række.

Det er blevet lettere at give slip med tiden. Ofre det nødvendige. Naturen gør det hver gang, årstiderne skifter. Den lærer os, at intet går tabt på den måde. Det essentielle følger altid med videre. Og selv når man tror, man er alene, er der nogen, der mærker, man er der.

Fotograf af marsvin og ugle ukendt, Portrætfoto af Helene Grand Nedergaard, Øvrige fotos af Karin Grand