Storslået “kompovisation” i symfonisk sal
50 af Danmarks fineste jazzmusikere sprænger lydmuren i råswingende og raffineret kæmpeværk komponeret og dirigeret af Anders Malta i anledningen af 100 året for dansk jazz.
Sjældent har jeg oplevet så inspirerede og organiske overgange mellem soloer i så talrigt et orkester.
På Danmarkshistoriens varmeste dag var der i Musikhuset ikke skyggen af “nu er det min tur, så jeg rejser mig op og spiller min solo – i et big band” attitude i sigte.
Hver solo, duo, trio eller kvartet i helheden stod på skift frem som selvindlysende manifestationer af deres egen indre nødvendighed. Altid overraskende. I meningsfuld musikalsk fylde væltede de frem som en målrettet flod med mange bifloder, der går over sine bredder.
I glimt som et utæmmet blæsende bæst vi alle hemmeligt ønsker at møde. Gysets renhed og ærlighed. Rovdyrets elegance og fokus, når det ligger på lur før jagten og angrebet sætter ind. Frygtløst.
100 stemmer står som et pragteksempel på, at “musik er liv, og som dette uudslukkeligt”, som Carl Nielsen udtrykte det. Nu vi er i symfonisk sal, får han et ord med og ikke så få af hans værker er jo fortolket af jazzmusikere.
Sprechstallmeister T.S. Høegs oprørske og poetiske nedslag i jazzhistorien hopper og springer efter samme princip som musikken. Han leger med. Alt er ét. Alle er på. Selv de musikere, der i et øjeblik ikke spiller med, kan man høre. Man mærker dem swinge.
Skønt Høeg er i tråd med tiden, stilfuld og kæk i sine korte bukser, lange blå strømper med hvide lædersko og designeraccesseries har han ånden fra hyrdeguden Pan, der danser drillende omkring i skoven.
Trommerne lægger ud, hviskende først mens Chappe tager den første sax solo. Nikolaj Hess kommer ind på klaveret med bløde, fabulerende passager der lander i faste, rytmiske ryk i lyse toner. Så er forbindelsen mellem den Aarhusianske musikbastion og New Yorks verdensscene etableret.
T.S griber mikrofonen og tager os tilbage til jazzens oprindelse i USA, de forpinte slaver, indvandrerne og det nådeløse clash, racisme, adskillelse og floddeltaet mellem New Orleans, Kansas City, Chicago og endelig New York.
Nu bliver det langsommere, som floden jazzen rejser nordpå med.
Blæserne bygger noget op, trommer!
Torden og vokale stemmer. Alle blæser afsted, selv strengene.
Ud af det blå vender vi forfriskende blikket helt ind i den sjælfulde danske sangskat. Men med Atlantershavets buldrende kontinentalkraft i ryggen. “I skovens dybe stille ro” bryder igennem med en klarhed og kraft, der sprænger ruderne på hver en Grundtvigiansk Højskole.
Nå jamen, selvfølgelig. Sådan skal det lyde! Næsten som om sangen selv har ventet på at blive taget ud af sit jomfrubur. Mindre “fuglens glade sang”… og mere af “hjertets længsel”.
Blæserne løfter budskabet helt op i de mørke trækroner. Visen og den konsensussøgende fællessang flås nærmest ud af sin skrøbelighed og styrter smukt ind på en potent og livsstærk scene, “bebudelsen af aftensang”. Og trommer! Takket være de 50 musikeres levede liv, deres vovemod, deres anarki, deres -nu gør jeg det på liv eller død…får klassikeren en sprøjtende genfødsel.
I mosen kvækker højt en fucking frø, og sådan lyder det når 50 af Danmarks aller vildeste musikere stærkt damper mark en sø.
Man kan mærke, der er kommet ulve til Danmark, og kronhjorten må være gået tidligt i brunst.
Julie Kjær går i sax solo. Mørkt og markant.
Anders Mogensen blander sig på trommer. Langsommere og luften hopper rundt mellem forskellige blæsere som en ping pong kugle på rette vej.
Julie sætter resolut det hele på plads igen efter rundturen. Lyden af musikalske rødder, der når helt ned til grundvandet. Måske er det ikke helt rent længere. Men det er stadig livsvigtigt og nærende.
Tonen bliver lidt farligere nu. To trækbasuner går ind og ud mellem hinanden.
TS Jazzfortælling er nu udbredt over hele kloden og også nået til AAaaarhus, som han siger.
-Hot swing, bebop, modal frenetisk elektrisk lyd. The body. Inderligt hjerteslag.
-Hybrid! Ud og væk. Øjeblikke fra komposition til improvisation. Kompovisation!
Niels Vincentz på inderlig sax solo, melankolsk og kærligt løfter den sig langt ud over de åbne vidder og opad. Musikere og publikummer reagerer som ét på det rørende rum, Vincentz skaber.
Trommerne tager os videre og vi havner i en ny energisk Sing, Sing, Sing stemning!
Er det endelig Dawda Jobartehs kora, jeg hører? Han sidder i en blind vinkel. Men ja, det er hans umiskendelige lyd, der strømmer en antik og mytologisk resonans. Som harpen, lyren, men altid med nutidens elektricitet og selvbevidste præcision. Også hans liv er et epos og det trænger igennem. Han er storyteller i ordets oprindelige forstand.
Trækbasun. Det swinger som ind i helvede.
-Et solstrejf i en vandpyt synger Cæcilie Norby og rammer med den krystalklare Dansevise stemningen fra Vincentzs solo igen.
-Spind i dit sind. Jomfru dagry går til ro. Os to, hvad med os to? Ja, hvad med os to? Dig og mig. Kom igen. Du min elskede, elskede ven.
Og T.S. Høeg igen:
-Jazz er nu! Der er jazz så ny, at vi ikke har bemærket den. Der er regler og konventioner, som skal brydes og væltes.
Tubaen kvæulerer rebelsk med og understøtter pointen.
Hop, Hop, Hop!!! Sådan er Høegs spirrevip energi, skønt ordene har tyngde.
Cæcilie Norby vandrer over scenen hen til trommerne og spiller sammen med dem på stemmen. Sætter punktum med en opera strofe.
Orkestret finder sammen i en søgende kakofoni. Vokalstemmerne ligger gennemgående på samme volumen som instrumenterne. De er ikke i forgrunden og det giver mening i værket.
T.S. driller igen. Jazzen er nu det hellige spøgelse – the healing force of the Universe-, som salig Albert Ayler sagde.
-Husk at Louis Armstrong engang var avantgardistisk.
-Vi er i gang med 2. bølge af jazzens historie og vi skal være åbne for den 3.
-Take it easy boy, boy synger Frederik Vuust ved klaveret og den lette leg er tilbage.
-Dong, Dong, Dong! Nye stemmer sprænger alt ud i atomer. Tag os ud i det, kvidrer Høeg.
-Hjertet er ikke kun et metronon. Lad os synge Tingelingeling!
Publikum rejser sig spontant i stående applaus. Den ægte slags.
Anders Malta er glad og kalder alle musikerne frem ved navn. Nu skal han direkte videre til sin søsters bryllup, der startede for 4 timer siden.
-Så kald mig ikke frem igen. Der er gået inflation i stående ovationer, afslutter han med et stort smil og 50 stærke stemmer bag sig.
Foto: Hreinn Gudlaugsson, Aarhus Jazzfestival liveredaktion
Poetisk 