Xiadongs blik på Italiens immigranter
Kinesiske samtidskunstnere med markante stemmer er i høj kurs i Italien. I hvert fald på det moderne museum i Firenze, Palazzo Strozzi, der indenfor det seneste års tid har kommissioneret to store udstillinger af kinesiske billedkunstnere. Begge er de trådt ind på scenen i den europæiske samfundsdebat om immigration og mennesker på flugt. Den ene, Ai Weiwei, går frontalt til værks mod politiske systemer, mens den anden, Liu Xiadong, vælger den mere inddirekte vej ind bag kulisserne i de pågældende menneskers tilværelse.
Selvom Liu Xiadong ikke får den samme medieopmærksomhed som Ai Weiwei , er der kunstnerisk set ikke nogen grund til at sætte ham i skyggen af Weiwei. Tværtimod.
Hans navn kan vække genkendelse i Danmark hos dem, der i 2016 benyttede sig af muligheden for at besøge udstillingen ‘Painting as shooting’ arrangeret af Faurschou Foundation. Fra april-juni kunne man på Strozzi opleve hans udstilling ‘Immigrants’.
Toscanas China Town
-Da jeg første gang mødte Liu Xiadong på Biennalen i Venedig, var jeg meget betaget af den måde han portrætterede indvandrermiljøer på, fortæller museets direktør Arturo Galansino, da jeg møder ham inden udstillingen åbner.
-Han fangede den her mærkelige stemning, der kan være i et slags parallelsamfund. Så jeg inviterede ham til Toscana, som har Europas tredje største kinesiske minoritet, nemlig i Prato lige nord for Firenze.
Galansinos idé om at lade Xiaodong foretage et form for feltarbejde, der næsten ligner antropologens stemmer overens med malerens egen foretrukne valg af metode.
Kinesisk neorealisme
Liu Xiadong er en af frontfigurerne fra den kinesiske neorealisme, der var stærk i 90’erne. Hans tilgang ligner dokumentaristens, og hans oprindelige ønske var således også at blive filminstruktør. Dette afspejles i hans værker, hvor han ofte bruger kameraet som et værktøj til at indsamle viden om miljøer og karakterer, som interesserer ham.
Endvidere er stillbilledet for ham en måde at indfange detaljer rundet af et enkelt øjebliks bevægelse mod et tilsyneladende praktisk og underordnet gøremål. At åbne en bildør og hilse på en bekendt; at kigge sig over skulderen efter noget, man har tabt eller at tjekke sin mobiltelefon for nye beskeder.
Men i detaljen opstår intimiteten og det genkendelige og i den overordnede komposition er der ofte mere på spil. Xiaodong holder sig gerne på behørig distance for netop at komme tæt på. Omgivelserne fortæller historien om karakterens indre liv. Sjældent er de alene, oftere indgår de i relationer med hinanden. Motiverne finder han i områder, der viser konsekvenserne af social fattigdom. Her er ingen fattigdomsromantik at spore, men heller ikke dramatiseret lidelse eller offer-gørelse. Derimod et nøgternt registrerende, farverigt og empatisk betonet møde med karaktererne.
Prato
Xiadongs malerier indbyder til at udvide den kunstneriske oplevelse til et bredere engagement i emnet han undersøger. Museet har bakket dette op med at udvide udstillingen med et ekstra rum, dedikeret til en fotoreportage organiseret af Giorgio Bernardini, som bor og arbejder i Prato.
Den viser, at de fleste kinesiske indvandrere i byen Prato oprindeligt stammer fra byen Wenzhou i det sydøstlige Kina. I dag lever op til 3 generationer af dem i bydelen Macroloto Zero. Mange af dem har startet familieforetagender indenfor lædervare-industrien, som er vigtig i Toscana. I starten var der en del modstand mod koncentrationen af såkaldt fremmed arbejdskraft inden for denne sektor. Senere er der sket en opblødning, blandt andet på grund af behovet for at kunne være konkurrencedygtig i denne branche internationalt set.
De italienske lædervarer er sammen med mange andre produkter blevet attraktive for en helt anden gruppe af kinesere. Turisterne. Man behøver ikke at spadsere mange 100 meter i centrum af Firenze for at støde ind i store grupper af dem, der med det økonomiske boom i ryggen valfarter til Europas vigtigste kulturelle hovedstæder som for eksempel Firenze. De har købekraft og er ikke tilbageholdende. Går man på indkøb i et af byens lokale parfumerier kan man iagttage, hvordan kineserne fylder deres indkøbskurve med 10-12 eksemplarer af den samme eksklusive vare. En sult på de eksotiske europæiske produkter, der udefra set ligner en mellemting mellem shopping og hamstring.
