Gianluca Petrella med ‘Trio 70’ i Rom

Udgivet i Jazz Special nr. 154, 2017

GIANLUCA PETRELLA FLYTTER HORISONTEN

Et gribende og hudløst spil rammer lytteren midt i solar plexus. Lyden af Gianluca Petrella er som en øjeblikkelig opvågnen. Visionen for musikken rækker ud over hans virtuose spil på trækbasunen. Med afrikanske rytmer og elektronisk musik søger han i dag at bringe Jazzen ind i nye territorier.

-Jeg var på turné i Danmark for nogle år siden, fortæller Petrella med et drømmende udtryk i ansigtet.

Old school sammen med trommeslager Kresten Osgood og bassist Nils Davidsen. Vi kørte rundt i en varevogn med udelukkende 3 sæder foran, og et bagagerum fyldt op med instrumenter og forstærkere. Vi anvendte ingen mikrofoner eller højtalere. Ikke engang på trækbasunen. Jeg var helt vild med det. Og det var godt for musikken. Der var så smukt og stille overalt. En helt anden dimension. Ikke så fyldt med mennesker eller biler overalt som i Torino, hvor jeg bor nu.

En bred vision

Gianluca slår mig først ikke som en person, for hvem det milde og flade danske landskab ville have så stor en tiltrækningskraft. Han synes drevet af en indre puls og en overflod af musikalitet. På scenen bevæger han sig næsten ustandseligt. Som en løssluppen menneskelig metronom vipper han frem og tilbage fra det ene ben til det andet. Hans musikalske temperament afspejles i en karriere med stor mangfoldighed i udtryk og samarbejdspartnere. Fra et vigtigt og mangeårigt forhold med de italienske trompetister Enrico Rava og Paolo Fresu til en lang række internationale samarbejder, også med elektroniske musikere og DJ’s såsom Ricardo Villalobos og Max Loderbauer. Endvidere er et omfattende projekt i komposition for stumfilm for Cineteca di Bologna såvel som for moderne dans også områder Petrella udforsker.

p1070226

Tidlig anerkendelse

Denne aften spiller han med sit nyetablerede band TRIO 70’s bestående af pianist og organist Michele Papadia på synthesizer og Stefano Tamborrino på trommer. Koncerten finder sted i hjertet af Rom i det gigantiske monument over Vittorio Emanuele. Her påminder de historiske vingesus konstant én om den gennemslagskraft nye idéer i kunsten kan have. En passende ramme for en samtale med 41 årige Petrella, der af Enrico Rava beskrives som ”det største talent italiensk Jazz nogensinde har produceret”. I 2006 vandt han som den første italiener i historien den prestigefyldte CRITICS POLL titel som bedste emerging artist. Året efter vandt han igen. Hans forening af Jazzen og den elektroniske musik starter tidligt og vidner om en usædvanlig musikalsk uddannelse.

Hvordan gik det til at trækbasunen blev dit hovedinstrument?

– Det hele startede selvfølgelig med min far, som selv spillede trækbasun. Jeg vil nok sige, at det var ham, der besluttede for mig. Hvis du er 9-10 år gammel og nogen spørger dig, hvilket instrument du gerne vil spille, svarer du jo ikke trækbasun. Børn forelsker sig normalt i guitaren eller trommerne for eksempel. Begge mine børn skiftede instrumenter sidste år, men ingen af dem spiller på basun. Det er sjovt, når nogen spørger min søn på 9 år: ”hvad laver din far”? Og han svarer: ”han er basunist”. ”Hvad er det for et slags job”?, spørger de så.

Opgaven voksen

– Som barn var jeg i starten slet ikke interesseret i at studere musik på en seriøs måde. For mig var det hele en leg. Huset var fuld af alle slags instrumenter, og hvert af dem var som et legetøj for mig. Keyboardet var for eksempel rigtig spændende. Også trommerne, men det fik min mor hurtig stoppet. Hun levede med 4 musikere plus elever, så det var ikke altid helt let for hende.

-Da jeg blev omkring 11 år gammel, blev jeg mere seriøs. Min far lagde pres på og jeg blev indskrevet på konservatoriet. I starten var det lidt af en pain in the ass med instrumentet. Jeg kunne ikke spille tonerne i den yderste syvende position på trækbasunen, fordi min arm ikke var lang nok. Så jeg måtte bare vente på, at min krop blev klar til det, og stærkere i det hele taget. Også vejrtrækningen var krævende at lære.

