Midt i Milano
Så mange skæbnesvangre ord, der ryger gennem luften på verdensscenen i dag.
Når ord kan så meget andet.
Jeg ved ikke, hvad forskellen på det lille og det store liv er. Men jeg mærker det voldsomt, når grænserne rykker på sig derude.
Vi må se, og vi må leve, alt hvad vi kan, imens det står på.
Én af mine yndlingsbeskæftigelser, da jeg boede i Italien var at sætte mig på en café og oversætte passager fra italienske bøger til dansk.
Udramatisk småsnak med naboen, Zen-tid med Cappuccino og fundet af nye ord som jeg ville prøve mig frem med.
“Raggiungere” – række ud efter eller opnå
“Sciolgere” – smelte
“Arcobaleno” – regnbue
Det er umuligt at forlade det italienske sprog, når det først er plantet i én…
Jeg elsker den frihedsfølelse, der opstår i de små sproglige forvandlinger. Som om man får lov til at strejfe det ordløse.
Tingene svæver ligesom i luften i de momenter, hvor regnbuen eller en anden venter på en ny benævnelse.
Formløsheden. Indtil den bliver fastgjort af ordet. Oversat.
Sammen med ordene blev jeg også selv en anden. Mere og mere en del af noget. Det kan sproget også gøre ved os.
For nylig stod jeg i en boghandel i Milano og kom i tanke om, hvor tæt jeg måtte være på den nu afdøde digter Alda Merinis hus. Det sted hvor hun levede som en “hjemløs i sit eget hjem”.
10 minutter efter stod vi i haven udenfor “Spazio Alda Merini”, som det hedder i dag. Mødt med synlige spor af de mange, der har opsøgt Via Magolfa før os.
“La casa della poesia non avrà mai porte”, stod der malet på plankeværket bag mig.
“Poesiens hus vil aldrig ha’ døre”…
Huset der i dag er omformet til museum var lukket, kunne jeg se på åbningstiderne.
Alligevel tog jeg i den tunge dør og trykkede håndtaget ned. Og ganske rigtigt. Porten var åben
Poetisk 