From Italien

Naturlige lyskilder

Da jeg boede i Firenze løb jeg tit langs Arno floden ved skumringstid. Som et lille overgangsritual mellem dag og aften. Ofte med en mystisk følelse af at være part i mørkets frembrud. Draget af illusionen om at det, mørket, fulgte efter mig. Beskyttende i sin rolige nedlukning af farver og indtryk.  Nogle gange føltes…

“At ride, at skyde med Bue og at tale Sandhed”

Det med at være udspændt mellem to sprog, er noget af det smukkeste, der findes. At være oversætter af ren lyst. Vægtløs leg. Sprogløshed, overraskelse, forankring igen. Minder mig om fornemmelsen af at flyve af egen kraft, som man kan i drømme. Lette og lande igen og igen. I mit tilfælde – mellem italiensk og…

“Planet Vi” med Mirko Guido på AROS

Jeg elsker øde steder. I det øde vågner noget gammelt i mig. Den del som ikke er mig, men før mig. Fornemmelsen af at høre til i det kropslige. Natur, slægt og kredsløb. Nogle bygninger føles øde, selv når de er fyldt med mennesker. Deres nærvær kan ikke forstyrres. AROS er et af de steder. Et…

Midt i Milano

Så mange skæbnesvangre ord, der ryger gennem luften på verdensscenen i dag.  Når ord kan så meget andet.   Jeg ved ikke, hvad forskellen på det lille og det store liv er. Men jeg mærker det voldsomt, når grænserne rykker på sig derude.  Vi må se, og vi må leve, alt hvad vi kan, imens det…

En rigtig dreng

“Der var engang et stykke brænde. Det var slet ikke et fint stykke træ, nej, det var et ganske almindeligt stykke brænde af den slags, vi om vinteren putter i ovnene for at få det godt varmt i stuen.” Nogenlunde sådan starter Carlo Collodi sin berømte fortælling om Pinocchio, (Firenze, 1883). Jeg kan ikke lade…

“Ikke altid lykkes man med at være evig”

Ord kan være farlige. Især når man udtrykker dem på skrift. De binder sig til verden på en måde, der kan virke så manifesterende. Jeg må indrømme, at jeg er bange for Alda Merini (1931-2009). Ikke så meget for hendes digte som for hendes personlige tragedie. Denne store, tunge digter, der gik igennem så megen…