Hvornår mærkede du, at du selv blev den, der drev din musikalske udvikling fremad?

– Jeg var omkring 14 år gammel. Sammen med min far spillede jeg ofte i lokale bands. Her fandt jeg først ud af, at jeg kunne lære meget om harmoni ved at spille keyboard. Jeg startede desuden mine egne bands, hvor vi spillede funk og pop.

Idéerne vokser frem

– Da jeg opdagede Jazzen faldt det hele virkelig på plads. Det var naturligt for mig at lytte til den. Så jeg begyndte at spille soloer i mine egne bands. Jazzen gik så hånd i hånd med den elektroniske musik helt fra begyndelsen. Jeg husker den første Amiga 500 plus computer jeg havde, da jeg var 17 år. På den begyndte jeg at eksperimentere med komposition. Det var svært, men virkelig fantastisk at prøve at lave beats og loope, alt imens jeg var i færd med at lære mit instrument at kende. På det tidspunkt foreslog min far mig en musikalsk retning, som slet ikke passede mig. Så lidt efter lidt indså, at jeg matte gå min egen vej. Alting skete samtidigt.

Hvordan vil du karakterisere trækbasunen som instrument og som lyd?

-Som den menneskelige stemme. Det fantastiske og specielle ved den er “udtrækket”, som andre trækbasunister normalt ikke bruger. De foretrækker at være mere mekaniske, ligesom på blæseinstrumenter med stempelventiler, som du trykker ned og opnår en ren tone med. Men på trækbasunen kan du glide. Ligesom stemmen er den helt fri. For mig er det derfor ikke komplet at behandle basunen som et mekanisk instrument. Jeg kan godt lide at være mere som en sanger. Nogle gange gør jeg helt vanvittige ting. Ligesom jeg involverer en anden type instrumenter, stilarter og musikere, end en basunist normalt ville gøre. Hvorom alting er, så handler det hele ikke om basunen, men om musikken. Jeg ser mit instrument som en måde at udstrække og oversætte min idé om musik på.

p1070296

Rytmer fra Afrika

Italien er i øjeblikket ikke et let land at introducere nye idéer i. Den kunstneriske arv fra antikken og renæssancen vejer stadig tungt og det er en udfordring for den moderne kunst at vinde indpas og anerkendelse. Fortidens storhed fører indimellem til bagud stræbende konservatisme. Selv i musikken. Det er derfor iøjnefaldende, når konventionerne udfordres.

I 2016 udkom Petrella med albummet ”Cosmic renaissance” med ét af sine bands af samme navn. Udelukkende på vinyl og datafiler og på eget pladeselskab kaldet ”Spacebone”. Bandet er dobbeltbesat på trommer af Federico Scettri og Simone Padovani på percussion. Den afrikanske indflydelse er tydelig. Jazzens antikke arv, kunne man sige.

Hvad tænder dig ved det musikalske spor fra Afrika?

– Den følelse rytmen giver mig. Nogle musikere er til en mere spatial og drømmende musik, og kan ikke fordrage blues eller funk. For mig er det helt anderledes. Mit liv er rytmisk, også når jeg ikke spiller. Det vil sige: at vågne tidligt om morgenen, rulle direkte ud af sengen, tage mig af mine børn, arbejde og aldrig stoppe op. Det er rytme for mig. Selvfølgelig kan jeg også godt lide at lytte til musik med space. Under vores koncerter er det heller ikke rytme fra begyndelse til slutning. Der er også stille passager, hvor vi ligesom trækker vejret.

Men fascinationen med den afrikanske rytme kommer fra mit eget liv. Jeg voksede ikke op i stille omgivelser.

Kaos?

Hip Hoppens indflydelse

– Ja, lad os kalde det kaos. Syditalien. Da jeg var meget ung faldt det mig lige for at blive vild med lyden af gangster hip hop. En dag kom nogle venner og sagde til mig: ”prøv at lytte til det her. RED MAN, han er en slags gangster”. Gianluca griner. Det var smuk og kraftfuld musik for os som også levede i en slags jungle. ”Men forstår du overhovedet, hvad det egentlig er han snakker om”? spurgte jeg dem. Han griner igen. De var ligeglade med om, de forstod indholdet eller ej. Så det diskuterede vi meget. For mine venner handlede det om stemmen og teksterne, og for mig handlede det mere om det instrumentale og om rytmen. Beatet fangede mig virkelig.

