Enrico Ravas nye kvartet i koncert på Castell Sant’Elmo
Udgivet i Jazz Special nr. 153, 2017
ENRICO RAVA – NÆR SOLEN
Enrico Ravas mor var klassisk pianist. Kontakten med musikken startede således allerede, da han lå i hendes mave, fortæller han. Det er naturligvis en på alle måder fuldvoksen maestro på 76 år, jeg møder på denne koncertaften med hans nye kvartet. Beredvilligt deler han den konstante tvivl, der hører med til livet som musiker.
Enrico Rava åbner sin instrumentkasse og rører kort ved trompeten. Som for at tjekke, at den ligger behageligt. Dernæst fører han hænderne op til sin mund, stryger prøvende fingrene hen over læberne og sætter sig selv til rette til en snak, inden han skal til lydprøve.
Hvordan føles den første kontakt med trompeten på en helt almindelig dag?
– Det er altid lidt usikkert, hvad der kommer til at ske. Jeg spiller den første tone for at se, om vibrationen er okay. Nogle gange virker det ikke for mig. Det føles forfærdeligt. Så ved jeg, at jeg bliver nødt til at gøre noget ekstra for at få det til at fungere.
-Hvis jeg skal på ferie i to uger, bliver jeg nødt til at tage instrumentet med og øve mindst en time om dagen. Ellers tager det i hvert fald en uge, efter jeg kommer hjem, før jeg kan spille noget, der er nogenlunde anstændigt.
-Jeg har ingen anelse om, hvordan det kommer til at gå i dag. I går havde jeg det ikke spor godt, men jeg spillede utrolig godt. Nogle gange føles alt fint, inden jeg går på scenen, og alligevel kan det ske, at jeg ikke spiller godt.
Hvad gør du, hvis kontakten med instrumentet ikke er der?
-Jeg tager det roligt og laver nogle øvelser, hvor jeg spiller lange toner. Det er utrolig kedeligt! Slet ikke som folk tror.
Enrico laver en overstadig mimik med ansigtet og klapper eksalteret i hænderne
-AH, du skal øve!, siger han, og imiterer dernæst en musiker, der spiller med stor indlevelse og bevægelighed.
-Nej, nej, siger han afvisende og trutter i stedet uengageret og mekanisk i en imaginær trompet.
Har den fysiske kontakt med instrumentet ændret sig med tiden?
-Siden jeg startede med at spille, har jeg oplevet perioder, hvor alt fungerede godt, og andre hvor det ikke fungerede. Men for nylig er det blevet lidt værre, fordi musklerne ikke er, hvad de har været. Der er forskel på at være 20 år og så at have nået min alder.
Hvordan føles det for dig, at tingene har forandret sig?
-Det giver mig en virkelig tung paranoia. Du ved jo, det nok skal komme tilbage, siger min kone til mig, når hun ser, at jeg har den her fucking paranoia. Og det ved jeg jo godt. Som regel kommer det tilbage. Men der er ingen garantier. Risikoen for, at det aldrig kommer tilbage er der.
Har du nogen fornemmelse af, hvad det skyldes på de dage, hvor det ikke fungerer?
-Nej, det er helt uforudsigeligt. Jeg vågner op, og så kan jeg bare mærke, at noget er forkert. Sådan er det med et instrument og især med trompeten. Når det ikke fungerer føles det som om der er et filter mellem dig og musikken. De fleste trompetister går igennem den slags.
På briksen
-I New York var der en trompet lærer, som specialiserede sig i det her problem. TROMPET TERAPEUT stod der på hans dørskilt. Det var på 46th Street ved Broadway. Jeg tror ikke, der er noget andet instrument, der har haft noget lignende. Chet Baker, Dizzy Gillespie, selv musikere der havde udviklet den mest perfekte teknik, kunne vågne op en morgen og opdage, at det ikke virkede. Hvis de så skulle spille en koncert om aftenen ringede de til Carmine Caruso.
