En rigtig dreng
“Der var engang et stykke brænde. Det var slet ikke et fint stykke træ, nej, det var et ganske almindeligt stykke brænde af den slags, vi om vinteren putter i ovnene for at få det godt varmt i stuen.”
Nogenlunde sådan starter Carlo Collodi sin berømte fortælling om Pinocchio, (Firenze, 1883).
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det var Michelangelos berømte udsagn, der inspirerede Collodi til at skrive Pinocchio:
“Jeg så englen i marmoren og huggede, indtil jeg havde sat ham fri…”
Hvis nogen har glemt det, skulle Pinocchio blot have været et bordben, men inden snedkerens økse rammer træstykket, begynder det at klynke: “Av, av, av, Det gør ondt!”
Til Pinocchios held kommer den fattige Gepetto forbi netop i det øjeblik. Han har tænkt sig at lave en trædukke og får det uvorne stykke brænde med sig som en gave, snedkeren helst vil slippe for.
Allerede inden Gepetto er klar med at udforme munden på Pinocchio, begynder denne at drille og grine af sin skaber, og så snart benene og fødderne er på plads, drøner han ud af døren for at gå på opdagelse.
Hos den satiriske Collodi er det hverken engle, magtfulde fyrster eller bibelske helte, der træder frem i lyset, når den overflødige materie er skåret væk. Pinocchio er en folkelig karakter: nysgerrig og ustyrlig i sin levelyst – og derfor uimodståelig.
Jeg har lige læst Pinocchio på dansk, og derefter set Matteo Garrones filmiske fortolkning fra 2019, på italiensk. Derfor dvæler jeg lige lidt ved detaljerne.
Garrone (Dogman, Gomorra) lavede sit første storyboard til filmen, da han var 6 år gammel. 45 år senere fik han endelig realiseret sit projekt i en usentimental version, der er tro mod den originale handling og samtidig tilfører nye lag. Vidunderlig mørk, humoristisk og poetisk.
Pinocchio spilles af den 8-årige Federico Ielapi. Hans gnistrende personlighed skinner igennem de 70 forskellige masker han når at bære gennem filmens handling. Med sine vakse øjne tryllebinder han seeren og giver fortællingen intimitet og menneskelighed. Netop det som karakteren bærer i sig – drømmen om at blive en rigtig dreng.
“Kan du lide det, jeg har skabt?”, spørger Gepetto Pinocchio, idet han holder et spejl op foran ham i starten af historien. Sikke et spørgsmål at få, når man lige er født!
Garrone har givet den eksistentielle side af Pinocchio både varme og dybde, især i skildringen af forholdet til faderen Gepetto. Men også i forvandlingerne og samspillet med alle de fabelagtige og skræmmende karakterer Pinocchio møder undervejs. Han kigger dem alle direkte ind i øjnene, og det er måske det mest fængende ved Pinocchio – at han ser alting for første gang. Resolut, vågen og lyttende; men også godtroende og nem at lokke med, indtil det endelige vendepunkt i gabet på den frygtelige haj.
For mig er det bevægende at leve mig ind i en historie for børn, der udspringer fra – og udspiller sig i et land(skab), jeg har boet i som voksen. Lidt som at få realiseret den omvendte drøm af Pinocchios om at blive menneske. Nemlig at rejse ind i et eventyrland, hvor alt kan ske.
Det behøver man ikke være lavet af træ for at opleve.
Her er traileren:
Poetisk 