Det grønne græs
Da jeg taler med Liu Xiadong under udstillingen spørger jeg ham, hvordan minoriteten i Prato forholder sig til at møde deres landsmænd på denne måde.
-De er misunderlige på dem og tør ikke at nærme sig dem. Ligesom de stadig føler sig fremmedgjorte overfor italienerne og er bange for dem, fortæller han.
Ironien er til at tage at føle på. De kinesiske immigranter kom til Italien med drømmen om økonomisk fremgang.
-De arbejder konstant og drømmer mest af alt om at tage tilbage til Kina, fortæller Xiaodong.
-De er mere kinesiske end kineserne, der bor i Kina.
At måtte sande at mange af dem, der blev tilbage i Kina har oplevet en større økonomisk fremgang end dem der forlod landet er hård kost. Da Xiadong besøgte kineserne i Prato, havde han også svært ved at komme tæt på dem.
-De fleste af dem ville ikke lukke mig ind i deres hjem. Så jeg besøgte dem på fabrikkerne i stedet for, siger han.
Postkortet sælger stadig
Kontrasten mellem drøm og realitet er et aspekt af mange indvandrerhistorier. Forestillingen om hvilke gyldne forventninger, der ville kunne blive indfriet i et land af mælk og honning overfor den håndfaste virkeligheds udfordringer stemmer ikke altid overens.
I den sammenhæng bestilte Palazzo Strozzi Xiaodong til at lave en nyfortolkning af det klassiske Toskanske landskabsmaleri.
-Vi behøver at få et frisk blik udefra på det land vi lever i, understreger Galansino om netop denne del af kommissionen.
Xiaodong har arbejdet med landskabsmaleriet som et sindbillede på forestillingen om det forjættede land, men tilført elementer af forstyrrelse i det, der ellers kunne synes at være et idealt landskab. Som nedenfor hvor den mentale isolation i fabrikkerne følger med ud i naturen og gør det, der kunne være et åbent landskab til noget ensporet og let varslende.
Fra minoritet til supermagt
Galansino lægger ikke skjul på, at det er et helt bevidst valg at sætte fokus på netop indvandrer- og flygtningespørgsmålet.
-Det er et vigtigt tema at debattere kunstnerisk, da det optager os alle i Europa, som han siger.
For et land med så rig en kunstnerisk arv er det en skelsættende retning museet, har lagt for programmet. Den moderne kunst i Italien må kæmpe for opmærksomhed i sammenligning med de uendelige muligheder, der er for at dykke ned i kunstskattene fra antikken og renæssancen.
Kommissionen demonstrerer samtidig, hvordan en etnisk gruppe kan skifte status i et land, når økonomisk fremgang ændrer på verdensordenen.
Ifølge den italienske avis Corriere dela sera har Kina indenfor de seneste 5 år opkøbt aktiemajoriteten i italienske virksomheder for mere end 10 billioner Euro. Heriblandt 7 giganter der inkluderer dækproducenten Pirelli Group og Feretti Yachts – verdens største producent af lystbåde yachts. Kina er i den grad en spiller i den italienske økonomi. Det kan åbne vejen for kinesiske kunstnere. Men kunstnerne synes at bruge denne åbning til at gå et både selvstændigt og humanistisk ærinde.
Udstillingen ‘Immigrants’ viser en intention om at løfte en gruppe, der lever en slags kollektiv skyggeliv frem i lyset og give dem en synlig plads midt i centrum for debatten. Et portræt er en validering. En anerkendelse af en person eller gruppes eksistens, hvorvidt denne fremstår i et idealiseret skær eller ej. Netop i Firenze er der tradition for mæcen-virksomhed. Bestilling af store værker og økonomisk støtte til tidens vigtigste kunstnere. Den magtfulde Medici-families bidrag til den omfattende produktion af mesterværker i renæssancen er velkendt. Fyrstefamilien yndede at blive afbilledet af malere og skulptører, der kunne fremhæve den status og prestige de besad.
Når Xiaodong portrætterer indbyggerne fra Prato skildrer han derimod en række personer, som en smule modvilligt accepterer at blive iagttaget. Det gør ondt, når nogen kigger direkte ind i et liv, hvor drømme er bristet.
Valideringen på den ene side og sårbarheden på den anden, giver udstillingen både ømhed og en værdighed. Man mærker Xiadongs varsomhed med sit emne. Han er blevet lukket ind i en verden, hvor han trods den delte nationalitet, må opfatte sig selv som en gæst på gennemrejse.
Poetisk 