-Det skete for mig en gang efter en turné. Jeg var så fucked up, at jeg ikke kunne spille en tone, så jeg var desperat. Bare rolig, jeg skal nok fixe dig, sagde han så. Han spurgte mig om, jeg stadig havde mit første mundstykke. Det havde jeg ikke, men han gav mig et andet, som jeg lavede nogle øvelser på. Efter en uge var jeg på plads igen. Det var utroligt.
-Han havde studeret fysiologien nøje, men 80 % af det er selvfølgelig psykologisk. Gato Barbieri som gav mig skubbet til at blive musiker, kaldte det for ‘søjlen’. Før hver koncert, ringede hans kone til ham og spurgte: hvordan har søjlen det?
Enrico tegner en luftsøjle på længde med rygraden i luften.
Fortæl mig om ”The New Quartet”. Hvori består det nye ved den?
-Den er bare ny i forhold til den gamle. Navnet er for arrangørerne. Så de ved, at det handler om nye musikere. Det er af praktiske årsager.
Kvartetten
Enrico Rava samlede kvartetten i 2014. Den består af guitaristen Francesco Diodati, som både i 2013, 2014 og 2015 blev kåret som landets bedste guitarist af det Italienske Jazz magasin JAZZ IT. Han er selv bandleder for 2 andre ensembler. Ét af dem er YELLOW SQUEED, hvor han spiller sammen med kvartettens andet medlem, den 28 årige Enrico Morello, hvem Rava beskriver som Italiens bedste trommeslager. Fjerde medlem er kontrabassisten Gabriele Evangelista, der som en af de yngste Italienske musikere har turneret over hele verden og spillet med musikere som John Scofield og Billy Hart. Gæst på deres ECM album fra 2015 ”Wild Dance” er i øvrig basunist Gianluca Petrella.
Hvordan vil du beskrive gruppen?
-De tre er sammenlagt måske 5-6 år ældre end mig. Men jeg mærker ikke aldersforskellen. Min idé for gruppen er sådan, at indenfor den ramme, som etableres af den musik jeg komponerer, er alle 100 % frie.
-Måske siger jeg efter koncerten, hvis der er noget, jeg ikke kan lide. Men de kan spille præcis, hvad de vil. For mig er det vigtigste, at du viser tillid til de musikere, du har valgt. Ligesom de viser dig en gensidig tillid. Nogle gange spiller du måske noget og forventer en bestemt reaktion fra én af dem. Måske reagerer han fuldstændig anderledes, og det er okay for mig alligevel. Sandsynligvis er det bedre end det, jeg selv havde forestillet mig. Det er i øvrigt en metode, jeg har overtaget fra Duke Ellington og fra Miles.
Er det et bevidst valg fra din side at spille med så unge musikere?
-Jeg spiller med musikere, som har nogenlunde den samme vision for musikken, som jeg selv har. Mange af musikerne på min egen alder lever ikke længere. De fleste af dem som stadig spiller, med meget få undtagelser, er meget knyttede til, hvordan de spillede før i tiden. Jeg ville hurtigt begynde at kede mig på den måde. Jeg sørger for hele tiden at være i gang med meget forskellige typer af projekter, og jeg skuer altid fremad. Hvis jeg ikke spillede, ville jeg sikkert bare sidde i parken og fodre fugle. De unge musikere holder mig i kontakt med det nye, der sker. De følger den scene meget mere, end jeg gør. Deres spil er fuld af energi. Hvorimod hvis jeg skulle spille med folk på min egen alder…
Enrico gør selv krumrygget og lader som om han hakker en stok ned i jorden for at bevæge sig fremad.
-Alder er noget du har i hovedet, siger han og retter sig op igen.
Hvordan valgte du musikerne denne gang?
-Før i tiden mødte jeg ofte musikerne på festivaller. Men nu er jeg begyndt at afholde en årlig Master Class i Siena, hvor de samler, de bedste musikere, de kan finde til mig. Det er fantastisk, for i Italien er musikerne spredt ud over det hele. Der er ikke ét centrum, som i Frankrig, hvor du kan gå fra klub til klub i Paris og høre alle de bedste. Så det var i Siena, jeg mødte alle 3 cats fra kvartetten. Men de var allerede etablerede. Jeg betragtede dem ikke som elever.
Hvordan føles det nu at have indtaget en position, hvor du har indflydelse på yngre musikeres udvikling?
