Identitetens grænseland
December. Magiske måned, hvor det vrimler med nisser og andre eventyrlige væsen. Deri vil jeg møde hende her… igen. Hun er mere trold end nisse, tror jeg. En del af noget, som jeg ikke til fulde forstår.
I sommer besøgte jeg Susan Dich Malberg Albertsen i hendes vidunderlige maskeværksted i Skælskør. Et lille forvandlings-hus i en blomstrende have, hvor hun nænsomt pakkede mit ansigt ind i gage, mens “livsdrømme-masken” satte sig fast om min pande, mine kindben, næsen og min hage. Så jordnært og stemningsmættet. En rejse ind under huden. Spændende afspænding.
Når vi sidder så stille med lukkede øjne, er det som om knoglerne træder frem i bevidstheden. De bliver ligesom holdepunktet for ens form. Uden musklernes fremadrettede og frie bevægelse griber knoglerne fat om fantasien og kaster én tilbage i tiden. Vejrtrækningen og blodet bruser afsted. Øjnene hviler i det indre mørke. Men snart tændes der lys. Noget gammelt går forbi indeni. Sjælen?
Mens gagen langsomt størkner på min hud, får jeg fornemmelsen af, at jeg vandrer rundt gennem grotter. Jungleture fra min ungdom dukker op. Det går stærkt. Jeg mærker, at jeg er opstået ud af noget. Ligesom alle de andre i grotten, der heller ikke har ansigter lige nu. Urtid omkring bålet. Måske det er selve det menneskelige, man kommer i berøring med, når man mærker skelettet? Før kønnet. Knoglerne kan holde sig ind i døden. Men føles næsten skræmmende ukendte i den levende krop. Når man virkelig koncentrer sin opmærksomhed på dem. Finder indgange til ukendt land.
Det er sjovt at gå til grænsen af sin egen identitet. Der skal ikke så meget til. Bare viljen til at give slip på det ydre. Være anonym et øjeblik.
Pludselig vender følelsen af varme og lys mod huden tilbage. Det er sommer. Masken vrikkes forsigtigt af. Jeg hjælper selv til ved at gabe og knibe øjnene sammen. Susan skal lige ordne afstøbningen lidt. Jeg føler mig nusset om. Som jeg sidder der med mit eget ansigtsaftryk mellem hænderne. Bevæget faktisk. Vi ser jo ikke os selv, mens vi sover eller drømmer. Det er ikke det samme som at kigge sig selv i spejlet. Jeg kan røre ved det, jeg kigger på. Stryge min egen kind. Som jeg var for lidt siden. De bløde dele har glattet sig ud. Læberne.
Stedet jeg besøgte har sat sit aftryk. Er blevet et håndgribeligt billede på noget indeni mig. Et lag skrællet af. Føler mig omsluttet af gavmildheden i rummet. Som om alt er muligt.
Nu finder jeg pindsvinepigge fra Afrika frem fra Susans mange kasser, konkylier fra Grækenland, rovfuglefjerene har jeg selv taget med. Rav og glimmer! Masser af glimmer. Stjernestøv og souvenirs fra min tur i grotten, som kan strække sig langt ind i december.
I masken er jeg mindre mig selv og mere mig selv på én og samme gang. Friheden jeg søger er fikseret i ét eneste udtryk. Men når jeg ser ind i skallens konkylie blik bliver jeg helt svimmel. Som om jeg ser på mig selv med hele kroppen. Finder den der følelse af forgængelighed. Væren eller ikke væren. Ligesom alle andre. Det er dejligt faktisk.
Jeg håber I vil nyde december og alle drømmene, hun kaster af sig. I ved. De små forvandlinger og alt hvad hjertet begærer.
Poetisk 