– De seneste par år har jeg virkelig søgt bevidst efter at spille med musikere, som kan skabe noget groovy med afrikansk indflydelse og perkussion.

p1070241

Budskaber

Trods at ordene ikke var det, der fangede den unge Gianlucas opmærksomhed, mærker man bagved musikken den form for menneskelig determination, som også gav hip hoppen dens stærke appel i begyndelsen. Behovet for at fortælle og manifestere.

Hvordan oplever du forholdet mellem tanke og følelse i musik?

– Dem vil jeg placere på samme niveau. Hvis jeg har en idé, så kan jeg godt skrive den ned, men til slut skal alt gå igennem min krop. Det er i det øjeblik, jeg indser om jeg må smide det hele i skraldespanden, eller om jeg kan fortsætte med det. Det er en kommunikation mellem min tanke og min følelse. Det minder meget om en live koncert. Hvis publikum ikke fanger din tanke, må du justere noget.

– Men selvfølgelig giver jeg dem ikke bare et sødt bolsje at sutte på. Det handler om at stimulere dem til ikke at være bange for det ukendte. Der kan frembringes en masse dejlige følelser fra ting, vi ikke kender. Det gælder for alle kunstformer. Men det er lidt svært i øjeblikket, siger Petrella og kigger lettere uroligt ud af vinduet. Det kan være en musiker er dygtig og har en god idé, men det minder for meget om noget, du har hørt før. Hvis originaliteten ikke er der, bliver det lidt fattigt. Jeg prøver at kommunikere mine egne tanker til publikum. Ikke andres.

Er det vigtigt for dig at drive folk til at være modige og nysgerrige over det ukendte og mørklagte i livet i det hele taget? Ikke bare i musikken.

– Det er det jeg prøver på at gøre og vil fortsætte med resten af mit liv. Jeg forventer ikke at komme i mål med det.

Videre frem

Hvordan vil du beskrive avantgarden i dag? 

– Avantgarden eksisterer stadigvæk for mig, selvom det er et modeord fra fortiden. For mig handler det om at kunne se det, der findes på den anden side. Det er ikke nødvendigvis synonym med free jazz, improvisation, støj eller den slags. Avantgarde kan også være melodisk musik, der har noget nyt. Hvis det er anderledes end hvad, der er blevet lavet før, er det avantgarde. Det handler igen om at gå på opdagelse og om at skubbe horisonten længere ud. Avantgarde kan også være en helt ny form for dansemusik, som du aldrig har hørt før. 

Under mit interview med Enrico Rava faldt vores samtale netop på dansens betydning for Jazzens fremtid. Rava fremhævede, hvordan den i 20’erne og 30’erne såvel som kunstform også var en populær genre, netop fordi folk dansede til den. Duke Ellington og Benny Goldman var vigtige i den sammenhæng. Med Charlie Parker, Dizzy Gillespie og Miles blev Jazzen mere musik at lytte til. Det brede publikum vendte sig slutteligt væk fra Jazzen hen imod soul og rock & roll for eksempel. På jazzens vegne gjorde det Rava lidt pessimistisk for fremtiden, at det brede publikum var forsvundet. 

Bevægelse  

Petrellas kontinuerlige samarbejde med elektroniske musikere både på trækbasun og synthesizer placerer ham i en zone, hvor Jazzen igen er med til at skabe rammen for dans i store forsamlinger. Pardans er det vel ikke, men der danses. Især blandt det unge publikum, som normalt ikke er overrepræsenteret til Jazzkoncerter i dag. 

Hvad tænker du om forholdet mellem dans og Jazz? 

– Enrico har jo ret. Dansen var en vigtig del af Jazzen dengang. Det er næsten 100 år siden, og meget har ændret sig siden da. I dag genkender jeg meget Jazz i den elektroniske musik. Især den fra Detroit. Specifikt i forhold til dansen, er det vigtige for mig fortsat at nærme mig rytmerne fra Afrika mere og mere. Det er den vision jeg har for flere af mine grupper. Blandt andre ”Trio 70’s” hvor vi søger en lyd, der orienterer sig mod 70’ernes funk, hip hop og sort musik. 

Den elektroniske musik

-Det specifikke ved den gruppe er, at vi blander akustisk og elektronisk lyd. Vi arbejder med analoge synthesizere som for eksempel Würlitzer, Fender/Rhodes, Moog og en autentisk Hammond fra 70’erne. 