-Jeg ved ikke, om jeg har nogen indflydelse på dem eller ej. Det er ikke til at vide, hvordan det føles for dem. Jeg kan kun vide, hvordan det føles for mig selv. Fra min side spiller jeg for at være glad og have det sjovt. Jeg søger ikke efter noget. Jeg har ikke noget at bevise. Ikke noget budskab at udtrykke.
Ren nydelse
-Jeg tror faktisk ikke på, at musikken eller kunsten skal levere noget form for budskab. Ikke andet end den nydelse det er at lytte til den og opleve den. Politiske sange kan for eksempel have et godt budskab. Men bortset fra budskabet, fungerer de ikke som kunst. Jeg kan ikke fordrage den slags. Og jeg tror ikke på, at kunsten nogensinde har gjort noget for at redde liv, udbedre fattigdom eller lignende.
Hvad er meningen med nydelsen, føler du?
-For mig er det en nødvendighed. Jeg har brug for at spille for at kunne mærke mig selv. Det sker ikke hver gang, men sommetider lykkes det. Hvis dem som lytter til mig, synes om min musik, føles deres liv måske lidt bedre i den tid, de lytter til den.
-Forleden var jeg til en udstilling med M.C. Escher. Jeg opdagede ingenting nyt, men det var en ren nydelse i de par timer, jeg var der.
-Da jeg var barn og lyttede til musikken, fik den mig til at føle mig rig indeni. Det er allerede nok.
Et perfekt demokrati
Enricos mobil ringer. En filmhold er i færd med at lave en dokumentarfilm om ham, og han har lovet dem et interview i aften. ”Jeg er lige midt i noget”, siger han. Vi kan måske gøre det efter lydprøven. De taler et stykke tid, og jeg sidder og betragter ham i stilhed. De mest interessante mennesker er ofte fulde af kontraster. Enricos ansigt er nærmest majestætisk. Dramatisk som Shakespeares kongeportrætter. Han udstråler indsigt og alvor. Men på tomandshånd viser han, hvor lun og nysgerrig han er. En varme der også kan høres i hans melodiske spil på trompeten. Han slukker mobilen og gumler videre på sit tyggegummi.
Kan du beskrive hvordan, du har det på scenen med de andre musikere, når det virkelig fungerer?
-Jamen, det er så stærk en følelse. Når alle har det godt og omstændighederne er gode. Så er det som at udleve det perfekte demokrati. Alle giver noget og alle modtager noget. Ingen er tvunget til at give afkald på sit ego, men der er heller ingen, som dominerer de andre med sit ego. Når du opnår den tilstand, er det så ubeskrivelig en nydelse. Som en virkelig god orgasme. Ord er overflødige. Sådan var det i går aftes med kvartetten.
-Det som opstår imellem musikerne er så kraftfuldt i sig selv, at der ikke er noget behov for at være venner bagefter. For udenfor scenen eksisterer aldersforskellen selvfølgelig. Mit liv er meget anderledes end deres.
Et perfekt demokrati. Det lyder næsten som et utopia.
-Ja, men det er det netop ikke. For det er virkeligt. Men igen er der ingen garantier for, at det vil ske igen. Det er det, som gør det så interessant.
Jazzens fremtid
-Musikken er en verden i sig selv. Når jeg spiller, er det det vigtigste der findes. Jeg husker, jeg blev meget imponeret over et brev Thomas Mann skrev fra London til en ven i Tyskland, da 2. Verdenskrig brød ud. Han var ikke bekymret for krigen. Nej, han var bekymret, fordi han havde planer om at udgive en bog og indså, at det kunne blive umuligt på grund af krigen. Sådan har jeg det med musikken.
Jazzens betydning i et historisk perspektiv… Hvilken musik tror du, man stadig vil lytte til om 100 eller 200 år?
-For mig er Jazzens guldalder fra 1920-60’erne at sammenligne med renæssancen i Italien. Det kan ikke overgås, fordi den historiske situation var fuldstændig anderledes. Når først de store er døde, er det på en måde forbi. Da de spillede den musik, havde ingen hørt noget lignende før. Hverken publikum eller musikerne. Så det var et helt specielt øjeblik. Sidenhen er alting prøvet.
