Masterclass med Jesper Bodilsen i Firenze for børn

by Karin Grand

Det var et tilfælde, at Jesper Bodilsen kom til at undervise børn i musik. Gennem hele sin karriere har han undervist konservatoriemusikere og været med til at præge deres kunstneriske udvikling. Som bestyrelsesmedlem i Dansk Jazzmusiker Forening arrangerer han desuden Masterclasses i improvisation for professionelle musikere på højeste niveau.

Men han blev overrasket, da børn helt ned til 6 år første gang dukkede op til hans begynder kursus på musikskolen ‘Il Trillo – Scuola de musica et arte’ i Firenze, hvor han var inviteret som gæstelærer. Arrangementet blev en succes og er nu blevet en tilbagevendende begivenhed støttet af JazzDanmark og Conservatorio di Musica Luigi Cherubini Firenze.

Jeg fik mulighed for at overvære mødet mellem den internationalt anerkendte bassist og komponist, og en gruppe spillelystne italienske børn. En smittende humor og glæde ved musikken satte tonen dagen igennem.

 

Legen frem

-Vi vidste jo ikke, hvem der ville komme. Men der var simpelthen så mange børn. Meningen var at vi skulle lave ét kursus for begyndere og ét for videregående. Men vi kunne jo ikke have begyndere i alderen 6-60 år samlet i den samme gruppe. Så vi lavede en inddeling, og nu kommer ungerne hver gang.

 

Hvad er det interessante ved at arbejde med børn?

 

-Hvis de keder sig, så er man på den. Det er kontant afregning. Tilgangen er at der skal ske noget konstant. Det er virkelig vigtigt, at de synes det er sjovt. Man må gøre det tilpas svært til, at de skal koncentrere sig hele tiden. Danse og synge samtidigt for eksempel – i leg.  Her handler det om at lære rytmen.

3 generationer

Masterclassen starter på dansegulvet. Bodilsen har valgt at arbejde med nummeret ‘Shufflin Long’ af Ed Thigpen. Trommeslageren som Bodilsen samarbejdede med i 13 år og udgav 6 albums sammen med. En betydningsfuld musiker med hvem Bodilsen fik sit egentlige internationale gennembrud.

Først lytter eleverne til nummeret. I år afholder Bodilsen kurset sammen med den italienske harmonikaspiller Max De Aloe og den finske guitarist Niklas Winter, som ikke tidligere har spillet sammen. Foruden at etablere nye samarbejder på tværs af landegrænser er hele idéen, at de som trio skal skabe en lyd, som børnene kan læne sig op af i læreprocessen. Så trioen starter med at spille live.

-Når børn spiller selv, så lyder det knap så godt. Der er ikke noget, der løfter niveauet. Men når de spiller med os, kan de høre, at det lyder godt. Det bliver nemmere og sjovere for dem. Derfor kan det godt være, man skal anstrenge sig for at være med. Man kan se, at de kigger på hinanden, hvis der er nogle instrumenter der lyder forkert.

På gulvet skal børnene sammen med Jesper nu i gang med at klappe og trampe til ‘Shufflin long’, mens Niklas og Max spiller. Efterfølgende tilføjer de la-la sang og endelig sætter de sig ved instrumenterne og begynder at indstudere nummeret. Først i mindre grupper, senere alle sammen.

Trin for trin

Der er en markant udvikling fra de første tøvende skridt til aftenens koncert, hvor forældrene er inviterede som publikum. Som tilskuer er det mest iøjnefaldende den tålmodighed Bodilsen og de andre musikere udviser overfor børnene. Til gengæld hjælper børnene Jesper med sproget, når han dirigerer dem på italiensk.

-Jeg opdagede undervejs, at der var en tone, de ikke kender. Så må jeg finde ud af, hvordan jeg kommer ud over det. Det er ligesom at spille jazz. Jeg er nødt til at improvisere hele tiden for at få det til at fungere.

