Må frihedens stemme gå i arv
3. koncert i Aarhus Jazz Orchestras fejring af John Coltranes 100 års fødselsdag demonstrerede smukt, at den vigtigste hyldest af originale og banebrydende kunstnere består i at komponere nye modige værker og vove springet i nyfortolkninger af de uundværlige klassikere.
Der blæser en frisk vind ind gennem de åbne døre i Musikhuset. Et historisk vingesus fristes jeg til at sige.
Vi er her for at fejre en musiker, der nærmest er blevet ophøjet til profet. Manden der dedikerede sit liv og sin musik til “A love supreme”. I betydningen Guds kærlighed.
Hvordan bringer man en sådan mission ned på jorden?
Sommeraftenens solist Randi Pontoppidan starter med en blød hvisken på “Lonnie’s Lament”.
Hun fløjter, klikker og skaber den stemning af mystik, der er karakteristik for hendes eksperimenterende forhold til stemmen som poetisk instrument. Ofte synger hun uden tekst.
Til gengæld anvender hun pedaler og elektronisk gear til at loope sin stemme, så hun kan skabe overraskende figurer i de mange lag, hun har at arbejde med. Hendes sprog skaber et raffineret nærvær og en åbning mod det ukendte.
-Det er jo hele kroppen, der er med, fortæller Pontoppidan mig efter koncerten. Hjertet.
Udtrykket er ikke så let, som det lyder. Hjertet har også et rodnet.
Sangerindens usædvanlige setup øger kompleksiteten i improvisationerne med Aarhus Jazzorkesters kraftfulde sammenspil.
Både i de skrøbelige, sfæriske passager og når hun spænder stemmen episk ud og sender tonerne afsted som vidtrækkende pile fra en bue, der kan ramme plet over store afstande.
-Det handler om ikke at være bange for noget, for det var han ikke, og det er jeg heller ikke.
-På den måde føler jeg mig utrolig connected til Coltrane, uddyber hun.
Mødet mellem orkestrets fylde og Pontoppidans unikt sansemættede stil fremstår overdådig og livsbekræftende. Jeg er solgt og tager flere gange mig selv i at tysse forarget på tre publikummer bag mig, der taler højlydt under hele koncerten.
Orkestret gør sig umage med at skabe sammenhænge. Før hvert af de 10 Coltrane numre leveres en veloplagt anekdote fra orkestrets forskellige bandmedlemmer, der gnistrer af godt humør over deres nyansatte dirigent Geir Lysne.
Jeg forstår dem. Der er swung over ham på scenen; med både dansetrin og hjertelig anerkendelse af musikernes spil – især når de satser højt og går dybt ind i soloerne.
-Det har været virkelig sjovt at arbejde med Big Bandet og være fri i det, fortæller Pontoppidan videre.
-Jeg gør det på min måde! Det skulle jeg sige mange gange til mig selv, for det er jo nedskrevet musik meget af det, vi spiller. Uptempo swing, så man skal lige finde ud af, hvordan man improviserer.
-Jeg skal være sådan, som jeg er. Med den måde jeg arbejder på og lever livet på. Det handler ikke bare om musik, det handler om alle planer, og det gjorde det også for Coltrane.
Selv har jeg også bemærket, at jeg dukker op til koncerten med en anden indstilling end normalt. Der er noget kærligt konfronterende ved Coltrane. Hvis man virkelig lytter, er det ikke bare musikken man finder ind i. Man møder også sig selv og bagved selvet er der endnu et møde.
Som indledning til 2. set overrasker tenorsaxofonisten Cesar Joaniquet med et ny komponeret værk, der blev vidunderligt fremført fra flere positioner i Musikhuset.
Der er noget ekstra på spil nu og sådan skal det være! Basungruppen finder vej til vinden i Musikhusparken, trompeterne kigger pludselig ned mod publikum fra øverst på balkonen og saxofonerne stiller sig ved indgangen til Store Sal. Rummet føles fornyet. Energien flytter på sig.
Randis fløjten fra scenen klinger som et kald mod ukendt land; en majestætisk dal, hvor alverdens bevingede toner sætter ud på deres kontinentalrejser.
Rituelt vandrer musikerne sig bevægende rundt, inden de igen samles på scenen i et meditativt, varmt, vibrerende klimaks.
Koncerten topper med ekstranummeret “Impression” og en brændende solo, der når helt ind.
Musikken er væk, men der bliver ikke stille.
Dagen efter er jeg så fyldt med følelser, at jeg har svært ved at vende tilbage til ordene. Jeg kommer længere og længere væk fra musikken og dybere ind i mig selv, så der til sidst kun er følelse og sansning. Den rene lytteoplevelse, hvor ånden vækkes til en ny side af sig selv.
Det må være Coltranes fineste overlevering og et tegn på, at orkestret og aftenens gæstesolist er lykkedes med at bringe den spirituelle dimension i hans overlevering ud til sit publikum. Legenden lever og har mere på hjerte.
Foto: Jørgen Nielsen, Aarhus Jazzfestival Liveredaktion
Poetisk 