Hvorfor er det vigtigt? 

Den analoge lyd er helt anderledes end den digitale, fordi den føles rundere og mere rumlig. Jeg kan kende forskel med lukkede øjne, og i mine ører fremstår den digitale lyd nogle gange for billig. Også fordi de nye synthesizere er mere standardiserede og automatiserede end de analoge. 

Synes du den digitale revolution ligefrem har skadet den elektroniske musik? 

– Jeg føler, at slutningen af 90’erne og starten af 00’erne var begyndelsen til enden på den elektroniske musik. Før det tidspunkt var der ret mange, der var i stand til at lave elektronisk musik med en modulopbygget synthesizer uden tangenter: bare med skrueknapper, jackstik og kabler. Det var vanskeligt, så du var virkelig nødt til at studere meget for at kunne lave musik på den måde. 

– I dag med digital software har du udelukkende brug for en computer og en harddisk med et stort lydbibliotek. Herfra kan du tage en lydfil, lægge den ind i et program og gentage den 10 gange. Så kan du tage en anden fil og gøre det samme med den og så videre. Det kalder man så for musik. Men det er bare noget lyd, der er klasket sammen. Der er ingen musik i det. 

– Det var naturligvis ikke gavnligt, at der var en masse mennesker, som ikke havde noget med musik at gøre, der begynde at komponere. Senere stoppede de og gik tilbage til at skære salami på en restaurant, eller hvad de nu lavede inden. Men i den periode blev der produceret rigtig meget overflødig musik. Det skabte en slags forstoppelse. 

Nye muligheder 

-Nu begynder rigtige musikere at arbejde med det digitale igen. De lytter sig frem til, om lyden fungerer eller ej og der er kommet nyt materiale at arbejde med. Selv blander jeg af og til også analog og digital lyd, fordi jeg som musiker ved, hvordan jeg kan arbejde med det. 

– En anden fare ved det digitale er, at muligheden for downloads lægger op til, at du kan lytte til musik nonstop. Det er ikke det, jeg har brug for som musiker. Det du lytter til og måden du lytter på får indflydelse på den musik, du selv laver. Nogle af mine favoritter er Sun Ra og Yusef Lateef for eksempel. Jeg havde en periode på flere år, hvor jeg kun lyttede til musik på vinyl. Hvis der var noget jeg virkelig kunne lide, købte jeg det. 

Hvordan vælger du generelt de musikere, du samarbejder med? 

– For mig er det vigtigt at tale med dem og forklare, hvad det er for en lyd, jeg vil frem til. Nogle er gode til én ting, andre til noget andet. Improvisation, abstraktion eller rytme.

Samlet indtryk

– Jeg lytter meget opmærksomt til dem, jeg spiller med. Det sker i nogle bands, at en musiker vil sætte sig selv først. Den slags gør mig meget nervøs, fordi det giver rigtig dårlige betingelser for musikken. Publikum kan hurtigt fornemme den slags adskillelse. Jeg kan for eksempel gøre mange ting med mit instrument. Men det er ikke det vigtige for mig under en koncert. Det vigtige for mig er at have kontakt til det fulde omfang af bandet. Alle er sammen om at skabe en stærk lyd. 

Gianluca tager en dyb indånding. Han skal videre nu. De andre musikere venter på ham. 

Jeg tænker tilbage på det salige udtryk turnémindet om Danmark fremkaldte i ansigtet på ham i starten af vores samtale. En pause fra ren rytme måske. Et møde med åbent landskab og vidde. Det må være det. Luft.

Er det ikke interessant, at vi alle trækker vejret for at holde os i live? Men for dig er vejrtrækningen også det, du skaber musik med. Tænker du bevidst over den sammenhæng?

Jeg kan sige dig, at det kan være ret udfordrende at opretholde en sund livsstil, når man tager på turné år efter år. Men det jeg har opdaget er, at den særlige vejrtrækning, jeg har udviklet gennem at spille mit instrument, aldrig svigter mig. Selv når jeg ikke spiller, trækker jeg vejret meget dybt. Det første min lærer underviste mig i som barn, var netop dette. Så der er intet mentalt over det. Det er helt naturligt, og jeg føler, at måden jeg trækker vejret på, giver mig et bedre liv.  

p1070274

Artiklen kan læses i Jazz Special nr. 154:

http://www.jazzspecial.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s