-Pludselig kan der for eksempel være én som kan noget, man ikke regnede med. Så giver man noget ansvar til ham eller hende.

Italienske forhold

Jesper Bodilsen har et nært forhold til Italien. Siden 2003 har han dannet trio med den italienske pianist Stefano Bollani og trommeslager Morten Lund. De spillede sammen for første gang, da den italienske mestertrompetist Enrico Rava fik tildelt den prestigefyldte Jazzpar Prize i København i 2002.

Også Stefano Bollani er optaget af børns musikalitet og dens betydning for deres kognitive udvikling og almene dannelse.

-At lytte til musik betyder at genkende lyde, skriver han i bogen ‘Parliamo di musica’.

-At genkende rytmer. Livets rytme. Hjertets slag og pulsen. At vide hvordan man bevæger sig i tempo med musikken er ikke en sekundær erfaring, skriver han.

Udover at være blandt Italiens mest anerkendte musikere, har Bollani kastet sig ud i projekter på tværs af kunstarterne, der folder musikkens rolle i samfundet bredere ud. Han er forfatter til flere bøger om musik, teaterinstruktør, skuespiller og har i øvrigt et succesfuldt TV-show på Rai 3 “Sostiene Bollani”, hvor Bodilsen har medvirket adskillige gange.

Bollani efterlyser, at politikerne i Italien begynder at interesserer sig mere for den musikalske kultivering.

-Problemet ved musikkurser er, at de ikke får dig til at lytte. De nægter dig at føle glæden ved musikken så længe, du ikke har lært reglerne. Vel at mærke regler som er opfundet for længe siden. Konventioner.

Det er overflødigt at nævne, at Italien har en vigtig tradition for både opera og klassisk musik. I dag vinder den italienske jazz desuden international opmærksomhed, ikke mindst på grund af en ny innovativ generation, som Bollani er en del af. Her prøver man at nedbryde skellene mellem de klassiske og de kontemporære genrer. Det er tydeligt at Bodilsens kursus ikke følger den konventionelle og slaviske metode Bollani kritiserer. Glæden er en drivkraft i denne legende og stadigvæk udfordrende metode. Jeg spekulerer på, om den kulturelle faktor har betydning i denne kontekst eller ej.

Læringskultur

Hvordan oplever du forskellen på musikuddannelse i Danmark og Italien?

 

-Der er meget mere rytmisk uddannelse i Danmark. I Italien er der en mere klassisk tilgang. For eksempel i forhold til klang. Det opdager vi, når vi skal i gang med at bevæge os. Det er de ikke helt så vant til. Til gengæld er de vokset op med disciplin. De ved godt, hvornår de skal tie stille og hvornår de skal være koncentrerede. De var her i 2 timer, og de var 100 % koncentrerede hele tiden. Der er ikke nogen af dem, som falder ud, så det er ret imponerende.

-Jeg arbejder rigtig meget med rytmik. At de skal forstå, at der er noget, der hedder puls og underdelinger. Det er lige meget, om det er børn på 6 år eller om det er voksne. Normalt kan børnene godt være lidt hurtigere end de voksne her. Vores ældre generation i Danmark har ikke været vant til at bevæge sig så meget. Det er de mere vant til som børn. At bruge benene, klappe og synge samtidig.

At lære gennem at gøre

Hvad er forskellen ellers på voksne og børn?

 

– Det er hurtigere at forklare ting til voksne. De forstår. Det er nemmere med børn at bare vise eller gøre det. Det er ligesom når de skal lære et sprog. Det går ikke at snakke om grammatik. Man skal bare sige: ciao, me chiamo Jesper.  Med de voksne kan man godt lære dem grammatikken fra starten.

 

Kan noget være en hindring for de voksne?

 

-Ja, ting de ikke har prøvet før. Den der rytme…

Jesper  klapper takten til dagens nummer i hænderne.

-Det er helt sikkert noget, som er svært for de voksne.