-På en måde er det en logisk evolution, som er overgået enhver kunstform. Klassisk og moderne musik blev mindre nydelsesfuld. Med John Cage kom det til et punkt, hvor musik var ren stilhed. Eller i 60’erne var der en Amerikansk komponist, hvis musik bestod i at sætte noget dynamit ind på scenen og ”BANG” – det var det. Det var koncerten. Når du har udforsket hver eneste teoretiske mulighed i musikken, så ender det med det.
-I New York lige nu er det tekniske niveau blandt de helt unge musikere ekstremt højt. Men musikken er så kompliceret, at det kun er dem som spiller, der har det sjovt med det. Somme tider er der flere folk på scenen end blandt publikum. Det oplevede jeg allerede selv, da jeg boede i New York i starten og spillede free jazz. Indimellem måtte vi spille på et loftsrum for 15 dollars per mand. Publikum var væk.
-Så jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg ser på fremtiden.
Hvad ser du som dit eget højdepunkt?
Enrico læner sig småuroligt tilbage i stolen og peger på sine læber. ”Hver dag, når jeg har det godt.” Han sidder lidt i sine egne tanker.
På toppen
-Men når jeg så er rationel og kigger tilbage, var der et tidspunkt i mit liv, hvor jeg virkelig komponerede god musik. Fra 1978 og et par år frem skrev jeg omkring 100 stykker musik. Det var lige efter jeg kom hjem fra New York, hvor jeg boede fra 1967-77. Nogle gange opfordrer folk mig til at spille ét af de numre, som jeg næsten selv har glemt. Når jeg så hører de her cats spille det i dag, lyder det som om det var skrevet i går. Men den slags kommer også an på omstændighederne. Måske var det ikke den tid, jeg spillede bedst. Men jeg kunne vågne hver morgen kl. 5 og begynde at komponere med det samme.
Og som musiker?
-I 72-73 i New York, da jeg udgav mit første album og blev leder for mit eget band, var det enormt spændende. At have muligheden for at spille med de musikere, som bare 2 år tidligere, havde været mine idoler, da jeg stadig boede i Italien. Og dernæst tage på turné med dem i Italien. Det var voldsomt stimulerende. Så på den tid spillede jeg virkelig godt.
Enrico Ravas utrolige spændvidde udmundede i 2002 i, at han modtog den prestigefyldte JAZZPAR pris. Året efter skrev han nummeret HAPPINESS IS TO WIN A BIG PRICE IN CASH Med sin karakteristiske humor og taknemmelig for at kunne omsætte anerkendelsen til mere musik.
Hvem var de vigtigste inspirationskilder, da du startede som musiker?
-Da jeg som 17 årig hørte Miles Davis spille i min fødeby, gik jeg helt amok. Jeg gik direkte ud og købte en gammel trompet og begyndte at øve. To-tre år efter kom Chet Baker til Torino for at spille. Min bedste ven, som var trommeslager, havde en jamsession med ham, og Chet begyndte at hænge ud i hans hus, når han havde fri. Min ven ringede til mig, hver gang han var på besøg, og så løb jeg alt, hvad jeg kunne over til ham.”
-Det var ligesom at være tæt på solen. Hvad siger man til manden? Det var svært at finde på noget intelligent. Men det gjorde stærkt indtryk på mig at møde ham.”
Vi har talt over en time nu. Lydprøven er yderligere forsinket, kameraholdet står på spring bagerst i rummet og skuler lidt utilfredse over mod os. Enrico går direkte på scenen og koncerten går i gang kort efter. Omstændighederne er ikke perfekte. Det blæser køligt og jeg småryster lidt i mine bare ben. Musikken føles til gengæld som varmebølger, der skyller alle os blandt publikum i møde.
Da jeg møder Enrico efter koncerten, spørger jeg, hvordan trompeten føltes i aften. Mine fingre var kolde, så den del var sgu lidt svær. Men læberne havde det helt fint”, siger han og smiler lettet.
Artiklen kan læses i Jazz Special nr. 153:
Poetisk 