-Ungerne er som åbne bøger. Giv mig noget! De stiller ingen spørgsmål. De ved heller ikke, om noget er svært. Der er ingen af de her børn, der ved, at det faktisk ikke er så let at sige 1, 2, 3…. 4, klappe og synge la la la la la la la la lala.

-Børnene er bare mere vant til at modtage læring. De voksne kan godt føle allerede inden man går i gang, at det er svært.

Kan du selv opdage noget nyt ved at være i kontakt med børn?

 

-Børn har en umiddelbarhed, som man som musiker gerne vil mærke. Børn går i gang, også uden instrumenter. Så gør de bare ét eller andet.

-Det er det, som er interessant. Det er ikke så interessant at spille de rigtige toner på de rigtige steder. Det er mere at fornemme og følge ens intuitive indre jeg. Det er svært! Når man først har tilegnet sig alle mulige måder at gøre tingene på.

-Et barn på 4 år kan bare gå i gang med at synge fuldstændig frit fra leveren. Når man bliver professionel prøver man at komme tilbage til det.

Il Trillos pædagogik

Matteo Dentellato er sammen med Maria Clara Medina kunstnerisk leder for il Trillo. De har bevidst valgt at arbejde med en alternativ metode, som tager højde for den sanselige og intuitive introduktion til musikken før den tekniske. Det har givet dem en vigtig position i den musikalske uddannelse i Firenze. Deres program inkluderer både klassisk musik, jazz og rock/pop.

-Vi vil præsentere så mange musikalske sprog, som overhovedet muligt for både børn og voksne, forklarer Dentellato. Improvisation giver mulighed for virkelig at udvikle sig.

-Alle vores projekter stræber efter at gøre eleverne nysgerrige efter at studere. Nysgerrigheden driver så deltagerne hen imod en større bevidsthed om musikken.

 

Hvordan oplever du måden Jesper underviser på i forhold til den italienske tradition?

 

-Jeg har bemærket stærke forbedringer hos eleverne. Men det er aldrig et spørgsmål om nationalitet. Det er et spørgsmål om kompetence og kærlighed til det du laver. Og Jesper er begavet med disse kapaciteter.

 

Børnene var i stand til at fastholde koncentrationen uafbrudt gennem timen. Hvordan opnår I så gode resultater på det punkt?

 

-På il Trillo har vi adopteret en metode, som vender op og ned på princippet om indlæring.  Den klassiske model er baseret på, at man gennemløber teorien, før man begynder på praktikken.

-Når en elev, uanset alder, starter hos os, sætter vi ham med det samme til at spille. Både alene og med et ensemble. Bagefter forklarer vi, hvordan man læser og skriver noderne til den musik, de spiller. Dette princip lærer alle at være opmærksomme og koncentrerede på, hvad de laver. Fordi deres individuelle lyd skaber en relation til deres kammerater i ensemblet. Dette princip genererer en fantastisk mekanisme. De bliver glade for det, de laver. Det handler igen om at vække deres nysgerrighed først. Teknikken kommer med tiden.

 

Koncerten

Eleverne er tydeligt spændte over at skulle spille for deres familier. Jesper fortæller ved koncertens åbning, hvordan Thigpen komponerede ‘Shufflin Long’, inspireret af sin egen søvnige gang fra sengen og til badeværelset om morgenen. Nummeret er et godt pædagogisk valg i denne sammenhæng. Og ganske vist lagde børnene ud med en lidt slæbende rytme ved kursets begyndelse.

Men ved koncerten viser dagens øvelser sin tydelige effekt. Lyden er nu mere dynamisk og præcis. Børnene er opmærksomme på hinanden og de 3 professionelle musikere under de få vigtige minutter nummeret varer. Der er glæde og lettelse i rummet bagefter. Godt hjulpet på vej af Bodilsen mindes jeg ligesom børnene om, at en musiker ikke blot er en person, der kan spille. Det er en person, der kan lytte.